Sovjet Modernisme – malerkunst og kultur i Sovjetunionen 1926-1936.

Sovjetisk modernisme er en af mange kunstneriske ”ismer” fra Sovjetunionen, som er fuldstændig overset i vesten. På mange måder ligner sovjet modernisme tidens kunstformer i vesten, men har samtidig en iøjnefaldende lokal originalitet. Perioden ligger mellem avantgarden og Stalin realismen og tæller mange kendte navne så som: Alexander Deineka, Isaac Brodsky, Alexander Samokhvalov, El Lissitzky, Alexander Rodchenko, Alexander Labas, Boris Ignatovich, Kazimir Malevich. Af mindre kendte kunstnere kan bl.a. nævnes: Boris Golopolosova, George Rublev, Boris Tsvetkov, Alexei Pakhomov og Fedor Bogorodsky og Tatjana Jablonskaja. Det var den unge garde den - sovjetiske modernismes virkelige helte. Historisk var det en spændende periode i Sovjetunionens historie. Politisk var det uklart, hvem der skulle tage faklen op efter Lenin. Det var et åbent spørgsmål, i hvilken retning samfundet og historien ville udvikle sig. Og det var netop på baggrund af denne åbne uafsluttede horisont at tidens kunstnere udfoldede deres talenter. Man kan med nogen ret sige at sovjet modernisme befinder sig et sted mellem avantgarden og socialrealismen.  Samtidig med at avantgardekunsten fortsatte lidt endnu begyndte nye kunstneriske teknikker at gøre sig gældende. Paradoksalt nok var det bl.a. påvirkninger fra Art Deco, altså borgelig vestlig kultur som blandede sig med den sovjetiske kunst bl.a. hos kunstnere som Samuel Adlivankina.

Deres Helte af Samuel Adlivankina

 Andre arbejder bringer minder om Paul Cézanne og impressionisterne især i farvebehandlingen. Stilistisk favner de bredt og det er den historiske epoke, der binder dem sammen. Sovjet modernisme omfatter flere kunstarter: montage, kæmpe malerier, fotografi, arkitektur, plakater, skulpturer og film. Det var det offentlige rums kunstart og gruppearbejdet var en del af den kunstneriske produktion. En kunst, der var befriet for pengemagtens tyranni, beregnet på massernes æstetiske forbrug uden forbehold. Indenfor arkitekturen er begrebet sovjetmodernisme udvidet til også at omfatte perioden  1955-1985. Det er først nu i de senere år, at man har fået øjnene op for sovjetmodernismen. Historien var indtil da ganske enkel: I begyndelsen var den fantastiske russiske avantgarde kunst og så kom den store stygge Stalin og ødelagde det hele med kravet om social realisme. Det var myten som blev genfortalt især i Vesteuropa og USA, og netop denne myte skygger for de mange nyskabelser som perioden var så rig på. En af dem er altså sovjetmodernismen. Andre grunde til at denne periode aldrig blev omtalt i kunstbøgerne her i vesten er sikkert, at mange af tidens kunstnere var bevidste kommunister og overbeviste revolutionære. De repræsenterede en ny socialistisk livsstil, de udvidede kunstbegrebet til også at omfatte tegneserie hæfter for børn og plakater. De var udtryksfulde og til tider patetiske, men fyldt med liv. De var en generation, der var vokset op med socialisme og de var parat til at erobre det kunstneriske rum for dette livssyn.   

I Dachaen af Georgi Rublev

Kvinderne spillede en betydelig rolle i opbygningen af det nye sovjetiske samfund. Deres tilsynekomst midt i et overvejende mandsdomineret samfund afspejles i flere børnebøger f.eks. i Sakovskaia's ”Mamin most” (Mors bro) fra 1933, illustreret af Nina Pavlovna. Bogen skildrer kvinders deltagelse i alle aspekter af byggeri - som drejebænk operatører, metalarbejdere, ingeniører, kranførere, arkitekter og bygherrer.

