Zarens Rusland – Khodynka katastrofen

Khodynka fælleden er et stort åbent område i det nord-vestlige Moskva, der hvor i dag Leningradsky Prospekt begynder. Her omkom i 1896, 1360 mennesker under kroningsfestlighederne for zar Nikolai den 2. og hans kejserinde. Affæren blev som sig hør og bør dysset ned. Ligesom zarens skammelige opførsel blev sendt med ekspres i glemmebogen. På et monument over de omkomne står der ikke et ord om selve katastrofen – her står bare 18. maj 1896. Det er alt, men bagved monumentet har nogen skrevet med maling ved foden af soklen ”Til ofrene ved Kroningen” og det er her ved monumentets bagside folk helt op til i dag lægger blomster. Men lad os nu i god ro og orden begynde med begyndelsen. 

Kroningen af Nikolaj den 2. i Uspenskij katedralen i Kreml

Da Nikolaj den 2. af Rusland skulle krones i 1896 blev der ikke sparet på guldet, tværtimod må man sige. Dette var en begivenhed som skulle gøre indtryk og det kom den til. Zarens unge kone prinsesse Alix af Hessen- Darmstadt og hans mor, den danske kejserinde Dagmar, gav begivenheden en særlig tilsætning. Det var, som om der var 2 kejserinder – Dagmar havde nemlig på ingen måde tænkt sig at stå i skyggen af den unge kejserinde. Selve kroningen fandt sted i Uspenskij katedralen i Kreml, under overdådig pomp og pragt. Zarens kroningskappe var 5 meter lang af guldbrokade og foret med hermelin og blev holdt af 6 overkammerherrer. Den kammerherre, der havde til opgave at holde kejserens krone og række ham den i det rette øjeblik, døjede med en voldsom diarré og det gik beklageligt ud over hans fornemme uniformsbenklæder. Ak ja selv den mest iscenesatte og kontrollerede kultur formår ikke at tilsidesætte naturen! Efter ceremonien kom kejseren og kejserinden og enkekejserinden klædt i kroningskapper og med kroner på hovederne, fuldt af den kejserlige familie og de udenlandske fyrster, ud af katedralen og vendte tilbage til palæet. Guld og ædelstene blinkede i solen, som var særlig klar den dag. 

En kejserlig gave et krus (malet aluminium) med det kejserlige monogram

På tredje dagen under kronings festlighederne skulle en folkefest afholdes, hvor zaren delte gaver ud og blev hyldet af sine undersåtter. De kejserlige gaver bestod i: et minde krus (malet aluminium) med det kejserlige monogram, et halvt pund pølse, frugt, Vyazemskij kage (honning kage) med våbenskjold og en pose med slik og nødder.

De kejserlige gaver var svøbt i dette tørklæde med billeder af begge monarker

Zarens onkel, Storfyrste Sergej Alexandrovitj, der var generalguvernør over Moskva stod for arrangementet. Festlighederne bestod i en stor udendørs fest, som blev planlagt på Khodynka fælleden, et militært træningsterræn uden for byen. Området var fyldt med dybe huller og skyttegrave som løb på kryds og tværs overalt samt efter udgravning af ler og sand. Grøfter, huller og skyttegrave blev sporadisk overdækket med brædder og ovenpå opførtes 150 boder, tribuner og træbarakker. Festlighederne var berammet til at begynde kl. 10:00 den 18. maj, men allerede kl. 5:00 var mindst 500.000 mennesker strømmet ind på området ved Khodynka, lokket til af rygter om rige gaver. Træ-konstruktionerne, der dækkede de store huller og grøfter, brød flere steder sammen og der opstod panik i mængden. Mange mennesker blev trampet ihjel, andre faldt i de store udgravninger og blev kvæstet eller dræbt. Antallet af dræbte løb op omkring 1360 og sårede i 1500. Der blev imidlertid hurtigt ryddet op, så festlighederne kunne forsætte. En rapport blev sendt til Sergej Alexandrovitj og Nikolaj den 2. Først sent erfarede folk, hvad som var hændt og derfor festede nogle, medens andre hentede sårede og døde slægtninge.  

Det officielle postkort med glade menneskemasser på Khodynka fælleden

 

Bagsiden af begivenheden døde og sårede i massevis  

Souvorin, chefredaktøren for Novoja Vremjas, skrev dybt rystet i sin dagbog: ” Hen ved en halv million mennesker er i dag mast sammen på Khodynka fælleden og delvis blevet søndertrådt. Hele dagen er gået med at transportere lig, uhyre menneskemængder fulgte bårerne. En folkefest blev afholdt, den tætte sammenstimlen var foranlediget ved bekendtgørelsen om uddeling af gratis mindegaver. Ulykken fandt sted kort før kejserhoffet skulle begive sig til en stor offentlig fest. Det er blevet fortalt, at Zaren skulle være så forstemt, at han ikke ville med til festen – han kom dog! Da jeg forlod Khodynka Fælleden, kørte han til Stenpaladset. Har der været en gang hvor man kunne sige: Cæsar de døde hilser dig! Så kunne det samme være sagt i går, den gang kejseren viste sig ved festen og blev modtaget med hurraråb og: Gud bevare Zaren! Nogle hundrede favne fra Palæet var jorden dækket med lig, man endnu ikke havde fået tid til at lægge i kister”.

Storfyrste Aleksander Alexandrovitj husker at: ”Klokken 3 om eftermiddagen kørte vi ud til Khodynka Fælleden og passerede hele vognladninger med døde. Zaren tog imod folkets hyldest. Hvert leveråb var som et slag i ansigtet syntes jeg”.    

Kejserens regering forsøgte at skjule omfanget af ulykken. De efterladtes familier skulle hver tildeles 1000 rubler i erstatning i håb om at dysse den værste kritik ned. Da det blev klart, at ofrene ikke taltes i snesevis men tusinder, trak Zaren hemmeligt denne barmhjertighed tilbage og reducerede beløbet til et sted mellem 50 og100 rubler. I mellemtiden snuppede Moskva bystyre det meste som kompensation for begravelsesudgifterne til ofrene. Zarens mor, den danske kejserinde Dagmar, sendte tusinder af flasker Madeira til de hårdt sårede på hospitalerne, samt andre rester fra de kejserlige fester og banketter i anledning af kroningen.

