Sovjet Modernisme – malerkunst og kultur i Sovjetunionen 1926-1936.

Sovjetisk modernisme er en af mange kunstneriske ”ismer” fra Sovjetunionen, som er fuldstændig overset i vesten. På mange måder ligner sovjet modernisme tidens kunstformer i vesten, men har samtidig en iøjnefaldende lokal originalitet. Perioden ligger mellem avantgarden og Stalin realismen og tæller mange kendte navne så som: Alexander Deineka, Isaac Brodsky, Alexander Samokhvalov, El Lissitzky, Alexander Rodchenko, Alexander Labas, Boris Ignatovich, Kazimir Malevich. Af mindre kendte kunstnere kan bl.a. nævnes: Boris Golopolosova, George Rublev, Boris Tsvetkov, Alexei Pakhomov og Fedor Bogorodsky og Tatjana Jablonskaja. Det var den unge garde den - sovjetiske modernismes virkelige helte. Historisk var det en spændende periode i Sovjetunionens historie. Politisk var det uklart, hvem der skulle tage faklen op efter Lenin. Det var et åbent spørgsmål, i hvilken retning samfundet og historien ville udvikle sig. Og det var netop på baggrund af denne åbne uafsluttede horisont at tidens kunstnere udfoldede deres talenter. Man kan med nogen ret sige at sovjet modernisme befinder sig et sted mellem avantgarden og socialrealismen.  Samtidig med at avantgardekunsten fortsatte lidt endnu begyndte nye kunstneriske teknikker at gøre sig gældende. Paradoksalt nok var det bl.a. påvirkninger fra Art Deco, altså borgelig vestlig kultur som blandede sig med den sovjetiske kunst bl.a. hos kunstnere som Samuel Adlivankina.

Deres Helte af Samuel Adlivankina

 Andre arbejder bringer minder om Paul Cézanne og impressionisterne især i farvebehandlingen. Stilistisk favner de bredt og det er den historiske epoke, der binder dem sammen. Sovjet modernisme omfatter flere kunstarter: montage, kæmpe malerier, fotografi, arkitektur, plakater, skulpturer og film. Det var det offentlige rums kunstart og gruppearbejdet var en del af den kunstneriske produktion. En kunst, der var befriet for pengemagtens tyranni, beregnet på massernes æstetiske forbrug uden forbehold. Indenfor arkitekturen er begrebet sovjetmodernisme udvidet til også at omfatte perioden  1955-1985. Det er først nu i de senere år, at man har fået øjnene op for sovjetmodernismen. Historien var indtil da ganske enkel: I begyndelsen var den fantastiske russiske avantgarde kunst og så kom den store stygge Stalin og ødelagde det hele med kravet om social realisme. Det var myten som blev genfortalt især i Vesteuropa og USA, og netop denne myte skygger for de mange nyskabelser som perioden var så rig på. En af dem er altså sovjetmodernismen. Andre grunde til at denne periode aldrig blev omtalt i kunstbøgerne her i vesten er sikkert, at mange af tidens kunstnere var bevidste kommunister og overbeviste revolutionære. De repræsenterede en ny socialistisk livsstil, de udvidede kunstbegrebet til også at omfatte tegneserie hæfter for børn og plakater. De var udtryksfulde og til tider patetiske, men fyldt med liv. De var en generation, der var vokset op med socialisme og de var parat til at erobre det kunstneriske rum for dette livssyn.   

I Dachaen af Georgi Rublev

Kvinderne spillede en betydelig rolle i opbygningen af det nye sovjetiske samfund. Deres tilsynekomst midt i et overvejende mandsdomineret samfund afspejles i flere børnebøger f.eks. i Sakovskaia's ”Mamin most” (Mors bro) fra 1933, illustreret af Nina Pavlovna. Bogen skildrer kvinders deltagelse i alle aspekter af byggeri - som drejebænk operatører, metalarbejdere, ingeniører, kranførere, arkitekter og bygherrer.

