Viser opslag med etiketten Rusland. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Rusland. Vis alle opslag

søndag den 1. maj 2022

 Til dem der spreder had og uforsonlighed

Under denne krig imellem Rusland, Donbass, Lughansk mod Ukraine anvnedes hyppigt humanitære korridorer.

 Da Winston Churchill under 2. verdenskrig sønderbombede den tyske civilbefolkning, var der ingen humanitære korridorer.

                                                                                                                          Lübeck 1942 

Da USA's præsident Richard Nixon i julen 1972 lod bomberne regne over Hanoi var der ingen humanitære korridorer, hvorigennem man kunne undvige.

Humanitære korridorer blev så indført at Putin, den til dato mest tilsvinede historiske person af dem alle.



fredag den 20. oktober 2017

Lidt om den hellige tosse Ivan Jakovljevic Koreisha (1783 – 1861)

 Hellig tåbe, tosse, eller slet og ret åndsvag er forskellige fordanskninger af det russiske jurodivy (юродивый). Jeg vil i det følgende bruge flere af disse betegnelser sådan lidt i flæng, fordi vi ikke helt har et dækkende begreb på dansk. Denne særlige kategori af helgener benævnes ”Velsignede” i den russiske kristne tro. 

Ivan Koreyshi kom til verden et sted i Smolensk området muligvis i landsbyen Inkov. Han påbegyndte et studie på Smolensk teologiske seminar men forlod studierne uden at blive færdig. I stedet levede han en tid som omvandrende pilgrim, for til sidst at slå sig ned som eneboer. Bønderne opførte en hytte til ham og herfra gav han gode råd og vejledning, til de der søgte ham samt til de der ikke søgte ham. 

En gang forbød han en ung kvinde at gifte sig med sin forlovede. Uheldigvis for Koreisha var kvindens forlovede adelig og han fik udvirket, at et hold af læger så nærmere på Koreishas mentale beskaffenhed. Han blev erklæret sindssyg og da man ikke havde et sindssyge hospital i Smolensk, sendte man ham til Moskva. Her ankom han i 1822 til Forklarelses (Transfiguration) hospitalet som er beliggende i Moskva på Matrosskaya Tishina gaden. I dag hedder hospitalet Psykiatrisk hospital №3 V.A.Giljarovskij. Idet det er opkaldt efter en berømt sovjet russisk psykiater Vasilij A. Giljarovskij (1875 -1959).

Psykiatrisk hospital №3 V.A.Giljarovskij


Koreisha forblev på Forklarelses hospitalet til sin død i 1865. Under det lange ophold på hospitalet opnåede han en enorm popularitet som hellig åndsvag blandt Moskvas befolkning. Koreisha var helt klart dement, som det fremgår af lægernes udsagn i journalen. I journalen står bl.a. også, at han er uhelbredelig. Samtidig var han en paranormal personlighed, eller han blev tilskrevet paranormale evner, alt efter hvordan man ser på det. Man mente, at han kunne se ind i fremtiden og han blev i denne egenskab opsøgt af bønder og borgere så vel som adelige.

 Ivan Jakovljevic Koreisha (1783 – 1861)


I starten af hans ophold på hospitalet havde han en kummerlig tilværelse i et usselt kælder værelse, som oftest iført spændetrøje. Imidlertid kom der bedre tider og Koreisha fik et bedre logi på hospitalet. Han havde ikoner på alle væggene så besøgende følte sig hensat til et kapel. Foran ikonerne var der lysestager så de besøgende kunne tænde lys for de hellige billeder. Normalt var her mange besøgende fra nær og fjern. I et hjørne lå Koreisha delvis dækket af et tæppe. Han foretrak at blive i sengen for det meste. Hans tøj var af en mørk farve lærred modsat de andre patienter der gik i hvide klæder. Hans skjorte ville under alle omstændigheder se mørk ud for han spiste alle sine måltider i sengen og det uden bestik. Selv suppe spiste han med hænderne. For det meste var han tavs og svarede kun sjældent på de mange spørgsmål de besøgende havde på hjerte. Når han talte var det usammenhængende og i en stavelses ord, der for det meste ikke hang sammen med det han blev spurgt om. Han kunne skrive og der er bevaret omkring 30 korte noter fra hans hånd. Folk der besøgte ham nedskrev hvad de oplevede og en typisk ordveksling kunne se sådan ud:

Spørgeren: ”Skal A tage til Sct. Petersborg her til Vinter?”
Koreisha: ”Som det passer ham”
Spørgeren: ”Hvad vil der ske med Guds tjener A?”
Koreisha: ”Den hellige ånd”
Spørgeren: ”Hvordan vil det gå med Guds tjenerinde Ekaterina?”
Koreisha: ”Ligesom i 1854. Den 5. januar”
Det var sådanne orakel lignende svar på en blanding af russisk, kirkeslavisk og med enkelte ord på græsk, der bekræftede Koreishas ry som en Guds clairvoyante udsending.

