Viser opslag med etiketten Sovjetunionen. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Sovjetunionen. Vis alle opslag

torsdag den 31. oktober 2013

Historien om Vagif Mustafa-Zadeh - en af jazzens absolutte giganter



Vagif Mustafa-Zadeh (1940 – 1979)
Pianist, komponist og en af ​​de første grundlæggere af aserbajdsjansk jazz. I sine værker kombinerede han traditionel jazz med den lokale musiktradition mugham. Mugham er en meget kompleks kunstart, der blander klassisk poesi og musikalsk improvisation i særlige musikalske former, men mere om det senere.  


Baku
Baku, hovedstaden i Aserbajdsjan, gennem umindelige tider et mødested for folk fra meget forskellige kulturer og sociale baggrunde. Her på kysten af det Kaspiske Hav har mennesker, meninger, kulturer, økonomiske op og nedture, revolutioner, krige og jazzmusik sat hinanden stævne. Sådan måtte det ligegodt være i hovedstaden til et land der støder op til både Armenien, Georgien, Iran, Rusland og Tyrkiet. I denne kulturernes smeltedigel mødtes orienten med Europa, det sprit nye med det ærværdige gamle. Her findes Aserbajdsjans berømte tæppevæverier. Her mødes den lokale poesi med ældgamle persiske, kinesiske, arabiske og russiske poetiske traditioner. Her valfarter troende shiitiske muslimer til Bibi- beibat et par mil syd for Baku, hvor profetinden Bibi ligger begravet. Ligesom Zoroasters mystiske tilhængere tilbad ”den evige ild” som brændte ved Surachani templet ikke langt fra Baku. Den berømte oprører og røverhøvding Stenka Rasin havde nogle af sine tilflugtssteder her ved det Kaspiske Hav, som samtidig var hans foretrukne arbejdes plads, idet han røvede og plyndrede en del på disse kanter. Her digtede de lokale digtere videre på de tyrkiske gazhal (kærligheds poesi), som også har rødder langt tilbage i de persiske kulturer. Her var offentlige teatre før noget andet sted i regionen og en film industri blev etableret i 20´verne under navnet Aserbajdsjan film. Selvfølgelig er Baku også stedet, hvor den lokale musik tradition ”mugham” udfolder sig stærkest. "Mugham" er et modalt system, der er kendetegnet ved faste mønstre med lange og korte varigheder i de seks konstellationer (modi), som kendes fra poesiens versefødder. I modsætning til vestlige former er "mugham" ikke blot forbundet med skalaer, men med mundtligt overleverede samlinger af melodier og melodiske fragmenter, som kunstnere bruger i løbet af improvisation. "Mugham" er sammensat af mange dele. Valget af en bestemt mugham og en bestemt melodi passer til en bestemt begivenhed eller stemning. Den dramatiske udfoldelse er typisk forbundet med stigende intensitet og en form for poetisk-musikalsk kommunikation mellem kunstnere og publikum. 

Baku den gamle by


Baku den nye by på Vagifs tid

En lille historie fortalt af Vagif’s datter Aziza illustrerer fint, hvad der menes med de forskellige stemninger i mugham musikken:
”Engang improviserede min far på klaveret i den mugham toneart der kaldes ”Sjur”, der skaber en stemning af meget dybe, triste følelser. Medens far spillede, begyndte jeg at græde. Alle spekulerede på, hvad der gik af mig. Hvorfor græder hun? Mor indså sammenhængen mellem mine følelser og musikken. ”Vagif” sagde hun ” du skal ændre skalaen til rast. Som sagt så gjort, far ændrede musikken til rast, der er kendetegnet ved glæden og optimismen. Og ganske rigtigt med tårerne stadig løbende ned ad mine kinder, begyndte jeg at danse omkring i stuen. ”Se, se, hvad hun gør! Sagde mor, prøv at skifte tilbage til sjur! Så snart far skiftede tilbage i tonearten sjur begyndte jeg at græde igen højere end før. I det mindste er det, hvad jeg har fået fortalt - tilbage til rast, og jeg begyndte at danse igen.”
Ja Baku er al dette orientalske trylleri og mere til, for engang udvandt man over halvdelen af jordens forbrug af olie her. Historisk havde de lokale og tilrejsende altid forstået at bruge ”det brændende vand” på forskellig vis. Enten på stedet ved f.eks. af brænde kalksten ved naturlige brande som opstod hvor olie og gas sivede op fra undergrunden, eller ved at tage naturlig destilleret olie med til lamperne hjemme i husene. I 1859 lykkedes det at fremstille et produkt af råolien som kunne anvendes i lamper og i 1874 indførte de svenske brødre Nobel dampkraften ved olieboring.

