Den fantastiske rejse i tid og rum til Rabbi Löws Prag

Prag er nok den eneste by i Europa, der har en statue af en jødisk rabbiner foran byens rådhus. Statuen forestiller Rabbi Löw (1512-1609), som fungerede, som overrabbiner i datidens Prag. Kendt i den vide verden for sin lærdom og humanitet.

Statuen af Rabbi Löw

 I koldkrigens delte Europa lå Prag i østdelen og vi har vænnet os til, at tænke på Tjekkiet som et østland. I virkeligheden er Tjekkiet historisk og geografisk en del af centraleuropæisk kultur og byen Prag har om nogen bidraget til udvikling af europæisk handel og kultur. Herfra udgik en enestående kulturpåvirkning til Central- og Vesteuropa, som havde sin oprindelse i den specielle bøhmiske kombination af tjekkisk, jødisk og tysk kulturliv. Jøderne i Prag hører altså ikke med til, hvad man i almindelighed kalder østjøderne, disses centrale bosættelsesområde var nemlig: Polen, Litauen, Hviderusland og Ukraine. Jøderne kom til Prag før kristendommen og de var kendt af de omkringboende folkeslag, som folket der ”kun” tilbeder en Gud. Hvornår den første jødiske indvandring fandt sted ved man ikke, men man regner med to store indvandringer i den tidlige middelalder. Den første kom fra Byzans (fra øst) og en senere indvandring kom fra vest. Denne sidste gruppe slog sig ned i kvateret omkring Altneuschule (den gamle-nye synagoge), der hvor den jødiske bydel ligger idag. Mange af de jødiske emigranter var fremragende handelsmænd og deres tilstedeværelse fik handlen i Prag til at blomstre. Til trods for dette var jøderne i Prag udsat for grusomme forfølgelser og pogromer, ligesom deres frænder var det, overalt hvor de kristne kirker havde mulighed for at sprede deres intolerance og had mod det jødiske folk. De mange historier om bøhmiske konger, der snart udviste og snart tilbagekaldte jøderne i Prag, siger noget om at jøderne både var ønsket og uundværlige for Prag og havde det ikke været for den katolske kirke kunne de have boet der i fred. Op gennem middelalderen udstedte den katolske kirke forskellige dekreter og regulativer angående jøderne. På en kirkesynode i Prag i 1349 blev en lang række indskrænkninger pålagt jøderne, bl.a måtte de ikke opføre flere synagoger, de måtte ikke færdes udendørs på langfredag og alle jøder skulle gå med en speciel hat så ingen ville være i tvivl om, at her kom en jøde.

Der var forfærdelige pogromer i 1096, hvor korsridderne på vej til det hellige land plyndrede og myrdede løs på jøderne i Prag og andre steder og i 1336, 1389, 1422 og 1448. Ind imellem var der sporadiske forfølgelser, men også lange perioder med fred og relativ velstand for mange af jøderne.

Efterhånden udviklede det jødiske kvarter sig til en regulær ghetto med mure omkring – mure der skulle beskytte de omkringboende tyskere og tjekker imod jøderne og omvendt. Denne påtvungne isolation påvirkede selvfølgelig den jødiske mentalitet og kultur i middelalderens Prag. Al isolation til trods så har de europæiske jøder for det meste været kosmopolitter. Gennem slægtskab havde flere et vidtgrenet netværk udover hele europa, man rejste meget og besøgte hinanden. På Rabbi Löws tid (1512-1597) fejede renæssancen som en frisk vind henover Europa. Dette nybrud mærkes også i den lærde rabbiners liv og skrifter. Rabbi Löw er en af de historiske personer der overskygges af myterne og fortællingerne om ham selv. De fantastiske fortællinger om Rabbi Löw udfordrer fornuften og stiller troen på prøve, som fantasien til alle tider altid har gjort det. Der er da også dem, der i fornuftens navn vil adskille legenden fra den historiske Rabbi Löw, men så adskiller man samtidig Rabbi Löw fra de mennesker, som har fortalt disse historier og for hvem disse fortællinger var et skjulested i verden og et håb for fremtiden. Fantasien er der ikke noget forkert ved, så længe man ikke forveksler den med videnskabelighed eller ophøjer dens frembringelser til almengældende sandheder.

Rabbi Löw´s stol i Altneuschule

 Rabbi Löw var en stor mand og derfor fik han tilnavnet: Høje Rabbi Löw, han kaldes også Maharal, som er et acronym og står for: ”mest ærede lærer og rabbiner”. Af alle de historier, der fortælles om Rabbi Löw er fortællingen om skabelsen af det kunstige menneske Golem nok den berømteste.  Det var kommet Rabbi Löw for øre, at fanatiske anti-semitter igen havde udbredt løgnen om ”blodritualet” og at man derfor snart kunne forvente blodige pogromer i gettoen. Løgnen om ”blodritualet” var udbredt over hele Europa af den kirkelige propaganda og gik kort ud på, at jøderne til deres påskefest ofrede kristne børn og blandede blodet fra ofrene i deres påskebrød (matzebrød). Af alle de bagvaskelser af jøderne, der er kommet op gennem tiderne, er denne den besynderligeste i og med, at det ifølge de jødiske spiselove er strengt forbudt at spise blod i det hele taget. Det fortælles, at Rabbi Löw dannede Golem, sammen med 2 hjælpere, af jord fra breden af Valtava floden. Gennem bøn og forskellige ritualer kom Golem til live. På Golems pande skrev rabbineren det hebraiske ord for sandhed: emet. Golem lignede et menneske og boede hjemme hos Rabbi Löw.  Hver nat patruljerede Golem gaderne i Prags ghetto og fred og fordragelighed herskede. En dag skete der imidlertid det, at en kristen stuepige var forsvundet og jøderne fik skyld for, at have myrdet hende og brugt blodet til bagning af matzebrød. Pogromer var ved at bryde ud, da Golem i sidste øjeblik dukkede op med den forsvundne pige, som han havde fundet på besøg hos hendes forældre i den anden ende af Bøhmen. Da tiden var moden destruerede Rabbi Löw Golem ved at gennemgå det ritual bagfra, som han havde brugt til at skabe ham med. Ordet sandhed: emet, der stod skrevet på Golems pande, forandrede rabbineren ved at fjerne det første bogstav: alef, hvorved ordet forandres til: met: død! Golem, der hverken havde været et menneske eller et ikke-menneske, kunne af denne grund ikke blive begravet på den jødiske kirkegård. Rabbi Löw syntes ikke, at han bare kunne smide Golem ud og løsningen blev, at Rabbineren gemte Golem på loftet af den gamle-nye synagoge. Her ligger han såmænd endnu, hvis man skal tro min gamle ven Pelle.