Mors Bro af Nina Pavlovna

Mors Bro af Nina Pavlovna

Perioden har en forbavsende lighed med barokken, vægten ligger i det: sanselige, overdådigheden, overdrivelsen, livsappetitten, det grænseoverskridende, det frisatte menneske og dets muligheder. Mange af kunstnerne har en forkærlighed for stilleben igen med overdådigheden som motiv og farveglæden som færdighed. I nogle af billederne kan man ligefrem tale om rene farveorgier – de strutter af farver. Fritiden er et gennemgående motiv og det er ikke så mærkeligt. Fritid var for den store del af befolkningen noget relativt nyt, noget som hørte sammen med virkeliggørelsen af socialismen. Omvendt afmales arbejdslivet som en anden form for fritidsliv f.eks. hos Tatjana Jablonskaja. Kunstnerne omfavnede ligesom alle andre den nye sovjetiske arbejdsmoral. Arbejde blev betragtet som kammeratligt samarbejde og socialistisk gensidighed mellem mennesker som var fri for udbytning! Sovjetisk arbejdsmoral var lig med en bevidst og kreativ attitude til arbejde og pligter, bevidsthed om ens sociale forpligtelser, ærlighed, høje moralske standarder og fællesskab. 

Stilleben af Boris Tsvetkov

Stilleben af Ilja Mashkov

På Stranden ved Gurzuf af Ilja Mashkov

Hilsen til den 17. Partikongres af Ilja Mashkov

Alexander Samokhvalov

Metrobygger af Alexander Samokhvalov

Alexander Samokhvalov

På Stranden af Alexander Samokhvalov

En tur på Moskvafloden af Alexander Labas

Stalin af George Rublev

I Parken af Tatjana Jablonskaja

Brød Af Tatjana Jablonskaja

Tatjana Jablonskaja

Badende Rødmariner af Fedor Bogorodskij

Længe Leve Sovjetsystemet af Alexei Pahomov

Aleksander Deineka

Majakovskij Metro Station (Moskva) på Zamoskvoretskaja linjen. Hvælvingen i den centrale hal har 34 ovale nicher med mosaikker fremstillet efter skitser af Aleksander Deninka

Aleksander Deineka

Aleksander Deineka

Moderen af Alexander Deineka

 

Ilja Mashkov

Alexander Rodchenko

Ølreklame af Alexander Rodchenko

Shukhovs Radiotårn af Alexander Rodchenko



Bogomslag til Majakovskijs digtsamling "Om Det Der" af Alexander Rodchenko

Perioden havde også sit eget musikalske udtryk, som bl.a. kommer til udtryk i sangen Mit Store Hjemland (Fra filmen Cirkus). Tekst af Vasily Lebedev-Kumach og melodi af Isaac Osipovich Dunaevsky.

På dansk findes en knald god bog, om den sovjetiske kunstneriske bevægelse, som gik umiddelbar forud for den her beskrevne.

Troels Andersen: ”Moderne russisk Kunst”. Borgens Billigbøger 1967.



Zarens Rusland og Facsismens onde cirkel.

Når danske turister tager på turer til ”Zarens Rusland” er det i håb om at opleve det eksotiske og fremmede. At ”Zarens Rusland” så også er turisternes Rusland giver nærmest sig selv. Russernes Rusland sammenfalder ikke med pragt paladserne og storfyrsternes ophobede rigdomme. Russernes Rusland findes bag turistlandets facader. Tænk på hele arven fra Sovjetunionen, som af had til kommunismen er bortbarberet fra ”turen til Zarens Rusland” og ligeledes fra Politikkens nyeste rejse bog ” Turen går til Moskva, Skt. Petersborg”. Det er ærgerligt, især fordi der mange steder er kø til seværdigheder fra sovjettiden, således at man skal bestille biletter en uge før.  På denne blok kan man finde flere seværdigheder fra Sovjetunionen som nok er værd at se og jeg tænker på, om jeg ikke skulle lave en lille turist guide desangående til denne blok. Men nok om det – her skal jeg nu fortælle lidt om en af zar Ruslands onde skyggesider og dem var der rigtig mange af!      

I det kejserlige Rusland voksede en præ-fascist bevægelse frem før noget andet sted i Europa. Bevægelsens grundlag bestod i en pærevælling af religiøse og politiske tanker og foreteelser. En konservatisme som skulle frelse samfundet for den truende opløsning, som alle mente lurede lige om hjørnet.  

De Sorte Hundrede

Bevægelsen tog sin begyndelse i 1905 blandt monakister, konservative og småborge, der stillede sig til rådighed som værn af det bestående samfund. Bevægelsen gik under forskellige navne som: ”Patrioterne”; De sande russere” og ”Monarkisterne”. Dele af bevægelsen startede dog allerede i år 1900 og kaldtes ”Den russiske forsamling”. Zar Nikolaj den 2. støttede bevægelsen politisk og økonomisk.

Nikolaj den 2. mødes med De Sorte Hundrede 1907.

De førende leder af bevægelsen var: Alexander Dubrovin, Vladimir Purishkevich, Nikolai Markov og fyrst M.K. Shakhovskoy.  

