mandag den 13. august 2012

Novij Arbat – en ikke helt tilfældig gade i Moskva.

Novij Arbat
i sine velmagts dage dengang det hed Kalinin Prospekt

Novij Arbat gaden starter ved Arbat pladsen og er en fortsættelse af Vozdvizhenka gaden. Den løber over Have Ringen og forsætter over Moskva floden ved Novijarbatskij broen. Langs denne linje skabte nogle af Sovjetunionens dristigste arkitekter (M. Posokhin , A. Mdoyants , VG Makarevich , B. Thor , S. Airapetov , I. Pokrovsky , Ju.Popova, A. Zaitsev) et holistisk moderne bymiljø, med højhuse, shopping center, underjordiske gange, biografcenter, moderne lejligheder  og administrative afdelinger.  I alt 6 underjordiske gange forbinder lige og ulige sidegader med hinanden under Novij Arbat.
Engang boede kunstnere og intellektuelle her, så rykkede teknokraterne, administratorer samt politikere ind, og i dag befolkes kvarteret omkring Novij Arbat af business verdens smarte piger og drenge. Eller er det kun tilsyneladende sådan, for den store unavngivne og komplekse masse, de der hver dag passer deres dont og familieliv, udgør immervæk majoriteten. Sådan er det overalt i verden og derfor også her på Moskvas hektiske hovedstrøg. Imidlertid er det de andre der springer i øjnene. De der ikke tilhører den anonyme masse. Mellem de to kategorier er der en verden til forskel, som desuagtet giver mening og bekræfter forståelsen gennem modsætningen. Baggrunden for ”de særlige” er jo netop ”de anonyme masser” og omvendt. 
En bydel rives ned
En bydel vokser frem

Besøger man Moskva er Arbat gaden og Arbat kvarteret et must. Alene de mange gode restauranter og caféer skulle være trækplaster nok, og dertil kommer det rige folkeliv og de mange historiske steder samt en mangfoldighed af antik og souvenir butikker. Mange har sikkert læst Anatolij Rybakovs fascinerende roman ”Børn af Arbat”, eller de kender Bulat Okudzjavas sang: Arbat Romance.  Pushkin boede her og det samme gjorde Rybakov og komponisten Aleksander Davidenko samt arkitekten Leonid Poljakov(Se denne blok: http://kilaasi.blogspot.dk/2011/10/arkitekten-som-kunstner-eller-historien.html) med mange flere. Arbat kvarteret var Moskvas Montmartre i mange år. Besunget af digtere og foreviget af kunstmalere. Klods op af Arbat kvarteret ligger så Novij Arbat, det nye Arbat, også dette område omtales af digtere og forfattere men det er ikke med de pæneste ord. Forfatteren Yuri Nagibin kaldte Novij Arbat for Moskvas gebis på grund af de to rækker højhuse langs med hovedvejen som oppe fra godt kan ligne et gigantisk gebis. Dette øgenavn tog de gode moskovitter straks til sig. Smag og behag er heldigvis forskellig og mange moskovitter deler ikke dette negative syn på Novij Arbat.
Novij Arbat med udsigt imod Hotel Ukraine

I Politikkens bog ”Turen Går til Moskva og Skt. Petersborg” fra 1996 kalder Frede Godsk Novij Arbat for: ”et hæsligt eksempel på kommunistisk byplanlægning”. I det hele taget er Politikkens håndbøger om Moskva og Skt. Petersborg, også den sidste nye af Per Dalgård, mere sindelagskontrol og idelogi end det er en guide. Bøgerne har desuden store mangler idet seværdigheder fra Sovjetunionen udelades eller nedtones som eksempelvis i omtalen af Novij Arbat. Men lad os se på historien om byggeriet af Novij Arbat og lad os også undersøge hvor ”kommunistisk” inspireret det nye kvarter og vejbane egentlig er. 
Novij Arbat by night

Hele balladen tog sin begyndelse engang i trediverne, hvor Stalin barslede med en masterplan for byfornyelse for dele af det gamle Arbat kvarter. Ideen var samtidig at forbinde den indre by med nye beboelses områder vest for byen.  Projektet fik arbejdstitlen Novij Arbat (Nye Arbat), fordi vejbanen i udgangspunktet skulle løbe parallel med Arbat gaden.  Arbejdet kom dog først i gang efter krigen og første etape var anlæggelsen af Novij arbatskij broen i 1957, resten af byggeriet blev fuldført mellem 1964 og 1969. I 1963, hvor vejen blev ført videre ind på Kutuzovskij Prospekt, blev den omdøbt til Kalinin Prospekt, efter politikeren Mikhail Ivanovich Kalinin (1875-1946). Fra og med 1994 fik hele vejen fra og med Vozdvizhenka gaden navnet Novij Arbat.
Området, der blev ryddet for at give plads til det nye byggeri, var hjertet i det gamle Arbat kvarter. Hundenes legeplads opkaldt efter en lille park med et springvand, dekoreret med skulpturer af hunde.  Træhuse og 2. etages murstens huse blev ryddet af vejen herunder også det hus, hvor Lenin engang havde boet med sin mor. Den nye tid krævede sine ofre og mange af kvarterets beboere så til med bedrøvelse og mishag. Den omstændighed at området var beboet af intelligentsiaen gjorde sit til, at byfornyelsen skabte et stort røre og diskussionen bredte sig til en generel debat om byfornyelse i et gammelt kulturområde. En debat som kom til at påvirke lovgivningen på området. Omfanget af byggeriet var stort. Vejen skærer igennem det finmaskede net af Arbat gader. Byggeriet blev til efter Nikita Khrusjtjov besøg på Cuba. Her så han de amerikansk-byggede skyskrabere og han ønskede, at man skulle bygge noget lignende i Moskva. Man kan derfor spørge sig selv, hvorfor Frede Godsk kalder bygeriet hæslig kommunistisk byfornyelse, når den arkitektoniske fornyelse er inspireret af amerikansk byggeri? 
Andrey Vasnetsov (1924-2009) skabte mur mosaikken på Oktoberbiografen.