Petroleumsanlæggene ved Baku (gammelt postkort)


Brand ved boretårnene ved Baku (gammelt postkort)

Moderniteten kommer til Baku
 Alt var således lagt tilrette, således at olie og gas forekomsterne ved Baku skulle gå hen og forsyne verden med halvdelen af dens olie forbrug. Først af alt betød det, at moderniteten i form af boretårne og petroleums fabrikker blev et hverdags syn i omegnen af Baku i en målestok, man ikke kendte andre steder i verden. Området hørte under den russiske zars imperium. Zaren gav fri adgang til udenlandsk kapital og investeringer overalt i sit mægtige rige. Netop de før omtalte Nobel brødre forstod dette vink med et boretårn og det varede ikke længe før det svenske firma havde snablen langt nede i undergrunden ved Baku. Af de 600 oliekilder, som blev udnyttet omkring 1876, ejede Nobel de 120. Alle de redskaber og maskiner driften fordrede, fabrikeredes på stedet. Man havde sine egne smedjer, maskinværksteder, støberier, tømmerværksted, tegnestuer og telefoncentral. Baku tiltrak arbejdskraft fra hele regionen samt Europa og inden længe voksede der et anseeligt proletariat frem her med sin egen dynamik og politiske kultur. Hvor der er fattige, er der også rige. Eller mere direkte de fattiges fattigdom er proportionel med de riges rigdom. Derfor fandtes der også en velhavende overklasse i Baku og der var spændinger mellem klasserne. Ikke nok med det, her var også en lokal og folkelig intelligens elite, m.a.o. alle ingredienser for en vellykket revolution var på plads. Oktober revolutionen af 1917, der som et stormvejr for henover zarens tidligere imperium, vakte de oprørske kræfter til live i Baku, hvor bolsjevikkerne nemt og hurtigt kom til magten. Under borgerkrigen, der fulgte efter revolutionen, kæmpede de kontrarevolutionære generaler og deres hære for at genindføre monarkiets herredømme. De blev udstyret med enorme mænger af våben og udrustning især fra Frankrig, England og Japan. Efterhånden blev det klart, at de kontrarevolutionære hære ville tabe, hvis ikke de fik hjælp udefra, hvilket ledte til det som er blevet kaldt den fremmede intervention – et ualmindeligt høfligt ækvivalent for et militærangreb. Året var 1918 da rumænske, engelske, amerikanske, canadiske, franske, italienske og japanske tropper gik til angreb på Rusland og oprettede brohoveder på Russisk territorium. Den fremmede intervention gik målrettet efter økonomisk strategiske knudepunkter så som Murmansk, Vladivostok og Baku som blev besat af den engelske hær med omkring 130.000 mand. Det britiske imperium brugte ved erobringer einzats-grupper til at udrense uønskede elementer, længe før Hitler Tyskland kom på samme tanke. Ved erobringen af Baku blev f.eks. 26 politiske kommissærer smidt op på en lastbil, kørt ud af byen og skudt. 

Englænderne besætter oliekilderne ved Baku


Mindesmærke for de 26 kommunistiske politikere fra Baku som englænderne henrettede

Imidlertid tabte den kontrarevolutionære general Denikin fodfæstet i regionen og i efteråret 1919 så briterne ingen anden udvej end at rømme Baku og dermed de eftertragtede oliefelter. I april 1920 drog Den Røde Hær ind i Baku og genetablerede Sovjetmagten. Aserbajdsjan blev i 1922 en del af Sovjetunionen, indtil 1936 indirekte, dvs. som en del af Den Transkaukasiske Socialistiske Sovjetiske Føderation (sammen med Georgien og Armenien). 1936-91 var Aserbajdsjan en unionsrepublik inden for Sovjetunionen. Sådan og ikke anderledes gik det til at Vagif Mustafa-Zadeh den 16. marts 1940 blev født som borger i Sovjetunionen og samtidig født ind i en stærk lokal kultur og tradition. På det tidspunkt var der ingen der vidste, at Nazi-Tyskland snart ville invadere Sovjetunionen netop for at få fingere i de eftertragtede oliekilder ved Baku og slet ingen kunne vide, at Baku skulle gå hen og blive værtsby for det europæiske melodi Grand Pris i 2012.

Lille Vagif

Jazz Jazz og atter Jazz
 Vagifs mor underviste i klaver på en nærliggende skole og det var især fra hende han fik interessen for de traditionelle musik former især "mugham". Tofig Guliyev (1917-2000), Aserbajdsjans nationalkomponist, var for længst begyndt at hanke op i den gamle og ærværdige musik tradition bl.a. ved at fusionere mugham med klassiske kompositioner og jazz og i 1939 indstiftede Tofig Guliyev, Aserbajdsjan State jazz band som havde mange talentfulde musikere. Ensemblet bestod af 4 saxofonister, 3 trompeter, 1 trækbasun, piano, guitar og forskellige percussion instrumenter.  Og jazz det var guf for Vagif Mustafa-Zadeh, han var altid på jagt efter nye jazz inspirationer. Hvad enten det var fra film, plader, radio eller fra Rachmaninov, hvis det var muligt. Folk, som kendte ham, fortæller, at han så film hvor der bare var den mindste jazz i baggrundsmusikken op til 20 gange. Vagif voksede op i den stemningsfulde gamle bydel (eller mere korrekt den indre bydel) med dens ringmur med små porte og de mange snævre og krumme gader som myldrede med liv. Ud fra alle vinduesåbninger kunne man høre den traditionelle musik klinge stort og rent. I den gamle del af Baku findes stadig fra persernes tid den gamle borg og det store tårn Kis-kalassi, steder der nok kan få fantasien til at løbe løbsk i de særeste jazz rytmer.