Mors Bro af Nina Pavlovna

Mors Bro af Nina Pavlovna

Perioden har en forbavsende lighed med barokken, vægten ligger i det: sanselige, overdådigheden, overdrivelsen, livsappetitten, det grænseoverskridende, det frisatte menneske og dets muligheder. Mange af kunstnerne har en forkærlighed for stilleben igen med overdådigheden som motiv og farveglæden som færdighed. I nogle af billederne kan man ligefrem tale om rene farveorgier – de strutter af farver. Fritiden er et gennemgående motiv og det er ikke så mærkeligt. Fritid var for den store del af befolkningen noget relativt nyt, noget som hørte sammen med virkeliggørelsen af socialismen. Omvendt afmales arbejdslivet som en anden form for fritidsliv f.eks. hos Tatjana Jablonskaja. Kunstnerne omfavnede ligesom alle andre den nye sovjetiske arbejdsmoral. Arbejde blev betragtet som kammeratligt samarbejde og socialistisk gensidighed mellem mennesker som var fri for udbytning! Sovjetisk arbejdsmoral var lig med en bevidst og kreativ attitude til arbejde og pligter, bevidsthed om ens sociale forpligtelser, ærlighed, høje moralske standarder og fællesskab. 

Stilleben af Boris Tsvetkov

Stilleben af Ilja Mashkov

På Stranden ved Gurzuf af Ilja Mashkov

Hilsen til den 17. Partikongres af Ilja Mashkov

Alexander Samokhvalov

Metrobygger af Alexander Samokhvalov

Alexander Samokhvalov

På Stranden af Alexander Samokhvalov

En tur på Moskvafloden af Alexander Labas

Stalin af George Rublev

I Parken af Tatjana Jablonskaja

Brød Af Tatjana Jablonskaja

Tatjana Jablonskaja

Badende Rødmariner af Fedor Bogorodskij

Længe Leve Sovjetsystemet af Alexei Pahomov

Aleksander Deineka

Majakovskij Metro Station (Moskva) på Zamoskvoretskaja linjen. Hvælvingen i den centrale hal har 34 ovale nicher med mosaikker fremstillet efter skitser af Aleksander Deninka

Aleksander Deineka

Aleksander Deineka

Moderen af Alexander Deineka

 

Ilja Mashkov

Alexander Rodchenko

Ølreklame af Alexander Rodchenko

Shukhovs Radiotårn af Alexander Rodchenko



Bogomslag til Majakovskijs digtsamling "Om Det Der" af Alexander Rodchenko

Perioden havde også sit eget musikalske udtryk, som bl.a. kommer til udtryk i sangen Mit Store Hjemland (Fra filmen Cirkus). Tekst af Vasily Lebedev-Kumach og melodi af Isaac Osipovich Dunaevsky.

På dansk findes en knald god bog, om den sovjetiske kunstneriske bevægelse, som gik umiddelbar forud for den her beskrevne.

Troels Andersen: ”Moderne russisk Kunst”. Borgens Billigbøger 1967.



Vladimir Lebedev - En Kunstner med mange talenter.

Vladimir Lebedev (1891 – 1967) var på en gang portræt, landskabs og dyre maler. Ligesom han arbejdede med motiver fra cirkus, balletten sporten og alle de mennesker, han mødte på gaden. Han var en dristig satiriker der forstod at indfange og karikere de mange menneskelige pudsigheder, der karakterede hans samtid. Stilistisk favnede han bredt, lige fra kubisme, suprematisme til impressionisme samt et utal af egne kunstneriske indfald. Som Croquistegner spænder han fra naturalisme over impressionisme til en Matisse lignende stil, med stærkt markerede konturer og en nærmest primitiv formbehandling. Omvendt lå han tæt på Renoir, hvad angår farvevalg i flere af hans oliemalerier. Det gælder især de mange portrætter, han malede relativt sent i livet.   

   



Arbejdes må der, men ha´geværet ved hånden

Vladimir Lebedev gik på forskellige kunstskoler i St. Petersborg. I 1911 fik han nogle billeder offentliggjort i et kunsttidsskrift. Livet var den virkelige skole for ham og man kan sige, at han studerede hele livet. Altid stræbte han efter det perfekte og ypperste.  

Medens han arbejdede som professor på Statens Kunstskole i Petrograd/Leningrad (1918 – 1921) udførte han flere kubistiske motiver f.eks. den grafiske serie ”Vaskekonen”. Han blev tilsluttet den kunstneriske bevægelse, der stod bag de såkaldte ROSTA – vinduer. ROSTA- vinduerne var en af den russiske revolutions nyskabelser. Vinduerne var plakater med tekster eller små digte, der dag efter dag udsendtes af det russiske telegrambureau – ROSTA. Digteren Majakovskij som var en af hovedkræfterne bag ROSTA- vinduerne skrev:

”ROSTA-vinduerne er en fantastisk ting. Det er en håndfuld kunstnere, som med håndkraft, betjener et folk på 150 millioner. Det er telegrafnyheder, som på stedet omarbejdes til plakater og dekreter, som øjeblikkelig omsættes i viseform”.  

