torsdag den 21. februar 2013

Vladimir Majakovskij - oprøreren mod den gode smag



”Majakovskij var og forbliver den bedst begavede digter
 I vores tid”
(Josef Stalin)
”Majakovskij er vor tids Moliere”
(Vsevolod Mejerhold)

V. Majakovskij
Vladimir Majakovskij  (7. juli 1893 - 14. april 1930) - sovjetiske digter, satiriker, dramatiker, manuskriptforfatter, filminstruktør, skuespiller, propagandist, redaktør af magasinet "LEF" ("Venstre Front").
Majakovskij repræsenterer en af ​​de mest livlige, farverige og originale personer i sovjetisk litteratur. Hans liv faldt sammen med en periode af historien, hvor Rusland blev rystet af 2 revolutioner i 1905 og 1917. Revolutionen, verdenskrigen og borgerkrig banede vejen for overgangen fra et feudal-kapitalistisk samfund til et socialistisk samfund. Majakovskijs liv og digtning er uløseligt forbundet med hans tid, som han udtrykte og gestaltede gennem sin kreative digtning og øvrige kunstneriske produktion. Kært barn har mange navne og Majakovskij fik gennem tiden mange prædikater: Russisk poesis rasende tyr, rimenes tornado, poesiens fornyer, oprøreren mod den gode smag. Majakovskij blev en af ​​grundlæggerne af den russiske futuristiske bevægelse. Det siges, at der var ingen mere strålende figur i den russisk avantgarde-kunst, der fulgte Oktoberrevolutionen. Netop Oktober revolutionen frigjorde en slumrende talentmasse blandt digtere, musikere og malere. Revolutionen skabte kunstnere der på en utraditionel måde reflekterede over en utraditionel verden, de var forudbestemte til at sprænge rammerne for det gamle og tordne frem med alt det nye.
 Vladimir Majakovskij voksede op i Georgien, hvor faren var skovløber. Efter dennes død i 1906 flyttede familien til Moskva. Majakovskij deltog i det russiske socialdemokratis (senere kommunistiske parti) undergrunds arbejde og blev fængslet flere gange, sidste gang i 1910. I fængslet begyndte han at skrive digte, som dog blev beslaglagt. Det var også her han fik den ide, at han ville skabe en socialistisk kunst.
Boris Pasternak
& Majakovskij
Udenfor fængslets murer fortsatte han med at skrive digte og små fortællinger i smug. Han blev optaget på Moskvas skole for: maleri, skulptur og arkitektur og begyndte at hænge ud med tidens boheme og avantgarde kunstnere. Avantgarden på den tid var futurismen, som fra Italien havde fundet vej til Rusland. Majakovskij debuterede som 20årig med et digt i futuristernes manifest ”En øretæve til den almene smag”. Manifestet kastede fortidens digtere; ”Puskin, Dostojevskij, Tolstoi ect.. overbord fra samtidens skib” og fastslog ”Kun vi er vor tids ansigt”. Den nye tids stemme kaldte de ”kubo–futurismen”: bubismen indenfor billedkunst og futurismen indenfor ordkunsten og mærk jer det, flere af bevægelsens medlemmer var både billede og ord – kunstnere.  Erkendelsen af at være den nye tids ansigt bevarede Majakovskij sit korte liv igennem. Ligesom han tog det kunstneriske ansvar på sig som fulgte med denne erkendelse. Han stormede derud af og indtog snart pladsen som tidens førende poet.
Han førte digtningen ud på gaden, hans vers lyder som brølet fra en højtaler. Han brød med alle tidligere regler for vers mageri. Han hakkede brutalt linien i stykker og forvandlede derved digtet til en slags dynamisk prosa, der hamrer sig ind i øret og frem for alt havde han en charme, som han formåede at overføre til digtene. 

   Majakovskij var storbyens, industrien og det moderne livs fart og bevægelses digter. Kunstnerisk fór han larmende omkring. Lod sig begejstre af tidens markante syns-, lugt- og lydindtryk, som han videregav i fortættet sproglig og poetisk form. Om nogen vedkendte han sig hele paletten, også det ensomme massemenneskes frygtelige og umenneskelige situation gav han udtryk og indhold. Engang kom han alvorligt op at skændes med digter kollegaen Boris Pasternak men med sædvanlig humor udglattede Majakovskij: ”Nå ja hvad. Vi er virkelig forskellige. ”Du elsker lynet på himlen, jeg elsker det i det elektriske strygejern”. 
       

