Lidt om den hellige tosse Ivan Jakovljevic Koreisha (1783 – 1861)

 Hellig tåbe, tosse, eller slet og ret åndsvag er forskellige fordanskninger af det russiske jurodivy (юродивый). Jeg vil i det følgende bruge flere af disse betegnelser sådan lidt i flæng, fordi vi ikke helt har et dækkende begreb på dansk. Denne særlige kategori af helgener benævnes ”Velsignede” i den russiske kristne tro. 

Ivan Koreyshi kom til verden et sted i Smolensk området muligvis i landsbyen Inkov. Han påbegyndte et studie på Smolensk teologiske seminar men forlod studierne uden at blive færdig. I stedet levede han en tid som omvandrende pilgrim, for til sidst at slå sig ned som eneboer. Bønderne opførte en hytte til ham og herfra gav han gode råd og vejledning, til de der søgte ham samt til de der ikke søgte ham. 

En gang forbød han en ung kvinde at gifte sig med sin forlovede. Uheldigvis for Koreisha var kvindens forlovede adelig og han fik udvirket, at et hold af læger så nærmere på Koreishas mentale beskaffenhed. Han blev erklæret sindssyg og da man ikke havde et sindssyge hospital i Smolensk, sendte man ham til Moskva. Her ankom han i 1822 til Forklarelses (Transfiguration) hospitalet som er beliggende i Moskva på Matrosskaya Tishina gaden. I dag hedder hospitalet Psykiatrisk hospital №3 V.A.Giljarovskij. Idet det er opkaldt efter en berømt sovjet russisk psykiater Vasilij A. Giljarovskij (1875 -1959).

Psykiatrisk hospital №3 V.A.Giljarovskij

Koreisha forblev på Forklarelses hospitalet til sin død i 1865. Under det lange ophold på hospitalet opnåede han en enorm popularitet som hellig åndsvag blandt Moskvas befolkning. Koreisha var helt klart dement, som det fremgår af lægernes udsagn i journalen. I journalen står bl.a. også, at han er uhelbredelig. Samtidig var han en paranormal personlighed, eller han blev tilskrevet paranormale evner, alt efter hvordan man ser på det. Man mente, at han kunne se ind i fremtiden og han blev i denne egenskab opsøgt af bønder og borgere så vel som adelige.

 Ivan Jakovljevic Koreisha (1783 – 1861)

I starten af hans ophold på hospitalet havde han en kummerlig tilværelse i et usselt kælder værelse, som oftest iført spændetrøje. Imidlertid kom der bedre tider og Koreisha fik et bedre logi på hospitalet. Han havde ikoner på alle væggene så besøgende følte sig hensat til et kapel. Foran ikonerne var der lysestager så de besøgende kunne tænde lys for de hellige billeder. Normalt var her mange besøgende fra nær og fjern. I et hjørne lå Koreisha delvis dækket af et tæppe. Han foretrak at blive i sengen for det meste. Hans tøj var af en mørk farve lærred modsat de andre patienter der gik i hvide klæder. Hans skjorte ville under alle omstændigheder se mørk ud for han spiste alle sine måltider i sengen og det uden bestik. Selv suppe spiste han med hænderne. For det meste var han tavs og svarede kun sjældent på de mange spørgsmål de besøgende havde på hjerte. Når han talte var det usammenhængende og i en stavelses ord, der for det meste ikke hang sammen med det han blev spurgt om. Han kunne skrive og der er bevaret omkring 30 korte noter fra hans hånd. Folk der besøgte ham nedskrev hvad de oplevede og en typisk ordveksling kunne se sådan ud:

Spørgeren: ”Skal A tage til Sct. Petersborg her til Vinter?”

Koreisha: ”Som det passer ham”

Spørgeren: ”Hvad vil der ske med Guds tjener A?”

Koreisha: ”Den hellige ånd”

Spørgeren: ”Hvordan vil det gå med Guds tjenerinde Ekaterina?”

Koreisha: ”Ligesom i 1854. Den 5. januar”

Det var sådanne orakel lignende svar på en blanding af russisk, kirkeslavisk og med enkelte ord på græsk, der bekræftede Koreishas ry som en Guds clairvoyante udsending.