Altneuschule (den gamle-nye synagoge)

 Historien om Rabbi Löw og Golem har gennem tiderne været genstand for behandling i romaner, skuespil, digtning, opera, ballet, film og billedkunst. Min egen yndlings historie om Rabbi Löw handler om, hvordan han stoppede pesten, der hærgede i Prag. Pesten kendte intet til etniske grænser og jøder såvel som kristne bukkede under for plagen. Allevegne fra lød de syges jammer og de efterladtes gråd. En nat var Rabbi Löw gået hen på den jødiske kirkegård. Nye grave blev forberedt i lyset fra fakler. I det blaffende lysskær så han en person som stod i kirkegårdens fjerne hjørne indhyllet i sort. Da Rabbi Löw gik nærmere så han døden ansigt til ansigt. I hånden holdt døden en lang liste med navne på de, der snart skulle bukke under for pesten. Rabbineren rev papirlisten ud af hånden på døden og hastede hjem. Da han læste navnene på listen, så han blandt andre sit eget navn – han brændte papiret og smuldrede asken. Samme nat ophørte pesten sin hærgen i Prag. Livet vendte tilbage til byen, men døden svor, at den ville få Rabbi Löw til sidst. Legendernes Rabbi Löw er en hjælpsom og social mand og det samme var den virkelige rabbiner. Han stod bag oprettelsen af flere godgørende organisationer, f.eks begravelsesselskabet og selskabet for studiet af Mishna (jødiske lovtekst). Han var en fremragende fortæller og anvendte ofte kontraster for at udtrykke sin mening. Målet for hans spekulative analyser var lærdom og en visdom, der førte til gode gerninger. Han troede på og forsøgte med sociale reformer. Han omgikkes mange af tidens andre store lærde således f.eks Kepler og vores egen Tycho Brahe, som boede i Prag fra 1599 til 1601. I sine skrifter hentyder han til tidens strømninger: Amerikas opdagelse, Cupernicus system og reformationen. Hvad angår naturvidenskaben mente han, at de græske filosoffer var pålidelige siden det menneskelige intellekt var skabt af Gud og var det samme for alle mennesker. Han gik så langt, som til at mene, at man gennem naturvidenskaben kunne nå til en større forståelse af Toraen (Mosebøgerne). Det gjalt især for astronomi. Når det kom til metafysikken afviste han ikke-jødiske filosoffer, men han fremhævede vigtigheden af at kende dem. Rabbi Löws kosmologi er antropocentrisk. Mennesket er centrum for alt. Alt som eksisterer, eksisterer for mennesket og alt som eksisterer reflekteres i mennesket. Uden mennesket ville verden være formløs og tom, uden formål og mening. Mennesket har muligheden for, at forene de højere og lavere verdner, det naturlige og det overnaturlige, det endelige og det uendelige. På Rabbi Löws tid vandt den antropocentriske verdensanskuelse stor udbredelse blandt både kristne og verdslige filosoffer. Alligevel mener man, at Rabbi Löws antropocentriske tanker primært er et ekstrat han har udvundet fra den jødiske tradition, især fra zohar (den jødiske mystik). Hermed er ikke sagt, at traditionel jødisk filosofi er speciel antropocentrisk, f.eks går en af de mest ansete jødiske filosoffer Maimonedes imod den antropocentriske tankegang. Der findes dog i den rabbinske litteratur bevaret en ide om mennesket som det centrale. I Mishna f.eks hedder det, at der kan opstå situationer, hvor enhver må sige til sig selv: ”For min skyld blev verden skabt”( Babylonsk talmud – tractate sanhedrin). I sin polemik imod Maimonedes synspunkt siger Rabbi Löw: ”Det er filosoffernes mål, at degradere mennesket til det laveste punkt på jorden. Det er det modsatte af hvad Israels vise har lært. De anbringer mennesket på skabelsens højdepunkt”.

Rabbi Löw´s grav

 Rabbi Löw levede længe og hvergang døden troede den havde grebet ham, undveg han gennem snilde og visdom. En dag rakte en ung pige Rabbineren en smuk blomst, da han indåndede dens søde duft sank han død om – det viste sig, at døden havde gemt sig i blomsten. Således fik døden det sidste ord, som den havde svoret den nat, hvor Rabbi Löw frastjal den listen med navnene på de der skulle dø for pesten. Idag besøges Rabbi Löws grav på den gamle jødiske kirkegård af gæster og turister fra hele verden. Her kommer troende såvel som ateister, jøder og ikke-jøder, mange skriver deres ønsker for fremtiden på små papirlapper, som de stikker ind mellem gravmælets stene. Fra pålidelig kilde ved jeg, at nogle af disse sedler er budskaber, som unge elskende udveksler hemmeligt. Hvem ved, mon ikke Rabbi Löw ville have accepteret det alt sammen i samme tolerante og medmenneskelige ånd, som han levede i.