På venstre side er opført 4 store boligblokke som skal symbolisere åbne bøger. Her findes cafeer, forretninger, indkøbscentre  på højre side finder man bl.a. Dom Knigi, Ruslands største boghandel og Oktober biografen, med Andrey Vasnetsovs fantastiske mosaikker. I sovjettiden lå her flere ministerier, i dag er det meste lejet ud. Boligblokkene fik forskellige øgenavne: Gebisset, Sovjet Nye Arbat, Trompeten (på grund af blæsten), En Mil af Broadway. Hoved arkitekten bag projektet var Mikhail Posokhin(1910 - 1989), som var stadsarkitekt for Moskva 1960-1982. Hvor sørgeligt det end var, at de gamle bygninger blev revet ned, var der ingen som ikke forstod, at det nye byggeri løste en masse by funktionelle problemer i hovedstaden. Ikke mindst trafikale problemer blev løst med Novij Arbat projektet, ligesom man fik en masse boliger, der hvor folk gerne ville bo og arbejde.  I dag lejes en del lokaler og lejligheder på Novij Arbat ud til udenlandske firmaer og forretningsfolk.
Arbat Kasino på Novij Arbat
Krona Kasino på Novij Arbat

 Bydelen har stor prestige både på grund af infrastrukturen og de mange eksklusive lejligheder samt shopping muligheder. Her findes celebre spillekasinoer, Burgerbarer samt vanvittigt dyre butikker. Her er fart over feltet døgnet rundt og man kan roligt sige, at dette sted ikke er noget for kontemplative naturer og navlepillere. Så kære medborgere, når du alligevel skal ind og nyde gamle Arbat gaden så smut også over og se Novij Arbat, her fornemmer man virkelig at man er i en storby! 
Novij Arbat på tegnebrættet

Fakta:
Arbat er beliggende i det centrale administrative distrikt vest for Kreml. Området dækker 211 ha. Befolkningen er på 26,9 tusinde. (Den 1. januar 2010) og her findes 754 tusind m ² boligområder. De vigtigste ministerier som findes her er: Forsvarsministeriet, Udenrigsministeriet og Ministeriet for Økonomisk Udvikling.  
Mindesmærke over arkitekten M. Posokhin og hans mesterværk Novij Arbat

 

Bulat Okudzjava synger Arbat- Romance 




ARBAT – ROMANCE
Af Bulat Okudzjava

Romancen om Arbat er et gammelt broderi –
en ensomhed jeg ville sku befri mig –
de lykkelige slurke af et gyldent dugget glas –
en kvindes hilsen, hastende forbi mig.

Hun var så god og kærlig, vi levede livet ud
på godt og ondt – jeg selv var kvindens skaber –
en længsel griber mig i mine sene år:
en drøm om elskov uden taber.

I kærlighedens gader, der går vi gerne vild
fortabes, flakker om – til vi bliver borte.
Vi ved det alle sammen, det er den gamle ild
det lys som gør de lange gader korte.

Det var de unge dage, da himlen var så blå
og jorden endnu ikke fuld af jammer
min allerførste løn lå endnu i min hånd
og stolte roser stod i flammer.

De skridt jeg gik var dengang helt uden ironi
Og skoene havde stadig hele såler.
Fra gadens vinduer strømmed uendelig musik
Og muligheder ingen endnu måler.


Frygt ikke dine minder – for alting har sin tid
Det lyse forårs løv bliver brune blade.
I, som begyndte livet i gården i Arbat
I vender hjem til samme gade.

(Oversat fra russisk af Dana Schmidt og Jesper Jensen)

Digtet findes i digtsamlingen ”Men Tænk også Lidt på Mig” udgivet på Husets Forlag 1988. Her er også en malende beskrivelse af Dana Schmidt møde med Bulat Okudzjava.
Interessere man sig for russiske digtere som: Bella Achmadulina; Oleg Chlebnikov; Marina Kudimova;Ilja Kutik; Vladimir Vysotskij; Andrej Voznesenskij; Ivan Zjdanov og Aleksej Parsjtikov, så gør man klogt i at se efter i netop Husets Forlag. Her er de alle udgivet. 
Novij Arbat er en hektisk gade men her er også mange små hyggekroge. To danske turister Miriam & Birgitte har fundet en lille cafe på Novij Arbat.