Han blev opsøgt på grund af dette ry som clairvoyant. Hverken hans tilhængere eller modstandere omtaler, at han skulle have udvist nogen form for næstekærlighed. Omvendt kunne han behandle de besøgende råt og hengav sig ikke til nogen form for gode gerninger. Han havde en hypnotisk magt over sindene og han indgød frygt hos dem der søgte om hans råd og modtog dem. Imidlertid fandt der et virkelig mirakel sted der på sindssygehospitalet, hvor Koreisha opholdt sig. Hospitalsledelsen besluttede nemlig at tage entré for de mange hundrede besøgende der dagligt valfartede til Koreishas sygeleje. Det var store summer der kom ind, og pengene gik til forskning og til hospitalets drift. Forklarelses hospitalet blev derved Ruslands mest moderne hospital for sindslidende med de bedste læger og den bedste behandling!        

Da han døde var der et forsøg på at stjæle hans lig, idet man betragtede den dødes krop som en kostbar helgenlevning. Tusinder af mennesker deltog i hans begravelse og på bare fem dage blev der afholdt over to hundrede dødsmesser til hans ære. 

  

Forfatteren til den berømte roman ”Krig og Fred”, Leo Tolstoj, skriver om Ivan Jakovljevic Koreisha i romanen ”Barndom opvækst og Ungdom”. I kapitlet Åbenhjertig Samtale med en Ven, står der om Koreisha:

” – du har sikkert hørt tale om denne Iván Jakólevitsj, om hvordan det hedder sig, at han er forrykt… i virkeligheden er han et menneske, der er værd at lægge mærke til. Ljúbov Sergéjevna er stærkt religiøs, må du vide, at hun har en dyb forståelse af denne Iván Jakólevitsj. Hun besøger ham ofte, underholder sig med ham og giver ham også penge, hun selv fortjener, til uddeling mellem de fattige. Hun er en enestående kvinde – du vil selv få det at se. Jeg var altså med hende henne hos Iván Jakólevitsj, og jeg er hende inderligt taknemmelig for , at jeg lærte denne højst mærkelige mand at kende… Men mor ser helt anderledes på det; det hele er overtro, overspændthed eller hvad ved jeg..”

Lev Tolstoj

Mon ikke Leo Tolstoj i de to betragtningsmåder på Koreisha, den ene negativ og den anden positiv, meget fint gengiver moskovitternes syn på denne hellige tosse.

I Rusland var troen på de hellige tåber en folkelig overlevering af den ortodokse kirkes lære. Der cirkulerede til stadighed de fantastiske historier om de hellige tosser og de mange mirakler de bevirkede. Gennem disse mange fortællinger, der fortrinsvis cirkulerede blandt lægfolk, bidrog almindelige troende til den fælles fortælling om Guds indgriben og tilstedeværelse i hverdagen. Lægfolket i den russiske kirke var på denne måde, ikke blot passive modtager af teologiske spekulationer, men var selv med til at forme den fælles religiøse fortælling. Præsterne og det kirkelige hierarki var ikke altid lige fornøjet med den folkelig udgave af kristendommen og det var derfor i brydningen mellem forskellige opfattelser, at den fælles fortælling blev til og forandredes.

Koreisha havde stor folkelig sympati og blev også positivt påskønnet af flere præster og biskopper. Alligevel var det ikke nok til, at han blev helgenkåret. Hvilket ikke har forhindret, at der opstod en kult omkring hans minde – en kult, hvor han agtes og tilbedes som en hellig person. 

                               Koreisha

På sporet af Koreisha

Koreishas grav findes på kirkegården ved Elias Kirken i Cherkizovo som den stadig kaldes selvom landsbyen Cherkizovo for længst er opslugt af Moskva. Eller måske skal man kalde det for en Moskva forstad, for det var godt nok en lang tur med metro fra Moskvas centrum. Jeg siger det var en lang tur, fordi vi faktisk var nogle stykker der tog turen derud for at snuse til atmosfæren ved helgenens grav. Så hvorfor ikke begynde med begyndelsen i stedet for alle disse irriterende omsvøb.

Camilla og Lisbeth på cafe inden turen gik med metroen 

på jagt efter Koreisha 

Vi var en læsegruppe fra Helsingør der var på tur til Moskva for at gå i sporet på romanen Mesteren og Margarita af den russiske forfatter M. Bulgarkov.