Rabbi Löw tegnet af K.Postovit

Arkitekten som kunstner eller historien om Leonid Mikhailovitj Poljakov

                        

                            Leonid Mikhailovitj Poljakov
                                                          (1906 – 1965)

Et strejftog ind i Leonid Poljakovs verden. Manden der skabte overjordiske bygningsværker under jorden, og himmelhøje bygninger over jorden. Manden der designede kanalanlægget V.I. Lenin mellem floderne Volga og Don. 

Leonid Poljakov

Der er snart ikke den ting, som den sovjetiske arkitekt Leonid Poljakov arbejdede med. Snart er han optaget af at designe facader på andres bygninger, så anlægger han veje, bygger kanaler, huse og monumenter. I begyndelsen af sin karriere skabte han vidundere i sovjetisk proletar klassicisme. Senere udviklede han sig til en af de betydeligste og mest produktive arkitekter, som arbejdede med Stalin empire.  Han studerede ved Leningrads institut for kunst og teknik under Ivan Fomin, og allerede i 1933 hjalp han den kendte arkitekt Vladimir Stjuko med hans konkurrenceforslag for Sovjetternes Palads i Moskva. På det tidspunkt begyndte Poljakov at arbejde med egne værker, for eksempel hans boligblok i klassisk proletar stil (1933-5), Arbat gaden nr. 45 Moskva. Bygningen har en toetagers basis med kolonner. Bag kolonnerne ligger der butikker. Over basen har bygningen fire etager med lejligheder i rustik sten. Her i Arbat huset designede han en lejlighed til sig selv, og hans familie. Hovedporten til Det Russiske Udstillingscenter (VDNH) (1939), Moskva, har en enkel men monumental bue, Lenin Biblioteket (1928), en neoklassisk bedrift. Forholdsvis stram i kompositionen og med brede relieffer af det arbejdende folk øverst på bygningen. 

Lenin Biblioteket

I årene inden krigen arbejdede han som leder af Moskvas departement for arkitektur.  Poljakov tilbragte årene fra 1944 til 1945 i Sevastopol, hvor han sammen med Georgij Barkhin arbejdede på genopbygning af byen. Tilbage i Moskva underviste han på Moskvas Institut for Arkitektur og på Stroganov kunstskole. Han tilskyndede de studerende til at studere den klassiske arkitektur, og han arrangerede studieturer til: Leningrad og dens forstæder samt til Suzdal og Vladimir. Jeg kan ikke opremse alle Poljakovs arbejder, for det er rigtig mange. En hel del blev gjort sammen med en eller flere medarbejdere, en almindelig arbejdsmetode i Sovjetunionen, hvor man tidligt forstod værdien af gruppearbejde. Her skal jeg kun omtale nogle af højdepunkterne i hans arbejde.

 Efter Anden Verdenskrig designede Poljakov flere metrostationer i Moskva: Kursk stationen på Arbatsko-Pokrovskaja linjen (1938), opkaldt efter Kursk jernbanestation som ligger i nærheden.  Moskvas metrostationer er mange steder viet et særligt tema, som udsmykningen skal fremhæve. Kursk stationshal og gange er viet landbruget. Gulvet er belagt med gråsort og rød granit. Loftet er dekoreret med relief ornamenteringer. Hvide marmorfliser med grå årer pryder væggene som nederst afsluttes med sort marmor. Øverst fuldstændiggøres væggene af hvide keramik fliser. Lyset kommer fra lysekroner i loftet og store lamper på væggene.   Runde ventilations skakter er skjult af gyldne gitre med lysarmaturer.

Arbat metro (1953) på Arbatsko-Pokrovskaja linjen, i samarbejde med arkitekterne V.V.Pelevin og P. Zenkevich. Hvælvingerne er nederst beklædt med rødt marmor og væggene er dekoreret med blomsterkranse i keramik. Gulvet er dækket med grå granit. Hallen er oplyst af massive bronze kandelabre formet i ringe.    

Oktober stationen (1950). Er bygget som et minde om sejren over den nazistiske invasion. Hvælvingerne er dækket med lysegråt marmor og udsmykket med medaljoner med relieffer af sovjetiske soldater. Væggene er beklædt med gule fliser og dekoreret med stuk ornamenter i form af kranse. Gulvet i den centrale hal er belagt med grå og rød granit, kantet med bladmønstre i mørk og lys marmor.

Oktober stationen

Ved afslutningen af den centrale hal er der bag et smedejernsgitter en apsis fremhævet med blåt, symbolet på efterkrigstidens verden. Poljakov ønskede også med den himmelblå farve at skabe en illusion om at være over jorden, og ikke 40 meter nede i dybet. Sovjethumoren, der aldrig fejlede noget, fabrikerede mange vittigheder om den lyse fremtid bag tremmerne.

Sammen med arkitekt Vasilij Aleksandrovitj Petrov tegnede han Puskhinskaja metro station i St. Petersborg (1956). Puskhinskaja regnes som den smukkeste metro station i St. Petersborg og er den eneste, der er designet af en arkitekt ”udefra”. Og så alligevel, Poljakov der boede i Moskva, var nemlig født i St. Petersborg.  Metrostationen er helliget Ruslands store digter Pusjkin, og er udover nogle små detaljer i samme design som Poljakovs andre metrostationer i Moskva. 

