Den russiske Revolution i romanen

2017 er 100 året for den russiske revolution, der fandt sted den 25. oktober efter den daværende russiske kalender, eller den 7. november efter vores kalender.   

Revolutionen og borgerkrigen satte dybe spor i skønlitteraturen i Rusland. I romanerne og novellerne fremtræder revolutionen som oplevet historie set og fortalt af mennesker, hvis skæbner blev uløseligt forbundet med tidens voldsomme kræfter. I litteraturen møder vi revolutionens helte og kujoner, tabere og vindere, bønder og arbejdere, fyrster og købmænd, reformister og bagstræbere, de politiske og de apolitiske.

Alexander Rodchenkos fotomontage med Lilya Brik der råber bøger  

Maxim Gorkij: ”Moderen”.

Om nogen er Gorkij revolutionens forfatter og hans personbeskrivelser fremstiller rigtige varme og levende mennesker. Romanen Moderen er på en måde en politisk dannelsesroman og det er moderen, der gennem sønnen når frem til en politisk erkendelse. Bogen viser fabriksarbejdernes brutale liv før revolutionen. Vi får indsigt i arbejdskampene og undertrykkelsen under kapitalismens svøbe. Ikke alle personerne er lige heroiske, nogen er bare politisk forvirrede men også dem beskriver Gorkij på en kærlig måde. Undertrykkerne og udbytterne kan forfatteren derimod ikke fordrage og de udstilles råt for usødet i al deres hæslighed. Romanen er bygget op på en bemærkelsesværdig måde. I begyndelsen ser vi fortællingen gennem moderen og hun er nærmest en passiv tilskuer til handlingen. Næsten umærkeligt forvandles hun fra passiv til aktiv aktør i bogens mest handlingsmættede afsnit. I slutspurten er forvandlingen fuldbragt og moderen står som bogens absolutte aktør og hovedperson.

Maksim Gorkij 1868-1936

Maxim Gorkij: ” Familien Artamonov – en købmandsslægts historie”.

Årene op til revolutionen og revolutionen med set gennem en købmands slægts eller snarere med et fabriks aristokratis øjne. Hermed beskriver forfatteren Ruslands udvikling fra et bondesamfund til et begyndende industri og handels samfund. Det var denne udvikling der bragte store omvæltninger med sig som på deres side førte til revolutionen. Fortællingens ”hovedperson” familien Artamonov udvikler sig i takt med tiden fra fæstebønder og frem til selvstændige fabriks ejere. Ilja Artamonov driver sine sønner frem imod drømmen om selvstændighed og ikke alle sønnerne kan leve op til farens strenge krav. Imidlertid har Ilja et fast greb om familien og om landsbyen, hvor familiens virksomhed ligger. Nogle bliver knust og andre får fremgang under Iljas jernhånd. Efterkommerne er ikke alle glade for den gamle Ilja og efterhånden falder familien fra hinanden ligesom det samfund der omgiver dem. Gennem de tre generationer bogen følger sker der en degenerering af familien Artamonovs evne til at håndtere de forhåndenværende økonomiske og sociale muligheder. Parallel hermed udvikler fabrikkens arbejdere sig fra underdanige ja-sigere til revolutionære aktører. Nogle mere ædle end andre, der er intet romantisk over Gorkijs personer.  

Maksim Gorkij maleri af Valentin Alexandrovich Serov 

    

       

Mikhail Sjolokhov (1905- 1984): ”Stille flyder Don”.

En af hovedværkerne om revolutionen og dens menneskeskæbner. Temaet er revolutionen og borgerkrigen som den så ud set fra kosakkerne fra don. Kosakkerne havde i århundreder været zar Ruslands fundament, hvad angik magten og dens opretholdelse. Kosakkerne var født til militærtjeneste. De stillede selv med hest og våben. Til gengæld havde de relativ autonomi indenfor deres egne beboelsesområder. Revolutionen var ikke en selvfølge for disse steppens frie mænd og kvinder og mange kosakker kæmpede imod den socialistiske revolution. Således også romanens mandlige hovedfigur Grigorij. Hans sympati skifter mellem de røde og de hvide for til sidst at stoppe op ved de hvide og dermed på nederlagets side. Revolutionen er den store historie og når man har læst ”Stille flyder Don” har man samtidig fået godt styr på de mange fraktioner og historiske personer. Livet ved floden Don skildres malerisk og folkeligt – det samme Don i det nuværende Ukraine, hvor der i dag er borgerkrig igen. Grigorij og hans elskede Aksinjas kærlighedshistorie er bogens lille fortælling som slynger sig ind og ud gennem den store fortælling. Lad mig sige det lige ud, det er verdenslitteraturens smukkeste og grusomste kærlighedshistorie. Så er i advaret!

