lørdag den 12. oktober 2013

Zarens Rusland – jøde pogromer





Zar Aleksander den 3. med hans kone den danske Maria Fedorovna (Dagmar) og deres familie.

Jødehadet blev nærmest betragtet som en national pligt i zarens Rusland. Når to officerer mødtes smækkede de hælene sammen gjorde honnør og den ene udbrød: ” Boje Tsaria Khranee” (Gud velsigne zaren) og modparten svarede og ”bey Jidoff!” (og dræb jøderne). Armenier, tatarer og finner blev også forfulgt, men jøderne indtog en særstilling på dette område. Årsagen skal findes i den ortodokse kirkes indgroede antisemitisme, som kirken åbenlyst indoktrinerede sine medlemmer med gennem fantastiske historier om jøderne godt gødet med overtro og almindelig fordummelse. Mange af kirkens såkaldte hellige fædre havde gennem århundreder bidraget med deres specielle fjendebilleder om det jødiske folk og efterhånden voksede denne kvalmende fjendtlighed til et arsenal af had og umenneskelig ondskab. Et uudtømmeligt reservoir som ikke alene kirken betjente sig af, men også kejserdømmet og hermed hæren og embedsmændene.
 ”Den Sorte Zar” Pobjedonostsev (1827-1907)
Overprokurator for den hellige synode, Konstantin Pobjedonostsev, med øgenavnet ”Den Sorte Zar” var på evig krigsfod med enhver form for oplysning. Man sagde om ham, at han var den mest reaktionære person i hele det russiske imperium. Inden han var nået helt til tops som overprokurator for den hellige synode, havde Pobjedonostsev været lærer for den kommende zar Aleksander den 3. Efter Aleksanders tronbestigelse arbejdede de to mænd tæt sammen. Aleksander havde gennem sin ungdom sværmet for den slavofile bevægelse, som hævdede doktrinen om de slaviske folks overlegenhed. Efter han var blevet kejser deklarerede han et nyt slogan ”Rusland for russere” (i vores tid har forfatteren Aleksander Solzjenitsyn gjort sig til talsmand for dette slogan i flere af sine antisemitiske bøger). Kejser Aleksander den 3. og Pobjedonostsev lagde hovederne sammen og udpønsede en strategi, som gjorde Rusland til verdenshistoriens mest bestialske antisemitiske land. Senere kun overgået af Hitlers Nazi-Tyskland som i mangt og meget efterlignede den russiske zars metoder og strategier for jødeforfølgelser. 
V. Serovs potræt af Konstantin Pobjedonostsev

Aleksander den 3. Jødeforfølgelser.
Kejser Aleksander den 3. og Pobjedonostsev strategi var ligeså enkel som den var modbydelig. En tredjedel jøder skulle dræbes, en tredjedel tvinges i landflygtighed og en tredjedel assimileres. Kirken og staten gik sammen om den nødvendige propaganda og diverse hadekampagner, som gik forud for de egentlige korporlige forfølgelser. Pogromer brød frem alle vegne og myrderierne på jøder kunne tælles i tusinder. I forbindelse med jødepogromerne konfiskerede man al jødisk ejendom, så zarens embedsmænd havde rigeligt at bestille. Propagandaen informerede befolkningen om en international jødisk sammensværgelse, som pønsede på at vælte Zar Aleksander af tronen. Om zaren selv troede på dette fupnummer står hen i det uvisse, han tilhørte en samfundsklasse, som var mere styret at overtro end fornuft - så måske ja. En del af jødeforfølgelserne udmøntedes i de såkaldte ”maj love”. For at forstå det fulde omfang af disse love skal vi gå lidt tilbage i historien. Under Katharina den Stores regering (1762- 1796) blev der vedtaget en lov som begrænsede jødisk bosættelse til den vestlige og sydlige del af riget. Dette område blev kaldt ”grænsen for permanent jødisk bosættelse” populært kaldet ”grænsen”. Under Aleksander den 2. blev denne restriktion delvis blødt op, således at et begrænset antal jøder kunne bo i de forskellige dele af riget. Aleksander den 3.’s maj love forbød jøder med få undtagelser at forlade området indenfor ”grænsen”. I det hele taget fandtes der over 300 anti-jødiske love i Zarernes Rusland.  

