torsdag den 10. november 2011

Nikolaj Ostrovskij (1904 – 1936)


Historien om Nikolaj Ostrovskij arbejderen og helten fra den russiske borgekrig, der lam og blind skrev en bestseller af dimensioner og hvis navn stadig vækker stærke følelser i Rusland.

Nikolaj Ostrovskij som
 rødgardist
 Nikolaj Ostrovskij voksede op i en arbejderfamilie i en lille landsby i Ukraine, som dengang var en del af det kejserlige russiske imperium. Han gik i en middelmådig skole som barn, men blev senere i livet elitestudent. I 1914 flyttede familien til jernbanebyen Sjepetovka (i det nuværende Khmelnytskyi Oblast), hvor Ostrovskij begyndte at arbejde som køkkenslave på jernbanestationen og på en trælasthandel. Senere blev han elektriker på det lokale kraftværk. I 1917 i en alder af 13 deltog han i flere af bolsjevikpartiets aktioner og i samme periode fik han Ankylosing Spondylitis, som senere førte til total lammelse og blindhed. Da tyskerne under første verdenskrig besatte Sjepetovka løb Ostrovskij ærinder for den lokale røde partisan afdeling. I juli 1918 sluttede han sig til komsomol (Det kommunistiske ungdomsforbund) og den røde hær. Han blev angrebet af tyfus og såret alvorligt ved flere lejligheder, og blev til sidst erklæret uegnet til videre militær tjeneste.  I 1921 begyndte han at arbejde ved jernbanen i Kiev som elektriker, og som sekretær for den lokale Komsomol. I august 1922 sendes han på et sanatorium ved det Azovske hav, idet han stadig plages af tyfus og dertil gigt. Samme år erklæres han for invalid, men han fortsætter med at arbejde. Han arbejder som kommissær for den røde hær og sekretær i komsomol. I 1924 blev han til sin store glæde optaget som medlem af kommunist partiet. Sygdommen begyndte at overmande ham og han tilbragte mere og mere tid på sygehuse og sanatorier. Omkring 1926 havde han næsten helt mistet førligheden og fra nu af var han for det meste sengeliggende. Året efter påbegyndte han et korrespondancekursus på Sverdlovsk kommunistiske Universitet i Moskva. Til trods for sin blindhed og immobilitet begyndte han i 1930 at arbejde på sin første roman ”Stålet Blev Hærdet”. Han fik konstrueret et karton med en revne i tilstrækkelig stor til at skrive en linje. På den måde kunne han med stort besvær skrive uden at overskrive sig selv. Det var et enormt arbejde, men heldigvis fik Ostrovskij kontakt til en ung kvinde som hellere end gerne skrev ned for ham. ”Stålet Blev Hærdet” var en af de berømteste og mest indflydelsesrige romaner i den kommunistiske verden. Første del af ”Stålet Blev Hærdet ”blev offentliggjort som en serie i 1932 i tidsskriftet Den Unge Garde. Anden delen kom i samme blad fra januar til maj 1934. I 1936 kom romanen som bogudgave i sin helhed.
Den unge Ostrovskij´s verden delt
 mellem bøger, kærligheden og kampen


Ostrovskij skrev også artikler til aviser og tidsskrifter og talte ofte i radioen. I April 1932 blev han medlem af Moskva afdeling af Proletariske Forfattere og i juni 1934 sluttede han sig til Unionen af ​​sovjetiske forfattere. Den 1. oktober 1935 blev han tildelt Lenin ordnen.  

I 1935 fik Ostrovskij og hans kone mulighed for at få en lejlighed i Moskva og i 1936 byggede den sovjetiske ukrainske regering en villa i Sochi ved Sortehavet til ham.

Nikolaj Ostrovskijs kone Raisa Porfirievna fortæller, at da de ankom til Moskva 11. december 1935 var lejligheden endnu ikke færdig. Ostrovskij fik tilbudt, at de kunne bo på et hotel indtil lejligheden var parat til indflytning. Ostrovskijs bil blev parkeret i nærheden og i dag hedder gaden ”Kursk gaden A.N. Ostrovskijs bil”. Det siger noget om hans popularitet, at selv der, hvor hans bil var parkeret, blev gaden opkaldt efter denne episode.

