søndag den 31. maj 2015

Lorteland ligger i Hellerup

Hverken jeg, Miriam eller Sebastean er velhavere, alligevel boede vi ved et af skæbnens luner en overgang midt i de velbjergedes hjemegn i Hellerup. På den tid boede der påfaldende mange af samfundets udstødte f.eks. i Charlottenlund Slotspark. Her var bumser og bisser af enhver slags og man kunne få den mistanke at de netop blev tålt som modpol til al det acceptable, etablerede og forfinede i tilværelsen. Om dagen kom løsgængerne frem fra buskadset og fordelte sig på bænke og i busskure. Bumser og hattedamer delte samme by-rum. Den enes status var proportionelt med den andens, men de kendte ikke hinanden, havde ingen lyst i den retning. Forleden var vi i Hellerup og jeg bed mærke i, at bumserne fremdeles frekventerer bænkene og derfor fik jeg, der hverken er digter eller poet, lyst til at opslå et digt, jeg skrev dengang, vi boede blandt denne verdens privilegerede og denne verdens mindst privilegerede:

En velkendt og elskede bums 


Der står et busskur et stenkast herfra hvor vi bor
Her sidder stodderne sommeren lang og fulder sig
Nogle dage er de i mægtig stemning
Pynter skuret med flag og flasker
Men beboerne her omkring kan ikke lide det
Hvor kommer gammel styg stodder dog fra?
Ikke her fra vores kvarter!
Jamen hvad gør han så her?

Den anden aften jeg kom hjem
Sad der en stodder i skuret og råbte
LORT LORT LORT LOOOORT
Damerne kunne slet ikke klare det
Børnene blev bange
Mændene så den anden vej
Stodderen blev ved
Jeg kunne høre det inde i huset
LORT LORT LOOOORT...

Så knaldede jeg mit privilegerede vindue i

Stilheden forekom velgørende og farlig   

LORT LORT LOOOORT..

    

torsdag den 21. maj 2015

Trolddom, syner og åbenbaringer ved zarens hof

Ruslands zar Nikolaj 2. (1868- 1918) & dennes kone Alexandra (1872 –1918)

Storfyrstinde Militsa
Anastasia 
Kongen af Montenegros to døtre Storfyrstinde Militsa Nicolaievna og dennes søster Anastasia Nicolaievna Romanovska spillede en herskende rolle ved det russiske hof i årene op til revolutionen. De var kendt for deres dybe interesse i okkultisme og de var til stadighed ombejlede af alle hånde sandsigere og tvivlsomme profeter. I St. Petersborg gik de under øgenavnet ”den sorte fare”. Under et besøg i Frankrig i 1901 introducerede Storfyrstinde Militsa Nikolaevna Nikolaj den anden og kejserinde Alexandra til den franske okkultist og magnetisør Monsieur Philippe. Zaren blev interesseret i Monsieur Philippe og inviterede ham til Rusland. Monsieur Philippe praktiserede healing, okkultisme og spiritisme. Ligesom han profeterede og udviklede en egen okkult lære, der omfattede troen på genfødsel, astrallegemer og mere af samme skuffe. Rasputins morder, storfyrste Felix Jusupov, fortæller i sine erindringer om sin fars, Grev Felix Felixovich Sumarokov-Elston, møde med Monsieur Philippe og dennes russiske discipel storfyrstinde Militsa. Episoden fandt sted på Krim, hvor Grev Felix var ude at spadsere. Storfyrstinde Militsa kom kørende sammen med en fremmed. Grev Felix hilste men ingen i vognen besvarede hilsenen. Nogle dage senere mødte Grev Felix storfyrstinden og han spurgte om, hvorfor hun ikke havde besvaret hans hilsen. Svaret var højst forbavsende: ”De kan umuligt have set mig”, svarede storfyrstinden ”for jeg var sammen med Monsieur Philippe, og når han har en hat på
Monsieur Philippe
hovedet er både han og dem han er sammen med usynlige”. 
 I Rusland fik Monsieur Philippe sit eget hus i Zarskoje Selo den kejserlige residens.