Aserbajdsjansk jazz her fra filmen ”Vores Gade”

Han sagde selv, at hans mor, havet og den gamle bydel var de betydeligste elementer i hans musikalske inspiration. Den gamle bydel "Ichari Shahar", fortæller musikeren Rafig Guliyev, var det bankende hjerte i Baku. Børn, der voksede op der, havde deres egen specielle stolthed. De var kort sagt anderledes end andre børn. Drenge der kom fra byen var lidt bange for den indre bys gutter. De var kendt for deres stædighed, deres aggressivitet og deres beslutsomhed.
Baku kaldes på den tid Kaukasus Paris. Her var liv og glade dage døgnet rundt og derfor også masser af musik, så alt i alt kom musikken til at fylde meget i unge Vagifs liv og han begyndte at studere musik på Baku Musikskole, hvorfra han dimitterede i 1959. Ligesom sin mor valgte han at udtrykke sig på pianoet. Hun var for øvrigt hans første musiklærer, idet han begyndte at spille som 3-årig. Den klassiske musik som Vagif tilegnede sig hjemme og på musikskolen blev for ham et nødvendigt grundlag for at spille jazz. Han har i den forbindelse sagt: ” Man er nødt til at nærme sig jazzen gennem symfonisk musik. Man kan ikke blive en professionel jazz performer uden at kende den symfoniske musik til bunds. Det er ikke umuligt. Man lærer aldrig at spille jazz uden at kunne spille Tchaikovsky, Rachmaninoff, Ravel, Mozart og Chopin. Og når det kommer til Bach, han er absolut nødvendig. Jazzmusikere, der ikke kender Bach, har ikke fået åbnet øjnene, som vi siger.”

Vagif Mustafa-Zadeh i arbejdstøjet

Vagif beskrev den vigtigste forskel mellem klassisk musik og jazz sådan som han så det: ”Der er ingen partitur i jazz kun visse rytmer, temaer og kompositioner nedskrives. Så er det op til musikeren at improvisere og vise, hvad han kan. I jazz udvikles sammensætningen af musikken i løbet af processen af det faktiske spil. Alt begynder fra det øjeblik, man sætter sig ned ved klaveret og begynder at spille.”
I modsætning til klassisk musik havde Vagif ikke nogen specifikke lærere når det kom til jazz. Han fandt sin egen vej ved selvstændigt, eksperimenterende og improviserende at afsøge jazzen dens muligheder. Han lærte traditionel jazz ved at lytte til Charlie Parker og Bill Evans. Vagif fortalte vennen Rafael Huseinov, "Jeg elsker Bill Evans så meget. Han er sådan en lyrisk og enestående pianist. Evans æder klaverturet." Så var der Cecil Taylor, Michael Tyner, Ahmad Jamal og andre. Blandt de sovjetiske grupper var han især glad for Lukyanov´s Ensemble, Kozlov og Nikolai Levinskij Ensemble.
Lokal berømmelse og i Sovjetunionen
Vagif havde udviklet en virtuos stil som passede godt til trioen og i 1963 dannede han den første trio af flere ”Kaukasus”. Sammen med ham var bassisten G. Nadirashvili og trommeslageren F. Shapsis. De optrådte på diverse lokale steder og festivaler samt rundt omkring i Kaukasus området bl.a. i Tbilisi, Georgiens hovedstad. Kærligheden til trioen kan meget vel føres tilbage til mugham musikken. Indenfor denne genre opstod trioen i slutningen af det nittende århundrede. Disse trio grupper var altid sammensat på samme måde af en sanger (khanende) som spillede på en gaval (percussion musikinstrument), en tar (musikinstrument) musiker og en kamanche (musikinstrument) spillere. 

Mugham trio - sanger spiller på en gaval, en tar musiker og en kamanche musiker.

Efterhånden blev det til pladeindspilninger samt TV og radio udsendelser og i 1969- 1970 var Vagif direktør for Aserbajdsjans statsorkester. I 70´erne eksperimenterede han en del med fusions jazz dvs. jazz sammensmeltet med den traditionelle mugham. Hvilket førte til dannelsen af en ny trio ”Mugham” som fik en enorm succes indenfor sit eget område etno-jazzen.
 Hans kendteste kompositioner er "Olie Rocks" (1966), "Aziz" (1969), i alt seks cyklusser (1971), "Minder om Tbilisi" (1977), "Det Kaspiske Hav" (1979), "Venter på Aziza" (1979) og Koncert for klaver og orkester, samt en del filmmusik.
I 1973 spillede han i Moskva ved en international koncert, hvor han repræsenterede Sovjetunionen.    Her spillede han bl.a. sammen med mexicanske og latinamerikanske musikere. Vagif forlod bogstaveligt ikke koncertsalen i to dage, men levede og åndede med musikken, sov på stolerækken vågnede op og jammede ind imellem sine solokoncerter. Vagif Mustafa blev vinder af festivalen "Tallinn-66", "Tallinn-67", Baku festival "Jazz 69" hele unionens Jazz Festival i Donetsk i 1977 og på jazz festivalen "Tbilisi-78" blev han kåret som bedste pianist. 