lørdag den 23. juni 2012

Shukhovs Fantastiske Radiotårn



Et kik op i Shukovs fantastiske radiotårn

Det er blevet sagt, at den russiske revolution udløste en massiv byge af kreativ energi hos avantgarde kunstnere og arkitekter, der stræbte efter at bygge en æstetisk anderledes ny verden ved hjælp af et radikalt og billedstormende billedsprog. Om nogen passer dette på arkitekten Vladimir Shukhov som bl.a. skabte Moskvas radiotårn i Shabolovka gaden. Dette tårn er anerkendt som en af ​​de smukkeste og mest fremtrædende resultater af den tekniske begrebsverden, et mesterværk af ingeniørkunst. Radiotårnet, som stod færdigt i 1922, var et led i Lenins geniale plan for det nye sovjet samfund som byggede på ideen om en tosidet social og teknisk udvikling under devisen: ”Socialisme plus elektricitet”.
Vladimir Shukhovs Radiotårn 1925

Shukhovs radiotårn er konstrueret af et fint fletværk af tremmer og består af fem såkaldte ‘hyperboloider’, på hver 25 meter der i aftagende størrelse griber ind i hinanden. Den nedre sektion er monteret på et betonfundament med en diameter på 40 meter og dybde på 3 meter. Hyperboloide med ét net er eksempler på retlinjede, krumme flader; de består af to systemer af rette linjer, hver linje i det ene system skærer hver linje i det andet og hver linje i et system er vindskæv med hensyn til enhver anden i samme system. Takket være gitterkonstruktion udsættes stålskallen for minimum vindbelastning og på afstand ligner dette ståltårn et fint filegran arbejde. Selve konstruktionsarbejdet tog to år og det med en stor forsinkelse. Da man nåede til den fjerde sektion faldt den ned og skadede i faldet de tre andre sektioner. Det var altså nødvendigt at begynde næsten fra grunden igen og alligevel kan man sige, at konstruktionsarbejdet skred hurtigt frem også efter vor tids standarter.
Radiotårnet i dag
Radiotårnet ved nat

 Shukhov, der er født i 1853, anvendte førstegang konstruktioner med ‘hyperboloider’ i 1896 og fik patent på metoden i 1899.  I de efterfølgende år udviklede Vladimir Shukhov mange forskellige strukturer af gittermaster og stålkapper. De blev anvendt i hundredvis af bygninger, vandtårne, fyrtårne, master på krigsskibe og holdere til højspændingsledninger.

Statue af Vladimir Shukhov med hans opfindelse ‘hyperboloider’
Radiotårnet er imidlertid Shukhovs mesterværk på en gang arkitektur og konstruktivistisk kunst og hermed føjer Shukhov sig ind i tidens kreds af sovjetiske avantgarde kunstnere. Samtidens begejstring for Radiotårnet var stor både i Sovjetunionen og udlandet. Den sovjetiske forfatter Alexei Tolstoj blev inspireret af tårnet til en roman ”Ingeniør Garins hyperboloid”(findes på engelsk Alexei Tolstoy: ” Engineer Garin and his death ray”).  Også eftertiden har forstået at værdsætte Shukhovs mesterværk. På messen: "De bedste konstruktioner og bygninger fra det tyvende århundredes arkitektur" i München i 2003, blev der på udstillingen placeret en 6-meter høj forgyldt model af Shukhovs tårn. Den internationale videnskabelige konference "Kulturarv i fare. Bevarelse af det tyvende århundredes arkitektur og verdens arv", som blev afholdt i Moskva i april 2006 med deltagelse af 170 specialister fra 30 lande i verden, anerkendte Shukhovs radiotårn som en del af den fælles verdensarv. Ligesom andre berømte arkitekter så som Antonio Gaudi, Le Corbusier og Oscar Niemeyer arbejdede videre på Shukhovs opfindelse, idet de brugte hyperboloid strukturer i deres kreative arbejde.

Vladimir Shukhov  stå også bag varehuset Gums taghvælving

 I udlandet er man blevet bange for at Shukhovs radiotårn skal forfalde, nu hvor staten ikke længere er garant for vedligeholdelse af bygningsværket. Herom var der en artikel i Information den 10. april 2010 (http://www.information.dk/230427 ), ligesom der et oprettet en fond til bevarelse af radiotårnet og til oplysning omkring Shukhov og hans betydning for arkitektur og kunsthistorien:

Vladimir Lenin: " kommunisme er socialisme, plus elektrificering"




                                                                   
Tag en tur op i Shukhovs radiotårn 

 
Vladimir Shukhov (1853-1939) var en blæksprutte af et geni og udover sine ‘hyperboloider’ opfindelser var han en kreativ: ingeniør, arkitekt, opfinder, videnskabsmand, medlem (1928) og æresmedlem (1929) af Sovjetunionens Videnskabelige Akademi. Indehaver af ordnen ”Arbejdets Helt”. Han var ophavsmanden og den tekniske leder af opførelsen af ​​den første russiske olieledning (1878), og et olieraffinaderi, hvor han revolutionerede raffineringsmetoden. Hans patent på denne metode blev tyvstjålet af Rockefellers Standard Oil. Han bidrog også med mange innovationer indenfor teknologien i olieindustrien og problematikken med olieførende rørledninger.

fredag den 15. juni 2012

Sovjet Modernisme – malerkunst og kultur i Sovjetunionen 1926-1936.