Han blev opsøgt på grund af dette ry som clairvoyant. Hverken hans tilhængere eller modstandere omtaler, at han skulle have udvist nogen form for næstekærlighed. Omvendt kunne han behandle de besøgende råt og hengav sig ikke til nogen form for gode gerninger. Han havde en hypnotisk magt over sindene og han indgød frygt hos dem der søgte om hans råd og modtog dem. Imidlertid fandt der et virkelig mirakel sted der på sindssygehospitalet, hvor Koreisha opholdt sig. Hospitalsledelsen besluttede nemlig at tage entré for de mange hundrede besøgende der dagligt valfartede til Koreishas sygeleje. Det var store summer der kom ind, og pengene gik til forskning og til hospitalets drift. Forklarelses hospitalet blev derved Ruslands mest moderne hospital for sindslidende med de bedste læger og den bedste behandling!        
Da han døde var der et forsøg på at stjæle hans lig, idet man betragtede den dødes krop som en kostbar helgenlevning. Tusinder af mennesker deltog i hans begravelse og på bare fem dage blev der afholdt over to hundrede dødsmesser til hans ære. 
  
Forfatteren til den berømte roman ”Krig og Fred”, Leo Tolstoj, skriver om Ivan Jakovljevic Koreisha i romanen ”Barndom opvækst og Ungdom”. I kapitlet Åbenhjertig Samtale med en Ven, står der om Koreisha:
” – du har sikkert hørt tale om denne Iván Jakólevitsj, om hvordan det hedder sig, at han er forrykt… i virkeligheden er han et menneske, der er værd at lægge mærke til. Ljúbov Sergéjevna er stærkt religiøs, må du vide, at hun har en dyb forståelse af denne Iván Jakólevitsj. Hun besøger ham ofte, underholder sig med ham og giver ham også penge, hun selv fortjener, til uddeling mellem de fattige. Hun er en enestående kvinde – du vil selv få det at se. Jeg var altså med hende henne hos Iván Jakólevitsj, og jeg er hende inderligt taknemmelig for , at jeg lærte denne højst mærkelige mand at kende… Men mor ser helt anderledes på det; det hele er overtro, overspændthed eller hvad ved jeg..”

Lev Tolstoj


Mon ikke Leo Tolstoj i de to betragtningsmåder på Koreisha, den ene negativ og den anden positiv, meget fint gengiver moskovitternes syn på denne hellige tosse.

I Rusland var troen på de hellige tåber en folkelig overlevering af den ortodokse kirkes lære. Der cirkulerede til stadighed de fantastiske historier om de hellige tosser og de mange mirakler de bevirkede. Gennem disse mange fortællinger, der fortrinsvis cirkulerede blandt lægfolk, bidrog almindelige troende til den fælles fortælling om Guds indgriben og tilstedeværelse i hverdagen. Lægfolket i den russiske kirke var på denne måde, ikke blot passive modtager af teologiske spekulationer, men var selv med til at forme den fælles religiøse fortælling. Præsterne og det kirkelige hierarki var ikke altid lige fornøjet med den folkelig udgave af kristendommen og det var derfor i brydningen mellem forskellige opfattelser, at den fælles fortælling blev til og forandredes.

Koreisha havde stor folkelig sympati og blev også positivt påskønnet af flere præster og biskopper. Alligevel var det ikke nok til, at han blev helgenkåret. Hvilket ikke har forhindret, at der opstod en kult omkring hans minde – en kult, hvor han agtes og tilbedes som en hellig person. 