Selve kroningsceremonierne kostede 100 millioner rubler. Tre gange det beløb man dengang brugte på offentlige uddannelser. Pengene kom fra statens budget og ikke fra kejserfamiliens egne midler.  

De døde, som kunne identificeres, blev sendt til begravelser i deres egne sogne. Resten og det var flertallet blev begravet på Vagankovskoje – kirkegården. Hvor der også blev rejst et monument af arkitekt Hilary A.   Ivanov-Shits til minde om katastrofen.  De forældreløse børn blev hastet anbragt på forskellige hjem og asyler. Soldater, læger og brandmænd, som kom ud for at samle døde og sårede, blev mødt af et forfærdeligt syn de aldrig glemte. Overalt knuste og lemlæstede mennesker, knogler stak ud fra kroppen her og der, hoveder hvor ansigtet var trampet bort, gravide og deres ufødte børn strøet mellem hverandre. Katastrofen gjorde et uudsletteligt indtryk på alle normale mennesker bare ikke på zar familien. Nikolaj den 2. omtaler katastrofen med få ord i sin dagbog og går så over til at beskrive frokoster, visitter og aftensballet, hvor der var skrækkeligt varmt. Netop dette bal, som blev afholdt af den franske ambassade, førte til mange kontroverser. Storfyrsterne var delte i spørgsmålet om zaren burde deltage i ballet eller ikke. Imidlertid valgte zaren at deltage sammen med zarinaen.  

Miriam ved monumentet for de omkomne på Vagankovskoje – kirkegården

 

Miriam ved bagsiden af monumentet hvor nogen uofficielt har skrevet ”Til ofrene ved Kroningen”

 (Tak til Peter Jessen for tydning af skriften)

En kejserlig person kunne ikke udpeges som den skyldige, så Storfyrste Sergej Alexandrovitj slap for tiltale, men han måtte lide den tort at blive udstyret med øgenavnet "Fyrst Khodynskoje" resten af sine dage. Moskva Politimester Vlasov og hans assistent – blev begge fjernet fra deres poster. 

Storfyrste Sergej Alexandrovitj til højre sammen med Storfyrste Paul Alexandrovitj (rygende)

Khodynka katastrofen omtales i flere litterære værker f.eks. af: Valentin Pikul Savitch i romanen ”Onde Ånd”, Maxim Gorki i romanen: ”Klim Samgin Liv”, Konstantin Balmont i digtet ”Vor Konge”, Fyodor Sologub i novellen ” I mængden”, Boris Akunin i romanen ”Den sidste Romanovs kroning”. I Leo Tolstojs novelle "Kodynka" som er udgivet i: "Hadji Murad" - tredje del af Tolstòys efterlatte fortællinger og dramaer. Gyldendalske Boghandel.  

På kirkegården kan man købe et kort med fortegnelse over de mange historiske grave. Monumentet for Khodynka katastrofen har nummer 339 i sektion 53. Man har bare glemt at markere nummer 339. Imidlertid kan man finde monumentet i et af de midterste felter i sektion 53. Se godt efter området er tilgroet og det er ikke helt nemt at finde – men rigeligt besværet værd.

I ikon malernes værksted

Lige siden hvornår - har jeg interesseret mig for russiske ikoner - og hvornår det præcis var ved jeg ikke. Engang var jeg meget yngre end jeg er nu, og på den tid skulle man kende diverse russiske forfattere hvis man ellers ville regnes for noget. I samme litteratur snakkedes der en del om ikoner, om bøndernes tro på ikoner og om ikoner, der forandrede verdenshistorien. Meget var myter som for det meste segmenterede den nationalistiske (slavofile) tro på, at russerne var bedre og alle andre nationer overlegne. Fra den slags litteratur f.eks. Nikolaj Leskov stammede min interesse for russiske ikoner. Leskov beskriver ikonmaleriets kunst og indhold på en dramatisk og idealiseret måde. Han får endda indsmuglet lidt antisemitisme som litteraturen i Zarens Rusland er så rig på.    

Ærværdige Trifon af Pechenga

Velsignede Vasilief

                                                                                                                                       

Myterne om ikonmaleriet og dets udøvere er mange. Man kan sige, de på en måde hører med til ikonerne. Gennem myterne tillægges ikonerne overnaturlige kræfter, de tilskrives hellighed og en egen ophøjet stilling. Myten er samtidig en forenkling og fordrejning af virkeligheden samt en idealisering af ikon maleriet. De virkelige historiske, sociale, religiøse og menneskelige sammenhænge, ikonerne indgik i, er meget fjernt fra de idealiserede fortællinger. Særdeles vedholdende er myten om ikonets tilblivelse, altså selve ikonmaleriet.

 Myten om ikonmaleriet er udspredt af kirken og rummer mange teologiske aspekter. Teologisk skabes nærværet af det hellige gennem en modstilling med det som ikke er helligt – det verdslige. Det hellige er: rent, ubesmittet, ublandet, ujordisk og hinsides. Det verdslige er blandet, urent, besmittet, jordisk og denne sides. Visse ikoner fremstilles som fuldkomne produkter af en hinsides verden. Man forestillede sig, at de pludselig på mirakuløs måde kunne vise sig for særlig udvalgte personer. Sådanne ikoner dukkede uventet op i trætoppe, klippespalter eller i kirkebygninger. Et særligt mirakuløst ikon er f.eks. Gudsmoder af Tikhvin. Myten fortæller, at dette ikon af Jesus moder blev malet af ingen mindre end evangelisten Lukas, verdens første ikonmaler. Ikonet dukkede op forskellige steder i det gamle Byzantinske rige: Antiokia, Jerusalem og Konstantinopel. Senere dukkede ikonet op forskellige steder i Rusland, hvor det til sidst fik et blivende sted i en kirke ved Tikhvin floden i 1510. Det overjordiske i de ”uskabte” ikoner gav ligesom sig selv. Alle andre ikoner fik deres hellighed fra andre myter. Myten om ikonets tilblivelse. Træet, som skulle blive til de træplader man malede på, blev allerede medens det stod i skoven velsignet under kirkelige ceremonier og således gjort til genstand for kultisk praksis. Så kom turen til selve bemalingen. Ikonmalerne forberedte sig gennem bøn og faste inden de hengav sig til den hellige gerning. Det færdige ikon placeres på alteret og velsignes derved yderligere. Endelig er ikonet klar til at gøre sin entré her i verden som en fremmede, noget andet end det kendte – som det hellige. Myten kolporterer ideen om modsætningerne rent og urent – helligt og verdsligt. Ikke desto mindre siger det sig selv, at meget få ikoner om nogen er kommet til verden på denne måde. Selv i klostrene har det ideale sjældent været normen. Ondskab, druk og hor trivedes her som alle andre steder i samfundet og arbejdet med at adskille det hellige fra denne sammensatte verden syntes en umulig opgave også i klostret.