Verdenslitteraturens smukkeste og grusomste kærlighedshistorie her fra filmen af samme navn - Stille Flyder Don

Nikolaj Ostrovskij: ”Stålet blev Hærdet”

En roman om Sovjetunionens første par år og komsomol (ungkommunisterne) medlemmet Paul (Pavka) Kortjagins heroiske liv.  Vi kender alle sammen fortællingerne om revolutionen og borgkrigens Rusland om opbygningen af socialismen og afskaffelsen af det gamle system. I denne bog møder vi det hele igen, i gulvhøjde med hverdagsmenneskene som blev hvirvlede ind i denne historiske stormvind. Sammen med de historiske begivenheder, udvikler romanens personer sig; nogle bliver skurke andre øjeblikkets helte. Udviklingen er hæsblæsende og gårsdagens helte glemmes hurtigt i omvæltningernes malstrøm. Meget er usikkert og uprøvet for romanens personer. Alle værdier omkalfatredes helt ned i mindste detalje og læserne følger med på tæt hold i opbygningen af socialismen og dannelsen af det nye menneske - sovjetborgeren. At vi ser denne forvandling ud fra livet i en lille by i Ukraine er så meget mere fascinerende. Vi følger med i hvordan de nye ideer modtages, bearbejdes og praktiseres langt fra det politiske epicenter f.eks. de nye kønsroller, hvor kvinderne kommer ud af umyndiggørelsen og prøver kræfter med det nye samfund. Ostrovskij skriver med humor om, hvordan mændene bliver forvirrede, da de opdager, at også kvinderne stiller nye krav til dem på det kønspolitiske område. For nogle er det svært at lægge den gamle mandschauvinisme fra sig og de får det svært til læserens fryd. Det samme gælder standspersoner i den gamle orden og militære personer, flere af disse formår ikke at omstille sig og mange ender med at slutte sig til de kontrarevolutionære, som er bogens tabere. Det nye sovjetmenneske var bundet af loyalitet overfor partiet og sin samfundsklasse. Samtidig befriedes individet fra tidligere konventioner, borgerlige etiketter og traditionens byrde. Anskueliggjort i romanens sidste del, hvor Kortjagin og Taja flytter sammen som ugift par uden at spørge nogen om lov.

Ilja Ilf og Jevgenij Petrov: ”12 Stole”

Midt under opbyggelsen af det socialistiske Sovjetunionen er en nuværende præst Fjodor Vostrikov, en forhenværende adelsmarskal Hippolit Matvejevitsj samt lykkeridderen og plattenslageren Ostap Bender, besatte af tanken om personlig rigdom. Alle jager de en skjult skat Hippolit Matvejevitsj svigermor angivelig har gemt i en gammel stol. Skatten er gemt i en af 12 stole, men hvilken. Stolene kommer på aktion og skattejægerne forfølger stolene og deres nye ejere. Det giver anledning til mange pudsigheder og læseren tages med på en tour de force gennem datidens sovjetiske samfund og på en rejse ad de store floder gennem dette kolossale land. Vi møder provinsboerne såvel som storbyens mennesker og alle deres menneskelige svagheder udstilles nådesløst gennem humor og satire. Ilja Ilf og Jevgenij Petrov er ikke kyniske, deres samfundskritik opleves mere som en kærlig afsløring af de skjulte svagheder og forfængeligheder vi alle har.

Den danske udgave af 12 Stole har bevaret original illustrationerne således også forsiden 

Jurij Trifonov: ”Den Gamle”.

Jurij Trifonov 1925 – 1981 

Flere fortællinger inden i hinanden. Den store fortælling er borgerkrigens Rusland set gennem to af bogens hovedpersoner. En gammel kone der efter mange år kontakter ”den gamle” der var vidne til hendes mands henrettelse under borgerkrigen. Han efterforsker hændelsesforløbet af denne henrettelse. Samtidig hører vi om hans familie og deres dagligdags genvordigheder samt kampen for at bevare deres kolonihave område der skal vige pladsen for et moderne byggeri.

Romanen giver en god beskrivelse af de mange fraktioner der kæmpede imod hinanden under borgerkrigen. ”Den Gamle” erkender omsider, at han selv meget let kunne have været havnet på den ”forkerte side”. Han indser, at en række tilfældigheder bestemte hvem som stod på hvilken side og ikke så meget personernes egen vilje til at gøre det rigtige eller det forkerte. Bogen giver desuden et godt indblik i livet for almindelige mennesker i Sovjetunionen.