                               Koreisha


På sporet af Koreisha

Koreishas grav findes på kirkegården ved Elias Kirken i Cherkizovo som den stadig kaldes selvom landsbyen Cherkizovo for længst er opslugt af Moskva. Eller måske skal man kalde det for en Moskva forstad, for det var godt nok en lang tur med metro fra Moskvas centrum. Jeg siger det var en lang tur, fordi vi faktisk var nogle stykker der tog turen derud for at snuse til atmosfæren ved helgenens grav. Så hvorfor ikke begynde med begyndelsen i stedet for alle disse irriterende omsvøb.

Camilla og Lisbeth på cafe inden turen gik med metroen 
på jagt efter Koreisha 


Vi var en læsegruppe fra Helsingør der var på tur til Moskva for at gå i sporet på romanen Mesteren og Margarita af den russiske forfatter M. Bulgarkov.
 En sen eftermiddag sneg min kone Miriam, Lisbeth, Camilla og jeg os uset af de andre ud af hotellet. Vi havde sat os for at finde frem til Koreishas grav. 
Udstyret med et mangelfuldt kort jeg havde fundet på nettet og en note med Koreishas og kirkegårdens navn på russisk tog vi fortrøstningsfulde med metroen der ud af. Og kære venner som sagt det var en lang tur. 

Bebyggelserne forandredes til stadighed og det samme gjorde menneskene. Vi var m.a.o. langt fra turistens Moskva, så der var oplevelse på alle hylder. Vi kom tæt forbi hospitalet, hvor Koreisha havde tilbragt så mange år af sit liv. Imidlertid fór metro toget videre og endelig mente vi nok vi kunne stå af. Uf for en oplevelse, det hele stemte ikke rigtig med kortet. 

Lige udenfor metrostationen lod Miriam sig velvilligt fotografere sammen med et sovjetisk lokomotiv 


Vi genkendte kun metrostationen så vi måtte være på rette vej. Vi traskede så omkring i et enormt parklignende område. Vi spurgte forskellige om vej og nogen mente vi skulle i den retning og andre mente i den modsatte retning og ingen anede hvem Koreisha var! Vi fik endda fat i to betjente men de vidste hverken ud eller ind. Vi var nu kommet ind i et område med kolonihaver på den ene side og grønne områder til den anden side. De andre så en kirke kuppel langt borte, men så forsvandt kuplen bag noget byggeri.
”Det kan du knageme ikke være bekendt Koreisha” sagde jeg i mit stille sind ”nok er du mærkelig og nok er vi også mærkelige, men kan du ikke lige hjælpe os lidt på vej”. 

I det samme kom en mand hen til os og spurgte, hvad vi ledte efter. Puh ha det var dejligt, især også fordi han var den første, der med det samme vidste hvem Koreisha var. Nu kunne han blot russisk og vores russisk kundskaber var ikke de allerbedste. Alligevel lykkedes det os at klare sagerne og for en sikkerheds skyld tegnede han et kort, så vi selv kunne finde vej det sidste stykke. Kirkegården lå ikke så langt væk. Han tegnede også Koreishas grav ind på kortet. Den ligger til højre for indgangen. ”Fint” sagde jeg til den imaginære Koreisha ”nu skulle der ikke være flere forhindringer”. Koreisha svarede med en munter tavshed som ikke lovede noget i verden. 

For en sikkerheds skyld tegnede han et kort, 


Endelig fandt vi kirkegården og efter lidt søgen graven. Den var smukt indhegnet og her var et ikon af den hellige tosse samt en lysestage så pilgrimme kunne bede med lys. Ligesom der var en læsepult, m.a.o. her foregik en kult omkring denne helgen, der ikke var anerkendt af kirken. Friske blomsterbuketter prydede graven. 

Koreishas grav på Kirkegården ved Profeten Elias Kirke 


Inde fra kirken kom der korsang ud af skjulte højtalere. Havde vi nu kunne forstå kirkeslavisk eller i det mindste russisk ville vi have opdaget, at det var en begravelse man var midt i inde i kirken. 
Nok vidste jeg, at Koreisha var en filur men dette kom aldeles bag på mig og de andre. Lige indenfor kirkedøren stod et kistelåg og vi vidste dermed, at der var begravelse.
 I Rusland har man åbne begravelser og kistelåget stod derfor herude indtil det skulle lægges på.
 Imidlertid ville jeg se om der var en bog, et ikon eller andet til salg inde i kirken som havde forbindelse med Koreisha. Altså jeg gik ind også selvom jeg hader at være til globegravelser. En form for påtrængenhed der åbenbart ikke generede Koreisha siden han spillede os dette pus. 
Det var ikke rart at masse sig gennem de sørgende og frem til det lille udsalg med hellige ting og sager der altid findes i russiske kirker, men hvad var der at gøre, det var jo hvad Koreisha mente vi trængte til at opleve.
Sandt nok - der var en lille pjece om den hellige åndssvage som jeg købte. Damen var meget sød og høflig og det fik mig til at føle mig meget bedre tilpas, da jeg masede mig ud af kirken igen.