 En sen eftermiddag sneg min kone Miriam, Lisbeth, Camilla og jeg os uset af de andre ud af hotellet. Vi havde sat os for at finde frem til Koreishas grav. 

Udstyret med et mangelfuldt kort jeg havde fundet på nettet og en note med Koreishas og kirkegårdens navn på russisk tog vi fortrøstningsfulde med metroen der ud af. Og kære venner som sagt det var en lang tur. 

Bebyggelserne forandredes til stadighed og det samme gjorde menneskene. Vi var m.a.o. langt fra turistens Moskva, så der var oplevelse på alle hylder. Vi kom tæt forbi hospitalet, hvor Koreisha havde tilbragt så mange år af sit liv. Imidlertid fór metro toget videre og endelig mente vi nok vi kunne stå af. Uf for en oplevelse, det hele stemte ikke rigtig med kortet. 

Lige udenfor metrostationen lod Miriam sig velvilligt fotografere sammen med et sovjetisk lokomotiv 

Vi genkendte kun metrostationen så vi måtte være på rette vej. Vi traskede så omkring i et enormt parklignende område. Vi spurgte forskellige om vej og nogen mente vi skulle i den retning og andre mente i den modsatte retning og ingen anede hvem Koreisha var! Vi fik endda fat i to betjente men de vidste hverken ud eller ind. Vi var nu kommet ind i et område med kolonihaver på den ene side og grønne områder til den anden side. De andre så en kirke kuppel langt borte, men så forsvandt kuplen bag noget byggeri.

”Det kan du knageme ikke være bekendt Koreisha” sagde jeg i mit stille sind ”nok er du mærkelig og nok er vi også mærkelige, men kan du ikke lige hjælpe os lidt på vej”. 

I det samme kom en mand hen til os og spurgte, hvad vi ledte efter. Puh ha det var dejligt, især også fordi han var den første, der med det samme vidste hvem Koreisha var. Nu kunne han blot russisk og vores russisk kundskaber var ikke de allerbedste. Alligevel lykkedes det os at klare sagerne og for en sikkerheds skyld tegnede han et kort, så vi selv kunne finde vej det sidste stykke. Kirkegården lå ikke så langt væk. Han tegnede også Koreishas grav ind på kortet. Den ligger til højre for indgangen. ”Fint” sagde jeg til den imaginære Koreisha ”nu skulle der ikke være flere forhindringer”. Koreisha svarede med en munter tavshed som ikke lovede noget i verden. 

For en sikkerheds skyld tegnede han et kort, 

Endelig fandt vi kirkegården og efter lidt søgen graven. Den var smukt indhegnet og her var et ikon af den hellige tosse samt en lysestage så pilgrimme kunne bede med lys. Ligesom der var en læsepult, m.a.o. her foregik en kult omkring denne helgen, der ikke var anerkendt af kirken. Friske blomsterbuketter prydede graven. 

Koreishas grav på Kirkegården ved Profeten Elias Kirke 

Inde fra kirken kom der korsang ud af skjulte højtalere. Havde vi nu kunne forstå kirkeslavisk eller i det mindste russisk ville vi have opdaget, at det var en begravelse man var midt i inde i kirken. 

Nok vidste jeg, at Koreisha var en filur men dette kom aldeles bag på mig og de andre. Lige indenfor kirkedøren stod et kistelåg og vi vidste dermed, at der var begravelse.

 I Rusland har man åbne begravelser og kistelåget stod derfor herude indtil det skulle lægges på.

 Imidlertid ville jeg se om der var en bog, et ikon eller andet til salg inde i kirken som havde forbindelse med Koreisha. Altså jeg gik ind også selvom jeg hader at være til globegravelser. En form for påtrængenhed der åbenbart ikke generede Koreisha siden han spillede os dette pus. 

Det var ikke rart at masse sig gennem de sørgende og frem til det lille udsalg med hellige ting og sager der altid findes i russiske kirker, men hvad var der at gøre, det var jo hvad Koreisha mente vi trængte til at opleve.

Sandt nok - der var en lille pjece om den hellige åndssvage som jeg købte. Damen var meget sød og høflig og det fik mig til at føle mig meget bedre tilpas, da jeg masede mig ud af kirken igen.