Ærværdige Zosima, German & Savvatij af Solovvetskij

Flertallet af ikonerne blev til på ”verdslige” værksteder, hvor fattige drenge kom i lære som malere af de hellige billeder. Mange kendte malere har trådt deres kunstneriske barnesko på et sådan ikonmaler værksted f.eks. Ilja Repin. Overraskende nok findes der også et eksempel på en forfatter der har arbejdet som lærling på et ikon værksted, nemlig Maxim Gorki. I sine erindringer beskriver Gorki oplevelserne blandt ikonmalerne og der er ingen af mytens glorificerende faktorer indblandet i den virkelighed Gorki levede i:

”Ikonmalernes værksted bestod af to rummelige værelser; det lå i et stort massivt byggede hus og vendte med sin ene række vinduer ud imod en have, med den modsatte række ud til gaden. Vinduerne var inddelt i små kvadrater. Ruderne skinnede af ælde i alle regnbuens farver og lod vinterdagens grå lys kun bryde svagt igennem. Begge værelser var tæt fyldt med små borde, og ved hvert bord sad en eller to billedmalere, bøjet over deres arbejde. Ned fra loftet hang i lange snore en del glaskugle  fyldt med vand; de samlede lampelyset og kastede det i en hvid, kold refleks ned på de firkantede ikontavler.

Ikonmalernes værksted fra en sovjetisk film fra 1937 der bygger på Gorkis roman biografi

 I værkstedet hersker en kvælende lummerhede; det beskæftigere hen ved tyve helgenmalere fra forskellige egne af Rusland, fra Palek, fra Kolui og Mstera. De sidder alle i bomuldsskjorter med åbne kraver, blå lærredesbenklæder og med de nøgne fødder i gamle slæber. Over svendenes hoveder hænger en blå sky af sveden tobakskvalm, hvori blander sig en skarp lugt af fernis, lak og råddent æggeblomme (æggeblomme brugtes som bindemiddel i farvestoffet). Trægt og jævnt som tjære flyder vers efter vers den tungsindige Vladimir´ske sang:

”Ak – hvad har man ej af klage hørt

Når en knøs sin pige har forført?...”

Der synges også her andre, lige så melankolske sange, men denne hører man hyppigst. Dens langsomme motiv forstyrrer ikke tankerne og hånden kan roligt vedblive at føre den fine hermelins pensel hen over helgenbilledes tegning og lige omhyggeligt udføre de helliges klædefolder og de sorte linier i deres lidende ansigter. Henne ved vinduet høres uafladeligt små geskæftige hammerslag; her sidder ciseløren Gogolev, en gammel, fordrukken mandsling med en uhyre blå næse. Under sangens langsomme, monotone rytme lyder hans lille hammer som en træorms evige boren. Ikonmaleriet er ingen af svedende til særlig glæde; som under et ondt trylleri former det hele arbejde sig som en række kedsommelige processer, der ikke kan vække nogen interesse for, endsige kærlighed til værket. Den skeløjede snedker Panfil, en ondsindet og stridslysten fyr, limer tavlerne sammen af korte cypres- eller lindestave, planerer dem og sliber dem glatte; den unge, svindsottige Davidov grunder dem, hans kammerat Sorskin giver dem et tyndt og fast lag kit, Miljaschin udfører Blyantstegningen efter originalen, den gamle Gogolev lægger de nødvendige guldforsiringer på, og ”gevantmalerne” udfører klæderne og landskabet.

Den 13årige Alexei (Maxim Gorki) læser højt for ikonmalerne af Lermontoffs digt Dæmonen

 Således, uden ansigter og hænder, står de i lange rækker op ad vægen og venter, indtil ”ansigtsmalerne” fuldender dem. Et uhyggeligt øde står ud fra de store, ufærdige billeder, der er bestemt til ikonostaser og , alterdører; de står der, uden ansigter, uden hænder og fødder, kun med gevandter, forsiringer og korte engleskjorter, spøgelsesagtigt lænet op af væggen – et dødens pust udgår fra disse brogede, bemalede brædder; det som skal give dem livet mangler, dog har man det indtryk, at det allerede har været der, men på underfundig vis er forsvundet, kun ladende det tunge, øde flitterværk tilbage. Når ansigtsmalerne har malet alt, hvad der er synligt af legemet, går billedet videre til den mester, som lægger emaljen ind i ciseleringens mønster. Skriften bliver ligeledes udført af en særlig arbejder, og lakeringen besørges af selve værkføreren, den stille Ivan Larionytsch. Denne er et sælsomt gråt menneske, gråt er hans ansigt, hans fine, silkeagtige hår og skæg er gråt, og hans øjne er grå, tungsindige og dybe. Han har et godt smil, men det bliver én svært at besvare dette smil. Han ligner helgenbilledernes ”Simon med søjlen”, han er lige så tør og mager, og hans ubevægelige blik ser lige så fraværende, gennem alle mennesker og alle ting, bort i det fjerne. ”

Maxim Gorki beskriver det hårde liv på værkstedet, fattigdommen, drukken, slagsmålene, længslen, ensomheden, troen og vantroen, men også uforglemmelige stunder af kammeratskab, bekymring for hinanden, hjælpsomhed. Langsomt forstår man, at et ikonmalerværksted i Zarens Rusland ikke er en ophøjet hinsides verden, men en dennesides verden befolket af virkelige mennesker, skrøbelige, rå, hensynsløse, varme og ægte mennesker med samme bekymringer samme håb som alle andre. Denne erkendelse har skærpet min kærlighed og interesse for ikoner. Ikonerne har fået en ny side for mig, en menneskelig side. Når jeg ser på ikoner tænker jeg på Gorkis værksted og på, under hvilke omstændigheder ikonerne blev malet. Det er en berigelse, et mysterium der åbnes op.