Vagif døde af et hjerteanfald ved en koncert under udførelsen af ​​nummeret "Venter på Aziza" 16. december 1979. Han blev bare 39 år. Stykket ”Venter på Aziza” har sin helt egen historie. Aziza er Vagifs datter, som han ofte fulgte til skole om morgnen. Folk, som så dem, fortæller at Vagif lige til de nåede skolegården tjekkede om alt var i orden. Han sad på hug og undersøgte hendes snørebånd, knappede en knap så efter om hun manglede noget, trak hende kærligt i fletningerne inden han endelig måtte lade hende løbe. Behøver jeg at sige, at Aziza i dag er en anerkendt jazz musiker på sine egne betingelser.


Vagif sammen med datteren Aziza



I dag er Aziza en anerkendt jazz musikere

Tiden der fulgte
Den 28. juli 1989 stiftede man i Baku museet til minde om Vagif Mustafa-Zadeh, som en afdeling af Aserbajdsjans Stats musikmuseum.  Museet har indsamlet 1.214 udstillingsgenstande. Billeder, plakater, grammofonplader, forskellige dokumenter, kunstværker, husholdningsartikler og andre ting relateret til Vagif Mustafa Zadehs liv og musik. Museet består af tre værelser. Udstillingen byder på fotografier og papirer der vedrører Vagif Mustafa Zadehs liv og arbejde samt personlige ejendele og andre artefakter. Museet har hvert år på hans fødselsdag den 16. marts en særlig begivenhed dedikeret til mindet om denne berømte jazz komponist og pianist. 2012 fik museet et portræt af Vagif Mustafa udført af den russiske kunstner Nikas Safronov.
2013 den 16. marts udgav Heydar Aliyev en  CD  og en bog skrevet af Rauf Farhadova om Vagifs liv og arbejde. Som anmelderne skrev så efterlader Vagifs musik ingen uberørt. Ingen tvivl om at han også i en global sammenhæng er blandt de absolut mest betydningsfulde. Lytter man i dag til de gamle optagelser er det udover Vagifs eminente virtuoserier, sammenspillet og den helhed som musikken udtrykker som slår en. Bassen der altid ligger tæt op af Vagifs piano rytmer uanset hvilken bassist han spiller sammen med og trommen, som på eminent vis samler rytmen til melodiske helheder. Hver gang jeg lytter til denne musik forbavses jeg lige meget – forbavses og henrykkes. Man kan så spørge sig selv hvorfor Vagif aldrig blev et verdensnavn. Svaret skal findes i den særlige atmosfære af had og eksklusion af de andre under den kolde krig. Den Kolde Krig skabte en afgrund i relationerne mellem Sovjetunionen og Vesten og påvirkede Vagif  for livet, især hvad angår hans muligheder for at blive kendt som jazzpianist og komponist uden for det område man i vesten kaldet "Jerntættet ".

Mindesmærke for Vagif Mustafa-Zadeh i Bakus gamle bydel

 

Vagif Mustafa-Zadeh - en jazz mester ved klaveret


                  

                                                            Aziza står ikke tilbage for hendes far


lørdag den 17. august 2013

Løgnen om Sjostakovitj



Sjostakovitj lægger sit øre imod sit lands hjerte og hører en mægtig og storslået sang
 ( Alexei Tolstoj – sovjetisk forfatter)

”Hvad angår fænomenet Sjostakovitj får jeg ondt af de mennesker – musikere såvel som ikke musikere – for hvem det vigtigste spørgsmål er om han var ”pro sovjet” eller ”anti sovjet””
(Elena Basner)

Dmitrij Dmitrijevitj Sjostakovitj 1906 - 1975
Hvad skal man stille op med den sidste spildtid i lufthavnen inden flyverens afgang? Der er jo altid baren og den sidste mulighed for at smage på et lands øl endnu engang. Har man glemt at købe gaver til dem derhjemme, kan man skynde sig ned i den ”duty free” og se, om de ikke har noget brugbart krimskrams. Engang jeg havde forvildet mig ind i afdelingen med souvenirs i St. Petersborgs udenrigs lufthavn, fandt jeg mig selv foran reolen med CD´er. Russisk folkemusik, klezmer, kirkemusik, sojvetpop var der en masser af, men Dmitri Sjostakovitj ”Leningrad Symfonien” dominerede. Alene denne symfoni fyldte en hel hylde for sig selv af identiske eksemplarer. En autentisk souvenir, fra dengang byen hed Leningrad, var åbenbart et eftertragtet trofæ.  

Billetter til Sjostakovitjs 7. symfoni der opføres i det belejrede Leningrad under 2. verdenskrig  