Miriam kikker ind til Koreisha. På gravstenen står: ”Velsignede er de, som er forfulgte for
retfærdighedens skyld, thi himmeriget er deres”
(Mattæus evangeliet 5,10)
Her er jeg så omsider ved Velsignede Koreishas grav
Det var for øvrig en eventyrlig Moskva tur sammen med læsegruppen. Vi oplevede meget af det turisterne kommer for at se og dertil meget andet i forbindelse med Bulgakovs roman Mesteren og Margarita. Imidlertid tror jeg Lisbeth havde ret, når hun, et par måneder efter vi var kommet hjem, erklærede at turen ud til Koreisha nu alligevel var turens bedste oplevelse. Hvad andet er der end at sige: ”Koreisha du er en skælm – men tak alligevel”. 

Landsbyen Cherkizovo med Profeten Elias kirke i 1905

Profeten Elias kirke som den ser ud i dag 

mandag den 9. september 2013

Moskvas Østerbro - Presnensky District




Min smukke kone Miriam var den første af os alle, der døbte Presnensky District til Moskvas Østerbro og det er meget rammende om denne dejlige bydel. Mange turister besøger stedet og alligevel er der også rigtig mange, som aldrig har hørt eller set de mange attraktioner som findes der. Her på ”Det finns Inga äckliga Hallon” vil jeg nu råde bod på dette og tage jer med på en tvangfri tur til både kendte og mindre kendte steder her på Moskvas Østerbro.
Alle veje fører til Presnensky District men hvorfor ikke tage metroen ud til en af verdens berømteste metrostationer. Det er selvfølgelig Majakovskij metrostation, jeg tænker på, her dybt under jorden kan man se kunstneren Aleksander Deninkas hyldest til futurismen og den lyse sovjetiske fremtid som digteren Majakovskij skrev om. Omgivet af endeløse lys ses 35 nicher i metroens hvælvinger her har Deninka skabt sine mosaikker med et kunstnerisk udtryk, der savner sin lige. Oppe på jorden befinder I jer nu på Triumphalnaja Pladsen, med statuen af Majakovskij. Da statuen blev afsløret i 1958 samledes en gruppe unge mennesker ved foden af statuen og reciterede Majakovskijs poesi. En tradition som stadig lever og gentages på bestemte dage af året. Her findes også to bygningsværker Tjajkovskij Koncertsalen og Peking Hotel af den sovjetiske arkitekt Dmitry Chechulin. Med ryggen til Majakovskij statuen gå til højre af den søvnløse og larmende Sadovajagade og sæt kursen imod nummer 10.

Statuen af Majakovskij på
 Triumphalnaja Pladsen


Presnensky District
Bydelen fremstår i dag som en sammenblanding af nyt og gammelt. En del af bygningerne blev opført mellem 1900 og 1962 men ca. 15 % af boligmassen er klassificeret som saneringsmodne boliger bygget før 1900. Helt nye stilfulde boligblokke er skudt op her, men de passer pænt ind i helheden.  En del nyrige og folk fra middelklassen bor og kommer her, man ser det på butikkerne og restauranterne som er mere eksklusive i denne del af byen. Under revolutionen 1905 var en del af distriktet erobret af venstreorienterede studenter og området blev en krigsskueplads. Denne bydel rummer en masse spændende gader, facader og steder og jeg kan varmt anbefale af man bortøder en dag her. Bare slentrer omkring og indånder miljøet. For den vakse turist står oplevelserne i kø! 
 Mesteren & Margarita