 Meget hurtigt voksede Monsieur Philippes indflydelse på Nikolaj den anden og kejserinden og der blev sjældent taget nogen vigtig politisk beslutning uden kejseren spurgte den franske okkultist om råd. Kejserparret kaldte ham ”vores ven”, et kælenavn de senere overførte på Rasputin. Faktisk profeterede Monsieur Philippe om Rasputins ankomst til den kejserlige familie. På sit dødsleje sendte han et budskab til Ruslands kejserpar: ” En anden og mere ophøjet vil følge efter mig. Han vil tale med guds stemme og som I har elsket mig - elsk ham. Jeg trygler jer hør ham… lyt…. og følg ham”. Ligheden med Johannes døberens budskab, om Jesus der skulle følge efter ham, var slående og gjorde et dybt indtryk på det overtroiske kejserpar.
Zarskoje Selo
 Kejserparret havde udelukkende fået døtre og dermed ingen arving til tronen. Det var en stor sorg for dem og netop her udvirkede den snu Philippe et af sine helt store ”mirakler”. Første gang han profeterede, at kejserinden var gravid og ville føde en søn slog profetien fejl – kejserinden var ikke gravid. Det var et stort slag imod kejserinde Aleksandras forfængelighed at måtte indrømme den okkulte vens uformåenhed. Hendes storesøster Storfyrstinde Elisabeth Féodorova, der var gift med Sergej Alexandrovits, zar Alexander den andens fjerde søn, anede uråd og opsøgte sin lillesøster for at vejlede hende i religiøst henseende. Elisabeth Féodorova var ligeså sværmerisk besat af det spirituelle som sin lillesøster kejserinden. Men medens kejserinden sværmede for alskens udenlandsk troldtøj og okkultisme så sværmede Elisabeth Féodorova for Ruslands ældgamle overtro, mirakler og hellige mænd og koner. Hun forklarede kejserinde Aleksandra, at hun var på spirituelle vildveje og det var derfor, at hun endnu ikke havde født en tronarving. Hun forklarede lillesøster, at den russiske zar familie ikke behøvede vejledning fra fremmede troldmænd. Zaren havde hjælpere i himmelen, der var meget stærkere. De kunne træde til tjeneste individuelt eller som gruppe, hvor de udgjorde en gylden kæde af velsignelse og beskyttelse. Samtalen gjorde et stort indtryk på kejserinden som på sin side refererede alt til sin veninde Storfyrstinde Militsa. Militsa rendte så videre med sladderen til Monsieur Philippe, der således var klædt på til at møde udfordringen fra den russiske kirkes egne hellige i himmelen. I en samtale med kejserinden forklarede han, at hun ikke var forblevet gravid, fordi hun havde mistet troen (i samme øjeblik var graviditeten ophørt). Til kejserindens store forundring og fryd forklarede Monsieur Philippe, at hun måtte have tro på den ortodokse kirkes hellige og der var en bestemt hellig person fra det attende århundrede som hun skulle rådspørge på det åndelige plan. Den samme person havde hendes søster og Militsa talt om – Serafim fra Sarov. Den hellige synode modsatte sig en kanonisering af Serafim, men zaren fik gennemtrumfet kanoniseringen og Serafim blev ophøjede til kejserhusets skyts patron. Miraklerne og profetiernes verden havde erstattet den virkelige verden for kejserinden og efter helgenkåringen tilbragte kejserparret en nat, hvor de badede i en hellig kilde og bad til den ærværdige Serafim.
 Kanonisering af Serafim: den helliges jordiske rester bæres igennem byen i et pragtskrin, der bl.a. bæres af zaren forrest til venstre 
I forbindelse med kanonisering var fattige og krøblinge strømmet til Sarov i håb om almisser fra de rige   
  