De sorte hundrede bestod således af en blanding af forskellige ekstremist grupperinger på den yderste højrefløj. Særligt fremtrædende var grupper som: ” Det russiske monarkistiske parti”; ”De Sorte Hundrede”, ”Det Russiske folks Forening”, ”Forening for de samlede adelsmænd” og ”Ærkeenglen Michaels Forening”. Det er værd at mærke sig, at disse organisationer også gik under navnet pogromorganisationerne. Udover disse politiske grupperinger blev termen ”De Sorte Hundrede” brugt i flæng om højerfløjs radikalister og antisemitter. De sorte hundrede kom især fra godsejerne, kirken og småborgerskabet i storbyerne, men der fandtes også repræsentanter fra håndværkerstanden, købmandsstanden og andre som bekendte sig til den kejserlige russiske nationalisme (Kirken, monarkiet og fædrelandet). Bevægelsen rådede over en lang række aviser, ligesom flere af de store landsdækkende aviser støttede bevægelsens synspunkter.      

Opslag fra De Sorte Hundrede:

 ”Vi giver ikke lige rettigheder til jøder”

Modrevolutionen af 1905.

Jøderne blev udpeget som syndebukkene for det kejserlige Ruslands politiske problemer, og jøde-pogromer blev iværksat som en del af en official mod-revolution vendt imod det sociale oprør i 1905. Mellem den 18. og 29. oktober 1905 blev der iværksat 690 pogromer i 660 landsbyer. Massakrerne var de værste i Ruslands historie og over 4000 mennesker blev myrdet og omkring 10.000 alvorligt såret (senere under borgerkrigen skulle ”de hvide” iværksætte langt alvorligere jøde pogromer i Galizien, med flere hundrede tusinde ofre!). Bevægelsen bekæmpede ligeledes andre nationaliteter indenfor det kejserlige imperium f.eks. polakker og ukrainer, ligesom de revolutionære var dødsfjenderne. De Sorte Hundrede stod bl.a. bag mordet på 2 jødiske Duma medlemmer: Grigori Borisovich Lollos og Mikhail Herzenstein .Terroren imod jøder og polakker blev ofte ledet af bevægelsens paramilitære fraktion: De gule skjorter.    

Nogle af ofrene fra Kishinev pogromen i 1903.

Ideologi

De sorte hundrede bekendte sig til konservatismen, dvs. man forsvarede det eksisterende klassedelte samfund med dets værdier især det enevældige monarki, kirkens opdragende rolle og kapitalismen. 

Zions Vises Protokoller

Bevægelsens mest infame antisemitiske publikation er uden tvivl Zions Vises Protokoller, der i 1903 udkom i avisen Znamya (Banneret) som blev redigeret af den berygtede antisemit Krushevan. Dette skrift var oprindelig skrevet på fransk af Maurice Jolys og handlede om en dialog i helvede mellem Machiavelli og den kendte essayist Montesquieu. Redaktionen på Znamya omskrev manuskriptet således, at de djævelske planer om erobringen af verdensherredømmet i fortællingen fremstod som en jødisk sammensværgelse. I 1906 udkom Zions Vises Protokoller som selvstændig bog. Fyrst Felix Jussupoff skriver i sine erindringer (Felix Jussupoff: ”Jeg var Russisk Fyrste” Dreyer), at Zions Vises Protokoller blev ”funden” i biblioteket hos en vis grevinde Kleinmichel. En af familiens naboer ved sommerresidensen på Krim. Felix Jussupoff troede fuldt og fast på historien. Gennem russiske emigranter blev Zions Vises Protokoller spredt til de europæiske lande samt USA, og ikke mindst Nazi-Tyskland gjorde god brug af bogen.

Fra Jussupoff familiens palæ ved Moika St.Petersborg

Turisten går fra den ene pragt stue til den anden
i Jussupoff Palæet

 Prominente medlemmer

Bevægelsen talte mange af datidens promente samfundsstøtter og kirkelige dignitarer som f.eks.: Fader Johannes af Kronstadt (livslang æres medlem af Det Russiske folks Forening) , Metropolit Tikhon Bellavin (Den ortodokse kirkes kommende patriark efter 1917) , Metropolit  Vladimir af Kiev, Ærkebiskop Andronicus (Nicholas) , senere første leder af ROCOR: Den Ortodokse Kirke i eksil , Metropolit af Kiev og  Galichen Anthony (Khrapovitsky) , Ærværdige John Vostorgov. Af kendte lægmænd kan nævnes forfatteren Fjodor Dostojevskijs datter og kone, samt duma medlemmer: Н.А. Shcheglovitov, N. Maklakov og Purischkewitsch (deltog senere i mordet på Rasputin sammen med fyrst Felix Jussupoff). Det Russiske folks Forening talte blandt sine medlemmer kejseren Nikolaj den 2.