Miriam & Gitte ved
 indgangen til Bulgakov Huset   
På Sadovajagaden (Bolshaya Sadovaya) nummer 10 ligger en meget berømt ejendom. Inde i gården er der adgang til ikke mindre end 2 museer begge tilegnet forfatteren Mikhail Bulgakov og dennes roman ”Mesteren & Margarita” som han påbegyndte, medens han boede her med sin første kone Tatjana Lappa. I romanen er nummeret på bygningen lavet om til 302 B opgang 6, 5. sal lejlighed 50.
 Man skal huske, at i Rusland angives nummeret på ejendommen og ikke på opgangen ligesom hos os. Sadovajagaden 10 er således et helt ejendomskompleks. Medens bygningens nummer er fiktivt i romanen er lejlighed 50 det virkelige sted, hvor Bulgakov boede og som i romanen døbes "den dårlige lejlighed" (“нехорошей” квартиры №50). Som så mange gange før fik redaktøren til denne blok hjælp fra sprogeksperten Peter Jessen, der med det samme slog fast, at den korrekte oversættelse måtte være "den dårlige lejlighed" og Peter tilføjede på jysk ville vi sige ”en skit stæj”. Det er ikke uvæsentligt fordi lejlighed 50 i den danske udgave af ”Mesteren & Margarita” kaldes fortrinsvis: Den forheksede lejlighed, den fordømte lejlighed eller den hjemsøgte lejlighed. Problemet er, at alle disse betegnelser på russisk har sine egne navne som ikke dækkes af нехорошей, så hvis forfatteren havde ment ”den forheksede lejlighed” havde han vel skrevet det? I romanen foregår der faktisk forheksede ting og sager i denne lejlighed og den kunne sagtens hedde den forheksede osv. Men så mister man et væsentligt aspekt ved romanen, for Mikhail Bulgakov anbragte meget bevidst forhold fra sit eget liv i fortællingen. Lejlighed 50 var en såkaldt korridor lejlighed, det vil sige, at flere lejligheder stødte op til samme korridor og man delte f.eks. køkken og bade faciliteter. Bulgakov kunne ikke fordrage proletarer og bønder, ligesom han havde håbet De Hvide, der kæmpede for at genindføre zardømmet, havde vundet borgerkrigen. Med de rødes sejr befandt Bulgakov sig i arbejderne og bøndernes nye stat og i lejlighed 50 måtte han gnubbe skuldre med arbejderne. Den snobbede forfatter følte en fysisk afsky derved. Samme afsky transformeres i romanen til lejlighed 50. Her bor djævlen og der foregår horrible og grænseoverskridende ting. Bulgakov var stærkt imod revolutionens ideer om lighed som efter hans mening betød, at en hvilken som helst kok kunne styre staten m.a.o. denne geniale forfatter var politisk dum.  

Mikhail Bulgarkov 1891 - 1940

 I kælderen til denne bygning lå på Mikhail Bulgakovs tid et berømt værtshus ”Pegasus Stalde” hvor kunstnere og intelligentsiaen holdt til. Her kom alt, hvad der kunne krybe og gå af kunstnere og forfattere f.eks.: den verdensberømte barfodsdanserinde Isadora Duncan og hendes kæreste digteren Sergey Esenin, skuespillerinden Alice (Alisa) Koonen, forfatteren og kritikeren Andrei Bely, maleren Vasily Surikov og bassangeren Fjodor Sjaljapin. Ligeledes sås ofte medlemmerne af kunstner gruppen ”Ruder Knægt”. 

George Yakulov - Portræt af Alice Koonen

Bulgakov museerne har deres egne ejendommelige historier. Længe før nogen tænkte på at der egentlig burde indrettes et Bulgakov museum i Sadovajagaden 10 havde et besynderligt klientel af satanister og Bulgakov fan fundet vej til lejlighed 50. En del af disse personager var særdeles glade for teater og graffiti. I opgangen såvel som i lejlighed 50 dukkede graffiti op med opfordringer til at lave mindestuer og/eller museum i bygningen. Lejlighed 50 blev brugt af en tegnestue som gladelig inviterede de unge graffitimalere indenfor. En del graffiti bestod ganske enkelt i citater fra ”Mesteren & Margarita” samt en del diabolske guldkorn. Mest citeret var sætningen ”Man kan ikke brænde et manuskript”.  På samme tid i 1971 satte direktøren på Taganka Teatret et stykke op baseret på ”Mesteren & Margarita”. Stykket gik hen og blev en kult og det siges, at besøgene i lejlighed 50 i denne tid forøgedes dramatisk og det samme gjorde graffitien. Det anslås, at der var mellem 800 og 1000 graffiti i lejligheden og opgangen. Vi skal frem til 1985, hvor en artikel i avisen Izvestia slår til lyd for et museum på stedet eller i det mindste en litterær cafe. Emnet bliver taget op i TV og andre medier. Sagen var imidlertid ikke så lige til. Bag kulissen foregik en kamp mellem graffitimalerne, embedsmændene og husets vicevært. Så i foråret 1988 gav de kommunale myndigheder tilladelse til at åbne et officielt museum i lejlighed 50, vel nok verdens eneste museum der er blevet fremprovokeret gennem graffiti malerier. I den ”frie verden” var det aldrig gået så glat. Her ville man have startet med præventive arrestationer af graffitimalerne for til sidst at rive det historiske hus ned jævnfør Ungdomshuset på Jagtvej 69.  I dag er det meste af den originale graffiti væk i opgangen til lejlighed 50 takket være en anti-Bulgakov vandalist, som overmalede det meste af opgangen. Man kunne ikke fjerne denne maling uden også at fjerne graffitien og løsningen blev, at en anerkendt kunstner genskabte en del af graffitien.
En del af den oprindelige graffiti i opgangen
 