Imidlertid skete der mange ting på sidelinjen, som kejseren og kejserinden opfattede som tegn fra himmelen der udvirkede, at den længe savnede tronarving endelig kom til verden.
En anden fransk okkultist Papus (Gerard Encausse) fik overmåde stor indflydelse ved det kejserlige russiske hof. Papus der gik under navnet ”okkultisternes konge” tog det hele med: alkymi, rosenkreuzer, spiritisme, kabbala, tarot og stjernetydning. I en af de indflydelsesrige storfyrsters palæ og i kejserens og kejserindens nærværelse, fremmanede Papus en af de afdøde zarers ånd, og denne opfordrede sin efterfølger til en mod Berlin fjendtlig politik, til krig mod Tyskland og til at være på vagt over for grev Wittes (liberal reform politiker) politik og en ”ubekendt men skøn og indflydelsesrig kvindes” indflydelse, i hvem alle tilstedeværende kunne genkende prinsessen af Hessen, kejserinden af Rusland. Efter denne dristige og selv i Rusland lidt for tydelige intrige måtte Papus i største hast forlade landet.
Okkultisten Papus

Hvorom alting er, så var der nu åbnet op for adgang til zar hoffet for Ruslands egne religiøse tosser, heksemestre og andre spirituelle personligheder.
Hellige tåber er et begreb inden for den ortodokse kirke som vi bliver nødt til at analysere for at forstå, hvad der videre foregik i de mørke paladser i St. Petersborg og Moskva. Den russiske kirke er på mange måder en videreførelse af den byzantinske eller østromerske kirke og det var her forestillingen om den hellige tåbe opstod. Teologisk understøttede man disse forestillinger med Paulus første brev til korinterne 4,10: ”Vi er dårer for Kristi skyld”. Man troede, at de hellige tåber med hensigt agerede som tåber. At de tog denne specielle livsform til sig og bar den som et kors for Kristi skyld. Gennem tiderne har der været mange kendte og ukendte hellige tåber inden for den ortodokse kirke. En af de kendteste er nok velsignede Vasilij, som har fået sin egen prangende katedral på den Røde Plads i Moskva - Vasilij katedralen. Velsignede Vasilij gik nøgen omkring og provokerede folk med sin besynderlige adfærd. Han afbilledes dog med voksenble på helgenbillederne, for kirken har alle dage frygtet det nøgne menneske mere end noget andet djævelskab. Man kan finde beskrivelser af de hellige tåber flere steder i russisk litteratur f.eks. i romanen ”Familien Artamonov” af Maxim Gorkij. Romanens hellige tåbe hedder Antónusja, han gik omkring og sang med en skinner stemme:
”Jesus Kristus er opstanden,
Vognen måtte hjulet miste…”
 Hellig tåbe 
I byen kan man ikke lide Antónusja, fordi han ikke er rigtig russer men tilhører et andet folkeslag mordviner eller tjuvasj og derfor kunne man ikke tro, at det var til Guds ære, at han var født åndssvag! Hellige tåber blev altså ikke altid respekteret og det var almindeligt, at folk både slog dem og jagede dem på porten. Mange kender også fænomenet hellig tåbe fra Modest Musorgskijs opera ”Boris Godunov”.
Kejserparrets foretrukne palads Zarskoje Selo, der er beliggende i byen med samme navn, blev snart valfartssted for hellige tåber i alskens afskygninger. Hertil kom skarer af omstrejfende munke og nonner, der medbragte vidunderlige relikvier f.eks.  stykker af den stige Jakob så i drømme, knoglerester af de hellige martyrer Boris og Gleb eller en dråbe af jomfru Marias modermælk. Disse fusentaster underholdt kejserparret med historier om de fantastiske mirakler, der foregik på talrige endnu ikke kanoniserede helgeners grave. Der kom epileptikere som under deres anfald forudsagde fremtiden og gav politiske råd og vejledning. Den velnærede hvidskæggede skaldede munk, Ivanusjka den barfodede, med de røde ben og omhyggeligt soignerede fødder. Han skabte røre når han med rokokoparyk og krone på hovedet spadserede ned af Nevsky Prospekt. Da det rygtedes, at han var en hyppig gæst hos kejserinden og at han stod på en fortrolig fod med Grevinde Kleinmichel, hos hvem der afholdtes hemmelighedsfulde natlige Gudstjenester, under hvilke Kristus vidste sig blev vreden i hovedstaden så eksplosiv, at den umættelige munk så sig nødsaget til at forsvinde fra Nevaens gæstfrie bredder. 
Tegning af Hellig tåbe med blikspand på hoved 
 Hellig tåbe fra Modest Musorgskijs opera ”Boris Godunov”

Ikon af Velsignede Vasilij


Vasilij katedralen ved den Røde Plads Moskva
I året 1910 optrådte der i St. Petersborg en gammel letlevende kvinde, som med dreven frækhed forkyndte, at hun var Guds legemliggjorte moder (I Rusland kaldes jomfru Maria Guds moder) og talte vidt og bredt om sin mand Josef og sin søn Jesus. Folk flokkedes om Madonnaen, som helbredte de syge og trøstede de bedrøvede ved at oversprøjte dem med vand fra Neva floden eller blot ved at berøre dem med hånden. Folk kyssede hendes fødder og gav hende rige gaver som den økonomiske kvinde sparede sammen til indkøb af land i provinsen. Nogle blade og flere præster angreb hende for blasfemi men pludselig stoppede al kritik. Politiet og den hellige synode forklarede de kritiske personer, at ethvert angreb på Guds moder var usømmeligt, fordi hun havde nydt den ære at besøge kejserinden i et privat hus i byen. Al denne overtro var dybt forankret i det dengang ufatteligt uvidende russiske folk. Zarerne og kirken havde gennem århundrede holdt folket nede i uvidenhed og dårskab, for så meget nemmere at kunne udbytte og udnytte menigmanden til egen fordel. Majoriteten af bønder og arbejdere var analfabeter. Det var derfor ikke mærkeligt at overtro og trolddom trivedes blandt den jævne befolkning, men man skulle ikke forvente at finde samme dårskab blandt den herskende klasse. Imidlertid var det en åbenbar selskabsleg blandt storfyrster og hofdamer at dyrke: spiritisme, okkultisme og kristen mystik. I St. Petersborg og Moskva fandtes der mange personer, der gik under navnet ”satanismens præster og præstinder”. Iblandt dem var der to ortodokse præster, adskillige videnskabsmænd, tre varieté artister og en general Schumann. Hvad de egentlig bedrev er der ingen der ved i dag, men dengang svirrede rygterne og for det højere selskabs herrer og damer var det yderst spændende og underholdende. Men vi skal tilbage til historierne om de besynderlige spirituelle personer som øvede indflydelse på Ruslands hersker par. Matrenushka den barfodede optrådte tidligt på scenen. Hun var en bondekone fra omegnen af St. Petersborg. Lige fra hendes ungdom havde hun spillet halvt enfoldig og halvt hellig. Både sommer og vinter gik hun på bare fødder. Hun havde sin gang ved hoffet og bistod Nikolaj den anden i stort og småt. Hun døde i 1908. En anden uforfalsket forrykt var profetinden Pascha Sarrovskaia også kendt som Pasha af Sarov eller velsignede Paraskeva. Hun døde 1915 og var da 120 år gammel. Nikolai den anden og Kejserinden havde hørt om hende og ønskede inderligt, at hun skulle komme til hovedstaden, men den hellige tåbe takkede nej tak. Imidlertid viste der sig en perfekt situation, da man kanoniserede Serafim af Sarov i 1902.
Velsignede Paraskeva (Pascha)