Duma medlem Purischkewitsch skal særligt fremhæves, fordi han i sin person kropsliggør den særlige personligheds type som karakteriserer De Sorte Hundrede. Purischkewitsch startede sin politiske karriere i Besarabien, hvor han rejste omkring og ophidsede befolkningen til jøde pogromer senere udvidede han sit revir til Rumænien, Moldau og St. Petersburg. I sine taler opfordrede han mængden til at beskytte fædrelandet og Zaren imod Ruslands fremmede folk (jøderne). Han pralede med de voldsorgier, han havde iscenesat, så selv en Anders Breivik ville rødme af misundelse. Han forklarede, at ved en pogrom var det ikke nok at oldinge og børn myrdedes og kvinder skændedes, man må nagle hovedet til væggen, flå legemet op og fylde det med fjer, skære brysterne af de skændede kvinder! (Se Vladimir Grossmann: ”Det gamle Rusland og det nye” side 65). Det var sådanne mennesker Zar Nikolai den 2. stolt støttede sig til overfor Duma formanden Mikael Rodsjanko, der foreholdt zaren den svindende folkelige opbakning til monarkiet i februar 1917. Hertil svarede zaren, at det forholdt sig lige modsat, og som bevis viste han Rodsjanko en stak breve og sympatierklæringer fra De Sorte Hundrede!   

Der fandtes også sympatisører for De Sorte Hundrede, som dog ikke var medlemmer af nogen forening f.eks.: folk som Mendeleev, kunstmaleren Viktor Vasnetsov og filosoffen Rozanov.

Danske turister som slap væk fra Jussupoff palæet og fandt frem til Ul.Lenina 52, hvor Lenin og Krupskaya boede hos Lenins søster fra april til juli 1917

Foran døren til lejlighed 24 i UL.Lenina 52. Det var bag denne dør Lenin tog sit livs vigtigste beslutning. Nemlig gennemførelsen af oktober revolutionen som en gang for alle skulle sætte en stopper for det ene menneskes udbytning af det andet og aldrig mere De Sorte Hundrede.

Hvad turisten, der rejser til Zarens Rusland, aldrig ser:

Tinkop lavet af admiralitetets fabriksarbejdere som gave til Kexholms livregiment. En tak for indsamlingen af brød til arbejdernes sultende børn. Koppen har tilhørt G. Sinilev, medlem af kommunistpartiets central komite.

”Statens Museum for Ruslands politiske historie”. 4, Kuibysheva Ul. St. Petersborg. Ved "Gorkovskaya" metro station"

Kanoniserede Sorte Hundrede!

Ikon af  Tikhon af Moskva en af De Sorte Hundrede
 som i dag er helgen

Nogen har måske bidt mærke i, at to af navnene på prominente Sorte Hundrede i dag er kanoniserede af den russiske kirke. Det drejer sig om patriark Tikhon og Johannes af Kronstadt. Begge to blev først helgen kårede af den russiske eksilkirke i USA (Synodale kirke), og senere af den ortodokse kirke i Rusland også kaldet Moskva patriarkatet. Tikhon vikarierede en overgang som biskop i USA, og det er derfor ikke så mærkeligt, at netop denne kirke havde et behov for at få ham helgenkåret. Imidlertid var der også en anden grund nemlig den, at Tikhon af nogle sås som en fanatisk modstander af Sovjetunionen. Havde han levet i dag, var han kommet på terrorlisterne, idet han under borgekrigen allierede sig med ”De Hvide” og opfordrede til sabotage og krig imod landets regering. Under hungersnøden i 1922 blev han fængslet for at modsætte sig statens konfiskering af kirkens enorme rigdomme, som skulle gå til at bekæmpe hungersnøden. I virkeligheden havde han sammen med De Sorte Hundrede planlagt en modaktion, som skulle forhindre statens ekspropriering af kirkens rigdomme. Hans reaktionære holdninger og antikommunistiske tilkendegivelser var lige guf for eksilkirken i USA og han blev posthumt et redskab i hænderne på både nazister og reaktionære. Johannes af Kronstadt døde allerede i 1908 og hans liv kunne ikke bruges på samme måde imod kommunismen og Sovjetunionen. Imidlertid var han en meget kontroversiel person med meget konservative holdninger og en fanatisk forsvarer for kirke, kejser og fædreland. Det forstod den yderste højrefløj at udnytte og man kan sige, at eksilkirken i USA politiserede Johannes af Kronstadts liv langt udover sandheden. Nadiesza Kizenko har i en ny bog ”Father John of Kronstadt and the russian people” forsøgt at vaske de værste pletter af den hellige mand, men selv da bliver der en del snavs tilbage. Det skal nok passe, at fader Johannes aldrig har velsignet jøde pogromer endsige opfordret til sådanne, men han var medlem af en af De Sorte Hundredes foreninger og han offentliggjorde en prædiken, hvori han opfordrede til mord på revolutionære. Leo Tolstoj udpeger han som antikrist og japanerne som hedningerne den kristne zar kæmper modigt imod. Enhver kan se, at her var masser af lækkerier for den yderste højerfløj som kunne og blev benyttet politisk.     