Hotel Leningradskaja i Moskva er et andet at Poljakovs monumentale arbejder som han skabte sammen med Alexander B. Boretskij (1954). Hotellet er en af de 7 berømte skyskrabere, som går under navnet ”De syv Søstre” – alle i Stalin empire. Arkitekterne ønskede, at Hotel Leningradskaja skulle indgå som en organisk del af Komsomolskaja Pladsen, hvor bygningen ligger. Bygningskomplekset fremstår som en blanding af amerikanske skyskrabere fra 1930´verne og russisk Stalin empire.  Facaden er udsmykket med hvide keramiske fliser og rødglaseret keramik. Hotellets ottekantede spir krones af sovjetstjernen belagt med guld. Træder man indenfor imponeres gæsterne af det udskårne træloft. I lobbyen mødes man af synet af flere smukke bronzestatuer, glitrende lysekroner og møbler i Stalin empire. Trappen har en af de længste lysarmaturer i verden.  Sale og korridorer på hotellets øverste etager har paneler i mørkt kirsebærtræ, og værelserne har udsigt over Moskva.

Hotel Leningradskaja

Poljakov ledte er stor gruppe arkitekter og hydrauliske ingeniører, som udarbejdede planen for Volga-Don-Kanalen syd for det daværende Stalingrad.  En 101 kilometer lang kanal der forbinder floderne Volga og Don. På det bredeste sted er kanalen 38 kilometer og man skal passere 13 sluser for at komme fra den ene ende til den anden. Hertil kom et 350 kilometer langt vand reservoir som blev anlagt samtidig som en del af Tsimljanskij vandkraftværket. Der blev stillet store krav til udarbejdningen af det arkitektoniske design, og man må sige, at Poljakov løste opgaven med bravur. Hvert bygningskompleks var dedikeret til et specielt emne. Ved kanalens indgang sås et monument af Stalin, som var en hyldest til hans indsats i kampen for fred og frihed for det sovjetiske folk og for den sejrende kommunisme.  På flere af sluserne var der mindeplader for kampene i 2. verdenskrig. Ligeledes opstillede man et stort monument til minde om bygningsarbejderne, de virkelige helte fra Volga-Don kanalen. Et andet munoment viser Don kosakker til hest, som en hyldest til Don kosakkernes indsats under krigen.   

Arbejdstyrken på kanal arbejdet var kolossal. Omkring 700.000 arbejdere meldte sig fra alle sider af Sovjetunionen. Hertil kom omkring 100.000 tyske krigsfanger, og tilsvarende 100.000 sovjetiske kriminelle fanger på samfundstjeneste. De fleste var småforbrydere, men der fandtes også en lille gruppe politiske fanger.  Flere nye byer opstod i forbindelse med den store koncentration af arbejdere. Fanger og almindelige arbejdere arbejdede side om side og i samme arbejdshold (brigader). Lønnen for fanger var dog lavere end for andre. Omkring 3000 af fangerne blev benådet for den indsats, de havde gjort for fædrelandet. Femten af dem blev dekoreret med ”Det røde banners orden”. Sociale relationer mellem fanger og arbejdere opstod og man byttede forbrugsgoder og andre varer.  Konstruktionsarbejderne konkurrerede i produktivitet med andre arbejdere over hele landet. Vinderne blev berømte og havde status som popidoler.  A. Ulesov opnåede at blive arbejdets helt 2 gange. Flere af de tyske krigsfanger har senere udtalt, at de opfattede arbejdet på Volga-Don kanalen som et mellemfolkeligt projekt, der skulle helbrede relationerne mellem de to folk.

Det var en stor begivenhed, da man indviede kanalen 1952. Kanalen blev opkaldt efter V.I. Lenin. Indenrigsminister Sergey Kruglov havde indsendt en anmodning om, at kanalen blev opkaldt efter Stalin, heri blev han støttet af partikomiteerne for Stalingrad og Rostov, men Stalin selv ønskede det anderledes.  Store menneskemasser trængtes på begge sider af kanalen. Da sluserne åbnedes, og vandet fra de to floder mødtes, ville jublen ingen ende tage. Børnene løb med vand i hænderne for at ”hjælpe” floderne med at blandes, et orkester spillede og de mange flag blafrede festligt i luften. Senere var der underholdning med de kendte operasangere Ivan Kozlovsky, Mark Reizen og Natalia Spiller, popstjernen Claudia Shulzhenko samt flere andre. Der var ligeledes sports konkurrencer og i landsbyerne festede arbejderne natten igennem.

                                    

                                                                  Indvielsen af V.I. Lenin kanalen der forbinder Volga med Don.  

22. februar 1952 uropførtes i Moskva Sergei Prokofievs tonedigt for orkestre: “Volga møder Don” Op. 130, skrevet i komponistens tiltrækkende lyriske "sovjetiske" stil. Snobben Prokofiev skrev helst ikke musik til folkelige festligheder, men hen imod slutningen af hans liv skrev han en lille perlerække af musikstykker af slagsen og heriblandt ”Volga møder Don”. I Vesten har der været mange forsøg på at forklejne værket eller ironisere over det. Man kunne ikke forlige sig med tanken om, at Prokofiev havde skrevet en hyldest til en historisk sovjetisk begivenhed. Herved gik det ikke op for smagsdommerne, at disse stykker er mere repræsentative i stil og substans for komponisten end Prokofievs øvrige produktion. Her viser komponisten sig nemlig som en russisk komponist, der rent faktisk levede i Sovjetunionen i det turbulente 20. århundrede. Musikken er velklingende og festlig, som man kan høre på diverse Cd’er.

Lenin statuen Ved Volga-Don kanalen  af skulptøren Jevgenij Vutjetitj og arkitekten Poljakov afløste den tidligere statue af Stalin.  Arbejdet påbegyndes i 1969 (efter Poljakov´s død) og blev fuldført på Lenins 103 års fødselsdag 20. april 1973. Er inkluderet i Guinness Book of Records, som verdens største skulptur af en historisk person.

Poljakov ligger begravet på Novodevitjij kirkegården No.6 i Moskva. Gravstenen er af arkitekten Jevgenij H. Stam. Stenen er fredet som fælles kultur arv.  