14. december flyttede Nikolaj Ostrovskij ind i den nye lejlighed. Han var meget opsat på at få fortalt alt om lejlighedens indretning, så han kunne visualisere den. Alt skulle være på plads især bøger og alt, der havde noget med hans forfattervirksomhed at gøre. Selv om han var blind, ville han være i stand til at vejlede gæster i hvordan de kunne finde de ting de var interesseret i.

Han havde faktisk kun det mest nødvendige: en seng, et skrivebord – til sekretærene, radio, bogreol, sofa og to stole til gæster. Og den uundværlige telefon. Der manglede dog et piano, men det blev skaffet, for han kunne ikke leve uden musik. I romanen ”Stålet blev hærdet” er hans alter ego Pavka Kortjagin, byens bedste harmonika spiller.

Den nye lejlighed på Tverskaja Gaden 14 Moskva

Den nye lejlighed på Tverskaja Gaden 14 Moskva


Ostrovskij begyndte at arbejde på roman ”Født af Stormen” om borgekrigen, medens han boede på Tverskaja. Efter 6 måneders arbejde tog han et ophold i Sochi og da han vendte tilbage til Tverskaja om efteråret, gjorde han første del af romanen færdig. På hans anmodning holdt præsidiet for Sovjetunionens forfattere et møde i hans dagligstue den 15. november 1935. Kritikere og forfattere fik her mulighed for at diskuterede første del af hans nye roman. Tilstede var bl.a. Aleksander Fadejev ( Den unge Garde) og A. Serafimovitj (Jernstrømmen. Findes på svensk: Järnströmmen. Tiden 1949). Baseret på de kommentarer der indløb finpudsede han manuskriftet og den 14. december 1936 var det helt færdigt.

I en radiotale ved den niende All-ukrainske kongres for den ukrainske komsomol kunne Nikolai Ostrovskij med rette sige for sig selv og sine helte: "Og så, da Lenin og Stalins parti opfordrede vore fædre til kamp imod kapitalismen, kastede vi unge os også ud i kampen for vores ungdom, for vores lykke. Vi ønskede et glad, smukt liv og vi gik ud side om side med vore fædre, for at vinde denne lykke. "

Efter års lidelser og kamp imod lammelse, sygdom og blindhed samt komplikationer efter tyfus, døde Ostrovskij den 22. december 1936, 32 år. Han nåede derved kun at fuldføre første del af sin anden roman ”Født af stormen” (udgivet på dansk ved Arbejderforlaget 1981) om den russiske borgerkrig i Ukraine.

Stålet Blev Hærdet:

En roman om Sovjetunionens første par år og komsomol (ungkommunisterne) medlemmet Paul (Pavka) Kortjagins heroiske liv. Man diskuterer stadig hvorvidt denne bog er en romanbiografi, og om ikke Kortjagin er Nikolaj Ostrovskij selv. Svaret ligger nok midt imellem. En hel del af Kortjagins oplevelser er Ostrovskijs egne, men omvendt er det ikke alt i Ostrovskijs liv som Kortjagin genoplever. Ligesom Kortjagin oplevede ting og sager som Ostrovskij ikke gjorde. Miljøbeskrivelserne og tidstyperne også Kortjagin selv er mere eller mindre taget fra virkeligheden. Bogen bliver på den baggrund et enestående tidsdokument. At den samtidig er en agitations skrift for det nye socialistiske menneske rokker ikke ved den autentiske friskhed, som er over denne bog. 

Stålet blev Hærdet


 Vi kender alle sammen fortællingerne om revolutionen og borkrigens Rusland om opbygningen af socialismen og afskaffelsen af det gamle system. I denne bog møder vi det hele igen, i gulvhøjde med hverdagsmenneskene som blev hvirvlede ind i denne historiske stormvind. Sammen med de historiske begivenheder, udvikler romanens personer sig; nogle bliver skurke andre øjeblikkets helte. Udviklingen er hæsblæsende og gårdsdagens helte glemmes hurtigt i omvæltningernes malmstrøm. Meget er usikkert og uprøvet for romanens personer. Alle værdier omkalfatreres helt ned i mindste detalje og læserne følger med på tæt hold i opbygningen af socialismen og dannelsen af det nye menneske - sovjetborgeren. At vi ser denne forvandling ud fra livet i en lille by i Ukraine er så meget mere fascinerende. Vi følger med i hvordan de nye ideer modtages, bearbejdes og praktiseres langt fra det politiske epicenter f.eks. de nye kønsroller, hvor kvinderne kommer ud af umyndiggørelsen og prøver kræfter med det nye samfund. Fra første færd fik kvinderne i USSR samme rettigheder som mænd indenfor alle områder af det økonomiske, kulturelle, sociale og politiske liv.