Fader Johannes af Kronstad som i dag er helgen. Han yndede at gå klædt i silkeskjorter, men det betød mindre for hans sjæl var så ren og ophøjet, at den ikke vidste hvad kroppen gjorde!

Fader Johannes medlemskort til De Sorte Hundredes forening "Det Russiske Folks Forening"

        

De Sorte Hundredes Katekismus

De Sorte hundredes ideolog, Vladimir A. Gringmut, skrev i ”Moskva Nyt” 1906, hvad der skulle blive bevægelsens katekismus. Heri hedder det bl.a.

Paragraf 6) Hvem er det som for øjeblikket ønsker at begrænse den russiske zars autokrati? Indre fjender af Rusland i alliance med dets fjender. 

Paragraf 7) Hvem er de indre fjender? 1) Konstitionalister 2) Demokrater 3) Socialister 4) Revolutionære 5) Anarkister 6) Jøder.

Paragraf 21) Hvad er det fælles mål for Ruslands indre fjender?  Konstitionalister, demokrater, socialister, revolutionære, anarkister og Jøder er ikke altid lige enige med hinanden og det sker, at de er lodret uenige, men de er alle forenede i en fælles sag med det mål at ødelægge det autokratiske Ruslands regering: nogle vil svinebinde landet, andre vil fuldstændig ødelægge det. Det er den eneste forskel mellem dem.

Den Politiske kamp

De Sorte Hundrede stod svagt i den politiske kamp, fordi de ikke havde noget rigtigt politisk eller økonomisk program. Man kan roligt sige, at bevægelsen kun tiltrak de mest ekstreme reaktionære i Rusland. Et af de steder hvor bevægelsen imidlertid bed sig fast var i nationalistiske kredse. Det var her, at man stadig kunne finde sympatisører for bevægelsens fascistiske værdier selv efter revolutionen som mere eller mindre satte en stopper for bevægelsens udskejelser.

De Sorte Hundrede i Eksil

Efter revolutionen forføjede mange monarkister og kapitalister sig til Europa og USA. Især i USA oplevede De Sorte Hundrede en opblomstring blandt de russiske emigranter. Her var det rette klima for en bevægelse som ultimativt bekæmpede Sovjetunionen og kommunismen. Oprindeligt rettede De Sorte Hundrede en kras kritik af ”De hvide”, som man mente underkendte monarkiet, men efterhånden som de hvide tabte terræn i borgekrigen, rettede man kritikken udelukkende imod kommunisterne.   Bevægelsen grupperede sig om den russiske kirke i eksil særligt omkring ”Den synodale kirke” i USA, men også de andre emigrant menigheder i USA og Europa var gode rugekasser for bevægelsens fascistoide og antisemitiske værdier. En af De Sorte Hundrede som emigrerede til USA, Boris Brasol, gjorde sit for at sprede antisemitismen i den nye verden. Han blev ansat som journalist på den af Henry Ford ejede avis The Dearborn Independent. En avis som var berygtet for sine antisemitiske artikler. Boris Brasol var behjælpelig med at oversætte ”Zions Vises Protokoller” til denne avis, ligesom han var medforfatter på et antisemitisk 3 binds værk ”The International Jew” som ligeledes blev udgivet af mangemillionæren og bilfabrikanten Henry Ford. Under den kolde krig var det Ford Foundation, som var hoved sponser til universiteterne for Sovjetforskningen i USA. Med så tætte bånd til De Sorte Hundrede er det ikke så mærkeligt, at denne ”forskning” var og blev ren propaganda for amerikanske værdier og ren tilsvining af Sovjetunionen, som Bob Dylan synger i koldkrigssangen ”With God On Our Side":

“I've learned to hate Russians

 All through my whole life

 If another war comes

 It's them we must fight

 To hate them and fear them

 To run and to hide

 And accept it all bravely

 With God on my side.”   