 Den hellige tåbe boede i en hytte ikke langt fra Diveyevo klostret, hvorfra højtideligheden omkring kanoniseringen skulle finde sted. Priorinden for klostret har fortalt om mødet mellem kejser Nikolaj den anden, kejserinde Alexandra og den hellige tåbe til Ilidor, munken der skrev bogen ”Den hellige Djævel” om Rasputin. Priorinden fortæller: ” så snart jeg fik besked om, at Zaren og Zarinaen ville besøge Pascha, lod jeg hende det vide. Men da hun hørte det, gav hun sig til at bande ad både Zaren og Zarinaen, hun kaldte dem ved navn og bad alle djævle om at hente dem. Åh Gud jeg blev dødsensangst. Pascha bønfaldt jeg hende, lille Pascha hvad går der af dig? Forstår du ikke, at lillefar Zaren og lillemor Zarinaen, kommer til dig? Vil du i det mindste ikke have medlidenhed med mine grå hår! Men Pascha begyndte at skælde ud: ”Jeg vil slå dem! Jeg vil prygle dem med denne stok her”. Og jeg kastede mig for hendes fødder ”Paschenka, for min skyld… opfør dig ordentlig mod Zaren”. Til sidst lykkedes det mig at berolige hende og jeg begyndte at ånde lettere.
Endelig kom dagen for Zarens besøg, fortalte priorinden. Tre timer før Zaren og Zarinaens ankomst gik jeg ind til Pascha og det kostede mig en masse besvær, inden jeg fik hende overtalt til at tage nonnedragt på… jeg måtte bogstaveligt talt tvinge hende til det.
Zaren og Zarinaen kom og bad mig om at føre dem til Pascha. Jeg viste vejen og løb i forvejen for sammen med Pascha at modtage dem ved døren til hendes celle. Jeg nåede Paschas celle og hvad ser jeg? I døren står Pascha med en stok i hånden og råber ”Hvor er de? Hvor er Zarens? Jeg skal give dem en ordentlig drag prygl med stokken her! ” Jeg kastede mig på knæ for hende og begyndte at tigge hende ”Pascha, hav medlidenhed med mig, jeg er en stakkels gammel kone”. Pascha kastede et vildt blik på mig og satte stokken hen i en krog. I det samme nærmede Zaren og Zarinaen sig cellen. De strakte deres hænder ud mod Pascha, men hun vendte sig bort og gik ind i rummet ved siden af, hvor hun havde sin samling af stokke. Som de kan tænke dem, stod jeg der, mere død end levende. Men pludselig kom Pascha atter anstigende inde fra det andet rum med en garnnøgle, en strikkepind og en strømpe, som hun rakte til Zarinaen og sagde ”Her strik strømper til dine små børn… og når du har født en søn, så strik også strømper til ham” Så gav hun sig på en gang til at tage de røde lys ud af stagerne. Jeg troede, jeg skulle blive gal af skræk. Jeg var vis på, at Pascha havde til hensigt at kaste lysende i hovedet på Zaren og Zarinaen. Men det gjorde hun alligevel ikke. Herren må have haft medlidenhed med mig… hun samlede alle lysende sammen og gik igen imod det andet værelse. Jeg ville følge efter hende, men hun sagde til mig: ”Få dem væk, ellers slår jeg løs på dem…! Jeg vendte mig om til mine gæster og sagde, at de ikke ville få Pascha at se mere. De så sig endnu en gang om i hendes celle og så gik de. Zarinaen holdt hele tiden Paschas gave trykket ind mod sit bryst og kyssede den flere gange”.  
Velsignede Paraskeva (Pascha) i midten af billedet

Rasputin Den Hellige Djævel (1869 - 1916)
Alt, hvad vi indtil nu har hørt om, var bare forspillet til de egentlige udskejelser som opstod i kejserhoffets kult omkring Rasputin. Jeg skal ikke udpensle denne mørke tid i Ruslands historie, fordi disse historiske kendsgerninger er ret kendte i forvejen. Et og andet bliver jeg dog nødt til at afsløre, men ellers vil jeg henvise til to Rasputin biografier som er overordentligt veldokumenteret:
René Fülöp-Miller ”Den Hellige Djävulen Rasputin och Kvinnorna”. Albert Bonniers Förlag, Stocholm 1929. (Original titel: Der Heilige Teufel. Rasputin und die Frauen. Grethlein & Co., Leipzig 1927)
Edvard Radzinsky. “The Rasputin File”. Anchor Boks, New York 2001.
Her ud over findes et utal af bøger, artikler og sladderhistorier om denne mystiske person. Meget af sladderen hentyder til Rasputins erotiske eskapader samt hans øjensynlige hypnotiske evner. 