Sovjetunionens store forfatter Maxim Gorki

PS: Citatet om ikonmalerværkstedet stammer fra Maxim Gorkis selvbiografiske hovedværk, der på dansk er udgivet i flere bind som: Min barndom; Mellem fremmede; Læreår. 

Maxim Gorki portrætteret af Josef Brodskij

Vladimir Majakovskij - oprøreren mod den gode smag

”Majakovskij var og forbliver den bedst begavede digter
 I vores tid”

(Josef Stalin)

”Majakovskij er vor tids Moliere”

(Vsevolod Mejerhold)

V. Majakovskij

Vladimir Majakovskij  (7. juli 1893 - 14. april 1930) - sovjetiske digter, satiriker, dramatiker, manuskriptforfatter, filminstruktør, skuespiller, propagandist, redaktør af magasinet "LEF" ("Venstre Front").

Majakovskij repræsenterer en af ​​de mest livlige, farverige og originale personer i sovjetisk litteratur. Hans liv faldt sammen med en periode af historien, hvor Rusland blev rystet af 2 revolutioner i 1905 og 1917. Revolutionen, verdenskrigen og borgerkrig banede vejen for overgangen fra et feudal-kapitalistisk samfund til et socialistisk samfund. Majakovskijs liv og digtning er uløseligt forbundet med hans tid, som han udtrykte og gestaltede gennem sin kreative digtning og øvrige kunstneriske produktion. Kært barn har mange navne og Majakovskij fik gennem tiden mange prædikater: Russisk poesis rasende tyr, rimenes tornado, poesiens fornyer, oprøreren mod den gode smag. Majakovskij blev en af ​​grundlæggerne af den russiske futuristiske bevægelse. Det siges, at der var ingen mere strålende figur i den russisk avantgarde-kunst, der fulgte Oktoberrevolutionen. Netop Oktober revolutionen frigjorde en slumrende talentmasse blandt digtere, musikere og malere. Revolutionen skabte kunstnere der på en utraditionel måde reflekterede over en utraditionel verden, de var forudbestemte til at sprænge rammerne for det gamle og tordne frem med alt det nye.

 Vladimir Majakovskij voksede op i Georgien, hvor faren var skovløber. Efter dennes død i 1906 flyttede familien til Moskva. Majakovskij deltog i det russiske socialdemokratis (senere kommunistiske parti) undergrunds arbejde og blev fængslet flere gange, sidste gang i 1910. I fængslet begyndte han at skrive digte, som dog blev beslaglagt. Det var også her han fik den ide, at han ville skabe en socialistisk kunst.

Boris Pasternak
& Majakovskij

Udenfor fængslets murer fortsatte han med at skrive digte og små fortællinger i smug. Han blev optaget på Moskvas skole for: maleri, skulptur og arkitektur og begyndte at hænge ud med tidens boheme og avantgarde kunstnere. Avantgarden på den tid var futurismen, som fra Italien havde fundet vej til Rusland. Majakovskij debuterede som 20årig med et digt i futuristernes manifest ”En øretæve til den almene smag”. Manifestet kastede fortidens digtere; ”Puskin, Dostojevskij, Tolstoi ect.. overbord fra samtidens skib” og fastslog ”Kun vi er vor tids ansigt”. Den nye tids stemme kaldte de ”kubo–futurismen”: bubismen indenfor billedkunst og futurismen indenfor ordkunsten og mærk jer det, flere af bevægelsens medlemmer var både billede og ord – kunstnere.  Erkendelsen af at være den nye tids ansigt bevarede Majakovskij sit korte liv igennem. Ligesom han tog det kunstneriske ansvar på sig som fulgte med denne erkendelse. Han stormede derud af og indtog snart pladsen som tidens førende poet.

Han førte digtningen ud på gaden, hans vers lyder som brølet fra en højtaler. Han brød med alle tidligere regler for vers mageri. Han hakkede brutalt linien i stykker og forvandlede derved digtet til en slags dynamisk prosa, der hamrer sig ind i øret og frem for alt havde han en charme, som han formåede at overføre til digtene. 

   Majakovskij var storbyens, industrien og det moderne livs fart og bevægelses digter. Kunstnerisk fór han larmende omkring. Lod sig begejstre af tidens markante syns-, lugt- og lydindtryk, som han videregav i fortættet sproglig og poetisk form. Om nogen vedkendte han sig hele paletten, også det ensomme massemenneskes frygtelige og umenneskelige situation gav han udtryk og indhold. Engang kom han alvorligt op at skændes med digter kollegaen Boris Pasternak men med sædvanlig humor udglattede Majakovskij: ”Nå ja hvad. Vi er virkelig forskellige. ”Du elsker lynet på himlen, jeg elsker det i det elektriske strygejern”. 
       

Majakovskijs trappetrins digte var udover en lyd og bogstav oplevelse også en grafisk

Til tider blev ordene ren grafik – her i samarbejde med kunstneren El Lisitskij, som står for grafikken

 Foruden utallige digte og poemer (lange fortællende digte) samt 5 skuespil omfatter hans produktion 16 film, diverse børnebøger, journalistik og et stor antal plakater, de så kaldte ROSTA – vinduer.  ROSTA – vinduer var plakater, som blev skabt i 1919-1921 af sovjetiske kunstnere og digtere, der arbejdede i det russiske Telegraph Agency (ROSTA).  Plakaterne var beregnet på at blive hængt op i forretningsvinduerne deraf navnet ROSTA -vinduer. Man arbejdede med skarpe og klare satiriske billeder ledsaget af korte iørefaldende poetiske tekster. Emnet dækkede alle aktuelle begivenheder store som små.  De første plakater var håndtegnede, men man gik hurtigt over til ”masseproduktion” ved hjælp af linoleums tryk eller farve stencil, hvor der kunne trykkes op til 150 eller flere eksemplarer. Majakovskij alene skabte over 1100 ROSTA – vinduer.  

Eksempel på Majakovskijs ROSTA vindue. Har du ekstra madvarer, så løb hen og del med fællesskabet.