Helvedes 3 enighed: Fagot, Woland & katten Behemot fra Mesteren & Margarita
 Et brud mellem de oprindelige museums grundlæggere førte til den nuværende situation med to museer. Inde i gården til Sadovajagaden 10 ligger det første museum ”Museum teatret Bulgakov Huset” på første sal umiddelbart efter indgangen. Museet er privat og entreen er gratis, men hvis man vil støtte økonomisk er det meget velkomment. Stedet drives af en gruppe entusiastiske unge mennesker, som er fantastiske til at iscenesætte og iværksætte f.eks. Bulgakov ekskutioner i den nærliggende bydel, eller man arrangerer teaterforestillinger og kultur-events. I opgangen ved siden af finder man ”Moskvas Stats Institut for Kultur Museum M.A. Bulgakov, beliggende i Bulgakovs gamle lejlighed, også her arrangerer man teaterforestillinger. Jeg har kun set det første museum, som jeg varmt kan anbefale. Stedes oser af mystik og humor og så ligger her en lille cafe med en skræppende papegøje, der konteksten taget i betragtning nær havde taget livet af mig, da jeg hørte den skræppe op første gang. Her er en del effekter, som har tilhørt Bulgakov, samt flere interessante fotografier og breve.  

Berlioz hoved skilles fra kroppen
 af sporvognen

         Museum teatret Bulgakov Huset
 

Miriam & Gitte ved det runde bord på den lille finurlige Cafe på Museum teatret Bulgakov Huset
 

Miriam blandt ting og sager relateret til Bulgakov - Museum teatret Bulgakov Huset
 

Miriam i det hemmelige rum bag pejsen. Der var bælgmørkt men blitzen oplyste rummet - Museum teatret Bulgakov Huset
Der er imidlertid meget mere endnu. Går man fra Bulgakov Museerne til venstre ud på Sadovajagaden og forsætte en husblok ned kommer man til Malaya Bronnaya og Patriarkens dam. Lige inden dammen ses en stor 13 etagers ejendom på venstre side af vejen. Bygningen, som blev opført mellem 2000 og 2002, krones med en iøjefaldende model af Vladimir Tatlins tårn (en hyldest til 3. internationale). Husets officielle navn er ”Patriarkens lejligheder”, men de gode moskovitter har omdøbt det til Alla Pugachevas hjem. En hyldest til Sovjetunionens ukronede pop diva af samme navn som bor her. Patriarkens dam er, som navnet antyder, en dam beliggende i en lille men charmerende park. 
 

”Alla Pugachevas hjem” med Tatlins tårn


Engang i syttenhundrede tallet tilhørte området den russiske kirkes overhoved patriarken, dengang fandtes der flere damme her og herfra fik man fisk til Patriarkens middagsbord. Selvom der i dag kun er en dam har man på russisk beholdt flertalsformen, så egentlig hedder stedet Patriarkens damme.  Dammens og omgivelsernes nuværende udseende går tilbage til 1830 – 31, hvor man genopbyggede Moskva efter branden i 1812 og krigen mod Napoleon. Bådehuset, hvor der nu er restaurant, var oprindelig en træbygning som i 1980 blev udskiftet med den nuværende bygning. 
 