Da jeg endnu var ung, hørte jeg historien om en dansk dame der pludselig stod stille midt på den travle Nevsky Prospekt i St. Petersborg. ”Kom nu råbte veninden”, ”jeg kan ikke røre mig”, Svarede damen og senere fortalte hun, at en møgbeskidt munk var gået tæt forbi hende og havde set hende ind i øjnene og i samme nu kunne hun ikke røre sig – munken var ingen anden end den berygtede Rasputin. Historien fik jeg fra førnævnte dames egen datter, så jeg var tæt på begivenhederne dengang.
Pokrovskoye,  Rasputins fødeby, som den ser ud i dag
Gregori Yefimovich Rasputin blev født ind i en bondefamilie og voksede op i den lille sibiriske flække Pokrovskoye. De fleste der på stedet var analfabeter og Gregori var ingen undtagelse. Senere i livet lærte han at skrive et ikke for godt russisk. Man kan nok aldrig helt afkode de mange myter om Rasputin, men man kan sige omtrent sådan: nogle fortæller, at han som dreng udmærkede sig ved grusomhed og andre mener han var spirituel med særlige klarsynede evner. En af de stående historier fra hans barndom er, at han engang i et feberanfald fik et klarsyn og derigennem afslørede en berygtet hestetyv, som de gode landsbyfolk derpå gennemtæskede. Imidlertid er det ikke så bemærkelsesværdigt, idet de sibiriske landsby samfund dengang var gennemsyret af overtro og forventninger om overnaturlig indgriben i dagligdagen. Den lille Gregori indfriede nogle forventninger som var der i forvejen og befæstede dermed en personlig status som klarsynet og udstyret med ekstraordinære åndelige evner. Han voksede op som enhver anden bondedreng men som ung begyndte han et omstrejfende liv. Han kom tilbage til landsbyen og giftede sig med en bondepige Praskovia – de fik tre børn sammen. Imidlertid genoptog Rasputin det omstrejfende liv, han vandrede til og fra forskellige pilgrimssteder. Han var blevet en strannik - en religiøs vagabond. En mennesketype der dengang befolkede de øde landeveje i zarens enorme rige. Måske kan nogle huske disse religiøse vagabonder fra Lev Tolstojs roman ”Krig og Fred” som fyrst Bolkónskijs grimme datter Maria bespiser på familiens gods. Rasputin holder en overgang til blandt sekterer og sværmere omkring klostret Verchoturje. Han vandrede til huleklostret i Kiev, til Jerusalem og munkesamfundet på Atos i Grækenland. Endnu engang vender han hjem til landsbyen og denne gang søger han tilflugt i en kælder, hvor han hengiver sig til bøn, bod og faste. Landsbyboerne kan om natten høre ham sukke og klage, stundom råber han højt til Gud om nåde og frelse. Efter flere ugers bøn og faste begyndte folk at ændre syn på Rasputin. Nok var han kendt som en drukkenbolt, kussetyv og slagsbror men Guds veje er uransagelige og flere og flere begyndte at anse ham for en hellig mand - en starets (ordret gammel mand/ældste i overført betydning en hellig). Den lokale præst forsøgte at få tøjleriet stoppet men forgæves for nu fik Rasputin også prædikatet ”forfulgt” og i Rusland var det den lige vej til popularitet. En dag, hvor hele landsbyen var forsamlet, steg Rasputin op fra kælderdybet. Folk kastede sig for hans fødder og kyssede hans hænder. På dem virkede han forklaret og lutret og begærligt lyttede de til hans ord: ”Jeg er kommet for at prædike det glade budskab som moder jord lærte mig dernede, budskabet om frelse gennem synd”.
Rasputin i midten blandt sine tilhængere hjemme i landsbyen
      
 Jorden, som var grundlaget for bondens liv her i verden, havde talt til Rasputin og det var et stærkt symbol som ingen betvivlede. Han kom op fra dybet af jorden, menneskesindets og sansernes fortrængte område med et let antageligt hedensk såvel som kristent budskab og snart fik det lette fødder at gå på. Rygtet om den nye messias spredtes som en steppebrand og inden længe sværmede det med hengivende tilhængere af Rasputin i Pokrovskoye. Det taltes om natlige orgier, hvor især skarer af kvindelige disciple flokkedes om Rasputin og berusede sig i hans let fattelige budskab om frelse gennem synd.
Rasputin, biskop Hermogen og Ilidor, Rasputins ven der blev hans dødsfjende