Sovjetisk modernisme er en af mange kunstneriske ”ismer” fra Sovjetunionen, som er fuldstændig overset i vesten. På mange måder ligner sovjet modernisme tidens kunstformer i vesten, men har samtidig en iøjnefaldende lokal originalitet. Perioden ligger mellem avantgarden og Stalin realismen og tæller mange kendte navne så som: Alexander Deineka, Isaac Brodsky, Alexander Samokhvalov, El Lissitzky, Alexander Rodchenko, Alexander Labas, Boris Ignatovich, Kazimir Malevich. Af mindre kendte kunstnere kan bl.a. nævnes: Boris Golopolosova, George Rublev, Boris Tsvetkov, Alexei Pakhomov og Fedor Bogorodsky og Tatjana Jablonskaja. Det var den unge garde den - sovjetiske modernismes virkelige helte. Historisk var det en spændende periode i Sovjetunionens historie. Politisk var det uklart, hvem der skulle tage faklen op efter Lenin. Det var et åbent spørgsmål, i hvilken retning samfundet og historien ville udvikle sig. Og det var netop på baggrund af denne åbne uafsluttede horisont at tidens kunstnere udfoldede deres talenter. Man kan med nogen ret sige at sovjet modernisme befinder sig et sted mellem avantgarden og socialrealismen.  Samtidig med at avantgardekunsten fortsatte lidt endnu begyndte nye kunstneriske teknikker at gøre sig gældende. Paradoksalt nok var det bl.a. påvirkninger fra Art Deco, altså borgelig vestlig kultur som blandede sig med den sovjetiske kunst bl.a. hos kunstnere som Samuel Adlivankina.
Deres Helte af Samuel Adlivankina

 Andre arbejder bringer minder om Paul Cézanne og impressionisterne især i farvebehandlingen. Stilistisk favner de bredt og det er den historiske epoke, der binder dem sammen. Sovjet modernisme omfatter flere kunstarter: montage, kæmpe malerier, fotografi, arkitektur, plakater, skulpturer og film. Det var det offentlige rums kunstart og gruppearbejdet var en del af den kunstneriske produktion. En kunst, der var befriet for pengemagtens tyranni, beregnet på massernes æstetiske forbrug uden forbehold. Indenfor arkitekturen er begrebet sovjetmodernisme udvidet til også at omfatte perioden  1955-1985. Det er først nu i de senere år, at man har fået øjnene op for sovjetmodernismen. Historien var indtil da ganske enkel: I begyndelsen var den fantastiske russiske avantgarde kunst og så kom den store stygge Stalin og ødelagde det hele med kravet om social realisme. Det var myten som blev genfortalt især i Vesteuropa og USA, og netop denne myte skygger for de mange nyskabelser som perioden var så rig på. En af dem er altså sovjetmodernismen. Andre grunde til at denne periode aldrig blev omtalt i kunstbøgerne her i vesten er sikkert, at mange af tidens kunstnere var bevidste kommunister og overbeviste revolutionære. De repræsenterede en ny socialistisk livsstil, de udvidede kunstbegrebet til også at omfatte tegneserie hæfter for børn og plakater. De var udtryksfulde og til tider patetiske, men fyldt med liv. De var en generation, der var vokset op med socialisme og de var parat til at erobre det kunstneriske rum for dette livssyn.   
I Dachaen af Georgi Rublev


Kvinderne spillede en betydelig rolle i opbygningen af det nye sovjetiske samfund. Deres tilsynekomst midt i et overvejende mandsdomineret samfund afspejles i flere børnebøger f.eks. i Sakovskaia's ”Mamin most” (Mors bro) fra 1933, illustreret af Nina Pavlovna. Bogen skildrer kvinders deltagelse i alle aspekter af byggeri - som drejebænk operatører, metalarbejdere, ingeniører, kranførere, arkitekter og bygherrer.
Mors Bro af Nina Pavlovna

Mors Bro af Nina Pavlovna


Perioden har en forbavsende lighed med barokken, vægten ligger i det: sanselige, overdådigheden, overdrivelsen, livsappetitten, det grænseoverskridende, det frisatte menneske og dets muligheder. Mange af kunstnerne har en forkærlighed for stilleben igen med overdådigheden som motiv og farveglæden som færdighed. I nogle af billederne kan man ligefrem tale om rene farveorgier – de strutter af farver. Fritiden er et gennemgående motiv og det er ikke så mærkeligt. Fritid var for den store del af befolkningen noget relativt nyt, noget som hørte sammen med virkeliggørelsen af socialismen. Omvendt afmales arbejdslivet som en anden form for fritidsliv f.eks. hos Tatjana Jablonskaja. Kunstnerne omfavnede ligesom alle andre den nye sovjetiske arbejdsmoral. Arbejde blev betragtet som kammeratligt samarbejde og socialistisk gensidighed mellem mennesker som var fri for udbytning! Sovjetisk arbejdsmoral var lig med en bevidst og kreativ attitude til arbejde og pligter, bevidsthed om ens sociale forpligtelser, ærlighed, høje moralske standarder og fællesskab. 
Stilleben af Boris Tsvetkov
Stilleben af Ilja Mashkov
På Stranden ved Gurzuf af Ilja Mashkov
Hilsen til den 17. Partikongres af Ilja Mashkov
Alexander Samokhvalov
Metrobygger af Alexander Samokhvalov
Alexander Samokhvalov
På Stranden af Alexander Samokhvalov
En tur på Moskvafloden af Alexander Labas
Stalin af George Rublev
I Parken af Tatjana Jablonskaja
Brød Af Tatjana Jablonskaja
Tatjana Jablonskaja
Badende Rødmariner af Fedor Bogorodskij
Længe Leve Sovjetsystemet af Alexei Pahomov
Aleksander Deineka