Undertrykkelsen og forfølgelsen af jøderne blev en ubærlig byrde i Zarens Rusland.
Jøder måtte ikke indtage administrative poster. De måtte ikke være jurister eller landejere. Der måtte ikke trykkes bøger på hebraisk og alle jødiske skoler skulle lukkes. Ingen jøde kunne gifte sig med en kristen uden først at konvertere til kristendommen og kun en meget lille gruppe jøder kunne komme ind på universiteterne. Efter vedtagelsen af disse love og med de tiltagende pogromer forlod omkring 225.000 jøder Rusland og slog sig ned i Europa og USA. Zar Aleksander var meget velfornøjet med resultatet og som han sagde: ”lad jøde-smovserne tage deres gift med sig”. Som bekendt var Aleksander den 3. gift med den danske prinsesse Dagmar, kong Christian den 9. datter som i Rusland fik navnet Maria Feodorovna. Spørgsmålet melder sig naturligt om hun delte sin mands rabiate holdninger eller om hun som Hitlers livsledsagerinde Eva Braun bare var for dum til rigtig at blive anklaget i meddelagtighed i mord på sagesløse. Svaret må blive både og! Skal man tro samtidige som kendte hende brillerede hun ikke ligefrem på intelligensens top ti. Statssekretæren Polovsov beskrev hende i sin dagbog således: ”Hvilken dum, ubegavet kvinde”. At hun delte sin mand og søns (zar Nikolaj den 2.) antisemitisme må man gå ud fra, idet hun aldrig gav udtryk for det modsatte f.eks. skrev Nikolaj den 2. til hende i 1905, at han delte folkets had til jøderne og forstod pogromerne. I hendes svar til sønnen var der ingen indvendinger imod dette kyniske synspunkt. 
I 1892 forjagede zarens bror Storfyrste Sergej Alexandrovitj mere end 20 tusinde jødiske håndværkere og småhandlende fra Moskva. Harold Frederic som var øjenvidne til disse grusomheder skriver (Harold Frederic: ”The New Exodus”): ”Mange af disse ulykkelige mennesker blev lænket sammen med kriminelle og eskorteret af kosakker. Nogle få lykkedes det at bestikke sig ud i friheden, resten blev sejlet af floderne til ”grænsen” (den jødiske bosættelse)” (Storfyrste Sergej Alexandrovitj var også ansvarlig for Khodynka katastrofen se denne blok: http://kilaasi.blogspot.dk/2013/07/zarens-rusland-khodynka-katastrofen.html).
Da Zar Aleksander den 3. fik rapporten om denne jøde udrensning skrev han ude i margen til rapporten: ”Vi må aldrig glemme, at det var jøderne der korsfæstede vores herre og udgød hans dyrebare blod”. Samme zar Aleksander er i Danmark hædret med et portræt ophængt i Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot.  

Efter en pogrom.


Hitlers antisemitiske forløber Aleksander den 3.



Aleksander den 3. var gennem sit ægteskab knyttet til det danske kongehus. Her ses han ved grev Bernstorffs slot i Charlottenlund.

De retfærdige i Sodoma
Heldigvis fandtes der også ordentlige mennesker i Zarernes Rusland, især blandt arbejder og intelligentsiaen (forfattere, kunstnere, studenter og personer med højere uddannelser kaldes i Rusland under et intelligentsiaen). Med bønderne var det så som så, men der fandtes også blandt dem anstændige mennesker som gik imod rigets officielle jøde politik. Man skal huske, at analfabetismen var stor i Zarernes Rusland og overtroen hærgede blandt menigmand og adelen med. Sådanne mennesker var lette ofre for kirkens og Zarernes hadekampagner mod jøderne. En af dem, som skammede sig over sit lands behandling af jøderne, var forfatteren Maxim Gorki og han var overordentlig virksom, når det gjaldt om at skrive imod jøde-pogromerne. Gorki blev en svoren fjende af antisemitismen, da han som ung var vidne til en jøde pogrom i Nizhny Novgorod. Episoden har han skrevet om i sit essay ”Pogrom”, der imidlertid først blev publiceret i 1901 i bogen ”Hjælp de jødiske ofre for hungersnøden”. Allerede i juli 1896 skrev Gorki sammen med nogle andre prominente intellektuelle en artikel i ”Odessa Nyheder”, som på det skarpeste fordømte jøde forfølgelser og pogromer. Højrepressen dømte dem derefter som forræder imod det russiske folk. Gorki skrev: ”Af alle de folkeslag som findes indenfor kejserdømmet står jøderne os nærmest, fordi de har bidraget til Ruslands udvikling gennem deres arbejde”.
Kishinev pogrom - en af de mest berygtede jøde pogromer i det russiske imperium, fandt sted i forståelse med myndighederne i april 1903 i hovedstaden i Bessarabien, Kishinev (nu hovedstad i Moldova). Kishinev pogromen anrettede et stort ramaskrig i Rusland, Europa og Amerika. Et udvalg blev nedsat til at hjælpe ofrene og det lykkedes at indsamle omkring en million rubler. Den kendte bassanger F. Sjaljapin gav støtte koncerter for indsamlingen. Forfatteren Vladimir Korolenko fordømte pogromen i bogen ”Hus nummer 13”. Ligesom Leo Tolstoj udstedte en erklæring, hvori han fordømte uromagerne og udtrykte sympati med ofrene. I nyere tid har antisemitten Solzjenitsyn i sin bog " To Hundrede År Sammen " kommenteret Kishinev pogromen, men forstås ikke på samme fordømmende måde som Korolenko og Tolstoj. Myten om jødernes brug af kristent blod til bagning af deres påskebrød er ligeså hårdnakket som den er naiv. Selv i dag er der ortodokse kristne, der i ramme alvor tror på denne historie. I zarens Rusland kostede denne myte mange menneskeliv samt smadrede skæbner. Berømt er historien om Mendel Bejlis, der blev anklaget for rituelt mord og brugen af kristen blod til påske højtiden, men senere frifundet i 1913 efter flere års fængsel og tortur. Frifindelsen skyldtes bl.a. et stort pres fra udlandet på den zaristiske regering. Bernard Malamud’s berømte roman ”Altmuligmanden” bygger på denne virkelige hændelse, men som Malamud gør opmærksom på, så er hovedpersonen i hans bog ikke identisk med virkelighedens Mendel Bejlis. John Michael Frankenheimer lavede en spillefilm over Malamud’s bog som på dansk kom til at hedde ”Jøden fra Kiev”.  