Munken går i senge
Uroen kom inden længe igen over Rasputin og iført munkekutte begav han sig igen ud på vandringer. Denne gang førte hans vandring ham til hovedstaden i zarens mægtige rige, St. Petersborg. Her boede han efter sin ankomst i det berømte Alexander Nevsky kloster, hvor han fik tilhængere blandt de højeste inden for den kirkelige rangorden. Heriblandt Hermogenes, Bishop af Tobolsk og Siberien samt den fanatiske munkepræst Iliodor Trufanov. Iliodor og Rasputin blev særdeles gode venner og en lang tid boede de sammen. Iliodor havde forbindelser til hoffet især de okkult interesserede Militsa Nikolaevna og Anastasia Nicolaievna Romanovska. Derfra var vejen åben til kejseren og kejserinden. Kejserparret mente i Rasputin at genkende profeten der skulle komme og som Monsieur Philippe havde spået om, han var m.a.o. ventet og inden længe kom og gik han hos kejserparret, som det passede ham. I St. Petersborg fik Rasputin snart en stor fanskare især af damer men også en del embedsmænd begyndte at frekventere den sibiriske bondeknold. En del af alle disse bedsteborgere var oprigtigt troende med hang til det mystiske. Andre blev draget til Rasputin i håbet om et eller andet mirakel og endelig var der alle dem som håbede, at han kunne fremme deres sag for kejseren. Det kunne dreje sig om en ministerpost eller forfremmelse inden for embedsværket eller militæret. Efterhånden som Rasputins indflydelse på kejserparret voksede åbnede der sig masser af muligheder for at manipulere med hele statsapparatet. Da 1. verdenskrig brød ud var der dem der troede, at Rasputin var tysk spion, men det er helt hen i vejret. Rasputin fik en personlig magt gennem sin rolle som mellemmand til kejseren og denne magt vekslede han til drabelige orgier og endeløse fester med obligate branderter. Måske var denne falske munk ikke guddommelig, men det var hans branderter og dem var der 365 af om året. De gode borgere i St. Petersborg blev vant til synet af Rasputin og hans lystige følgesvende der malede byen rød længe før kommunismen. Ligesom det var en kendt sag, at samme munk ofte troppede op i byens badstuer i følge med sine kvindelige tilhængere. Han var også en hyppig gæst i byens bordeller. Nonner, ludere, borgerfruer samt fyrstinder var alle omfattet af Rasputins brunst og umiddelbare livslyst. Skidefuld var han som sagt altid og selv kejserparret og deres børn blev vant til stanken af sprut, der stod som en evig dunst omkring den hellige mand. Den absolutte magt over kejserparret opnår han i forbindelse med deres søns blødersygdom. For denne længe ventede tronarving var bløder og fra tid til anden kom han til skade. Zaren sendte så ufortøvet bud efter Rasputin der bad for drengen og hver gang indtraf, hvad Zaren og Zarinaen troede var et mirakel – drengen kom sig. Og hver gang strammede munken skruen lidt mere idet han indprentede Zaren og Zarinaen, at de skulle tro på ham og hans forbønner ubetinget. Zaren fik selvfølgelig masser af klager over Rasputin også fra de mere besindige storfyrster. Zaren bad til sidst Rasputin om at rejse hjem til Sibirien og samtidig skete der et attentat på munken. Under denne proces vendte Rasputins tidligere ven munken Iliodor (Sergei Mikhailovich) Trufanov sig imod ham. Iliodor blev fra da af en svoren fjende af Rasputin, som han mente havde bedraget alle. Han skriver en bog som skal afsløre Rasputin og bogen får titlen "Rasputin den Hellige Djævel”.  Medens Rasputin var rekonvalescens hjemme i Sibirien bliver kejserparrets søn syg og det alvorligt. Alt håb er ude og man har allerede sendt bud efter en præst, der skal give den døende dreng den sidste olie. Kejserinden sender et telegram til Rasputin der svarer, at hun intet har at frygte, Gud har hørt hans Rasputins bønner og drengen vil blive rask. Da tronarvingen virkelig overlever er døren til Zarpaladset vidt åben for Rasputin og han vender tilbage til hovedstaden i triumf. Nu var tiden inde for et opgør med Iliodor som blev forvist fra hovedstaden. Samme Iliodor blev mere og mere afsindig på kirkens lemfældigheder og det ender med at han i et anfald af afsind og vrede skriver til den hellige synode: ” jeg afsværger jeres Gud, jeres tro, jeres kirke og jeres hierarki”. Om denne munks videre skæbne kan jeg fortælle, at han flygter gennem Finland til Norge og videre til USA i 1916. Under sine første år i Amerika skrev han til den jødiske forsamling i landet og undskyldte for sin del i diverse jødepogromer. Han vendte tilbage til Sovjetunionen for en kort bemærkning i 1920, hvor han dannede et nyt kirkesamfund i Tsaritsyn. Endelig emigrerede han til USA igen og døde fredeligt som troende medlem af baptist samfundet. Efter 1. verdenskrigs udbrud mente Nikolaj den anden, at der var brug for ham ved fronten, hvor han kun gik i vejen. Hjemme i St. Petersborg varetog kejserinden de fleste af de kejserlige opgaver assisteret af Rasputin. Efterhånden løb det hele løbsk og Rasputin udnævnte og afsatte ministre hurtigere end nogen efterhånden kunne følge med! Folket sultede, soldaterne var trætte af krigen, de revolutionære var overalt og der var stemmer fremme der advarede imod katastrofen. Nikolaj den anden nægtede som altid at se kendsgerningerne i øjnene og meget få i hans omgangskreds forstod, at eneherskertiden var omme.
Rasputin blandt sine tilhængere i hans lejlighed i St. Petersborg. Den lille forsagte bonde ved bordenden er Rasputins far. 
Karrikatur af Rasputin sammen med kejseren og kejserinden