Majakovskij Metro Station (Moskva) på Zamoskvoretskaja linjen. Hvælvingen i den centrale hal har 34 ovale nicher med mosaikker fremstillet efter skitser af Aleksander Deninka

Aleksander Deineka
Aleksander Deineka
Moderen af Alexander Deineka

 
Ilja Mashkov
Alexander Rodchenko

Ølreklame af Alexander Rodchenko
Shukhovs Radiotårn af Alexander Rodchenko


Bogomslag til Majakovskijs digtsamling "Om Det Der" af Alexander Rodchenko






Perioden havde også sit eget musikalske udtryk, som bl.a. kommer til udtryk i sangen Mit Store Hjemland (Fra filmen Cirkus). Tekst af Vasily Lebedev-Kumach og melodi af Isaac Osipovich Dunaevsky.



På dansk findes en knald god bog, om den sovjetiske kunstneriske bevægelse, som gik umiddelbar forud for den her beskrevne.
Troels Andersen: ”Moderne russisk Kunst”. Borgens Billigbøger 1967.




søndag den 29. april 2012

Zarens Rusland og Facsismens onde cirkel.


Når danske turister tager på turer til ”Zarens Rusland” er det i håb om at opleve det eksotiske og fremmede. At ”Zarens Rusland” så også er turisternes Rusland giver nærmest sig selv. Russernes Rusland sammenfalder ikke med pragt paladserne og storfyrsternes ophobede rigdomme. Russernes Rusland findes bag turistlandets facader. Tænk på hele arven fra Sovjetunionen, som af had til kommunismen er bortbarberet fra ”turen til Zarens Rusland” og ligeledes fra Politikkens nyeste rejse bog ” Turen går til Moskva, Skt. Petersborg”. Det er ærgerligt, især fordi der mange steder er kø til seværdigheder fra sovjettiden, således at man skal bestille biletter en uge før.  På denne blok kan man finde flere seværdigheder fra Sovjetunionen som nok er værd at se og jeg tænker på, om jeg ikke skulle lave en lille turist guide desangående til denne blok. Men nok om det – her skal jeg nu fortælle lidt om en af zar Ruslands onde skyggesider og dem var der rigtig mange af!      

I det kejserlige Rusland voksede en præ-fascist bevægelse frem før noget andet sted i Europa. Bevægelsens grundlag bestod i en pærevælling af religiøse og politiske tanker og foreteelser. En konservatisme som skulle frelse samfundet for den truende opløsning, som alle mente lurede lige om hjørnet.  

De Sorte Hundrede

Bevægelsen tog sin begyndelse i 1905 blandt monakister, konservative og småborge, der stillede sig til rådighed som værn af det bestående samfund. Bevægelsen gik under forskellige navne som: ”Patrioterne”; De sande russere” og ”Monarkisterne”. Dele af bevægelsen startede dog allerede i år 1900 og kaldtes ”Den russiske forsamling”. Zar Nikolaj den 2. støttede bevægelsen politisk og økonomisk.
Nikolaj den 2. mødes med De Sorte Hundrede 1907.


De førende leder af bevægelsen var: Alexander Dubrovin, Vladimir Purishkevich, Nikolai Markov og fyrst M.K. Shakhovskoy.  

De sorte hundrede bestod således af en blanding af forskellige ekstremist grupperinger på den yderste højrefløj. Særligt fremtrædende var grupper som: ” Det russiske monarkistiske parti”; ”De Sorte Hundrede”, ”Det Russiske folks Forening”, ”Forening for de samlede adelsmænd” og ”Ærkeenglen Michaels Forening”. Det er værd at mærke sig, at disse organisationer også gik under navnet pogromorganisationerne. Udover disse politiske grupperinger blev termen ”De Sorte Hundrede” brugt i flæng om højerfløjs radikalister og antisemitter. De sorte hundrede kom især fra godsejerne, kirken og småborgerskabet i storbyerne, men der fandtes også repræsentanter fra håndværkerstanden, købmandsstanden og andre som bekendte sig til den kejserlige russiske nationalisme (Kirken, monarkiet og fædrelandet). Bevægelsen rådede over en lang række aviser, ligesom flere af de store landsdækkende aviser støttede bevægelsens synspunkter.      

Opslag fra De Sorte Hundrede:
 ”Vi giver ikke lige rettigheder til jøder”


Modrevolutionen af 1905.

Jøderne blev udpeget som syndebukkene for det kejserlige Ruslands politiske problemer, og jøde-pogromer blev iværksat som en del af en official mod-revolution vendt imod det sociale oprør i 1905. Mellem den 18. og 29. oktober 1905 blev der iværksat 690 pogromer i 660 landsbyer. Massakrerne var de værste i Ruslands historie og over 4000 mennesker blev myrdet og omkring 10.000 alvorligt såret (senere under borgerkrigen skulle ”de hvide” iværksætte langt alvorligere jøde pogromer i Galizien, med flere hundrede tusinde ofre!). Bevægelsen bekæmpede ligeledes andre nationaliteter indenfor det kejserlige imperium f.eks. polakker og ukrainer, ligesom de revolutionære var dødsfjenderne. De Sorte Hundrede stod bl.a. bag mordet på 2 jødiske Duma medlemmer: Grigori Borisovich Lollos og Mikhail Herzenstein .Terroren imod jøder og polakker blev ofte ledet af bevægelsens paramilitære fraktion: De gule skjorter.    
Nogle af ofrene fra Kishinev pogromen i 1903.