Miriam kikker ind til Koreisha. På gravstenen står: ”Velsignede er de, som er forfulgte for
retfærdighedens skyld, thi himmeriget er deres”
(Mattæus evangeliet 5,10)

Her er jeg så omsider ved Velsignede Koreishas grav

Det var for øvrig en eventyrlig Moskva tur sammen med læsegruppen. Vi oplevede meget af det turisterne kommer for at se og dertil meget andet i forbindelse med Bulgakovs roman Mesteren og Margarita. Imidlertid tror jeg Lisbeth havde ret, når hun, et par måneder efter vi var kommet hjem, erklærede at turen ud til Koreisha nu alligevel var turens bedste oplevelse. Hvad andet er der end at sige: ”Koreisha du er en skælm – men tak alligevel”. 

Landsbyen Cherkizovo med Profeten Elias kirke i 1905

Profeten Elias kirke som den ser ud i dag 

Novij Arbat – en ikke helt tilfældig gade i Moskva.

Novij Arbat

i sine velmagts dage dengang det hed Kalinin Prospekt

Novij Arbat gaden starter ved Arbat pladsen og er en fortsættelse af Vozdvizhenka gaden. Den løber over Have Ringen og forsætter over Moskva floden ved Novijarbatskij broen. Langs denne linje skabte nogle af Sovjetunionens dristigste arkitekter (M. Posokhin , A. Mdoyants , VG Makarevich , B. Thor , S. Airapetov , I. Pokrovsky , Ju.Popova, A. Zaitsev) et holistisk moderne bymiljø, med højhuse, shopping center, underjordiske gange, biografcenter, moderne lejligheder  og administrative afdelinger.  I alt 6 underjordiske gange forbinder lige og ulige sidegader med hinanden under Novij Arbat.

Engang boede kunstnere og intellektuelle her, så rykkede teknokraterne, administratorer samt politikere ind, og i dag befolkes kvarteret omkring Novij Arbat af business verdens smarte piger og drenge. Eller er det kun tilsyneladende sådan, for den store unavngivne og komplekse masse, de der hver dag passer deres dont og familieliv, udgør immervæk majoriteten. Sådan er det overalt i verden og derfor også her på Moskvas hektiske hovedstrøg. Imidlertid er det de andre der springer i øjnene. De der ikke tilhører den anonyme masse. Mellem de to kategorier er der en verden til forskel, som desuagtet giver mening og bekræfter forståelsen gennem modsætningen. Baggrunden for ”de særlige” er jo netop ”de anonyme masser” og omvendt. 

En bydel rives ned

En bydel vokser frem

Besøger man Moskva er Arbat gaden og Arbat kvarteret et must. Alene de mange gode restauranter og caféer skulle være trækplaster nok, og dertil kommer det rige folkeliv og de mange historiske steder samt en mangfoldighed af antik og souvenir butikker. Mange har sikkert læst Anatolij Rybakovs fascinerende roman ”Børn af Arbat”, eller de kender Bulat Okudzjavas sang: Arbat Romance.  Pushkin boede her og det samme gjorde Rybakov og komponisten Aleksander Davidenko samt arkitekten Leonid Poljakov(Se denne blok: http://kilaasi.blogspot.dk/2011/10/arkitekten-som-kunstner-eller-historien.html) med mange flere. Arbat kvarteret var Moskvas Montmartre i mange år. Besunget af digtere og foreviget af kunstmalere. Klods op af Arbat kvarteret ligger så Novij Arbat, det nye Arbat, også dette område omtales af digtere og forfattere men det er ikke med de pæneste ord. Forfatteren Yuri Nagibin kaldte Novij Arbat for Moskvas gebis på grund af de to rækker højhuse langs med hovedvejen som oppe fra godt kan ligne et gigantisk gebis. Dette øgenavn tog de gode moskovitter straks til sig. Smag og behag er heldigvis forskellig og mange moskovitter deler ikke dette negative syn på Novij Arbat.