Majakovskij fanget i A.Nyurenbergers streg, hvor han arbejder på sine ROSTA vinduer, i det lille og uopvarmede atelier på den russiske telegraf

 Revolutionen og kærligheden

Majakovskij var en billedstormer og larmende oprører. Når han rørte på sig kunne det ses, smages og høres over hele Sovjetunionen. Hans emne var revolutionen og kærligheden. Formen eksperimenterede han med som en del af den skabende drift. Han brugte talesproget med dets slang og nydannelser. Den politiske talers betoninger og fraseringer blev hans poesis varemærke. Imidlertid taler Majakovskijs poesi ikke til nogen, der foregår en uophørlig dialog i den. Teksten snakker med sig selv og med omverdenen. Revolutionen åbnede for en kunstnerisk overdådighed og kreativitet, som verden ikke havde set siden renæssancen. Samtidig med at Majakovskij arbejdede med ROSTA – vinduer, skrev han på sit revolutions digt ”150.000.000”. Titlen er simpelthen det russiske folks samlede antal. Majakovskij lægger al individualisme fra sig og råber dette digt ud til alverden i hele det russiske folks navn:

”150.000.000 er forfattere til disse linjer.

Rimene er en løbeild fra kvarter til

kvarter.

Rytmen er maskingeværsknitren.

150.000.000 vræler gennem mine

læber disse ordkaskader ud.

Dette værk er trykt på

brostenspapir af en rotations-

presse med tusind fødder”.

Kunstneren El Lisitskijs bogomslag til poemet ”Godt” -

 Majakovskijs hyldest til revolutionen

Den svenske Majakovskij kender Bengt Jangfeldt siger, at revolutionen fandtes inden i Majakovskij selv og derfor vil det også være nyttesløs at skelne mellem en før og efter revolutionær Majakovskij. Imidlertid sendte Majakovskij poemet med didaktion til Vladimir Lenin. Lenin forstod aldrig rigtig den nye litteratur, og han var alt andet end imponeret af ”150.000.000”, som han kaldte dumt og prangende. Majakovskij blev selvfølgelig berørt af denne negative reaktion, men skæbnen gav ham endnu en lejlighed til at vise Lenin, hvad han duede til.

På et møde 6. marts 1922 i Metalarbejderforbundets kommunistiske fraktion sagde Lenin:

"I går læste jeg ved et tilfælde i Izvestija Majakovskijs digt "Prozasedavshiesya" (Dem der holder (lange unyttige) møder, der ikke fører til noget) om det politiske spørgsmål. Jeg er ikke fan af hans poetiske talent, men jeg erkender fuldt ud min inkompetence på dette område. Men det var længe siden, jeg følte så megen glæde ud fra et politisk og administrativt synspunkt. I sit digt gør han op med alle møder og gør nar af kommunisterne som bare sammentræder og sammentræder. Hvad angår poesien skal jeg ikke udtale mig, men hvad som gælder det politiske garanterer jeg, at det er helt rigtigt”. Lenins tale til støtte for den politiske satire i digtet "Prozasedavshiesya" førte til et aktivt samarbejde med digteren og avisen Izvestija og med et var Majakovskijs navn på alles læber. 

Lenin forstod sig ikke på Majakivskijs radikale futurisme – men den politiske satire hos digteren var lige ham

Lili Brik

 Kærligheden var Lili (på russisk Lilja) Brik (1891 – 1978). Hun var på en gang hans muse, elskerinde, besættelse og skæbne. Ikke fordi der ikke var andre kvinder, for det var der, men passionen for Lili styrede Majakovskijs liv fra den dag han så hende første gang. Lili og hende mand Osip Brik tilhørte den jødiske overklasse i Rusland og havde derfor ikke samme problemer som fattige jøder i zarens rige. De kunne frit rejse omkring og havde adgang til højere uddannelser.  Alligevel var de begge revolutionære. Typisk for overklassens revolutionære indebar et revolutionært arrangement for Hr. og Fru Brik et stærkt aspekt af selvudvikling og selvrealisation. Herunder ikke mindst eksperimenter med seksualiteten og kønsroller. Ligesom andre unge radikale fra overklassen var ægteparret fascineret af den revolutionære forfatter Nikolaj Tjernysjevskij roman ”Hvad der bør gøres”. I denne bog gør Tjernysjevskij sig til talsmand for åbne ægteskaber som et led i kvindens frigørelses kamp. Osip og Lili levede efter denne bogs forskrifter og så sig selv som et moderne revolutionært par. Lilis drøm var at blive en stor forfatters muse og i Majakovskij fandt hun, hvad hun søgte. Hun forelskede sig i digteren men ikke i personen, som hun fandt frastødende med hans gadedrenge manerer, usoignerede ydre og sorte tænder. Majakovskij på sin side ønskede, at Lili skulle elske ham, som det hele menneske han var og ikke kun digteren i ham. 

Mikhail Larionov  portrætterede Majakovskij præcis sådan som Lili ikke kunne lide ham - som gadedrengen

Imidlertid fik Lili hurtigt lavet om på digteren

Modsat Osip og Lili var Majakovskij sygeligt jaloux, noget han aldrig lagde skjul på. Han gør stormkur til Lilli og hun erklærer ham sin kærlighed men forklarer samtidig, at Osip for altid vil være hendes mand. Majakovskij accepterer situationen og de 3 indleder et varmt og kreativt forhold, som kun blev afbrudt af Majakovskijs død. Lilis kærlighed havde en pris (til tider en meget høj pris, nemlig Majakovskijs integritet). Det første, hun gør, er at lave om på ham. Få ham sendt til tandlæge, få ham til at interessere sig for, hvordan han går klædt og andet i samme skuffe. Majakovskij kvitterer ved at tilegne Lili sine digte fra og med digtet ”Rygradsfløjten” og i ”En sky i bukser”, digtet der på en gang gjorde ham berømt. I digtet ”Om det der” oprulles et kærligheds og jalousi drama uden sidestykke. Lili føler, at Majakovskij klæber lige lovligt meget til hende og hun fortæller ham det. Straks dømmer han sig selv til ”eksil” (fra sin elskede) i 2 måneder. Han trak sig tilbage til sin lille etværelses på Lubjankapassagen (hvor Majakovskij museet ligger i dag). I de to måneder levede han som en eremit. Han besøgte ingen og afstod endda fra sin yndlingsbeskæftigelse – kortspil. I stedet skrev han stilheder, han skrev nætter. Han skrev poemet ”Om det der” til Lili, om poeten der lider for hele menneskeheden. Han er den 13. apostel, kærlighedens og humanitetens repræsentant på jorden. Krisen er ovre og Majakovskij flyttede igen sammen med ægteparret Brik.