Løgnen om Sjostakovitj
Sovjetkomponisten Sjostakovitj opnåede stor popularitet i vesten under 2. verdenskrig, hvor Sovjetunionen var vores allierede. Det gjaldt i særdeleshed ”Leningrad Symfonien”, hvor mange i vesten kunne identificere sig med musikkens evne til at vække en stemning af trods, modstand og vilje til sejr. Alligevel opfattede flertallet i vesten Sjostakovitj som alt for pro sovjetisk. Ingen anden russisk komponist havde hyllet sovjetiske og revolutionære værdier så kompromisløst som han. Før man i vesten virkelig kunne tage Sjostakovitj musik til sig, manglede man noget som kunne distancere hans musik fra Sovjetunionen og dette noget viste sig i form af en forfalsket biografi af Sjostakovitj. En tidligere sovjetisk musikjournalist, Solomon Volkov, som var emigreret til USA sprang ud som dissident og kritiker af Sovjetunionen. Under den kolde krig kunne det være en ret så indbringende business. En del dissidenter og ekskommunister skabte millionformuer på bøger, film og foredragsvirksomhed, der dæmoniserede Sovjetunionen. For at nævne nogle af de kendte: Arthur Koestler, Jan Valtin (pseudonym for Richard Krebs) og Victor Kravchenko. Modsat de 3 herrer, som alle udelukkende skrev skønlitteratur (som imidlertid blev opfattet som virkeligt), udgav Solomon Volkov en bog, som han påstod var Sjostakovitjs selvbiografi.     Testimony: The Memoirs of Dmitri Shostakovich”. I parentes kan det meddeles, at bogen udkom efter Sjostakovitjs død. I forordet til bogen fortæller Volkov om bogens tilblivelse. Han og Sjostakovitj diskuterede forskellige emner, hvorefter Volkov spurgte komponisten ud og renskrev det hele. Sjostakovitj gennemlæste derefter alt, kapitel for kapitel og på første side af hvert kapitel skrev han: gennemlæst D. Sjostakovitj. Her viser bogens første svaghed sig temmelig tydeligt. Bogen er skrevet af Solomon Volkov i førsteperson ental, som om det er Sjostakovitj selv der skriver. Bogen var ikke alene en lang tilsvining af Sovjetunionen, kommunismen og de sovjetiske politikere, men også en ligeså ondskabsfuld tilsvining af andre sovjetiske og russiske komponister, musiker og dirigenter samt et par udenlandske ditto. Året var 1979 kort inden Sovjetunionen intervenerede militært i Afghanistan og den kolde krig antog nye skingre højder. Her var, hvad man stod og manglede, en unik mulighed for at adskille Sjostakovitj fra sovjetisk musik og politik samt en øjenvidne beretning om livet i ondskabens imperium. Det var svært at få armene ned og mange roste bogen til skyerne uden at have læst den. Det gjaldt i første omgang de pro fascistiske russiske emigrant miljøer i vesten, antisovjetiske konservative miljøer, men også mange almindelige mennesker sprang begejstret på vognen. I 1979 havde en antisovjetisk diskurs for længst afløst enhver kritisk sans i vesten, så på mange måder bekræftede Solomon Volkov bare det, vi mente at vide i forvejen.   

Volkovs bog tegner billedet af en tragisk personlighed
 

Virkelighedens Sjostakovitj var også en munter og drenget fyr  
 Bogen blev og bliver stadig flittigt citeret i artikler og koncertprogrammer overalt i vesten, ikke mindst i Danmark, hvor sovjet forskrækkelsen har nået nye højder her 20 år efter Sovjetunionens opløsning. Al dette til trods begyndte der at lyde advarende røster om Volkovs bog. Folk der havde kendt Sjostakovitj kunne ikke genkende ham i Volkovs ondskabsfulde karikatur. Sjostakovitj enke og børn tog afstand fra store dele af bogen og det samme gjorde flere kendte sovjetiske komponister, som havde været Sjostakovitj elever. I et brev til tidsskriftet Literaturnaia gazeta tog 6 af Sjostakovitj tidligere elever stærkt afstand for Volkovs bog. Alle 6 var på dette tidspunkt højt estimerede komponister, dirigenter og musikere nemlig: V.Basner, M. Weinberg, K.Karaev, Ju. Levitin, B. Tishchenko og K. Khachaturian. I vesten blev dette brev straks affejet med den begrundelse, at de 6 personer var blevet tvunget til at skrive brevet af KGB. Denne holdning passede ind i vestens antisovjetiske diskurs så den blev uden videre taget for gode varer. Efter Sovjetunionens opløsning har de, af de 6 som stadig lever heriblandt B. Tishchenko, afvist denne uhistoriske bortforklaring. Børn af de som er døde har bekræftet, at deres fædre skrev brevet af egen vilje, indignerede som de var over Volkovs tilsvining af  Sjostakovitj minde. En anden mangeårig ven af Sjostakovitj Galina Pavlovna Visjnevskaja udtalte, at hun ikke genkendte Sjostakovitj fra Volkovs bog.
 