Ideologi

De sorte hundrede bekendte sig til konservatismen, dvs. man forsvarede det eksisterende klassedelte samfund med dets værdier især det enevældige monarki, kirkens opdragende rolle og kapitalismen. 

Zions Vises Protokoller

Bevægelsens mest infame antisemitiske publikation er uden tvivl Zions Vises Protokoller, der i 1903 udkom i avisen Znamya (Banneret) som blev redigeret af den berygtede antisemit Krushevan. Dette skrift var oprindelig skrevet på fransk af Maurice Jolys og handlede om en dialog i helvede mellem Machiavelli og den kendte essayist Montesquieu. Redaktionen på Znamya omskrev manuskriptet således, at de djævelske planer om erobringen af verdensherredømmet i fortællingen fremstod som en jødisk sammensværgelse. I 1906 udkom Zions Vises Protokoller som selvstændig bog. Fyrst Felix Jussupoff skriver i sine erindringer (Felix Jussupoff: ”Jeg var Russisk Fyrste” Dreyer), at Zions Vises Protokoller blev ”funden” i biblioteket hos en vis grevinde Kleinmichel. En af familiens naboer ved sommerresidensen på Krim. Felix Jussupoff troede fuldt og fast på historien. Gennem russiske emigranter blev Zions Vises Protokoller spredt til de europæiske lande samt USA, og ikke mindst Nazi-Tyskland gjorde god brug af bogen.
Fra Jussupoff familiens palæ ved Moika St.Petersborg
Turisten går fra den ene pragt stue til den anden
i Jussupoff Palæet



 Prominente medlemmer

Bevægelsen talte mange af datidens promente samfundsstøtter og kirkelige dignitarer som f.eks.: Fader Johannes af Kronstadt (livslang æres medlem af Det Russiske folks Forening) , Metropolit Tikhon Bellavin (Den ortodokse kirkes kommende patriark efter 1917) , Metropolit  Vladimir af Kiev, Ærkebiskop Andronicus (Nicholas) , senere første leder af ROCOR: Den Ortodokse Kirke i eksil , Metropolit af Kiev og  Galichen Anthony (Khrapovitsky) , Ærværdige John Vostorgov. Af kendte lægmænd kan nævnes forfatteren Fjodor Dostojevskijs datter og kone, samt duma medlemmer: Н.А. Shcheglovitov, N. Maklakov og Purischkewitsch (deltog senere i mordet på Rasputin sammen med fyrst Felix Jussupoff). Det Russiske folks Forening talte blandt sine medlemmer kejseren Nikolaj den 2.

Duma medlem Purischkewitsch skal særligt fremhæves, fordi han i sin person kropsliggør den særlige personligheds type som karakteriserer De Sorte Hundrede. Purischkewitsch startede sin politiske karriere i Besarabien, hvor han rejste omkring og ophidsede befolkningen til jøde pogromer senere udvidede han sit revir til Rumænien, Moldau og St. Petersburg. I sine taler opfordrede han mængden til at beskytte fædrelandet og Zaren imod Ruslands fremmede folk (jøderne). Han pralede med de voldsorgier, han havde iscenesat, så selv en Anders Breivik ville rødme af misundelse. Han forklarede, at ved en pogrom var det ikke nok at oldinge og børn myrdedes og kvinder skændedes, man må nagle hovedet til væggen, flå legemet op og fylde det med fjer, skære brysterne af de skændede kvinder! (Se Vladimir Grossmann: ”Det gamle Rusland og det nye” side 65). Det var sådanne mennesker Zar Nikolai den 2. stolt støttede sig til overfor Duma formanden Mikael Rodsjanko, der foreholdt zaren den svindende folkelige opbakning til monarkiet i februar 1917. Hertil svarede zaren, at det forholdt sig lige modsat, og som bevis viste han Rodsjanko en stak breve og sympatierklæringer fra De Sorte Hundrede!   

Der fandtes også sympatisører for De Sorte Hundrede, som dog ikke var medlemmer af nogen forening f.eks.: folk som Mendeleev, kunstmaleren Viktor Vasnetsov og filosoffen Rozanov.
Danske turister som slap væk fra Jussupoff palæet og fandt frem til Ul.Lenina 52, hvor Lenin og Krupskaya boede hos Lenins søster fra april til juli 1917

Foran døren til lejlighed 24 i UL.Lenina 52. Det var bag denne dør Lenin tog sit livs vigtigste beslutning. Nemlig gennemførelsen af oktober revolutionen som en gang for alle skulle sætte en stopper for det ene menneskes udbytning af det andet og aldrig mere De Sorte Hundrede.
Hvad turisten, der rejser til Zarens Rusland, aldrig ser:
Tinkop lavet af admiralitetets fabriksarbejdere som gave til Kexholms livregiment. En tak for indsamlingen af brød til arbejdernes sultende børn. Koppen har tilhørt G. Sinilev, medlem af kommunistpartiets central komite.

”Statens Museum for Ruslands politiske historie”. 4, Kuibysheva Ul. St. Petersborg. Ved "Gorkovskaya" metro station"


Kanoniserede Sorte Hundrede!