Ostrovskij skriver med humor om hvordan mændene bliver forvirrede, da de opdager, at også kvinderne stiller nye krav til dem på det kønspolitiske område. For nogle er det svært at lægge den gamle mandschauvinisme fra sig og de får det svært til læserens fryd. Det samme gælder standspersoner i den gamle orden og militære personer, flere af disse formår ikke at omstille sig og mange ender med at slutte sig til de kontrarevolutionære, som er bogens tabere. Det nye sovjetmenneske var bundet af loyalitet overfor partiet og sin samfundsklasse. Samtidig befriedes individet fra tidligere konventioner, borgelige etiketter og traditionens byrde. Anskueliggjort i romanens sidste del, hvor Kortjagin og Taja flytter sammen som ugift par uden at spørge nogen om lov. En situation som var utænkelig før revolutionen. Taja har sine bekymringer, men Kortjagin siger til hende: ”Hvad er du bange for? Når du tænker dig om, vil du forstå, at vi er vore egne herrer. Sov du med god samvittighed. Fremmede har ingen ret til at blande sig i vort liv”. Med ”fremmede” hentyder Kortjagin bl.a. til Tajas forældre – en ny og foruroligende individualisme var kommet ind i russisk litteratur.  Proletarerne og bønnerne forstod bedst de nye tider og flertallet engagerer sig både politisk og gennem et stort socialt engagement. Snæver nationalisme får også en på goddagen, til gengæld hylder forfatteren arbejdernes og bøndernes internationalisme. De mange små samfund i grænseegnene mellem Ukraine og Polen, hvor romanen foregår, blev hærget fra tid til anden, at etniske uroligheder ikke mindst af jøde pogromer.  I Ostrovskijs roman er jøder ikke anderledes end andre arbejdere, og han undgår de sædvanlige stereotyper om jøder, som var fremherskende i russisk litteratur. Nationalitet betød intet for Ostrovskij, man kan sige, at han var en person uden nationalitet. For ham var klassetilhørsforholdet det altafgørende i et menneskes liv.

Skildringen af opgøret mellem de partitro, og trotskisterne er et af bogens svage punkter. Ostrovskij formår ikke at redegøre for, hvori forskellene mellem de to grupper består. Egentlig gør det heller ikke noget, for som han fremstiller sagen var det netop sådan mange menige partimedlemmer oplevede dette opgør. For dem var trotskisterne, personer der ville splitte partiet og bevægelsen. Kun få om overhovedet nogen forstod, at den trotskistiske fraktionsdannelse var en reaktion på magtkampe og forsøg på styring højere oppe i systemet.

Stålet der hærdes er ungdommen der modnes gennem revolutionen og borgerkrigens læreproces. Bogens højdepunkt er beskrivelsen af anlæggelses arbejdet af et jernbanespor gennem skov og klipper ved Borjaka midt i vinterens stærkeste frost. Her er borgekrigens unge garde blevet forvandlet til arbejdets helte og heltinder. Tyfus og sult hærger mellem de unge komsomoller, der arbejder som frivillige på jernbanen. Af og til angribes de af Hvide terroristgrupper, og så må de kaste værktøjet fra sig og gribe til geværet, som en levende afbildning af kunstneren Vladimir Lebedevs plakat med arbejderen, der står og saver brande med geværet ved sin side (Se her på min blok: ” Vladimir Lebedev - En Kunstner med mange talenter”).

Nikolaj Ostrovskijs personer i ”Stålet Blev Hærdet” blev rollemodeller i for millioner af unge i Sovjetunionen, og bogen blev betragtet som et Blue print på, hvordan man opbygger socialismen. En sentens fra bogen blev citeret overalt, og brugt som en vejledning i livet af mange unge komsomoller:

”Det værdifuldeste, et menneske ejer, er livet. Det bliver kun skænket en én gang, og man skal bruge det sådan, at man ikke en skønne dag knuges af spildte år, at man ikke brænder af skam over en ynkelig fortid”.