Patriarkens dam

Legeplads ved Patriarkens dam

Det var her ved dammen djævelen viste sig første gang i Mesteren & Margarita med fatal konsekvens for Berlioz, som umiddelbart efter samtalen med djævelen får hovedet skilt fra kroppen af en sporvogn. Denne dystre begivenhed kan dog ikke overskygge for stedets idylliske atmosfære og skønhed. Her er hygge og folkeligt og russerne kommer her både sommer og vinter. Om vinteren løber man på skøjter på dammen. Restauranten i det tidligere bådehus er specialiseret i menuer fra Sovjetunionen. Sovjetnostalgi er højeste mode og derfor beder jeg alle om at besinde sig. Senere vil jeg beskrive en langt billigere og meget spændende restaurant med sovjetiske menuer. Malaya Bronnaya gaden er et spændende sted og i nummer 28 finder man Cafe Margarita. Navnet på caféen skal minde os om den berømte heltinde i Bulgakovs roman. Stedet er meget stemningsfuld med vægdekorationer fra ”Mesteren og Margarita”, men her er også rigtig dyrt, man mærker, at man er på Moskvas ”Østerbro”. Caféen ligger lige ved Moskva musikkonservatorium og om aftnen er her underholdning af nyudklækkede musikere fra Konservatoriet. En aften kan musikken være jazz, en anden klassisk eller populære viser.
Lidt længere fremme skære Yermolayevsky Alléen Malaya Bronnaya. Her kan man se ”Løvernes Hus” en luksuriøs bolig for den Røde Hærs Marshals, udført i 1945 som en tidlig 19. århundrede ejendom af arkitekten Ivan Zholtovsky. I området ved dammen findes en anden bygning ”Aviazhilstroy Lejligheder”, der ligesom ”Løvernes Hus” går under betegnelsen stalinistisk luksus. Imidlertid er ”Aviazhilstroy Lejligheder” et godt eksempel på sovjetisk postkonstruktivistisk arkitektur, som var meget populært i 1930´erne. En periode i sovjetisk byggeri som gjorde op med både avantgarde og stilblandinger fra fortiden. En anden fordel i en tid med total rationering var, at i modsætning til konstruktivismen minimerede den nye stil brug af stål og cement og vender tilbage til primitive murværk med trægulve og skillevægge
Aviazhilstroy Lejligheder

Jødiske kvarter
Bronnaya Synagoen er beliggende på Bolshaya Bronnaya gaden nr. 6. Synagogen var oprindelig en privat villa, der i 1883 under ledelse af arkitekten Mikael N Chichagov (1837- 1889)blev omdannet til synagoge. Det er ret så tankevækkende, at der fra bedehallen blev anlagt en hemmelig tunnel som man kunne benytte i tilfælde af jødepogromer. Bygningen har for nylig gennemgået en omfattende
rekonstruktion og fremstår i dag som den mest moderne synagoge i Moskva. Facaden står med røgfarvede glas og over bedehallen hvælver der sig en stjerneformet kuppel. Ser man godt efter kan man gennem glasvæggen se bygningens oprindelige facade. 
 

Miriam ved Bronnaya Synagoen

Bronnaya Synagoen

Bronnaya Synagoen & en vis Miriam
Udover religiøse ceremonier og bønner bruges synagogen også til andre formål. Her sælges kosher madvarer og på 3. og 4. etage findes et museum: ”Heltemodets hal” og ”mindehallen”. Her er udstillinger om heltene fra ”den store fædrelands krig”, som 2. verdens krig kaldes på russisk. Ligesom her er en udstilling om jødernes historie i Moskva. Synagogen tilhører i dag en chasidiske Chabad Lubavitch menighed.
 Kvarteret omkring synagogen er meget fortryllende og her ligger flere spændende restauranter med udendørs servering om sommeren. Vil man have en kop kosher kaffe kan man slå vejen om Shokoladnitsa på Sadovaya-Kudrinskaya 31/1 på den noget befærdede havering. 
 