Ikon af  Tikhon af Moskva en af De Sorte Hundrede
 som i dag er helgen
Nogen har måske bidt mærke i, at to af navnene på prominente Sorte Hundrede i dag er kanoniserede af den russiske kirke. Det drejer sig om patriark Tikhon og Johannes af Kronstadt. Begge to blev først helgen kårede af den russiske eksilkirke i USA (Synodale kirke), og senere af den ortodokse kirke i Rusland også kaldet Moskva patriarkatet. Tikhon vikarierede en overgang som biskop i USA, og det er derfor ikke så mærkeligt, at netop denne kirke havde et behov for at få ham helgenkåret. Imidlertid var der også en anden grund nemlig den, at Tikhon af nogle sås som en fanatisk modstander af Sovjetunionen. Havde han levet i dag, var han kommet på terrorlisterne, idet han under borgekrigen allierede sig med ”De Hvide” og opfordrede til sabotage og krig imod landets regering. Under hungersnøden i 1922 blev han fængslet for at modsætte sig statens konfiskering af kirkens enorme rigdomme, som skulle gå til at bekæmpe hungersnøden. I virkeligheden havde han sammen med De Sorte Hundrede planlagt en modaktion, som skulle forhindre statens ekspropriering af kirkens rigdomme. Hans reaktionære holdninger og antikommunistiske tilkendegivelser var lige guf for eksilkirken i USA og han blev posthumt et redskab i hænderne på både nazister og reaktionære. Johannes af Kronstadt døde allerede i 1908 og hans liv kunne ikke bruges på samme måde imod kommunismen og Sovjetunionen. Imidlertid var han en meget kontroversiel person med meget konservative holdninger og en fanatisk forsvarer for kirke, kejser og fædreland. Det forstod den yderste højrefløj at udnytte og man kan sige, at eksilkirken i USA politiserede Johannes af Kronstadts liv langt udover sandheden. Nadiesza Kizenko har i en ny bog ”Father John of Kronstadt and the russian people” forsøgt at vaske de værste pletter af den hellige mand, men selv da bliver der en del snavs tilbage. Det skal nok passe, at fader Johannes aldrig har velsignet jøde pogromer endsige opfordret til sådanne, men han var medlem af en af De Sorte Hundredes foreninger og han offentliggjorde en prædiken, hvori han opfordrede til mord på revolutionære. Leo Tolstoj udpeger han som antikrist og japanerne som hedningerne den kristne zar kæmper modigt imod. Enhver kan se, at her var masser af lækkerier for den yderste højerfløj som kunne og blev benyttet politisk.     
Fader Johannes af Kronstad som i dag er helgen. Han yndede at gå klædt i silkeskjorter, men det betød mindre for hans sjæl var så ren og ophøjet, at den ikke vidste hvad kroppen gjorde!
Fader Johannes medlemskort til De Sorte Hundredes forening "Det Russiske Folks Forening"
        

De Sorte Hundredes Katekismus

De Sorte hundredes ideolog, Vladimir A. Gringmut, skrev i ”Moskva Nyt” 1906, hvad der skulle blive bevægelsens katekismus. Heri hedder det bl.a.

Paragraf 6) Hvem er det som for øjeblikket ønsker at begrænse den russiske zars autokrati? Indre fjender af Rusland i alliance med dets fjender. 

Paragraf 7) Hvem er de indre fjender? 1) Konstitionalister 2) Demokrater 3) Socialister 4) Revolutionære 5) Anarkister 6) Jøder.

Paragraf 21) Hvad er det fælles mål for Ruslands indre fjender?  Konstitionalister, demokrater, socialister, revolutionære, anarkister og Jøder er ikke altid lige enige med hinanden og det sker, at de er lodret uenige, men de er alle forenede i en fælles sag med det mål at ødelægge det autokratiske Ruslands regering: nogle vil svinebinde landet, andre vil fuldstændig ødelægge det. Det er den eneste forskel mellem dem.

Den Politiske kamp

De Sorte Hundrede stod svagt i den politiske kamp, fordi de ikke havde noget rigtigt politisk eller økonomisk program. Man kan roligt sige, at bevægelsen kun tiltrak de mest ekstreme reaktionære i Rusland. Et af de steder hvor bevægelsen imidlertid bed sig fast var i nationalistiske kredse. Det var her, at man stadig kunne finde sympatisører for bevægelsens fascistiske værdier selv efter revolutionen som mere eller mindre satte en stopper for bevægelsens udskejelser.

De Sorte Hundrede i Eksil

Efter revolutionen forføjede mange monarkister og kapitalister sig til Europa og USA. Især i USA oplevede De Sorte Hundrede en opblomstring blandt de russiske emigranter. Her var det rette klima for en bevægelse som ultimativt bekæmpede Sovjetunionen og kommunismen. Oprindeligt rettede De Sorte Hundrede en kras kritik af ”De hvide”, som man mente underkendte monarkiet, men efterhånden som de hvide tabte terræn i borgekrigen, rettede man kritikken udelukkende imod kommunisterne.   Bevægelsen grupperede sig om den russiske kirke i eksil særligt omkring ”Den synodale kirke” i USA, men også de andre emigrant menigheder i USA og Europa var gode rugekasser for bevægelsens fascistoide og antisemitiske værdier. En af De Sorte Hundrede som emigrerede til USA, Boris Brasol, gjorde sit for at sprede antisemitismen i den nye verden. Han blev ansat som journalist på den af Henry Ford ejede avis The Dearborn Independent. En avis som var berygtet for sine antisemitiske artikler. Boris Brasol var behjælpelig med at oversætte ”Zions Vises Protokoller” til denne avis, ligesom han var medforfatter på et antisemitisk 3 binds værk ”The International Jew” som ligeledes blev udgivet af mangemillionæren og bilfabrikanten Henry Ford. Under den kolde krig var det Ford Foundation, som var hoved sponser til universiteterne for Sovjetforskningen i USA. Med så tætte bånd til De Sorte Hundrede er det ikke så mærkeligt, at denne ”forskning” var og blev ren propaganda for amerikanske værdier og ren tilsvining af Sovjetunionen, som Bob Dylan synger i koldkrigssangen ”With God On Our Side":