Boris Kustodiyevs portræt af Dmitrij Sjostakovitj som dreng
Mystisk episode som mellemspil
Lige inden udgivelsen af ”Testimony: The Memoirs of Dmitri Shostakovich” henvendte forlaget Harper & Row sig gennem en at sine agenter til Sjostakovitj kenderen Genrikh "Henry" Orlov og bad ham om at læse manuskriptet og kommentere på det. I første omgang afslog Orlov at medvirke, bl.a. fordi betingelserne var for mystiske. Han skulle læse manuskriptet under overvågning, han måtte ikke tage noter og aldrig udtale sig om det han læste med mindre Harper & Row udbad sig en udtalelse. Imidlertid lempede Harper & Row betingelserne og Orlov indvilligede i at gennemlæse manuskriptet samt at skrive en anmeldelse – som kun var til forlagets eget brug. På det tidspunkt vidste Orlov, at hans vurderinger ikke kunne påvirke udgivelsen af bogen, da den allerede var i trykken. Det mystiske ved hele denne historie var imidlertid den gavmildhed, hvormed Harper & Row betalte Orlov ikke for hans arbejde men for hans tavshed! Hvad var så motivet til at inddrage Orlov i processen? Ifølge Orlov selv måtte det være for at neutralisere, hvad der kunne blive en opponent eller en farlig anmeldelse. Orlov forsikrer imidlertid, at hverken forlaget eller Volkov på det tidspunkt havde noget at frygte. Han havde ingen planer om at publicere noget om Volkovs bog. Tværtimod så snart han var blevet bekendt med manuskriptets indhold lagde han hele denne sag bag sig så hurtigt som muligt. På det tidspunkt var jeg akademisk forsker med speciale i Sjostakovitj værker og Volkov var forfatter til sensationelle pseudobiografier skriver han. I den anmeldelse af manuskriptet til ”Testimony: The Memoirs of Dmitri Shostakovich”, som Orlov skrev til Harper & Row, står der bl.a.:           ” Begribeligvis handler bogen ikke om musik. Interesserer man sig for Sjostakovitj kompositioner eller sovjetisk musik kultur, så er her ikke meget at komme efter: der er ingen referencer fra eller citater fra kompetente kilder, kun få eksakte data, de fleste navne udeladt, men til gengæld et væld af hæmningsløse rygter. Orlov gør ligeledes opmærksom på de mange selvmodsigelser der var i manuskriptet, f.eks. omkring den 7. symfoni (Leningrad symfonien). Et sted lader Volkov Sjostakovitj røbe, at temaet til symfonien blev til langt før krigen. Et andet sted siger Sjostakovitj så (gennem Volkov), at hele symfonien blev til under indtrykket af krigen. Volkov har sin egen dagsorden og han viger ikke tilbage for at fordreje komponistens udsagn omkring denne milepæl i hans kompositoriske virksomhed. Baggrunden for disse selvmodsigelser skal findes i Volkovs slet skjulte dagsorden. 

Dmitrij Sjostakovitj ved en fodboldkamp med hans ynglings hold Zenit Leningrad

Oprigtigt had og / eller kynisk manipulation for simpel vinding
Volkovs dagsorden var en så grundig tilsvining af Sovjetunionen som overhovedet muligt. Imidlertid må han have været ganske klar over hvilke indtjenestemuligheder en sådan bog også rummede. Om han var i forbindelse med efterretningsvæsnet, medens han udarbejdede og forbedrede manuskriptet, ved vi desværre intet om. Den kritiske journalist William Blum, som har specialiseret sig i ”den kolde krig”, har dokumenteret, at CIA stod bag over 1000 bøger spækket med anti sovjetisk propaganda udgivet på allehånde dækforlag. På den baggrund kan man godt forestille sig, at efterretningstjenesterne i USA har haft en finger med i spillet omkring Volkovs bog. På denne tid havde efterretningstjenesten i USA udviklet en strategi for påvirkning af den offentlige mening. Strategien var enkel: sammenblanding af løgn og sandhed! Og netop på dette punkt matcher Volkovs bog om Sjostakovitj efterretningstjenestens strategier. Bogen forsikrer, at Sjostakovitj altid konsekvent mente det diametralt modsatte af, hvad han i sit virkelige liv udtrykte og gjorde. Ingen anden komponist har bragt så meget hyldest til Sovjetunionen som Sjostakovitj, men det var netop det snedige forsikrede Volkov os. For hver gang Sjostakovitj udtalte sig positivt om Sovjetunionen, mente han lige det modsatte som f.eks. med Leningrad symfonien. Leningrad symfonien handler ikke om modstanden imod den tyske invasion men om noget meget værre, siger Volkov. Og dette værre er Stalin bliver vi forsikret om, at Volkov ved samme lejlighed relativerer nazismens ideologi og forbrydelser bryder han sig stort om, det gælder for ham om at få skovlen under Sovjetunionen og al dets væsen. At Sjostakovitj venner reagerede med rædsel på sådanne påstande er nemt at forstå i dag, men dengang lyttede man overhovedet ikke til stemmerne fra ondskabens imperium.

Intermezzo  
Læser man Nikolai Malkos erindringer om Sjostakovitj får man indtryk af en drenget og livlig person. På en eller anden måde lykkedes det Volkov at fremstille samme person som en tragisk personlighed. Hvorom alting er, så sætter Volkovs bog sine spor. I begyndelsen var der kun få stemmer i vesten som satte spørgsmål ved bogens ægthed, men efterhånden indså flere og flere bogens svagheder. Sjostakovitj kenderen Laurel Fay kom med en sønderlemmende kritik af Testimony, men denne kritik var stor set kun kendt indenfor akademiske kredse. Volkovs bog blev stadig flittigt citeret og oplag fulgte på oplag. Så kom en bog i 1998 af Allan B. Ho og Demitri Feofanov ”Shostakovich Reconsidered” (på Harper & Row samme forlag som udgav Volkovs bog). Denne bogs forfattere tilbageviste på en egen brutal måde Laurel Fay kritik og segmenterede sandheden i Volkovs bog ”Testimony: The Memoirs of Dmitri Shostakovich”. Mange godtede sig, andre trak på skulderen og nogle tog en ekstra indånding heriblandt Laurel Fay.