Hans Christian, Nancy, Børge og Miriam fra Danmark slapper af ikke langt fra
  Bronnaya Synagoen
På Malaya Bronaya 4c. 2 ikke langt fra synagogen fandtes engang Moskvas berømte jiddische (jødiske) teater. Her arbejdede Marc Chagall med teaterdekorationer i begyndelsen af 1920´erne. Moskvas jiddische teater var en del af en nærmest eksplosiv jødisk kultur udvikling som fulgte i slipstrømmen fra den russiske revolution 1917. Herom kan man læse meget mere i: Kenneth B. Moss ” Jewish Renaissance in The Russian Revolution”. Harvard University Press 2009. Direktøren for teatret Granovskij og Chagall var lidt som hund og kat. Chagall var let til at bekymre sig over stort og småt og Granovskij kunne lide at drille. Chagall afskyede den realistiske stil og Granovskij opførte forestillinger i Stanislavskijs realistiske stil. På den tid var der økonomisk krise i Sovjetunionen og der var ikke meget mad på bordet. Alligevel arbejdede alle på teatret med en smittende begejstring og glæde ved samværet med kolleger og venner. Det fortælles, at Chagalls indflydelse på teatret var ganske vidtfavnende ikke blot i kulisserne, kostumer og make-up men selv ud i koreografien af skuespillernes bevægelser.
 

En af Marc Chagalls teaterdekorationer
 

En af Marc Chagalls teaterdekorationer

”En Aften” af Scholem Aleichem med
 Marc Chagalls teaterdekorationer

En anden kendt person som naturligt havde sin gang på det jiddische teater var forfatteren Scholem Aleichem, som herhjemme nok er mest kendt for skuespillet ” En Spillemand på en Tagryg”. Imidlertid havde Scholem Aleichem en meget omfangsrig produktion af: noveller, romaner og skuespil. Faktisk var det stykket ”En Aften” af Scholem Aleichem som Chagall malede teater dekorationerne til. Ikke så mærkeligt, at der her hvor Malaya Bronnaya Ul. Og Bolshaya Bronaya Ul. Mødes, er en statue af Scholem Aleichem. Statuen er en hyldest fra Moskvas befolkning til forfatteren. 
 

Miriam ved Statuen af Scholem Aleichem
Hvorom alting er, så erindrer jeg noget om en billig restaurant med menuer fra Sovjetunionen og jeg skal nok holde, hvad jeg lovede. I går op af Bolshaya Bronnaya Ul. og drejer af ved Bogoslovskiy og fortsætter ned til Tverskoy Boulevard. Gå så imod Pushkin pladsen indtil I finder Cheburechnaya CCCP (чебуречная CCCP) på venstre side af Boulevarden. Man skal være vaks, for der er ingen prangende facade men bare en dør ned til en kælder. I kælderen findes to restauranter i en og jeg foretrækker den bagerste. Maden er fantastisk, personalet ligeså og vodkaen er iskold, men pas på for jeg bestilte en lille vodka og fik 50 cl. 

Døren ned til Cheburechnaya CCCP
 

Opgangen ned til Cheburechnaya CCCP med suprematiske dekorationer
Sild og vodka sovjet style
 

Danskere fra åndsbollernes lille rejsehold skåler med hinanden -  50 cl vodka
Så mangler jeg bare at fortælle: på Tverskoy Boulevard 2 finder man ITAR- TASS berømte bygning. Engang havde Sovjetunionens telegram bureau (TASS) til huse i denne bygning. Herfra strømmede nyhederne ud til hele verden og jeg lyver ikke, når jeg siger, at alle over 40 år ved hvad TASS er og var. TASS havde reportere og kontorer i 110 lande og producerede daglig nyheder svarende til 750 avissider. Ligesom 4000 sovjetiske aviser modtog nyheder fra TASS. Umiddelbart efter TASS bygningen ligger Nikitsky pladsen med Natalia og Alexander springvandet og det er Ruslands nationaldigter Aleksander Pushkin og dennes kone Natalia Pushkina der tænkes på. De blev gift her i Kristi himmelfarts kirken på Ul.Bolshaya Nikitskaya. Omkring Nikitsky pladsen findes flere små rappe Cafeer og restauranter, hvor en turist kan få en bid brød og et stort krus iskold øl, medens han hviler sine trætte fødder.  
Nikitsky pladsen
ITAR- TASS

Forfatteren Maxim Gorkis hus på Malaya Nikitskaya har jeg med vilje undladt at tage med i denne omgang, fordi dette fantastiske sted vil få sin helt egen beskrivelse her på ”Det finns Inga äckliga Hallon”, når jeg får tid til det!

Mikhail Bulgakov endnu en gang hans satire var en fiks blanding af fantastiske og realistiske elementer, groteske situationer og vigtige etiske spørgsmål
 

Katten Behemot fra Bulgakovs burleske roman ”Mesteren og Margarita"
 få så det sidste ord