Novij Arbat med udsigt imod Hotel Ukraine

I Politikkens bog ”Turen Går til Moskva og Skt. Petersborg” fra 1996 kalder Frede Godsk Novij Arbat for: ”et hæsligt eksempel på kommunistisk byplanlægning”. I det hele taget er Politikkens håndbøger om Moskva og Skt. Petersborg, også den sidste nye af Per Dalgård, mere sindelagskontrol og idelogi end det er en guide. Bøgerne har desuden store mangler idet seværdigheder fra Sovjetunionen udelades eller nedtones som eksempelvis i omtalen af Novij Arbat. Men lad os se på historien om byggeriet af Novij Arbat og lad os også undersøge hvor ”kommunistisk” inspireret det nye kvarter og vejbane egentlig er. 

Novij Arbat by night

Hele balladen tog sin begyndelse engang i trediverne, hvor Stalin barslede med en masterplan for byfornyelse for dele af det gamle Arbat kvarter. Ideen var samtidig at forbinde den indre by med nye beboelses områder vest for byen.  Projektet fik arbejdstitlen Novij Arbat (Nye Arbat), fordi vejbanen i udgangspunktet skulle løbe parallel med Arbat gaden.  Arbejdet kom dog først i gang efter krigen og første etape var anlæggelsen af Novij arbatskij broen i 1957, resten af byggeriet blev fuldført mellem 1964 og 1969. I 1963, hvor vejen blev ført videre ind på Kutuzovskij Prospekt, blev den omdøbt til Kalinin Prospekt, efter politikeren Mikhail Ivanovich Kalinin (1875-1946). Fra og med 1994 fik hele vejen fra og med Vozdvizhenka gaden navnet Novij Arbat.

Området, der blev ryddet for at give plads til det nye byggeri, var hjertet i det gamle Arbat kvarter. Hundenes legeplads opkaldt efter en lille park med et springvand, dekoreret med skulpturer af hunde.  Træhuse og 2. etages murstens huse blev ryddet af vejen herunder også det hus, hvor Lenin engang havde boet med sin mor. Den nye tid krævede sine ofre og mange af kvarterets beboere så til med bedrøvelse og mishag. Den omstændighed at området var beboet af intelligentsiaen gjorde sit til, at byfornyelsen skabte et stort røre og diskussionen bredte sig til en generel debat om byfornyelse i et gammelt kulturområde. En debat som kom til at påvirke lovgivningen på området. Omfanget af byggeriet var stort. Vejen skærer igennem det finmaskede net af Arbat gader. Byggeriet blev til efter Nikita Khrusjtjov besøg på Cuba. Her så han de amerikansk-byggede skyskrabere og han ønskede, at man skulle bygge noget lignende i Moskva. Man kan derfor spørge sig selv, hvorfor Frede Godsk kalder bygeriet hæslig kommunistisk byfornyelse, når den arkitektoniske fornyelse er inspireret af amerikansk byggeri? 

Andrey Vasnetsov (1924-2009) skabte mur mosaikken på Oktoberbiografen.

På venstre side er opført 4 store boligblokke som skal symbolisere åbne bøger. Her findes cafeer, forretninger, indkøbscentre  på højre side finder man bl.a. Dom Knigi, Ruslands største boghandel og Oktober biografen, med Andrey Vasnetsovs fantastiske mosaikker. I sovjettiden lå her flere ministerier, i dag er det meste lejet ud. Boligblokkene fik forskellige øgenavne: Gebisset, Sovjet Nye Arbat, Trompeten (på grund af blæsten), En Mil af Broadway. Hoved arkitekten bag projektet var Mikhail Posokhin(1910 - 1989), som var stadsarkitekt for Moskva 1960-1982. Hvor sørgeligt det end var, at de gamle bygninger blev revet ned, var der ingen som ikke forstod, at det nye byggeri løste en masse by funktionelle problemer i hovedstaden. Ikke mindst trafikale problemer blev løst med Novij Arbat projektet, ligesom man fik en masse boliger, der hvor folk gerne ville bo og arbejde.  I dag lejes en del lokaler og lejligheder på Novij Arbat ud til udenlandske firmaer og forretningsfolk.

Arbat Kasino på Novij Arbat

Krona Kasino på Novij Arbat

 Bydelen har stor prestige både på grund af infrastrukturen og de mange eksklusive lejligheder samt shopping muligheder. Her findes celebre spillekasinoer, Burgerbarer samt vanvittigt dyre butikker. Her er fart over feltet døgnet rundt og man kan roligt sige, at dette sted ikke er noget for kontemplative naturer og navlepillere. Så kære medborgere, når du alligevel skal ind og nyde gamle Arbat gaden så smut også over og se Novij Arbat, her fornemmer man virkelig at man er i en storby! 