Lykkelig trekants alliance: Osip, Lili og Majakovskij

Majakovskij sammen med Lili. Altid poserede han, også her i traditionel maskulin stil. I virkeligheden var det Lili, der havde bukserne på for det meste da!

Lili holdt også af at posere. Egentlig smuk var hun ikke, men hun havde en hypnotisk magt over de fleste mænd

  Forholdet mellem Lili og poeten var imidlertid ikke gnidningsløst, omvendt var det fyldt med konflikter. Lili levede stadig i et åbent ægteskab (med mand og elsker) og hun forstod at tage for sig af retterne. Når Lili frekventerede diverse mænd, led Majakovskij alle kvaler. Lili skulle i den sammenhæng have sagt, at hun udmærket vidste han led, men det kom der stor poesi ud af. En mindre pæn side ved 3 kants forholdet var, at Osip og Lili efterhånden havde vænnet sig til at leve af Majakovskijs indtægter. Revolutionen betød, at ægteparret Brik mistede deres formue. Noget de aldrig beklagede sig over. Efterhånden, som Majakovskijs stjerne steg, tjente han helt godt og han forsynede Lili med en bil, som hun så forfærdelig gerne ville have, og andre forbrugs goder. Samtidig med at Lili levede i skiftende forhold, vogtede hun nidkært over Majakovskijs liv. På en af sine rejser til udlandet forelskede Majakovskij sig lidenskabeligt og skrev begejstret til Lili og Osip, at han ville giftes med den skønne. I dag ved vi (gennem breve) at Lili bevidst gennem sin søster i Paris fik ødelagt forholdet. Ægteparret Brik kunne ikke længere risikere at miste Majakovskij. 

Majakovskij rejste meget, og engang han var i Tyskland, købte han en bil til Lili. Han tegner bilen i et brev til sin elskede, og tegner en lille hundehvalp foran på bilen. Det er ham selv. Lilis kælenavn til Majakovskij var hvalpen.  

Alexander Rodchenkos berømte plakat med Lili Brik

Forrest:Dmitri Sjostakovitj, Vsevolod Mejerhold. Bagerst: Vladimir Majakovskij og Alexander Rodchenko. Shostakovich arbejder med musikken til Majakovskijs skuespil ”Væggelusen”.

Majakovskij bestilte altid 2 øl af gangen. Som han sagde: ”En til mit geni og en til mig selv” (Billedet er fra filmen ”Skolefrøknen og Bissen” en film Majakovskij skrev manus til og instruerede)

Selvmordet

Majakovskij var begyndt at ses med andre kvinder og hvad værre var, han dedikerede sine digte til andre kvinder end Lili. Hun blev rasende skinsyg og ude af sig selv, efterhånden som hun indså, at hun mistede magten over og indflydelsen på Majakovskij. I USA havde Majakovskij en kort affære med en emigrant fra Georgien Elizaveta Petrovna. Med hende fik digteren en datter, som han kun så en gang som lille i Nice. Lili vidste om dette og vogtede et hvert skridt han tog. En af de kvinder som Majakovskij forelskede sig i var skuespillerinden Veronika Polonskaja (også kaldet Nora), som var gift med skuespilleren Michael Janshina. Veronika og Majakovskij havde hemmelige stævnemøder som oftest i hans lejlighed i Lubjankapassagen, som han havde beholdt i alle årene, hvor han boede sammen med Lili og Osip.

Majakovskijs datter Patricia Thompson.

På sine gamle dage antog hun sit russiske fornavn Jelena

Veronika Polonskaja

 Majakovskij var udsat for flere på hinanden følgende uheld f.eks. mødte hans sidste skuespil meget modstand og hans nerver var spændt til bristepunktet. Selvmordstanker havde han altid lidt af, men nu blev tankerne om selvmordet mere og mere en måde for ham at imødegå livets modgang. Den svenske Majakovskij ekspert, Bengt Jangfeldt, har i sin Majakovskij biografi kortlagt digterens færden de sidste uger inden selvmordet. Det er beskrivelsen af en psykisk syg og nedbrudt mand. For hvert minut bliver hans psykiske helbredstilstand forværret. Han planlægger selvmordet, skriver et afskedsbrev. Nu skal der ikke meget til at udløse selvmordet. Aftnen før selvmordet var han sammen med Veronika Polonskaja og dennes mand hos en fælles bekendt. Majakovskij skriver små sedler til hende og forlanger, at hun forlader sin mand. Hun beder ham om 2 dages frist. Dagen efter mødes de og tager til Lubjankapassagen. Veronika skal til prøve på teatret og det opfatter Majakovskij som ligegyldighed overfor ham. Han forlanger, at hun øjeblikkelig forlader sin mand og flytter ind hos ham. Han forlanger ligeledes, at hun dropper teatret, hvilket hun forklarer, at hun ikke kan. Situationen bliver mere og mere absurd. Endelig beder Majakovskij hende om at gå til teatret. Hun går ned af trappen og hører et skud. Hun styrter tilbage og finder Majakovskij død på gulvet – klokken var kvart over 10 den 14. april 1930.