Mordet på Rasputin
Fyrst Felix Jusupov  og Storfyrste Dmitri Pavlovitch var mest kendt for deres
Fyrste Felix Jusupov 
overfladiskhed og udsvævende men glansfulde liv. Aldrig tænkte de en tanke på den alvorlige situation landet befandt sig i. Jusupov var mest optaget af festivitas og udklædninger i lange baner, bl.a. elskede han at udklæde sig som kvinde. Engang havde han til dette formål snuppet tøj fra sin mors garderobe og flere af hendes kostbare smykker. Han var en af Ruslands mest velhavende mænd og han fortæller selv i sine erindringer, at han ikke anede hvor mange godser han ejede. Hertil kom adskillige palæer i Moskva og St. Petersborg, ligesom han ejede fabrikker og miner rundt om i landet. Fabrikker hvor arbejderne (også børn) arbejdede 12 timer dagligt uden ferier, uden sikkerhed eller skadeerstatnings muligheder. Felix Jusupov var så indflydelsesrig, at det endda lykkedes ham at slippe for militærtjeneste da krigen kom. Zarens magt beroede på, at fyrster og storfyrster altid og til enhver tid stillede til militæret, derfor er det iøjnefaldende, at Felix kunne unddrage sig. Anderledes med Storfyrste Dmitri Pavlovitch og engang denne var hjemme i St. Petersborg faldt han og fyrst Jusupov i snak om dagens situation og om kejser huset især. De enedes om at ville redde Rusland og kejserdømmet ved at myrde Rasputin. Med sig fik de tre andre sammensvorne, Vladimir Purisjkevits, medlem af dumaen (regeringen), Løjtnant Alexander Sukhotin og læge ved røde kors, Purishkevich Stanislav Lazovert. Man planlagde, at mordet skulle finde sted i Jusupov’s pragtpalæ ved Moika kanalen. Som vi har set led den russiske overklasse af overtro således også med disse sammensvorne. Af angst for spøgeri planlagde de, at mordet skulle finde sted i kælderen, skulle det vise sig at Rasputin gik igen var det nemt at afspærre kælderen.

Jusupov’s pragtpalæ ved Moika kanalen. I dag er der museum, hvor man kan få en guidet tur på engelsk gennem en Walkman. 
Kælderen under Jusupov's palæ, hvor man lokkede Rasputin ned for at myrde ham. I dag en del af museet.

 Et særligt kælderværelse blev indrettet så det så beboet ud. Jusupov stod selv for den pompøse indretning hjulpet af 2 af sine tjenere. Planen gik ud på, at Jusupov skulle kontakte Rasputin og foregive at hans kone, Irene, ønskede, at Rasputin skulle helbrede hende for en rædsom migræne. Lokkemaden var udsigten for Rasputin til at blive alene med den smukke fyrstinde. Alt blev gjort klart til mordet. I kælderen var der dækket op med forgiftede kager og forgiftet madeira, Rasputins yndlings vin. Lægen Lazovert skaffede giften. Den 29. december 1916 lokkede morderne Rasputin ned i kælderen. Hvad der siden skete står hen i det uvisse. Rasputin blev myrdet, men hvordan det er det store spørgsmål. Fyrst Jusupov har en utrolig historie at fortælle i sine erindringer (på norsk. Felix Jussupoff ”Jeg var Russisk Fyrste”). Skal man tro den historie virkede giften ikke på Rasputin.  Han drak masser af vin og guffede kager i sig til den store guldmedalje, men dø havde han ikke tænkt sig. Jusupov, som var alene med Rasputin, hentede så en pistol og skød Rasputin i hjertet på tæt hold. De sammensvorne begynder at feste af bare lettelse. Jusupov går ned i kælderen for at se til liget og pludselig vågner Rasputin og tager kvælertag på fyrsten der besvimer. Da Jusupov vågner og slår alarm er Rasputin løbet op af en vindeltrappe og ud i en indre gård. Han er på vej hen imod porten, da de dræbende skud fælder ham. Igen er det ifølge Jusupov ham selv der skyder det dræbende skud. Herefter maltrakteres liget. Imidlertid har en vægter hørt skuddene og ankommer til mordpladsen. Gerningsmændene forklarer, at det er fyrstens tjenere der har skudt en hund og vægteren fjerner sig igen. Han er trods alt ikke dummere end at han sporen strengs indberetter det hændte. Dagen efter, hvor Rasputin ikke dukkede op, var zarens hemmelige politi, Okranaen, ikke længe om at gætte sammenhængen. Et par dage efter fandt man Rasputins lig i en våge i den frosne Neva.
Rasputin's lig efter det blev trukket op af floden. Man ser tydeligt skudhullet midt i panden.


Storfyrste Dmitri Pavlovitch ved siden af sin bil som på mordnatten blev brugt til at transportere liget af Rasputin bort fra gerningsstedet.