 Lebedev anvender en kubistisk inspireret form i hans ROSTA-vinduer, sammen med tegneseriens figurer. Figurerne er typer, ikke personer og de virker nærmest anmassende i deres anonymitet. Det er revolutionens nye mennesker, det arbejdende folk, og Lebedev illustrerer med al tydelighed, at de ikke er til at komme uden om. Billederne er befriet for al perspektivistisk dybde. Her er kun den rene flade, rene former, og rene farver.

Vladimir Lebedev arbejdede sig frem til en forenkling og udglatning af formen samt kontrasterende sammenstillinger af få lyse farver, som gav hans kompositioner en slags monumentalitet. I 1922 skabte han en serie på 23 satiriske motiver i tus, gouache og blyant med den fælles titel ”Gade Revolution”, som bragte ham øjeblikkelig berømmelse. Senere rettede han titlen til ”Panel Revolution”. I Serien opsummeredes alle Lebedevs kunstneriske aspirationer, hans virkelighedsopfattelse, således som han udtrykte den gennem hele sin produktion. Gennem skitserne til serien kan man se, han har indfanget øjeblikkelige indtryk af kroppens bevægelser og karakteristiske positurer. Han skabte en social og psykologisk type mennesker snarere end enkelt individer, men der er mere end det. Lebedevs serie er social-satire, intuition, følelser og romantik. Han skildrede gadens skønheder og deres kumpaner, sømænd og deres damer, de mennesker der giver gaden dens særpræg.

 Gadens Revolution. 

                                        

 

Han udvikler sig til Sovjetunionens måske mest populære bog illustrator. Det begyndte med billeder til Rudyard Kiplings ”elefant” (1921).Senere fulgte illustrationer til populære børnebøger som: ”I går og i dag”, ”Ispind”, ”Den dumme mus”, ”Cirkus” (alle 1925), ”Bagage”(1926), ”Hvordan planer laver planer” (1927) osv. Mellem 1924 og 1933 var Lebedev kunstnerisk leder af ”Statens Publicerings Hus for Børne og ungdomslitteratur”, som derved blev center for børnebøger med en usædvanlig høj kunstnerisk standard.

Rudyard Kiplings ”elefant”

Tiden mellem 1925 og 27 er meget frugtbar. Kunstneren arbejder snart med børnebogs illustrationer, snart med grafik, for så at kaste sig over maleriet. Han udtænker flere satiriske serier f.eks. ”NEP” en kras satire over den nye økonomiske politik, som Sovjetunionen var slået ind på i 20´erne. NEP var en blandings økonomi, der tillod privatkapitalistiske foretagender, parallelt med statens planøkonomi.  Vladimir Lebedev og mange andre af de mere innovative kunstnere tog afstand fra NEP politikken; idet de så det som en tilbagevenden til burgøjser samfundet og som en trussel imod revolutionen. Serien viser de nyrige NEP mennesker, som usympatiske og griske. En utilsløret kritik at NEP.

  NEP Burgøjserne.

                                  

 I serien ”Kærligheds flippere” tegner han et satirisk men kærligt scenarie over de, der søger nattens, mørket og caféernes fristed. Hans produktion bredte sig til dansens verden (hans kone var balletdanser), cirkus, sport (som ung dyrkede han brydning) og Croquis tegning. Han kaster sig over portrætmaling og laver en serie efter kvindelige modeller (1934). Teknikken er nu inspireret af impressionismen.                                                                                                                                                                       



Vladimir Lebedev

Under krigen boede Lebedev i Moskva, hvor han arbejded med plakater for TASS, designede og illustrerede bøger. Ligesom han tegnede for magasinet ”Den Røde Hærs Soldater”. I 1950 vendte han tilbage til Leningrad og fortsætter med at illustrere bøger f.eks. ”Hvor kommer boret fra”, ”Farvebogen”, ”De tre Bjørne”.

Livet igennem knyttede Lebedev mange venskaber og arbejdsrelationer med andre førende kunstnere og trendsættere f.eks.: Tatlin, Ivan Puni, Kazimir Malevich, Vladimir Mayakovsky og litteratur kritikeren Nikolai Punin.

Udmærkelser:

1945: Æret kunstarbejder i Sovjetunionen.

1966: Folkets kunstner i Rusland.

1967: Medlem af kunst akademiet i USSR.