Majakovskij på lit de parade i Forfatternes Hus, hvor han kort forinden havde en storstilet udstilling om sit livsværk. Manden med brillerne er Osip og ved hans side Lili. Ved siden af Lili Majakovskijs mor

 Rusland er et land, hvor rygter meget ofte forveksles med sandheden. Majakovskij var knapt nok død før der opstod det rygte, at han var blevet myrdet. Forskellige skumle personer skulle stå bag: mænd til kvinder Majakovskij havde et forhold med, hævngerrige kvinder i al almindelighed og staten. Myten om staten som morder direkte eller indirekte bliver udnyttet i vestens anti-sovjetiske propaganda den dag i dag. Direktøren for Majakovskij museet, Svetlana Strisjnenaja, har en forklaring på de mange rygter om mord. ” Hans samtidige ønskede ikke at tro, at han begik selvmord. Den stærke mand, og hvordan kunne det være sandt” siger hun og hun tilføjer ”Han var alt for følsom, langt mere end almindelige mennesker” (Komsomolskaya Pravda 12. november 2006). Afskedsbrevet indeholdt bl.a. denne besked til myndighederne:

” anklag ingen for min død og lad være med at løbe med sladder. Mor, mine søstre og kammerater tilgiv – dette er ingen god metode, men jeg har ingen anden udvej. Lili – elsk mig. Kammerat regering, min familie er Lili Brik, min mor, mine søstre og Veronika Polonskaja. Hvis du kan give dem et anstændigt liv så mange tak. Giv de påbegyndte digte til Briks, de forstår sig på dem”.  

Majakovskijs kiste bæres ud fra Forfatternes Hus

Over 150.000 mennesker fulgte kisten til krematoriet. Mange af Majakovskijs personlige venner gik med ind i krematoriet og overværede kremeringen af deres ven. Det var som om, de ikke kunne slippe ham.

Efterspil: 
Marina Tsvetajeva

Digterinden Marina Tsvetajeva, der boede i Paris på det tidspunkt, da Majakovskij gjorde selvmord, skrev en digtcyklus med titlen ”Til Majakovskij” (Majakovskomu) der udover sorgen og lovprisninger af digteren også rettede en kritik af pressen både i Sovjetunionen og emigrant pressen for at politisere en stor poets død. Digt cyklussen er skrevet som en omskrivning af kirkens dødsmesse og hun slutter med ordene: ”Giv den evige fred O herre til din hensovne fjende” – i den kirkelige bøn hedder det selvfølgelig ”din hensovende tjener” men Tsvetajeva udskifter ordet ”raba” med ordet ”vraga” (fjende). Den oprindelige bøn lyder: Upokoj, Gospodi; dushu usopshego raba tvojego. 

(Giv, Herre, din hensovne tjener (slave) fred). Tsvetajeva udskifter ordet ”raba” med ordet ”vraga” (fjende). 

Lili Brik & Stalin 

5 år efter Majakovskijs død skriver Lili Brik et brev til Stalin. Hun skriver, at alle Majakovskijs manuskripter, breve og udkast til digte og skuespil er i hendes besiddelse. Hun beklager samtidig, at der ikke er oprettet et officielt Majakovskij arkiv for forskningen og ligeledes, at der ikke findes et Majakovskij museum. Hun undrer sig over, at Majakovskijs bøger ikke er til at få hos boghandleren m.a.o., hvorfor der ikke genoptrykkes værker af digteren. Stalin reagerer prompte og videregiver sagen til sekretæren i kommunistpartiets centralkomite Nikolaj Jezjov. Henover Lilis brev har Stalin skrevet i hånden:

” Kammerat Jezjov, jeg beder dig tage ansvaret for Briks brev. Majakovskij var og forbliver den bedste, mest begavede poet i vor sovjetiske epoke. Ligegyldighed for hans værk er en forbrydelse. Briks klagemål er efter min mening berettiget. Tag kontakt med hende eller kald hende til Moskva… Se til, at alt som vi har forsømt, bliver gjort godt igen. Hvis min hjælp behøves er jeg parat. Hilsen Stalin”. Kort efter blev Lili kaldt til et møde med Jezjov og det blev aftalt, at staten skulle overtage ansvaret og forvaltningen af Majakovskij arkivet og der skulle oprettes et Majakovskij museum. 

Lili Briks brev med Stalins håndskrift henover

 Det første museum blev åbnet i 1938 på Gendrikov Gaden (senere omdøbt til Majakovskij gaden) i den lejlighed, hvor Lily Brik, Osip Brik og Vladimir Majakovskij tidligere havde boet sammen. Her boede Majakovskij og Briks fra 1926 til 1930. 1968 overførtes samlingen og arkivet til huset i Lubjankapassagen, hvor Majakovskijs tidligere et værelses lejlighed lå. Og den nuværende udstilling åbnede i 1974. Samlingen er oppe på over 50.000 genstande samt 200.000 bøger. I dag er hele huset et stort museum indrettet som en gigantisk futuristisk konstellation som dækker 4 etager. Man tager først trappen op til øverste etage, hvor Majakovskij boede. Her kan man se de få ejendele han havde og sengen, hvor man lagde ham op efter selvmordet. Herefter kommer man ind i selve museet og bevæger sin ned gennem etagerne af en bred indvendig rotunde. Her er alverdens ting og sager relateret til Majakovskijs liv og virke. Alt i en ordnet futuristisk uorden. Kære venner det er ganske enkelt mageløst. 

Danske turister (Åndsbollernes lille rejsehold som jeg er medlem af) foran Majakovskij busten ved passagen ind til Majakovskij Museet i Moskva

Foran Majakovskij museet som ligger inde i en lille gård

Til sommer 2013 lukker Majakovskij museet i 2 år, idet bygningen skal renoveres. En demonstration i Moskva viser, at russerne holder øje med, hvordan arven efter Majakovskij forvaltes. Rygterne vil vide, at museet vil blive lavet om til et museum for futurismen.  Demonstranterne bar skilte med forskellige slogans så som: ”Ja til renovation under vejledning af eksperter”, ”Nej til inkompetente vejledere udpeget af museet”. Demonstranterne forlangte, at restaureringen skulle ledes at et ekspertpanel og at Majakovskij museet skulle udråbes til national kulturarv. På facebook kan man støtte gruppen, som vil bevare Majakovskij muset som digterens museum og ikke et museum for futurisme generelt: МАЯКОВСКИЙ: спаси и сохрани!

Demonstration i Moskva for bevarelse af Majakovskij museet 

i nuværende stand

Teater gruppen "Komediant" optræder på Majakovskij museet. Hver en krog på museet er allerede den perfekte teater dekoration.