Partituret til 10. symfoni af Dmitrij Sjostakovitj
Laurel Fay knytter næven
Laurel Fay havde flere gange forsøgt gennem Harper & Row at få adgang til at se original manuskriptet på russisk til Testimony. Dette var imidlertid udelukket – ingen uden forlaget, Volkov selv og så Genrikh "Henry" Orlov havde set manuskriptet. Imidlertid havde Volkov lavet et eller flere kopier, dengang han som dissident kom til USA. Disse kopier cirkulerede blandt russiske dissidenter og immigranter, som han håbede kunne hjælpe med udgivelsen af bogen. Af forskellige veje kom en sådan kopi i hænderne på Sjostakovitj familie, der inviterede Laurel Fay til at føle manuskriptet på tænderne. Dette førte til den endelige afsløring af Volkovs forfalskede biografi. Laurel Fay afslørede følgende: Alle bogens kapitler havde nummer øverst på midten af siden, skrevet med samme skrivemaskine som teksten. Undtagen første side af hvert kapitel, hvor der var en bred margen for oven. Hele manuskriptet var nummereret fra side 001 til 404. Denne nummerering var tilføjet med stempel og man må regne med, at det drejer sig om en senere nummerering end kapitlernes nummerering. Side 1 i samtlige kapitler var afskrifter af korte artikler som Sjostakovitj på et eller andet tidspunkt havde publiceret. Ikke så mærkeligt at Sjostakovitj skrev ”læst” på disse sider. Artiklerne var ordrette efter Sjostakovitj egne artikler, selv tegnsætningen svarede til originalerne. Da siderne som Sjostakovitj skrev under på ikke havde noget nummer, kunne han ikke vide at de senere ville blive brugt i en hel bog. Imidlertid var der andre hårrejsende overraskelser i manuskriptet. I de sider Sjostakovitj har godkendt kan man se, at nogle linier her og der er bort reducerede. I første kapitel er den ren gal. Første side af dette kapitel, der åbner op med en svada af anklager imod Sovjetunionen, er nemlig ikke godkendt af Sjostakovitj. Siden er nummeret som side et skrevet med hånden og først på side 3 står Sjostakovitj kommentar ”læst”. Side 3. er da også afskrift af en harmløst artikel Sjostakovitj publicerede på sin 60 års fødselsdag. Ydermere har denne side også en bred margen foroven ligesom de andre begyndelsessider til hvert kapitel. Volkov havde altid fastholdt, at alt i bogen var nyt, at intet i teksten tidligere var publiceret. Pludselig kunne han huske, at noget af teksten havde været publiceret i russiske musik blade. Komponisten Tishchenko, Sjostakovitjs elev og fortrolige musikalske medarbejder, sammenfatter Volkovs bog i nogle få men manende ord: ” Spørgsmålene om denne bog forfølger mig stadig. Jeg har imidlertid et kort og fyldestgørende svar. Dette er ikke Sjostakovitjs erindringer, det er heller ikke en bog af Volkov om Sjostakovitj, men en bog af Volkov om Volkov”.   
 Laurel Fays afsløringer blev publiceret i en samling af artikler i bogen ”A Shostakovich Casebook” redigeret af Malcolm Hamrick Brown. Artikel forfatterne til denne bog går kritisk i dybden med Volkovs påstande. En del af artiklerne peger dog også fremad.  
For nylig genudsendte DR K en ”dokumentar” om Sjostakovitj, i denne film spiller Volkov og hans sympatisører en stor og afgørende rolle. Filmen har samme ejendommelighed som Volkovs bog – den handler overhovedet ikke om musik.    

Komponisten Boris Tishchenko gav ikke 5. potter pis for Volkovs bog

Scherzo
Laurel Fay har endelig fået skovlen under Volkov og hans bog samt løgnen om Sjostakovitj. Vi kan ånde lettet op, for det var ikke sandt at Sjostakovitj: hele sit liv levede som en fremmed i det sovjetiske samfund. At han ikke kunne udholde dette samfund og derfor levede et dobbeltliv gennem alle årene. At han tilegnede sin musik til personer som han foragtede. At han hundredvis af gange lagde hovedet på blokken på, at han beundrede et folk og et socialt system som han hadede. At han ikke engang anså sin berømte syvende symfoni for en anklage imod fascismen. At finalen i den femte symfoni ikke var en hymne til triumfen over ondskaben men faktisk det modsatte. At scherzoen i tiende symfoni var et musikalsk portræt af Stalin. Al dette ondsindede nonsens kan vi nu smide på møddingen, hvor det hører hjemme. I stedet må vi lære at leve med den kendsgerning, at Sjostakovitj på godt og ondt var en del af sovjetsamfundet. At han faktisk var begejstret på første maj og derfor skrev musik der udtrykte denne begejstring. At han faktisk var begejstret over genopbygningen af Sovjetunionen efter 2. verdens krig og derfor skrev begejstret musik om genplantningen af skovene. Han ønskede at være midt i det pulserende liv med sin musik. Intet undgik hans kunstneriske opmærksomhed som Henry Orlov skriver:
” Han parodierede rytmer og melodier fra Offenbachs operetter, danse hals melodier, cirkus shows, vulgære sange og platte viser som han brugte sammen med burleske brudstykker fra Beethoven, Bach, Haydn og Weber. Og han brugte disse forskelligartede inspirationer med deres hurtige skiftende stilarter og valører på en måde, der kan minde om filmiske montager – en mulig forlængelse af hans arbejde som pianist (i hans unge dage) ved diverse stumfilm forevisninger”. Senere i livet udtrykte han gerne gennem sin musik personlige sider ved hans eget liv, men i sin ungdom fæstnede han sit blik på de flygtige billeder af det turbulente moderne liv og ligesom en gadekunstner, skyndte han sig at komme op med hastigt skitserede portrætter.      
 