Ofre for Kishinev pogromen.


Ofre for Kishinev pogromen.

 

Ofre for Kishinev pogromen.
 

Mindesmærke for ofrene for Kishinev pogromen.
Dengang og senere hen
Siden Zar Ruslands jøde-pogromer har der været en anden verdenskrig, hvor ligbunkerne var endnu højere og gasovnene arbejde dag og nat. Det minimerer imidlertid ikke grusomhederne under zaren og hans regime. Grusomhederne og de menneskelige lidelser kan man ikke gradbøje. Jeg tror, de fleste der ser billederne af de martrede barnelig fra de russiske pogromer gribes at rædsel og dyb medynk også i dag.  Ligesom tiden ikke fjerner foragten for Zar familien, storfyrsterne og de ansvarlige ledere inden for den russiske kirke, der førte an i denne groteske forfølgelse af deres medmennesker. Hvor var den kristne kærlighed henne hos disse mennesker? Jøderne kunne i det lange løb ikke bare være passive ofre i en omfattende dødsspiral. Mellem 29. august og 1. september 1903 var en pogrom i Gomel, hvor der for første gang var et aktivt jødisk selvforsvar. Det blev almindeligt med jødiske vagtværn, hvor noget sådan var muligt. Som regel var det de politisk aktive som også forstod at danne vagtværn.  

Efter en jødepogrom i Odessa sørger man over de dræbte fra det jødiske vagtværn.

Revolutionen og Borgerkrigen.
Man hører ofte, at de hvide og de røde var lige gode om terroren under borgerkrigen. Hvad angår jøde pogromer passer dette udsagn aldeles ikke. Faktisk tror jeg at sådanne udsagn er bestemt til at nivellere de hvides grusomheder. De hvide var jo under stærk indflydelse af kirken, Zaren og den slavofile tro på dem selv som udvalgte overmennesker. Ligesom de var i pagt med ”De sorte hundrede”, et zaristisk antijødisk forbund.  For at sige det kort, så var der dødsstraf for jødepogromer i den røde hær. Dermed ikke være sagt, at der ikke var brodne kar også der, som Isaac Babel anskueliggør i novellen ”Gedali”. Gedali beklager sig over, at nogen vil skyde ham, fordi de er kontrarevolutionære og andre fordi de er revolutionære.        
De hvides jøde-pogromer var desuagtet omfattende og rædselsvækkende Petljuras, Kolchaks,  Denikins og Wrangels kontrarevolutionære arméer fór hærgende frem under råbet: ”Jøderne er bolsjevikker – bolsjevikkerne er jøder”. Alene i Ukraine blev 100.000 til 150.000 jøder massakreret især af Petljuras og Denikins mænd. Antisemitismen var intens i alle de områder som var besat af anti-bolsjevikker, bl.a. fordi man gav jøderne skylden for revolutionen som sådan. I 1919 i Podolia sluttede en 2000 mand stærk jødisk milits sig til de røde og angreb den ukrainske hær. Som hævn nedslagtede Petljura’s mænd samtlige jøder (børn, gamle, kvinder og mænd) i den by, de mente de jødiske militsfolk kom fra. I roman biografien ”Stålet Blev Hærdet” beskriver Nikolaj Ostrovskij en jøde-pogrom begået af Petljura og hans hær i Ukraine. Jeg har aldrig læst noget mere rædselsfuldt, afstumpet og kynisk. Heldigvis var der også modige ukrainske arbejdere, som gemte deres jødiske landsmænd for bødlerne. Uden denne omstændighed ville man miste respekten for menneskene efter endt læsning af disse chokerende beretninger.  
 