I dag kan man læse romanen som en samtids skildring, der helt ned i detaljen beskriver tiden, og hvordan almindelige mennesker, samt helte og heltinder tacklede de store omvæltninger i dagligdagen. 

Udover Gorkij og nogle få andre tog de fleste litterater afstand til Nikolaj Ostrovskijs roman. Han manglede stil og var alt for grov mente de og hans succes skyldtes mere hans dygtighed som soldat, end at han havde talent som forfatter. Men hans succes var uomtvistelige. Læsere styrtede ud og købte hans bog, trods den dårlige omtale. I månederne lige efter udgivelsen af ”Stålet Blev Hærdet” modtog forfatteren 17 000 breve fra læserne.

Vesten udviklede meget hurtige et ambivalent forhold til Nikolaj Ostrovskij. Man kunne ikke bare afvise ham som en dårlig forfatter, og på den anden side kunne man ikke hylde en bog som fremstillede det kommunistiske samfund positivt. Derfor valgte mange at mistænkeliggøre ham, f.eks. mente nogen, at det var Gorkij, der havde skrevet ”Stålet Blev Hærdet” og arbejder helten fra borgekrigen bare havde lagt navn til. Hvis det var sandt, kan man tale om en skæbnens ironi, for Ostrovskijs roman opnåede en popularitet langt udover, hvad Gorkij kunne drømme om. Andre gange fremstilledes han som alt for sort - hvid i sine beskrivelser for at kunne leve op til kravet om socialrealisme. En ualmindelig uretfærdig dom over en forfatter som både forstod at nuancere og fremhæve selv små hverdags detaljer, således som hans personer nødvendigvis må møde i deres sociale liv og omgang med hinanden.   


Nikolaj Ostrovskij Museum og humanitære center
Nikolaj Ostrovskij bolig på Tverskaja gaden 14 i Moskva blev indrettet som Museum og humanitært center for invalide. Museet er meget handikapvenligt og lægger vægt på at formidle budskabet om, at selvom man er handikappet, er man en værdifuld borger for samfundet.


Nikolaj Ostrovskij i cyber Space.
Der findes mange blogge samt litterære og politiske fora på internettet, hvor russerne diskuterer Nikolaj Ostrovskij og hans betydning.  
Her er nogle udpluk fra en sådan blog:
”Jeg er stolt over at sådan et menneske har levet”
En blogger kaldte Ostrovskij for et kommunistsvin. Det skulle han aldrig have gjort, der rejste sig en sand storm af skarpe protester. Folk bad ham skride ad helvede til og nogle militante kvinder ville slå ham ihjel. En mere nøgtern blogger skrev:
”… hvordan kan du sige sådan noget. Hvis du nøje studerer Nikolaj Ostrovskijs liv vil du se, at det var for folket, at han brugte al sin styrke og tålmodighed. Tror du, at de nuværende ledere, som plyndrer vores land, vil gøre som Ostrovskij og tilsidesætte karriere, arbejde, penge og berømmelse, for folkets skyld? Er du selv parat til at gøre som han f.eks. bygge en jernbane i frost, regn og snestorm. I er meget få som er parat til det. Læs og lær fra Ostrovskij.” 
Biblioteket i Komsomol ved Amur er opkaldt efter Nikolaj Ostrovskij. Biblioteket blev opført i 1934 på opfordring af den lokale komsomol afdeling. I 1936 blev biblioteket opkaldt efter Nikolaj Ostrovskij på opfordring af ungkommunisterne, der så ham som en oplagt rollemodel. Som begrundelse for denne beslutning skrev ungkommunisterne bl.a.:
”Vi har lært og lærer fra Nikolaj Ostrovskijs mod, beslutsomhed og hengivenhed til vort store fædreland… og har med stor interesse læst hans bøger og det er vores bestemteste ønske at blive som ham”. 

Munoment for Nikolaj Ostrovskij i Sochi ved Sortehavet




                                    Flere film er baserede på ”Stålet Blev Hærdet”  så sent som 2000 producerede kinesisk TV en serie over bogen.


Nikolaj Ostrovskij Muset i Sjepetovka Ukraine





Nikolaj Ostrovskij med Lenin ordnen.
På dette tidspunkt er forfatteren totalt lam og blind.


Nikolaj Ostrovskij´s grav på Novodevitjij Kirkegården i Moskva. Gravmonumentet er udført af Vladimir Tsigal i granit, bronze og bladguld