 Byen svirrede af rygter. Nogen vidste at fortælle, at Rasputin havde vand i lungerne og derfor først var død, da han blev kastet i floden. Hans ene hånd var vredet løs fra de bånd han var bundet med og med fingrene gjorde han korsets tegn. Zaren var meget opbragt og kejserinden utrøstelig. Et kapel blev opført i parken til Czarskoie Selo og her blev Rasputin begravet. Som det er skik i Rusland lagde kejserinden et brev i kisten, hvor på der stod: ”Min kære martyr, giv mig din velsignelse så den kan ledsage mig på den pinefulde vej jeg endnu har at gå her på jorden. Husk os i dine bønner deroppe. Alexandra”. Storfyrste Dmitri Pavlovitch og fyrst Felix Jusupov blev forvist til fjerne egne af riget og der i eksilet indhentede revolutionen dem. Det nye Rusland, der dukkede op af sumpen, havde helt andre problemer at tackle end overtro og trolddom. Et nyt samfund hvor det ene menneske ikke udbytter det andet skulle opbygges, men det er en hel anden historie. Her skal vi lige til sidst se på Rasputins obduktions rapport. Mærkeligt nok er der meget få der har sat spørgsmål ved Felix Jusupov’s gyserhistorie selvom det siger sig selv, at den ikke kan være sand. Desværre er oplysningerne omkring obduktionen ikke entydige men flere ting kan bekræftes. For det første var der ingen vand i lungerne og Rasputin var død, da han blev kastet i floden. Rasputin var skudt 3 gange. Første kugle ramte ham i venstre side lige under hjertet. Anden kugle som blev affyret på lang afstand ramte ham i ryggen og borede sig ind i rygsøjlen. Dette skud må være affyret, da Rasputin på sin flugt fra morderne er nået op og ud i gården til palæet.  Den tredje kugle ramte ham i for- hovedet og borede sig ind i hjernen. Der blev ikke fundet gift i mavesækken men masser af alkohol. Edvard Radzinsky mener, at det var storfyrste Dmitri Pavlovich der skød det afgørende og dræbende skud. I tilfælde af et kup mod kejseren, og det var meget sandsynligt, ville storfyrste Dmitri være et nyt kejser emne, derfor dækkede Jusupov over ham. Som dømt morder ville han ikke komme på tale som emne for zartronen. Omvendt forsøgte Jusupov’s svigerfar storfyrste Alexander at skyde skylden på Vladimir Purisjkevits men selv Nikolaj den anden troede ikke på denne påstand.
Efter revolutionen brød en menneskemasse ind i Rasputins kapel og bortførte liget og brændte det, så i dag er der intet tilbage af den hellige djævel med mindre det virkelig er hans berømte pik som i dag er udstillet på museum i St. Petersborg. Jusupov flygtede sammen med sin familie til Paris, hvor han fortsatte sit udsvævende og flamboyante liv. Rasputins datter Maria boede også en overgang i Paris og hun forsøgte at anlægge en retssag imod sin fars morder men forgæves. Hun udvandrede til Amerika, hvor hun bl.a. ernærede sig som løvetæmmer.
Rasputin's datter, Maria, som løvetæmmer i USA

 Zar familien blev likvideret og sammen med dem forsvandt et rædselsregime som havde forfærdet en hel verden: slut med jødepogromer, slut med børnearbejde og 12 timers arbejde, slut med høj børnedødelighed, slut med analfabetisme, slut med kosakkernes nedslagtning af folkemøder, slut med det ene menneskes ret til at udbytte det andet, slut med menneskelig ydmygelse og social armod. En tid, hvor de få berigede sig på bekostning af de mange, var forbi. Hvor rig zarfamilien var er dokumenteret af det amerikanske erhvervsmagasin Forbes, der er særligt kendt for deres årlige liste over verdens rigeste mennesker. Ifølge Forbes var Nikolaj den anden en af verdens 5 rigeste i det tyvende århundrede med en kapital på 300 milliarder dollars.
Zarens kronings krone
Zarens Rusland - det samme system som producerede rigdom for de få producerede ekstrem fattigdom for de mange! 
I zarens Rusland døde 170 børn ud af 1000 af underernæring. Disse børn er heldige, de har fået plads i køen for uddeling af madrationer. De rige købte aflad ved disse barmhjertigheds gerninger. Barmhjertighed og ikke retfærdighed var løsen! 

 En ny dag dæmrede for Rusland. Herom kan I læse i mange spændende romaner. Jeg skal her anbefale et par:

Livet på landet
Mihail Sjolohov: ”Nypløjet Jord”.
Mihail Sjolohov: ”Fortællinger fra don”.
F. Panferov: ”Plovfuren”

Industrien og byerne
Fedor Gladkow: ”Cement”.
Nikolaj Ostrovskij: ”Stålet blev Hærdet”.
http://kilaasi.blogspot.dk/2011/11/nikolaj-ostrovskij-1904-1936.html
Ilja Ehrenburg: ”Skabelsens anden Dag”.
Anton Makarenko: ”Første maj Kolonien”.

Det var så den foreløbige slutning om fortællinger fra den russiske zar familie og deres gerninger. Her på blokken kan man læse de to andre fortællinger jeg har skrevet:

Zarens Rusland - Jøde Pogromer:

Zarens Rusland & Lena Massakren:
http://kilaasi.blogspot.dk/2013/08/zarens-rusland-lena-massakren_9.html



  Rasputin er død - Rasputin lever eller myten lever. Her beundrer    en smuk ung kvinde, hvad der efter sigende skulle være Rasputin's  pik. Den er nu på museum.                       


Under arbejdet med denne fortælling fik jeg lyst til at skrive lidt om en af de hellige tåber, der boede på et sindssyge hospital i Moskva – men det må I vente lidt med!