Novij Arbat på tegnebrættet

Fakta:

Arbat er beliggende i det centrale administrative distrikt vest for Kreml. Området dækker 211 ha. Befolkningen er på 26,9 tusinde. (Den 1. januar 2010) og her findes 754 tusind m ² boligområder. De vigtigste ministerier som findes her er: Forsvarsministeriet, Udenrigsministeriet og Ministeriet for Økonomisk Udvikling.  

Mindesmærke over arkitekten M. Posokhin og hans mesterværk Novij Arbat

 

Bulat Okudzjava synger Arbat- Romance 

ARBAT – ROMANCE

Af Bulat Okudzjava

Romancen om Arbat er et gammelt broderi –

en ensomhed jeg ville sku befri mig –

de lykkelige slurke af et gyldent dugget glas –

en kvindes hilsen, hastende forbi mig.

Hun var så god og kærlig, vi levede livet ud

på godt og ondt – jeg selv var kvindens skaber –

en længsel griber mig i mine sene år:

en drøm om elskov uden taber.

I kærlighedens gader, der går vi gerne vild

fortabes, flakker om – til vi bliver borte.

Vi ved det alle sammen, det er den gamle ild

det lys som gør de lange gader korte.

Det var de unge dage, da himlen var så blå

og jorden endnu ikke fuld af jammer

min allerførste løn lå endnu i min hånd

og stolte roser stod i flammer.

De skridt jeg gik var dengang helt uden ironi

Og skoene havde stadig hele såler.

Fra gadens vinduer strømmed uendelig musik

Og muligheder ingen endnu måler.

Frygt ikke dine minder – for alting har sin tid

Det lyse forårs løv bliver brune blade.

I, som begyndte livet i gården i Arbat

I vender hjem til samme gade.

(Oversat fra russisk af Dana Schmidt og Jesper Jensen)

Digtet findes i digtsamlingen ”Men Tænk også Lidt på Mig” udgivet på Husets Forlag 1988. Her er også en malende beskrivelse af Dana Schmidt møde med Bulat Okudzjava.

Interessere man sig for russiske digtere som: Bella Achmadulina; Oleg Chlebnikov; Marina Kudimova;Ilja Kutik; Vladimir Vysotskij; Andrej Voznesenskij; Ivan Zjdanov og Aleksej Parsjtikov, så gør man klogt i at se efter i netop Husets Forlag. Her er de alle udgivet. 

Novij Arbat er en hektisk gade men her er også mange små hyggekroge. To danske turister Miriam & Birgitte har fundet en lille cafe på Novij Arbat.

Vladimir Tsigal

En af forrige århundredes aller betydeligste billedhuggere bor og arbejder i Moskva. 94 år gammel skriver han på sine erindringer, underviser og arbejder.

Vladimir Tsigal Sovjetisk og russisk billedhugger. Født 1917 i Odessa. Bor og arbejde i Moskva. Studerede ved Moskva Stats Kunst institut V.N. Surikov. Fik USSR´s guldmedalje. Lenin prisen i 1984. Medlem af Kunstakademiet i USSR (1964). Medlem af det kommunistiske parti siden 1952.
Tsigal arbejder både med de brede linjer og generaliserede former i sine monumentale værker og en udtryksfuld omhyggelig karakterisering af motivet som f.eks. i ”Den unge Lenin” og ” Sergei Jesenin”. Han legemliggør den komplekse følelsesmæssige og psykologiske verden hos historiens ​​heroiske mænd og kvinder, ved at skildrer dem som beåndet og ved at hævde deres ædle idealer i samfundets tjeneste. 

Vladimir Tsigal

Den Unge Lenin

Monumentet af den unge Lenin som student opsat på Ogorodnaya Sloboda er et af Tsigal´s mesterværker. Skulpturen var færdig i 1950 og Tsigal blev i den anledning beæret med Lenin prisen. Af ukendte grunde blev monumentet imidlertid først opstillet 20 år senere.
Den 18. juli 2007 rasede en storm af stor styrke i Moskva og 117 træer væltede. Et af trærene faldt lige ned i Tsigal´s skulptur af den unge Lenin og figuren splintredes i 3 dele – hoved, krop og ben. I august 2009 blev monumentet restaureret og genopstillet på det tidligere sted. Hvis der er nogen, der tror, at man river statuer ned i Rusland, så må de altså tro om igen. Lige modsat værner man om den historiske arv.  