Myrdede efter Zhitomir pogromen
Efter Nederlaget – ondskaben spredes i verden
Efter nederlaget til den røde hær spredtes de Zar tro russiske emigranter ud over verden. Sammen med dem spredtes den særlige udgave af antisemitismen som de stod for. Historierne om Zions vise protokoller fulgte med emigranterne. Disse modbydelige løgnehistorier om en jødisk verdenssammensværgelse vandt genklang i hjertet på mange europæere og amerikanere. Smædeskriftet Zions vises protokoller var en omskrivning af et fransk satirisk skrift, hvori Napoleon 3. beskyldtes for at stræbe efter verdensherredømmet. Hvem som forfattede dette smædeskrift er noget uklart, men der er ingen tvivl om, at man skal lede i kredsen omkring storfyrste Felix Jussupov (Rasputins morder), idet denne i sine erindringer fortæller, at det var nogle af hans bekendte som ”fandt” protokollerne.
Fascismen i Italien og Spanien samt nazismen i Tyskland tiltrak mange Zar tro russiske emigranter. Flere meldte sig til Francos hær og jo nærmere vi kommer 40´ne jo mere opsluges ”de hvide” i diverse nazi og fascist regimer. Endelig ved angrebet på Sovjetunionen er ”hvide russere” og nazismen totalt sammensmeltet. En del borgere i Sovjetunionen hilste invasionen velkommen netop på grund af nazismens stærke element af antisemitisme. Blandt disse landsforrædere var en hel del af kirkens folk især i Ukraine, hvor kirken officielt samarbejdede med nazisterne til alles store tilfredshed. Medens den ukrainske ortodokse kirke gned skulder med besættelsesmagten myrdede samme besættelsesmagt hundrede tusinder jøder og kommunister ved Babi Jar. Nazismen lånte mange træk fra de hviderussiske emigrantkredse. Antisemitismen og troen på sig selv som en udvalgt og andre overlegen nation (slavofile). Nu var rollerne bare ombyttet. I den nazistiske udgave af national overlegenhed var de slaviske folkeslag undermennesker og bestemt til tilintetgørelse.    

Peskov – Riga avisen ”For Moderlandet” 1942 med overskriften: ”Den russisk ortodokse kirke beder dig herre, giv Adolf Hitler magten til den endelige sejr. På billedet metropolit (ærkebiskop) Sergei af Vilnius og Litauen.

Aleksander Solzjenitsyn drømte om det gamle Zar vældes tilbagekomst. Han var en indædt antisemit, som mente at russere og jøder ikke kunne leve sammen. Også i de bøger som ikke direkte handler om jøder smuglede han antisemitiske sentenser ind. I det omfattende værk, Gulag Øhavet, om Stalintidens fangelejre opfandt han jødiske navne til fangevogterne. Fanger, der har siddet i de pågældende lejre, har bevidnet, at det drejer sig om opdigtede personer.
    
PS: Jeg anvender begrebet ”hvide russere” således som det blev brugt under borgerkrigen, nemlig som betegnelse på de russere som kæmpede for at genoprette Zar vældet. Denne kategori har intet med folk som kommer fra Hviderusland at gøre.  
 
Jødiske skolepiger venter på at blive skudt ved Babi Jar.
Lad ”Internationale”
         klinge stærkt,
når endelig, for evigt vi begraver
Den sidste jødehader på vor jord.
Jeg ejer i mit legeme intet jødisk blod,
Men hader antisemitismen bittert
Og uforsonligt
          som en jøde må.
Og netop derfor
          Er jeg ægte russer!
(Fra digtet Babi Jar af Jevgenij Jevtusjenko)
 
Antisemitisk pamflet uddelt i Kiev omkring tiden før Bejlis retssag. Teksten lyder: ”Ortodokse russere, ihukom navnet på drengen Andrei Jushchinskij som jøde-smovserne gjorde til martyr. Evig ihukommelse og kristne pas godt på jeres børn den 17. marts, hvor jøde-smovsernes påske begynder.