Jeg kan på det varmeste anbefale Bengt Jangfeldts biografi om digteren ” Med Livet Som Insats – Berättelsen om Vladimir Majakovskij och hans kreds”. Det er til dags dato den omfangsrigeste og bedst underbyggede Majakovskij biografi. Et udvalg af Majakovskijs digte på svensk findes i: Gunnar Harding & Bengt Jangfeldt ”Vladimir Majakovskij JAG! På dansk findes ”V. Majakovski – Digte” oversat af T. Klitgaard.

 Er man varm på at læse om århundredets kærlighedsdrama, så er brevvekslingen mellem Lili Brik og Majakovskij lige sagen: "Kärleken är alltings hjärta" : brevväxling 1915-1930. Bogen er kommenteret af Bengt Jangfeldt og oversat af Lars Erik Blomqvist. Oversat til dansk findes Majakovskijs teaterstykke: 

”Væggelusen: en eventyrkomedie” ved Ivan Malinovski.

 Ellers er det bare om at se i diverse antologier om sovjetisk digtning. På norsk kan jeg anbefale poemet” Vladimir Iljitsj Lenin” af Majakovskij samt ”Av full strupe ” af Majakovskij i gendigtning af Martin Nag.

Majakovskij læser op for radioen

Majakovskijs sidste kendte tegning. 

En mand følger efter den nedgående sol

Efter Majakovskijs død publicerede hans venner et lille skrift om digteren. Billedet af Majakovskij havde sørgerand 

Lili Brik blev 86, også hun gjorde selvmord som en slags opfyldelse af en drøm, hun havde kort efter Majakovskijs død. Hun ser ham i drømme og bebrejder ham selvmordet. Majakovskij siger så uendeligt blidt ”du vil engang vælge samme metode”.

Lili & Majakovskij

Majakovskij havde en sand skræk for at skulle ende som statue & her er han på Triumphalnaja Pladsen i Moskva (tidligere Majakovskij Pladsen. Metro stationen hedder dog stadig Majakovskij)

Gennem min ven Pjotr har jeg fået lov til at offentliggøre Karen Kjærulfs oversættelse af Vladimir Majakovskijs digt ”Befaling nr. 2 til kunstens armé ”.  Digtet er fra 1919 og har været trykt i tidsskriftet Glasnost 1990, nr. 8, side 52-53. Samme Pjotr kan man takke for denne fabel om Majakovskij på min blok. Som en og anden sikkert har bemærket, så forekommer der en del om sovjetisk kulturliv på denne blok. Engang støtte jeg på en besynderlig bemærkning ude på nettet. En herre proklamerede højlydt, at Sovjetunionen ikke havde produceret noget kulturelt overhovedet. Jeg blev bedrøvet over min landsmands bundløse uvidenhed og besluttede mig for nu og da at placere lidt om sovjetisk kulturliv på min blok. Samtidig besluttede jeg mig for kun at skrive om sådanne kuriositeter, som er liden kendte herhjemme. Majakovskij må siges ikke at være en sådan kuriositet, men da Pjotr trængte ind på mig med flere spændende Majakovskij nyheder og oveni muligheden for at offentliggøre et digt af Majakovskij, ja så var sagen ligesom afgjort. En stor tak til Karen Kjærulf og en ikke mindre tak til Pjotr. 

   

Befaling nr. 2 til kunstens armé
Vladimir Majakovskij

Jer -

velnærede barytoner - som fra Adam til vore dage

har begejstret teatrenes bastioner med Romeos og Julies klagesang.

Jer -

billedsmørere, godmodigtlade som heste,

Ruslands ædende, vrinskende stolthed,

som i atelierernes skjul

maler drabeligt - nu som før –

blomster og menneskekroppe.

Jer -

der dækker jer med mystikkens figenblade,

med panden furet af rynker -

futurister,

imaginister

og symbolister,

fanget i rimenes spindelvæv.

Jer -

som har skiftet fra skilning

til vilter manke,

fra lak til sivsko,

proletarkulturens dyrkere,

der syr lapper

på den langskødede Pusjkinkjole.

Jer -

dansende, fløjteblæsende

som forråder for åbent tæppe

og synder i det skjulte,

hvem fremtiden foresvæver

som en gigantisk, priviligeret madpakke.

Jer siger

jeg -

er jeg nu genial eller ej,

som har opgivet tidsfordrivet

og arbejder i ROSTA, jeg siger jer -

før geværkolberne fortæller jer det:

Stop op!

Stop op!

Glem

og blæs på

rim

arier

rosenbuske

og alt det andet sentimentale kluns

fra kunstens arsenaler.

Hvem gider høre,

at ȁh, den stakkel!

Hvor han elskede

og hvor ulykkelig han var . . .«?

Ikke langhårede profeter,

men mestre, behøver vi nu:

Hør engang:

Lokomotiverne stønner,

det trækker gennem sprækker og gulv:

»Giv os kul fra Don!

Der mangler smede i remisen!«

Ved hver eneste flodmunding,

med skrogets side itu,

klager skibe i dok deres nød:

»Giv os olie fra Baku!«

Mens vi skændes og tøver

og søger den sande mening:

»Giv os nye former!« -

skriger landet på ting.

Der er ingen tåber

som skares måbende om en »maestro«

og venter på hvert ord, han måtte sige.

Kammerater,

giv os en ny kunst -

en,

som kan trække republikken op af skidtet.

(Oversat af Karen Kjærulf Nielsen

Digtet er fra 1919

Trykt i Glasnost 1990, nr. 8, side 52-53)

Majakovskijs grav på på Novodevitjij Kirkegården i Moskva

Bogomslag til Majakovskijs digtsamling "Om Det Der" af Alexander Rodchenko. Kvinden på billedet er Lili 

Hør Majakovskijs stemme. Majakovskij læser op af sine digte!

Se hele Majakovskijs film ”Skolefrøknen og bissen” her: 

 http://updateslive.blogspot.dk/2012/02/majakovsky-movie-from-1918.html

Link til Majakovskijs digt ”Højt og uden omsvøb”:

http://oktobernet.dk/artikler/Nexo_og_co/2003_1228_mayakovskij_hoejt_og_uden_omsvoeb.htm

Link til Majakovskij Museet i Moskva (Engelsk side) 

https://www.google.com/culturalinstitute/collection/mayakovsky-museum

Mayakovsky on life, love and himself in 10 quotes

http://rbth.co.uk/multimedia/2015/07/17/mayakovsky_258827?crid=325359