Gennem årene kom og gik forskellige personer i de højreorienterede russiske emigrantmiljøer i Europa og USA. Gennem hele perioden reproduceredes kerneværdierne: Kirke, kejser & fædreland, samt en rabiat antisemitisme omkring en lille hård kerne af fanatikere. En af de mere fashionable af slagsen var vestens darling forfatteren Aleksander Solsjenitsyn. Han var en af vestens nyttige idioter i kampen imod kommunismen og fra hans eksil i USA udspyede han en lind strøm af hade propaganda imod Sovjetunionen og kommunismen. Hans bøger er romaner men blev i Vesten fremstillet som historiske værker! Hans antisemitisme antog vanvittige former og historie forfalskninger, som ingen andre ville være komme godt fra. Solsjenitsyn drømte om genkomsten af et ortodoks russisk kejserdømme befriet for jøder og hermed reproducerede denne moderne forfatter De Sorte Hundredes kerneværdier. Denne drøm indebar bl.a. genindførelse af stavnsbåndet og oprettelsen af et bondesamfund, som det tog sig ud på Peter den Stores tid. Han beundrede endvidere den ”Russiske Befrielses Hær” (ROA), der under indflydelse af landsforræderen Andrey Andreyevich Vlasov, formede en angrebsstyrke under Nazi-Tysklands angreb på Sovjetunionen.

Aleksander Solsjenitsyn til kamp imod kommunismen med: Kirke, Kejser og fædreland som våben

Efter Sovjetunionens opløsning

De Sorte Hundrede har sammen med andre ekstreme politiske højre fraktioner fået et comeback efter Sovjetunionens opløsning. På internettet, i deres egne journals, bøger og tidsskrifter agiterer de for den sorteste konservatisme og reaktionære idéer. Deres særlige antipati rettes imod: jøder, kommunister og vestlige værdier i al almindelighed.  Det sidste kan synes ejendommeligt, når man betænker, at vestlige politiske og religiøse grupper har holdt disse fascistoide bevægelser økonomisk i live gennem hele den kolde krig. Fænomenet er da langtfra unikt – tænk på USA's støtte til al-qaeda som man nu er i krig med! Bevægelsen trives indenfor kirkelige kredse, ultra-nationalister, antisemitter og monarkister. Officielt genopstod De Sorte Hundredes organisation: ”Det Russiske Folks Forening” i 2005 under et møde i den nye Frelseren Kristus-Katedralen. Man skal imidlertid gøre sig klart, at vi har med en meget lille gruppe at gøre og skal man tro forskellige russiske bloks på internettet tager de fleste afstand fra denne gruppe og dens ekstreme doktriner. En af gruppens grundlæggere, K. Yu. Dushenov, sidder i dag fængslet for opfordring til racistisk vold, ligesom den forrige patriark, Aleksej den 2., fordømte Dushenov avis Pravoslavnaya Rus.

Den Fascistiske Bevægelse.

Jeg skal ikke kunne sige, om der er direkte sammenhæng mellem, De Sorte Hundrede fra 1905 og forskellige fascist grupperinger i russiske emigrant kredse og i Sovjetunionen under den kolde krig. Imidlertid kan vi genkende et mønster som reproducerer sig omkring de tre piller: Monarki, kirke og nationen, ligesom antisemitismen er en konstant der flytter med. Bevægelsen fik politisk og økonomisk støtte af invasions hæren under 2. verdenskrig og her blev der etableret politiske og økonomiske relationer (især med den ortodokse kirke i Ukraine), som i forskellige forklædninger blev vedligeholdt lige indtil Jeltsins tilsynekomst og Sovjetunionens opløsning. Ligeledes fik den fascistiske eksilrussiske bevægelse store summer fra forskellige lyssky foretagender rundt om i verden (Se Henrik Krüger og Niels Levinsen: ”Fascismens Internationale Net i Dag”, Bogan). Disse bevægelser var og er helt fremme under det ideologiske angreb på kommunismen og i dag kommer en massiv historieforvanskning og propaganda fra disse grupper i den tidligere østblok. En historieforfalskning man støtter med millioner i vesten. For så længe man kan holde kommunist forskrækkelsen i kog, så længe kan markedsliberalismen hærge uhæmmet!

De Sorte Hundrede dengang!

De Sorte Hundrede i dag!