                               Monument for digteren Sergei Jesenin på Jesenin Boulevard Moskva 1972.

Monumentet forestiller den 16 årige digter lige ankommet til Moskva i søgen efter anerkendelse og berømmelse. Det lave fodstykke skal opfattes som en integreret komponent af livet omkring skulpturen, som sammen med birketræerne på Boulevarden danner en helhed. Det er blevet sagt om denne skulptur, at den ånder af poesi.
Tidligere byrådsformand i Moskva, Vladimir F. Promislov, skrev i sin bog om Moskva (1984): ” Tsigal´s bronzefigur af Sergei Jesenin lader ingen uberørt. Figuren rammer digterens lyriske og melankolske drømmerier. Hans holdning er naturlig og ukunstlet. Ved begyndelsen af Jesenin Boulevarden, med de unge birke og asp træer i baggrunden, forekommer dette munoment mig at være et originalt og overrumplende kunstværk”  



Sovjetunionens Helt Musa Jalil digter & partisan

                                                         Man kender 50 monumenter, byster og 150 tusind billeder fra Tsigal´s  hånd. 

Elskende



Tsigal ved sin skulptur af Anna Frank 2007

På Tsigal´s 90 fødselsdag 4. September 2007 blev han hædret med en separat udstilling på det russiske kunstakademi. I kataloget stod bl.a. ”..udstillingen omfatter værker af Vladimir Tsigal en af det tyvende århundredes betydeligste billedhuggere, folkets kunstner i USSR, vinderen af Lenin prisen og akademimedlem”.
Han er 90 år men ser brillant ud og hverken intelligensen eller hukommelsen fejler noget. Han ser godt ud, fordi han er et godt menneske.
Udstillingen på Det Russiske Akademi er en rejse tilbage i tiden. Her er fotografier, tegninger og skulpturer. Her er en buste af Vladimirs bror, som ikke levede længe nok til at se denne udstilling. Ved siden af busten ligger en rød afskåren rose. Vladimirs liv er også repræsenteret på anden vis. Hans datter, barnebarn og kone Lisa er her også til receptionen. ”Den eneste her, som ikke er kunstner, er min kone” siger Vladimir ” så der er i det mindste en person tilstede, der kan se på det hele med kritiske øjne”. Lisa griner, når hun fortæller, at hvis der er noget Vladimir ikke tåler, så er det kritik. Hun ved hvad hun taler om, de har været sammen i 60 år. Når Vladimir rejser for at arbejde på fjerne steder er Lisa altid med, så de er meget sammen.  

Sorge Monumentet i Moskva

Monumenter for Sovjetunionens helt Richard Sorge, som arbejdede hemmeligt i Tyskland, Japan og andre lande og forbandt forskellige antifascistiske grupperinger til et internationalt netværk.  

1982: Monument for Richard Sorge i Baku (Sorge’s hjemby) udførte Tsigal sammen med arkitekt R. Aliev og designer J.D. Dybov.
Monumentet er ikke kun over Sorge men også over alle de ukendte fra alle nationer, der bekæmpede nazismen. Øjnene er hugget ind i stålet og ligesom på Kristus ikoner, ser de på en lige meget hvor man står.

Sorge monumentet transporteres gennem Baku

Ho Chi Ming monumentet i Moskva

På monumentets fod står:
                                                        "Der er intet mere værdifuldt end uafhængighed og frihed”

 

Bagsiden af Onkel Ho monumentet (Børnene i gaden kalder monumentet for frisbee’en)  

Monumentet i den tidligere KZ lejer Mauthausen

 
              Tsigal´s nyeste monument i Moskva af Nansen – Mesteren ses her sammen med skolebørn foran monumentet.

Selvportræt i marmor  

Den kunstneriske arv går videre. Masha Tsigal en af Moskvas feterede modeskabere, er barnebarn af Vladimir Tsigal.