I ikon malernes værksted

Lige siden hvornår - har jeg interesseret mig for russiske ikoner - og hvornår det præcis var ved jeg ikke. Engang var jeg meget yngre end jeg er nu, og på den tid skulle man kende diverse russiske forfattere hvis man ellers ville regnes for noget. I samme litteratur snakkedes der en del om ikoner, om bøndernes tro på ikoner og om ikoner, der forandrede verdenshistorien. Meget var myter som for det meste segmenterede den nationalistiske (slavofile) tro på, at russerne var bedre og alle andre nationer overlegne. Fra den slags litteratur f.eks. Nikolaj Leskov stammede min interesse for russiske ikoner. Leskov beskriver ikonmaleriets kunst og indhold på en dramatisk og idealiseret måde. Han får endda indsmuglet lidt antisemitisme som litteraturen i Zarens Rusland er så rig på.    

Ærværdige Trifon af Pechenga

Velsignede Vasilief

                                                                                                                                       

Myterne om ikonmaleriet og dets udøvere er mange. Man kan sige, de på en måde hører med til ikonerne. Gennem myterne tillægges ikonerne overnaturlige kræfter, de tilskrives hellighed og en egen ophøjet stilling. Myten er samtidig en forenkling og fordrejning af virkeligheden samt en idealisering af ikon maleriet. De virkelige historiske, sociale, religiøse og menneskelige sammenhænge, ikonerne indgik i, er meget fjernt fra de idealiserede fortællinger. Særdeles vedholdende er myten om ikonets tilblivelse, altså selve ikonmaleriet.

 Myten om ikonmaleriet er udspredt af kirken og rummer mange teologiske aspekter. Teologisk skabes nærværet af det hellige gennem en modstilling med det som ikke er helligt – det verdslige. Det hellige er: rent, ubesmittet, ublandet, ujordisk og hinsides. Det verdslige er blandet, urent, besmittet, jordisk og denne sides. Visse ikoner fremstilles som fuldkomne produkter af en hinsides verden. Man forestillede sig, at de pludselig på mirakuløs måde kunne vise sig for særlig udvalgte personer. Sådanne ikoner dukkede uventet op i trætoppe, klippespalter eller i kirkebygninger. Et særligt mirakuløst ikon er f.eks. Gudsmoder af Tikhvin. Myten fortæller, at dette ikon af Jesus moder blev malet af ingen mindre end evangelisten Lukas, verdens første ikonmaler. Ikonet dukkede op forskellige steder i det gamle Byzantinske rige: Antiokia, Jerusalem og Konstantinopel. Senere dukkede ikonet op forskellige steder i Rusland, hvor det til sidst fik et blivende sted i en kirke ved Tikhvin floden i 1510. Det overjordiske i de ”uskabte” ikoner gav ligesom sig selv. Alle andre ikoner fik deres hellighed fra andre myter. Myten om ikonets tilblivelse. Træet, som skulle blive til de træplader man malede på, blev allerede medens det stod i skoven velsignet under kirkelige ceremonier og således gjort til genstand for kultisk praksis. Så kom turen til selve bemalingen. Ikonmalerne forberedte sig gennem bøn og faste inden de hengav sig til den hellige gerning. Det færdige ikon placeres på alteret og velsignes derved yderligere. Endelig er ikonet klar til at gøre sin entré her i verden som en fremmede, noget andet end det kendte – som det hellige. Myten kolporterer ideen om modsætningerne rent og urent – helligt og verdsligt. Ikke desto mindre siger det sig selv, at meget få ikoner om nogen er kommet til verden på denne måde. Selv i klostrene har det ideale sjældent været normen. Ondskab, druk og hor trivedes her som alle andre steder i samfundet og arbejdet med at adskille det hellige fra denne sammensatte verden syntes en umulig opgave også i klostret.

Ærværdige Zosima, German & Savvatij af Solovvetskij

Flertallet af ikonerne blev til på ”verdslige” værksteder, hvor fattige drenge kom i lære som malere af de hellige billeder. Mange kendte malere har trådt deres kunstneriske barnesko på et sådan ikonmaler værksted f.eks. Ilja Repin. Overraskende nok findes der også et eksempel på en forfatter der har arbejdet som lærling på et ikon værksted, nemlig Maxim Gorki. I sine erindringer beskriver Gorki oplevelserne blandt ikonmalerne og der er ingen af mytens glorificerende faktorer indblandet i den virkelighed Gorki levede i:

”Ikonmalernes værksted bestod af to rummelige værelser; det lå i et stort massivt byggede hus og vendte med sin ene række vinduer ud imod en have, med den modsatte række ud til gaden. Vinduerne var inddelt i små kvadrater. Ruderne skinnede af ælde i alle regnbuens farver og lod vinterdagens grå lys kun bryde svagt igennem. Begge værelser var tæt fyldt med små borde, og ved hvert bord sad en eller to billedmalere, bøjet over deres arbejde. Ned fra loftet hang i lange snore en del glaskugle  fyldt med vand; de samlede lampelyset og kastede det i en hvid, kold refleks ned på de firkantede ikontavler.