Poljakovs hus på Arbat Gaden nr. 45. Til højre monumentet for digteren Bulat Okudzjava

Stalinordnen

Udmærkelser: 2 gange indehaver af Stalinordnen (indenfor kunst og videnskab gives for fremragende kreative præstation), Lenin ordnen, Den Røde Stjernes Orden, Ærens emblem, Arbejdets medalje. 

En Historisk Demonstration på pladsen ved Kazan Katedralen 1876.

Kazan katedralen fik sit navn efter, det såkaldte undergørende Kazanskaja ikon som blev tilbedt der.

Kazan Katedralen på Nevskij Prospekt. Hovedstrøget i St. Petersburg. (2011)

          

Ilja Ginsburgs (1859 – 1939) skulptur af Plekhanov Foran Teknologiske Institut St. Petersburg.

Den 6. december 1876 overværede de gode borgere i zarens by St. Petersborg et for dem løjerligt skue. Om eftermiddagen strømmede folk til Kazan Katedralen til en mindehøjtid for en af zarfamiliens afdøde. Blandt de mange kirkegængere sås tydelig en hel del unge mennesker og studenter klædt som nihilister. Hvad man i pressen beskrev som afvigende beklædninger. Nihilisterne fulgte ikke reglerne for anstændig adfærd og proklamerede en alternativ mindehøjtid for Guds tjener Nikolai. Hentydningen gjaldt Nikolai Chernyshevsky, en ung revolutionær og politisk fange i Sibirien.  Efter gudstjenesten masede mængden sig ud på pladsen foran katedralen. Demonstrationen var organiseret af Zemlia i volja (Land og Frihed) sammen med arbejdere fra St. Petersborg. Nu begyndte arbejderne at komme ind på pladsen og Georgi Plekhanov holdt en tale, medens politiet rykkede frem. Pludselig stormede politiet med køller og pistoler – Plekhanov råbte: ”længe leve den sociale revolution, længe leve Zemlia i volja”. En arbejder Jakob Potapov nåede lige at folde et blodrødt flag ud, inden det hele var forbi.

Det var den første politiske demonstration i Rusland, man havde end ikke et ord på russisk for demonstration. Det var første gang studenter og arbejdere demonstrerede sammen. 31 demonstranter blev arresteret, der faldt domme mellem 10 og 15 års straffearbejde i Sibirien. Jakob Potapov fik 5 års fængsel for flagdemonstrationen.

Den russiske arbejderklasse var vågnet til dåd og indledte kampen imod kapitalismen. En kamp der blev fuldbyrdet 41 år efter i 1917.

Arbejdernes skæbne i zarismens Rusland var umådelig hård. På det tidspunkt, hvor den her omtalte demonstration fandt sted, var arbejdstiden på fabrikkerne 12 1/2 time om dagen, og i tekstilindustrien kom den op på 14-15 timer. Kvinde og børnearbejdere blev i høj grad udnyttet. Børn arbejde det samme antal timer som voksne, men ligesom kvinderne fik de langt mindre i løn. Lønnen var ualmindelig lav. Der eksisterede ingen arbejderbeskyttelse, hvilket resulterede i at mange arbejdere blev invaliderede og omkom. Al lægehjælp måtte betales. Boligforholdene var forfærdelige. Arbejderne var stuvede sammen i barakker, 10 eller 12 i et lille hummer. De mere fremsynede arbejdere begyndte at forstå, at hvis de skulle sejre i deres kamp mod kapitalismen, måtte de have en organisation. Arbejderforbund begyndte at opstå. Zemlia i volja arrangerede studiekredse blandt disse arbejderforbund. Studiekredsene var et socialt mødested mellem arbejderne og de unge intellektuelle. 

En bølge af strejker gik over St. Petersburg mellem 1877 og 1879. Der var 27 i alt og først i 1890´erne kom man op på samme niveau.    

Pladsen foran Kazan katedralen fik en særlig status, og siden episoden i 1876 har det været tradition med demonstrationer på dette sted. En tradition som lever videre den dag i dag.

Studenter demonstration foran Kazan Katedralen 1902. 

Den unge Georgi Plekhanov udviklede sig senere til Ruslands første marxistiske teoretiker. I 1883 befandt Plekhanov sig i Genève, hvor han var flygtet til på grund af zarregeringens forfølgelse af ham. Sammen med ligesindede dannede han gruppen ”Arbejdets Frigørelse”. Gruppen var marxistisk og arbejdede for at udbrede maxismen i Rusland. De oversatte Marx og Engels til russisk, fik bøgerne trykt i udlandet og sørgede for at de cirkulerede i de forskellige arbejderkredse i Rusland. Marx og Engels lærte proletariatet at være sin egen styrke bevidst, at være sine klasseinteresser bevidst, og at slutte sig sammen til en kamp mod undertrykkerne og udbytterne. 

I 1895 samlede en af Georgi Plekhanovs beundrer, Vladimir Lenin, alle de marxistiske arbejdercirkler i St. Petersburg til et ”Forbund til Kamp for Arbejderklassens Frigørelse”. Gennem denne forening blev socialismen direkte forbundet til den aktive arbejderbevægelse, og den økonomiske kamp (kampen for kortere arbejdstid, højere løn, bedre forhold på arbejdspladsen osv..) Blev fra da af forbundet med den politiske kamp imod zarismen.  ”Forbund til Kamp for Arbejderklassens Frigørelse”, fik snart søster-forbund over hele Rusland, og i 1898 sluttede flere af disse forbund sig sammen til Ruslands socialdemokratiske arbejderparti.   

En af Plekhanov’s bøger er oversæt til dansk (han staves anderledes) G.V.Plehanov ”Personlighedens rolle i historien”. Forlaget Tiden, København 1976.
Plekhanov er også med i antologien: ”Marxistisk Litteraturteori En Antologi” (Bibliotek Rhodos) med indlægget ”Breve Uden Adresse – første brev, historisk materialisme og kunst”.  