Lenin kæmpede imod De Sorte Hundrede og antisemitismen hele sit liv med al sin styrke, mod og intelligens.

Juri Nikulin (1921- 1997) en af verdens største klovne

.

Moskvas Cirkus på Tsvetnoi Boulevard er en legende. Med sine 130 år på bagen er det blandt de bedste af slagsen i verden. Her optræder de største akrobater, de smukkeste danserinder og de fantastiske dyretæmmere. Der er imidlertid også en anden grund til at dette sted er så specielt for russerne. Nemlig klovnen Juri Nikulin. En fremragende person! Hans monument er lige uden for cirkus, og også dér er han portrætteret i sit klovneoutfit! Og hvad mere er, i dag bærer cirkusset hans navn. 

Juri Nikulin stammer fra Demidov i Central Rusland, hvor han fødes den 18. december 1921. Hans far, Vladimir Andreevich Nikulin, var forfatter og teater samt cirkus direktør. Ligesom han også ledte en omrejsende teatergruppe ”Revolutioner Humor”. Hans mor Lidia, som var vokset op i Libanon, var skuespiller. Familien flyttede til Moskva i 1925 og her arrangerede Juris far flere deletant forestillinger, hvor den lille Juri var med.  Juri Nikulin drømte om at gå i sin fars fodspor, men 2. verdenskrig kom imellem. Han blev indkaldt i 1939 og gjorde tjeneste i pansertropperne indtil 1946. Efter krigen havde han besvær med at komme ind på teaterskolen, men blev til sidst optaget på ”Moskvas statslige universitet for cirkus og varieté kunstnere” (det første af sin art i verden), hvorfra han blev uddannet og i 1950 begyndte hans karriere som artist sin begyndelse. Hans første selvstændige optræden i cirkus var dog allerede den 25. oktober 1948, hvor han optrådte sammen med makkeren Boris Romanov. De fik stor succes og inden længe tunerede de landet rundt sammen, og de blev de populæreste klovne på den tid. Nikulin fik dog inden længe en ny partner i klovnen Michael Shuydin. Måske var det kun godt, at han ikke kom ind på teaterskolen, for med cirkus karrieren var det en barndomsdrøm, der gik i opfyldelse. Første gang han kom i cirkus som 5-årig var han helt fortabt i klovnerollen. Hans mor syede et klovnekostume til ham, engang hvor der var karnevalsfest hos nogle jævnaldrende. Her opdagede han hvordan det var at få folk til at more sig, og han kom til at elske denne følelse. 

Juri som ung spæsmager

Hans største berømmelse opnåede han i samarbejde med filminstruktøren Leonid Gaidai. Deres samarbejde fra 1961 til 1971 var en af ​​de mest produktive skuespiller-instruktør partnerskaber i russisk film historie overhovedet. Størst succes fik de med filmen Brilliantovaya ruka i 1969 (Diamant hånden). Juri Nikulin elskede den kreative proces i sig selv og det førte til, at han blandede sig i mangt og meget. Inden indspilningen af Diamant hånden fik han Gaidai til sammen med sig selv at omskrive store dele af manuskriptet. Nikulin medvirkede i et hav af sovjetiske film, og han har spillede sammen med nogen af branchens bedste skuespillere. Nikulins ubesværede stil og præcise levering, samt hans beherskelse af timing og hans hylende morsomme masker, gjorde ham til en fremragende komiker, nok den bedste russiske komiker nogensinde. Nikulin havde et stort repertoire der rakte over en række forskellige genrer, fra farceagtig komedie til romantik og krigsdrama. Udover filmskuespiller, klovn og mimiker var han kunstnerisk direktør for Moskvas Cirkus og adskillige TV shows. 

Juri Nikulin

Nikulin giftede sig med Tatiana Nikolaevna, som kom fra området ved Voronezh. Hun kom fra en særartet familie, idet hendes oldemor var den første kvinde i Rusland som fik en lægeuddannelse (i Tyskland), imidlertid kunne en kvinde ikke arbejde som læge i zarens Rusland, så hun brugte aldrig sin uddannelse.