Ikonmalernes værksted fra en sovjetisk film fra 1937 der bygger på Gorkis roman biografi

 I værkstedet hersker en kvælende lummerhede; det beskæftigere hen ved tyve helgenmalere fra forskellige egne af Rusland, fra Palek, fra Kolui og Mstera. De sidder alle i bomuldsskjorter med åbne kraver, blå lærredesbenklæder og med de nøgne fødder i gamle slæber. Over svendenes hoveder hænger en blå sky af sveden tobakskvalm, hvori blander sig en skarp lugt af fernis, lak og råddent æggeblomme (æggeblomme brugtes som bindemiddel i farvestoffet). Trægt og jævnt som tjære flyder vers efter vers den tungsindige Vladimir´ske sang:

”Ak – hvad har man ej af klage hørt

Når en knøs sin pige har forført?...”

Der synges også her andre, lige så melankolske sange, men denne hører man hyppigst. Dens langsomme motiv forstyrrer ikke tankerne og hånden kan roligt vedblive at føre den fine hermelins pensel hen over helgenbilledes tegning og lige omhyggeligt udføre de helliges klædefolder og de sorte linier i deres lidende ansigter. Henne ved vinduet høres uafladeligt små geskæftige hammerslag; her sidder ciseløren Gogolev, en gammel, fordrukken mandsling med en uhyre blå næse. Under sangens langsomme, monotone rytme lyder hans lille hammer som en træorms evige boren. Ikonmaleriet er ingen af svedende til særlig glæde; som under et ondt trylleri former det hele arbejde sig som en række kedsommelige processer, der ikke kan vække nogen interesse for, endsige kærlighed til værket. Den skeløjede snedker Panfil, en ondsindet og stridslysten fyr, limer tavlerne sammen af korte cypres- eller lindestave, planerer dem og sliber dem glatte; den unge, svindsottige Davidov grunder dem, hans kammerat Sorskin giver dem et tyndt og fast lag kit, Miljaschin udfører Blyantstegningen efter originalen, den gamle Gogolev lægger de nødvendige guldforsiringer på, og ”gevantmalerne” udfører klæderne og landskabet.

Den 13årige Alexei (Maxim Gorki) læser højt for ikonmalerne af Lermontoffs digt Dæmonen

 Således, uden ansigter og hænder, står de i lange rækker op ad vægen og venter, indtil ”ansigtsmalerne” fuldender dem. Et uhyggeligt øde står ud fra de store, ufærdige billeder, der er bestemt til ikonostaser og , alterdører; de står der, uden ansigter, uden hænder og fødder, kun med gevandter, forsiringer og korte engleskjorter, spøgelsesagtigt lænet op af væggen – et dødens pust udgår fra disse brogede, bemalede brædder; det som skal give dem livet mangler, dog har man det indtryk, at det allerede har været der, men på underfundig vis er forsvundet, kun ladende det tunge, øde flitterværk tilbage. Når ansigtsmalerne har malet alt, hvad der er synligt af legemet, går billedet videre til den mester, som lægger emaljen ind i ciseleringens mønster. Skriften bliver ligeledes udført af en særlig arbejder, og lakeringen besørges af selve værkføreren, den stille Ivan Larionytsch. Denne er et sælsomt gråt menneske, gråt er hans ansigt, hans fine, silkeagtige hår og skæg er gråt, og hans øjne er grå, tungsindige og dybe. Han har et godt smil, men det bliver én svært at besvare dette smil. Han ligner helgenbilledernes ”Simon med søjlen”, han er lige så tør og mager, og hans ubevægelige blik ser lige så fraværende, gennem alle mennesker og alle ting, bort i det fjerne. ”

Maxim Gorki beskriver det hårde liv på værkstedet, fattigdommen, drukken, slagsmålene, længslen, ensomheden, troen og vantroen, men også uforglemmelige stunder af kammeratskab, bekymring for hinanden, hjælpsomhed. Langsomt forstår man, at et ikonmalerværksted i Zarens Rusland ikke er en ophøjet hinsides verden, men en dennesides verden befolket af virkelige mennesker, skrøbelige, rå, hensynsløse, varme og ægte mennesker med samme bekymringer samme håb som alle andre. Denne erkendelse har skærpet min kærlighed og interesse for ikoner. Ikonerne har fået en ny side for mig, en menneskelig side. Når jeg ser på ikoner tænker jeg på Gorkis værksted og på, under hvilke omstændigheder ikonerne blev malet. Det er en berigelse, et mysterium der åbnes op.

Sovjetunionens store forfatter Maxim Gorki

PS: Citatet om ikonmalerværkstedet stammer fra Maxim Gorkis selvbiografiske hovedværk, der på dansk er udgivet i flere bind som: Min barndom; Mellem fremmede; Læreår. 

Maxim Gorki portrætteret af Josef Brodskij