Under Leningrads belejring blev pladsen ved Kazan katedralen brugt til dyrkning af kål. 

Ruslands Økonomiske Akademi i Moskva er opkaldt efter Plekhanov.

Millioner af Røde Roser

Eller historien om en malers kærlighed, en skuespillerindes skønhed, en digters grebethed, en anden digters opfindsomhed, en smuk pop-diva samt en sang, der blev alle tiders hjerteknuser. 

Det hele begyndte med en fattig georgisk malers ulykkelige kærlighed til en fransk skuespillerinde, den underskønne Margarita. Udenfor Georgien kalder de ham Niko Pirosmani, men hans grusiske navn er Niko Pirosmanashvili. Han voksede op i Kakheti provinsen, hvor man laver den bedste vin i Georgien. Det fortælles, at folkene i Kakheti hører til de mest fredsommelige og de mest ubeherskede af alle Georgiens folk. Niko blev født i 1862 og døde i 1918. Familien var bønder og klarede sig sådan nogenlunde, men da begge forældre døde ændrede situationen sig. Niko kom til Tiflis, hvor han arbejdede som tjenestedreng. Resten af livet måtte han arbejde hårdt for at tjene til livets ophold bl.a. som jernbanearbejder. Han forsøgte sig også som kunsthandler, men mistede alle sine investeringer.

Niko Pirosmani havde aldrig ret mange penge på lommen, men efter døden pryder hans kontrafej pengesedlerne i Georgien. Forrest på sedlens bagside ses et af Pirosmanis fantastiske tegninger, af en hjort.

En egen drift efter kundskaber fik ham til, gennem egne studier, at lære at læse og male. Han var en forunderlig maler, der fandt sine stilistiske forbilleder i skiltemalernes malerier og i vægdekorationer på kroer og værtshuse. Hans kunst, som man i dag betegner naivisme, vandt aldrig rigtig indpas udenfor værtshusmiljøet, hvor han for det meste levede og arbejdede. Leve af sit maleri kunne han ikke, så han havde gerne andet arbejde ved siden af. Lærreder var der sjældent penge til, så han brugte voksdugen fra værtshusenes borde og han lod gerne et stykke af voksdugen stå urørt.   

Livsglæden skal man ikke lede længe efter i Pirosmanis billeder!

  

Det siges at Niko ikke kendte kærligheden før han traf den franske danserinde og sanger Margarita på Cafe – Shaitan.  Niko havde sin ejendommelige måde at male på, tilsvarende havde Margarita sin egen ejendommelige måde at synge – hun sang dobbelt. Ligesom de mongolske strubesangere, sang hun samtidig en både høj og lav tone. Niko forelskede sig grænseløst i den smukke sangerinde, som ikke helt gengældte hans stormende kærlighed.  

Pirosmanis maleri af hans elskede Margarita.

En morgen vågnede den skønne Margarita ved duften af blomster og en farlig ballade i gaden. Hun så ud af vinduet og opdagede, at hele gaden var fyldt med vellugtende blomster – et hav af blomster. Margarita kom hurtigt på benene, og da hun trådte ud på blomstertæppet, så hun, en mager og bleg mand komme hende i møde. Det var den fattige maler Niko, og nu huskede hun, det var hans fødselsdag. Hun ilede ham i møde og aldrig havde hun set så skøn ud. Alle menneskene i gaden så, hvordan hun trykkede Niko ind til sit bryst og for første gang kyssede ham. ”Hvorfor” spurgte hun ”giver du mig bjerge af blomster på din fødselsdag”. Mange mennesker vendte sig bort for at skjule deres tårer. Folk tænkte, at en stor kærlighed altid finder vej til den elskedes hjerte, om dette hjerte er nok så koldt. Alle vidste, at Niko elskede Margarita, medens hun på ingen måde besvarede hans følelser og kun havde medlidenhed med ham, fordi hans liv var så bittert og mislykket. Niko havde solgt sit hus, og alt hvad han ejede, for at købe de mange blomster til sin elskede og for dette øjebliks skyld.  Der er mange fortællinger om Niko Pirosmani og hans håbløse kærlighed til Margarita og de er ikke alle enslydende. I nogle historier fandt Margarita, kort efter den her beskrevne episode, en rig tilbeder og forsvandt sammen med ham for altid fra Tiflis. En anden og mere ondskabsfuld historie vil, at Margarita forlod Niko, fordi hun blev smadder rasende og såret, da hun så et billede af hende, han havde malet. Niko malede sin elskede Margaritas ansigt ud fra naivismens forskrifter, hvor alt er ude af proportioner og forstørret op, overdimensionerede læber, udstående øjne og enorme øre. Og jo hun blev rasende. Man kan sige, at hans talent stod i vejen for hans lykke. Var det derfor hun forlod ham så hurtigt? Vi ved det ikke. Men vi ved at han døde ensom og fattig i en kælder til et værtshus i Tiflis.

Kort efter hans død begyndte samlere at opkøbe hans malerier. En af disse samlere var Ilja Sdanevitjs, i hvis hus forfatteren Konstantin Paustovskij boede under sit ophold i Tiflis. Det er især fra Paustovskijs bog ” Intermezzo i Syden” (findes på dansk) at man kender episoden om den fattige maler og hans ulykkelige kærlighed.  