Juri som munken Patrikeev

I 1966 fik han en rolle som munken Patrikeev i Andrei Tarkovskijs storfilm ”Andrei Rublov” på dansk ”Den yderste dom”. Patrikeev dukker op midt i Andrei Rublovs store depression, som forhindrede ham i at male dommedagsscenen. Patrikeev gestikulerer vildt, medens han forklarer, at biskoppen er rasende og har sendt bud til fyrsten m.a.o. se så at få malet den kirke. Senere i filmen ser man tatarerne pine Patrikeev til døde, under plyndringen af Vladimir, fordi han ikke vil røbe hvor byens guld er gemt. Det var ikke nogen stor rolle, men det var her Nikulin for første gang brød med den stereotype opfattelse af ham som den ultimative morsomme helt. Senere medvirkede han i flere alvorlige roller, men der var ingen som ham, der kunne få folk til at grine. På det felt var han den største i Ruslands historie og en af verdens bedste klovne. Der findes forresten en anekdote omkring Juri Nikulins rolle som Patrikeev i ” Andrei Rublov”. Under torturscenen, hvor Patrikeev er bundet, stikker en af tatarerne en brændende fakkel op i hans ansigt og brænder skægget af. Dette var selvfølgelig et filmtrick, men det var ikke et trick med Nikulins jamren og smertefulde kropsvridninger. Det viste sig, at brændende olie fra faklen dryppede ned på Nikulins bare fødder. Ingen så det og da han var bundet, hovedet indviklet i bandager, kunne han kun stønne og vride kroppen i konvekse rykninger. Instruktøren Tarkovskij udbrød begejstret: ”Hvilken skuespillerkunst, se smerten i hans øjne”.

”Hvilken skuespillerkunst, se smerten i hans øjne”

Børnene kaldte ham Onkel Juri og det siges, at han ingen fjender havde. Han omgikkes politikere fra det gamle Sovjetunionen og det nuværende Rusland med samme selvfølgelighed. Og en ting til, Nikulin havde ikke noget imod at spille alvorlige roller, men han sagde aldrig ja til at spille forræder, skurk og lømmel i al almindelighed. 

Juri Nikulins søn, Maxim Nikulin, som nu er direktør i Moskvas Cirkus, fortalte i et interview til Strana Ru om sin far:

”Han mente at man skulle være trofast overfor det land man boede i og som sørgede for en og gav en arbejde. Man måtte acceptere betingelserne eller ikke, dvs. man måtte forlade landet, hvis det ikke passede en. Han var sådan set aldrig nogen betonkommunist og det var først i 1941 han blev medlem af partiet. Det var under belejringen af Leningrad og det var en ganske særlig situation. Jovist fortalte han politiske vittigheder og han publicerede dem også, men far var aldrig i opposition til det eksisterende regime. ”

Førsteudgave af Juri Nikulins selvbiografi illustrerede af ham selv

Førsteudgaven af Nikulins selvbiografi ” Næsten for alvor” var med illustrationer af forfatteren selv:

”Jeg fortalte min mor at jeg ville skrive en bog og hun sagde” Men så må du ikke lyve, lad mig læse hvad du skriver, før du viser det til andre. …at skrive en bog om mig selv var ret enkelt troede jeg. Uden tøven kan jeg opremse hvad jeg elsker, og det som jeg absolut ikke holder af. For eksempel kan jeg lide at: læse bøger sent om natten, at lægge kabale, gå på besøg, køre bil,..Jeg kan lide morsomme mennesker, musik (både som udøver og lytter), vittigheder, feriere, hunde, Moskvas gader oplyst af den nedgående sol, burgers med pasta. Jeg kan ikke lide: at stå tidligt op, stå i kø, gå ture, jeg kan ikke lide at blive puffet og skubbet til i gademylderet. Jeg bryder mig ikke om efterår….”

Monument i Juri Nikulins fødeby Demidov

Tilbage er kun at sige, at Sovjetisk cirkus fik verdensberømmelse og de turnerede flittigt i vesten og østen. For publikum i vesten var Moskva Cirkus en åbenbaring. Man var benovede over den måde cirkus havde udviklet sig i Sovjetunionen, både teknisk og kunstnerisk. Navnlig siden åbningen af ​​det banebrydende ”Moskvas statslige universitet for cirkus og varieté kunstnere”, verdens første cirkus universitet.

Monument af Juri udenfor Cirkus i Moskva

Æresbevisninger:Arbejdets Helt. Fædrelandets Fortjeneste Orden. Lenin Ordnen 2 gange. Den Patriotiske Krigs Orden af 2. grad. Den Røde Fanes Orden. Ærens Ordenstegn. Medalje for Heltemod. Medalje for Leningrads Forsvar. Medalje for Sejren over Tyskland i den store patriotiske krig. Folkets Kunstner i USSR. Vasilie Brødrenes statslige pris i RSFSR.   

Tallerken malet af Juri

Juri Nikulins grav på Novodevitjij Kirkegården i Moskva