Dmitrij Sjostakovitj slapper af sammen med familien
I bagklogskabens spejl
Diskussionen om Sjostakovitj og Volkovs bog om samme ser, for mig, ud som et gigantisk forsøg på at omskrive et menneskeliv så det bliver acceptabelt for et vestligt publikum med alle vores etnocentriske fordomme og vores absolutistiske tro på egen omnipotens. At medgive bare det mindste plus til livet i Sovjetunionen opleves som en fornægtelse af os selv. Derfor er der kun en måde, hvorpå vi kan omfavne Sjostakovitj og hans musik ved at afsnøre ham fra hans historiske sammenhæng. Vende ham på hovedet og når tæppet falder efter denne metamorfose, klapper vi som gale. Vi klapper af den forvandlede person deroppe på senen, det er nemlig os selv. Og glem så ikke musikken, der sammen med personen også gennemgik en tiltænkt transformation – musikken er ikke længere den skræmmende lyd af det fremmede. Nej musikken er lyden af vores egne idiosynkrasier vores eget ethnos.

But you don't really care for music, do you?
(Leonard Cohen)

Til trods for at løgnen om Sjostakovitjs i dag er åbenbar sparer koncerthusene ingen midler på at promovere denne løgn. Det bestyrker mig i denne klummes antagelse, at borgerskabet ikke er i stand til at nyde musikken uden denne løgn. Man kan sige de hører musikken gennem fordomme og stereotyper om Sovjetunionen og producerer en forestilling om musikken som modbillede til alt det de er bange for og hader.   
DR koncerthuset er særlig gode til at promovere synspunkterne fra løgnens skattekammer ”Testimony”. Fra koncertprogrammet for 2016 hedder det bl.a. ”Sjostakovitjs store 10. Symfoni er et af hans mesterværker, og beskriver menneskets kamp for at overleve i et tyranni”. Denne opfattelse af 10. Symfoni stammer fra Solomon Volkovs bog ”Testimony”, hvor Volkov påstår at andensatsen er et portræt af Stalin. Hertil svarer Maxim Sjostakovitjs (komponistens søn): "Jeg tror ​​nogle musikforskere satte denne idé i verden. Andre gentog den. Jeg tror ikke på det på den måde. Far sagde aldrig det var et portræt af Stalin." (Los Angeles Times: Was He or Wasn't He? November 29, 1998. Chris Pasles). Hertil kommer så, at hele bogen Testimony er løgn fra side et til slut.
De sidste par år
Er der kommet flere bøger om Sjostakovitjs som er læseværdige og mere eller mindre befriet for ideologisk krigsførelse m.a.o. det handler om musikken:
Andrew Kirkman: “Contemplating Shostakovich: Life, Music and Film”. Routledge; Revised ed. edition (December 13, 2012).


Michael Rofe: “Dimensions of Energy in Shostakovich's Symphonies”. Routledge; New edition (November 22, 2012). 

Sjostakovitj modtog mange priser gennem sit liv:
 
Den socialistiske arbejders helt
1966: Den socialistiske arbejders helt
1946, 1956 & 1966: Lenin ordenen
1971: Oktober Revolutionens orden
1940: Det Røde flags orden
1972: Folkeslagenes venskabs orden
1948: Folkets kunstner af RSFSR
1954: Folkets kunstner af USSR
1954: International Freds pris
1958: Leninprisen for 11. symfoni
1941: Stalinmedaljen af 1. klasse for Piano kvintetten
1942: Stalinmedaljen 1. klasse for 7. (Leningrad) symfoni
1946: Stalinmedaljen 2. klasse for trio
1950: Stalinmedaljen af 1. klasse for musik til filmen (Встреча на Эльбе) Mødet på Elben.
1952: Stalinmedaljen for kor for 10 digte
1968: USSRs statspris for musikken til digtet Stephan Razins henrettelse
1974: Glinka statsprisen af RSFSR for den 14. stryger kvartet

Claus Oreskov ved Dmitrij Sjostakovitjs grav på Novodevitjij kirkegården i Moskva. Kære medborgere det var et stort øjeblik for mig 

 

Leningrads Statsorkesters bygning hvor de fleste af Dmitrij Sjostakovitjs symfonier blev uropført  





 Sjostakovitj fortæller om kampen imod fascismen og  fremfører  et brudstykke af den 7. symfoni