Digteren Andrej Voznesenskij malet af Ilja Broido

En anden digter skulle tage denne kærlighedshistorie til sig og sætte den på vers. Den kendte sovjetiske pop-diva Alla Pugatjeva gjorde disse vers til sin populæreste sang, men først et par ord om denne digter:

Andrej Voznesenskij (1933 – 2010) var en levende legende og ikon, for den sovjetiske intelligentsia. Sammen med forfatter kollegaer som: Jevtusjenko, Akmadulina, Okudsjava og Rozjdesvenskij iværksatte han, hvad der skulle blive den sovjetiske udgave af det globale ungdomsoprør, med parelleler og direkte forbindelser til de amerikanske beat – forfattere. Her som der, blev der eksperimenteret med nye former, stilarter og regulære opgør, med fortidens forfattere. I Sovjetunionen havde man allerede været gennem dette opgør (Majakovskij generationen) og Andrej Voznesenskij, var ikke på dette område nogen generations oprører. Omvendt beundrede han den umiddelbare fortids digtere, så som Majakovskij og Boris Pasternak. 

 

Som helt ung var han fascinerede af maleriet og arkitektur og han tog en ingeniør uddannelse på Moskvas institut for arkitektur. Trangen til at skrive poesi vandt over hans andre interesser og allerede i 1958 fik han offentliggjort sine første digte. Fra da af helligede han sig fuldstændig digtningen og poesien. 

Hans tekster er præget af en tendens "til at måle" generationens personer, som moderne kategorier og billeder, ved metaforisk excentricitet samt ved hjælp af komplekse rytmiske systemer og lydeffekter. Det lyder ikke folkeligt og var det heller ikke, alligevel havde Andrej Voznesenskij status som en rockstjerne, når han læste digte op på store sports – stadioner, på universiteterne og i koncertsale.

I 1979 skrev han rock operaen Juno og Avos, som var opbygget omkring den russiske statsmand Nikolaj Rezanovs liv og død. Det gjorde ham populær langt ud over det litterære publikums verden. Og med sangen ”Millioner af røde roser”, som han skrev til den vanvittigt populære popstjerne Alla Pugacheva, blev han kendt over hele Sovjetunionen.   

(På dansk er udkommet Andrej Voznesenskij ” Jeg brænder – altså er jeg”.)

Kunst snobberne omtaler sjældent ”Millioner af Røde Roser”, det er som om, de skammer sig over, at den elitære digter Andrej Voznesenskij har skrevet en popsang som er ligetil og ud af landevejen (som al stor kunst). Musikken er skrevet af en af Sovjetunionens bedste popkomponister Raymond Pauls. Andrej Voznesenskij skrev denne sang specielt til Alla Pugatjeva. Der findes ingen version af sangen på dansk, men den handler i store træk om den historie, jeg her har fortalt. En engelsk oversættelse findes her:

 http://www.lyricstime.com/alla-pugacheva-million-alyh-roz-ingl-s-lyrics.html

                        

                                                                                                          Alla Pugacheva synger Millioner af Røde Roser                                                          



Niko Pirosmani

Da jeg lavede research til denne blog, fandt jeg en tråd, der handlede om ”Millioner af Røde Roser”. Der var over 100 indlæg, og det var hovedsagelig unge bloggere. Der var flest piger, men også drenge og unge mænd, meget af diskussionen var overmåde romantisk, og især var der mange, der var optaget af historiens mulige autentisitet. En af bloggerne skrev: ”Jeg voksede op i Rusland, hvor alle kendte denne sang”. Og nu kære venner kender I den også. 

Vasilij Sjuksjin (1924-1974)

Sovjetisk Forfatter, skuespiller, filminstruktør, manuskriptforfatter. 

En russisk blogger skrev for nylig:”Sjuksjin forfatteren,Sjuksjin filminstruktøren, Sjuksjin skuespilleren. Manden med den mest simple og på samme tid sofistikerede russiske sjæl. Hylende morsom og tragisk, klog og naiv. Jeg forelskede mig øjeblikkelig i hans poesi og læste alt af ham, jeg kunne komme i nærheden af”.

Vasilij Sjuksjin blev født ind i en bondefamilie i byen Srostki, i Altaj regionen. Efter 4 år i marinen vendte ham hjem til Altaj for at studere og senere undervise som skolelærer i russisk. Fra 1954 til 1960 studerede han til filminstruktør ved Hele Unionens Filmskole. Medens han gik på filmskolen, havde han nogle små biroller og fik publiceret en novelle i et magasin. Han fik også en birolle i Gerasimovs ”Stille Flyder Don”, men allerede året efter fik han tilbudt den ene hovedrolle i Marlene Hutsievs film ”De to Fedor”.



 Vasilij Sjuksjin som den voksne Fedor i filmen "De to Fedor"

     


Han udgav novellesamlingen ”Landsbyerne” i 1963, som alle handlede om hverdagens mennesker: smede, chauffører, landsbyens ældre, børn og bekymrede mødre. Han fremstillede nærmest en idealiseret virkelighed i sine bøger om det enkle liv på landet.


Andre af hans noveller handlede om mennesker, der flyttede fra landet til byerne og de genvordigheder, som de kom ud for. Altid beskrevet med et glimt i øjet. Hans skildringer af landlivet leder tanken hen på både Gogol og Gorkij. Hans antihelte er indadvendte enspændere, fulde af filosofiske refleksioner og den særlige kynisme, som mange intellektuelle antager, er deres private område.

Sjuksjin´s personer er hverdagens snurrige antihelte og krabater. Han beskriver landsbytossen, den lærde og den snu rad med samme indlevelse og kærlighed. Han maler hverdagen i Sovjetunionen med bred pensel: smårapserierne fra kollektivfarmen og dem, som ser gennem fingrene med dem, der gør det, urbaniseringen, den menneskelige gensidighed, de kriminelle, de hårdtarbejdende, drukmåsen, de overtroiske og frem for alt kærligheden til naturen. Naturen er magisk, den har en terapeutisk virkning på den tidligere kriminelle Jegor Prokudin anti- helten i Kalina Krasnaja.