“I've learned to hate Russians

 All through my whole life

 If another war comes

 It's them we must fight

 To hate them and fear them

 To run and to hide

 And accept it all bravely

 With God on my side.”   

Gennem årene kom og gik forskellige personer i de højreorienterede russiske emigrantmiljøer i Europa og USA. Gennem hele perioden reproduceredes kerneværdierne: Kirke, kejser & fædreland, samt en rabiat antisemitisme omkring en lille hård kerne af fanatikere. En af de mere fashionable af slagsen var vestens darling forfatteren Aleksander Solsjenitsyn. Han var en af vestens nyttige idioter i kampen imod kommunismen og fra hans eksil i USA udspyede han en lind strøm af hade propaganda imod Sovjetunionen og kommunismen. Hans bøger er romaner men blev i Vesten fremstillet som historiske værker! Hans antisemitisme antog vanvittige former og historie forfalskninger, som ingen andre ville være komme godt fra. Solsjenitsyn drømte om genkomsten af et ortodoks russisk kejserdømme befriet for jøder og hermed reproducerede denne moderne forfatter De Sorte Hundredes kerneværdier. Denne drøm indebar bl.a. genindførelse af stavnsbåndet og oprettelsen af et bondesamfund, som det tog sig ud på Peter den Stores tid. Han beundrede endvidere den ”Russiske Befrielses Hær” (ROA), der under indflydelse af landsforræderen Andrey Andreyevich Vlasov, formede en angrebsstyrke under Nazi-Tysklands angreb på Sovjetunionen.
Aleksander Solsjenitsyn til kamp imod kommunismen med: Kirke, Kejser og fædreland som våben

Efter Sovjetunionens opløsning

De Sorte Hundrede har sammen med andre ekstreme politiske højre fraktioner fået et comeback efter Sovjetunionens opløsning. På internettet, i deres egne journals, bøger og tidsskrifter agiterer de for den sorteste konservatisme og reaktionære idéer. Deres særlige antipati rettes imod: jøder, kommunister og vestlige værdier i al almindelighed.  Det sidste kan synes ejendommeligt, når man betænker, at vestlige politiske og religiøse grupper har holdt disse fascistoide bevægelser økonomisk i live gennem hele den kolde krig. Fænomenet er da langtfra unikt – tænk på USA's støtte til al-qaeda som man nu er i krig med! Bevægelsen trives indenfor kirkelige kredse, ultra-nationalister, antisemitter og monarkister. Officielt genopstod De Sorte Hundredes organisation:Det Russiske Folks Forening” i 2005 under et møde i den nye Frelseren Kristus-Katedralen. Man skal imidlertid gøre sig klart, at vi har med en meget lille gruppe at gøre og skal man tro forskellige russiske bloks på internettet tager de fleste afstand fra denne gruppe og dens ekstreme doktriner. En af gruppens grundlæggere, K. Yu. Dushenov, sidder i dag fængslet for opfordring til racistisk vold, ligesom den forrige patriark, Aleksej den 2., fordømte Dushenov avis Pravoslavnaya Rus.

Den Fascistiske Bevægelse.

Jeg skal ikke kunne sige, om der er direkte sammenhæng mellem, De Sorte Hundrede fra 1905 og forskellige fascist grupperinger i russiske emigrant kredse og i Sovjetunionen under den kolde krig. Imidlertid kan vi genkende et mønster som reproducerer sig omkring de tre piller: Monarki, kirke og nationen, ligesom antisemitismen er en konstant der flytter med. Bevægelsen fik politisk og økonomisk støtte af invasions hæren under 2. verdenskrig og her blev der etableret politiske og økonomiske relationer (især med den ortodokse kirke i Ukraine), som i forskellige forklædninger blev vedligeholdt lige indtil Jeltsins tilsynekomst og Sovjetunionens opløsning. Ligeledes fik den fascistiske eksilrussiske bevægelse store summer fra forskellige lyssky foretagender rundt om i verden (Se Henrik Krüger og Niels Levinsen: ”Fascismens Internationale Net i Dag”, Bogan). Disse bevægelser var og er helt fremme under det ideologiske angreb på kommunismen og i dag kommer en massiv historieforvanskning og propaganda fra disse grupper i den tidligere østblok. En historieforfalskning man støtter med millioner i vesten. For så længe man kan holde kommunist forskrækkelsen i kog, så længe kan markedsliberalismen hærge uhæmmet!

De Sorte Hundrede dengang!
De Sorte Hundrede i dag!




Lenin kæmpede imod De Sorte Hundrede og antisemitismen hele sit liv med al sin styrke, mod og intelligens.