Sådan er fyr findes



Han slog igennem som filminstruktør med den romantiske komedie ”Sådan er fyr findes” (Живёт такой парень) fra 1966, som blev set af 27 millioner mennesker i Sovjetunionen.                  
Den mandlige hovedperson, Pasha Kolokolnikov, spilledes af Sjuksjin´s gamle klassekammerat Leonid V. Kuravlev, medens den kvindelige hovedperson blev spillet af digteren Bella Achmadulina. Med Pasha Kolokolnikov skabte Sjuksjin en varm person, hvis indre poesi reflekterede hans omgivelser. Når verden var god, havde Pasha Kolokolnikov det også godt, omvendt havde han det skidt når omgivelserne havde det skidt. Samtidig var Pasha bare en almindelig fyr: mekaniker og chauffør som kørte bilen GAZ- 51. Filmen blev lavet i Altaj regionen og instruktørens kendskab til befolkningen og landskabet smittede af på filmen, ligesom fotografen Valerie Ginsburgs kameravinkler, beskæringer og klipning gør denne film til noget helt særligt. Folk i Rusland elsker stadig denne apolitiske proletarfilm. Den har fået en renæssance sammen med alt sovjetisk.



Leonid V. Kuravlev i rollen som Pasha Kolokolnikov

        


Kalina Krasnaja (Den røde snebærbusk), blev den sidste film  Sjuksjin iscenesatte, ligesom han spillede hovedrollen. Hovedpersonen, Jegor Prokudin, er lige kommet ud af fængsel, desillusioneret og bitter på livet. Han rejser tilbage til Altaj, hvor han oprindelig stammer fra, og forelsker sig i bondepigen Luba (spillet af Sjuksjin´s kone Lidia Fedoseeva-Sjuksjina). Hun lærer ham at holde af det simple landlige liv og gradvis overvinder han sin bitterhed. Deres lykke bliver dog kort, idet Jegors gamle kriminelle venner ikke vil lade ham være i fred. Det var den første film i Sovjetunionen, hvor en tidligere kriminel spillede en positiv figur og filmen skabte et større røre. Kalina Krasnaja vandt første præmien på Hele unionens Film Festival i 1974 i Baku, og den blev ekstremt populær. Mens Kalina Krasnaja klart favoriserer det enkle landlige liv, overdrev Sjuksjin ikke dette tema. Gennem nogle enkle kontrasteringer mellem by og land fik han sit budskab frem. Hans helte er almindelige mennesker og deres svagheder og langt fra lette skæbner. Han beskriver dem med satirisk humor, men også med venlig og følsom sympati.



Den røde snebærbusk

Sjuksjin har også en mindre, men betydelig rolle, som kommandanten i Aleksander Askoldovs ”Kommissæren” baseret på en novelle af Vasilij Grossman, om en kvinde der forlader sit nyfødte barn for at kæmpe sammen med de røde.

1974 blev hans stykke ”Energiske mennesker” sat op på Bolsjoj teatret. Samme år spillede han hovedrollen i krigsfilmen ”De kæmpede for Deres Land”, ligesom han spillede med i ”Stepan Razin” og ”Kan jeg få ordet tak”. Sjuksjin døde pludselig midt under indspilningen af ”De Kæmpede for deres land”. Titusinder af mennesker fulgte hans kiste til graven. Siden har der verseret forskellige rygter om, at han skulle være myrdet – men man ved intet konkret om disse rygter. 

Lidia og Vasilij sammen med døtrene Olga og Masha (Maria)

        


Datteren Maria Sjuksjina er fuldt i forældrenes fodspor og er i dag en feteret film og TV-stjerne i Rusland.

Vasilij Sjuksjin iscenesatte og medvirkede i mere end 30 film, ligesom han forfattede 2 romaner og flere fremragende noveller og filmmanuskripter.
Var medlem af det kommunistiske parti siden 1955. 






På dansk er udgivet:

Vasilij Sjuksjin ”Kalina Krasnaja og andre fortællinger”. Sputnik 1983. Indeholder følgende noveller: Landsbyfolk ; Se hestene lege på marken ; Kritikere ; Jeg vil leve! ; Ulve ; Fra Ivan Popovs drengeår ; Den dansende Shiva ; Haren og ballonerne ; En stædig rad ; Vanka Tepljasjin ; Kalina Krasnaja.

Vasilij Sjuksjin: ”Kosmos, nervesystemet og en klump spæk” .illustreret af Vladimir Kuljkov. - [Kbh.] : Sputnik, 1987. Indhold: Alene ; Gøgetårer ; Støvlerne ; Kosmos, nervesystemet og en klump spæk ; Mille pardon, madame! ; Svoger Sergej Sergejevitj ; Komma nul nul ; Lægprædikanten Makar Sjerebtsov ; Egnsfæller ; Petja ; Stenka Rasin ; Lagt ned ; Gå raskere på, maestro! ; I profil og en face ; Tanker ; Mesteren ; Jeg vil gerne bo på landet ; Uanstændige ; En moders hjerte ; Den gamle mands farvel ; Et ord med på vejen ; Lyse sind ; Den unge Vaganovs lidelser ; General Malafejkin ; Jeg tror! ; Efterår ; Psykopaten ; Onkel Jermolaj   

                                                                                                Hædersbeviser
Det Røde Flags orden, Lenin ordnen, USSR stats orden, ærede kunst arbejders orden, Vasiliev Brødrenes orden, af Den Russiske Socialistiske Føderative Sovjetrepublik. 



Lenin Ordnen

            

                                                                            Vladimir Vysotskij: "Til Minde om Vasilij Sjuksjin”.

                                                       

                                                        ”Selv stærke mænd måtte græde

                                                          Ved synet: en kugle i maven, krum,

                                                         Som en trofast hund faldt han om…

                                                         Og ved siden af voksede en busk,

                                                         Snebærbusken med bær så røde.”