Majakovskijs trappetrins digte var udover en lyd og bogstav oplevelse også en grafisk

Til tider blev ordene ren grafik – her i samarbejde med kunstneren El Lisitskij, som står for grafikken
 Foruden utallige digte og poemer (lange fortællende digte) samt 5 skuespil omfatter hans produktion 16 film, diverse børnebøger, journalistik og et stor antal plakater, de så kaldte ROSTA – vinduer.  ROSTA – vinduer var plakater, som blev skabt i 1919-1921 af sovjetiske kunstnere og digtere, der arbejdede i det russiske Telegraph Agency (ROSTA).  Plakaterne var beregnet på at blive hængt op i forretningsvinduerne deraf navnet ROSTA -vinduer. Man arbejdede med skarpe og klare satiriske billeder ledsaget af korte iørefaldende poetiske tekster. Emnet dækkede alle aktuelle begivenheder store som små.  De første plakater var håndtegnede, men man gik hurtigt over til ”masseproduktion” ved hjælp af linoleums tryk eller farve stencil, hvor der kunne trykkes op til 150 eller flere eksemplarer. Majakovskij alene skabte over 1100 ROSTA – vinduer.  

Eksempel på Majakovskijs ROSTA vindue. Har du ekstra madvarer, så løb hen og del med fællesskabet.


Majakovskij fanget i A.Nyurenbergers streg, hvor han arbejder på sine ROSTA vinduer, i det lille og uopvarmede atelier på den russiske telegraf
 Revolutionen og kærligheden
Majakovskij var en billedstormer og larmende oprører. Når han rørte på sig kunne det ses, smages og høres over hele Sovjetunionen. Hans emne var revolutionen og kærligheden. Formen eksperimenterede han med som en del af den skabende drift. Han brugte talesproget med dets slang og nydannelser. Den politiske talers betoninger og fraseringer blev hans poesis varemærke. Imidlertid taler Majakovskijs poesi ikke til nogen, der foregår en uophørlig dialog i den. Teksten snakker med sig selv og med omverdenen. Revolutionen åbnede for en kunstnerisk overdådighed og kreativitet, som verden ikke havde set siden renæssancen. Samtidig med at Majakovskij arbejdede med ROSTA – vinduer, skrev han på sit revolutions digt ”150.000.000”. Titlen er simpelthen det russiske folks samlede antal. Majakovskij lægger al individualisme fra sig og råber dette digt ud til alverden i hele det russiske folks navn:
”150.000.000 er forfattere til disse linjer.
Rimene er en løbeild fra kvarter til
kvarter.
Rytmen er maskingeværsknitren.
150.000.000 vræler gennem mine
læber disse ordkaskader ud.
Dette værk er trykt på
brostenspapir af en rotations-
presse med tusind fødder”.

Kunstneren El Lisitskijs bogomslag til poemet ”Godt” -
 Majakovskijs hyldest til revolutionen
Den svenske Majakovskij kender Bengt Jangfeldt siger, at revolutionen fandtes inden i Majakovskij selv og derfor vil det også være nyttesløs at skelne mellem en før og efter revolutionær Majakovskij. Imidlertid sendte Majakovskij poemet med didaktion til Vladimir Lenin. Lenin forstod aldrig rigtig den nye litteratur, og han var alt andet end imponeret af ”150.000.000”, som han kaldte dumt og prangende. Majakovskij blev selvfølgelig berørt af denne negative reaktion, men skæbnen gav ham endnu en lejlighed til at vise Lenin, hvad han duede til.
På et møde 6. marts 1922 i Metalarbejderforbundets kommunistiske fraktion sagde Lenin:
"I går læste jeg ved et tilfælde i Izvestija Majakovskijs digt "Prozasedavshiesya" (Dem der holder (lange unyttige) møder, der ikke fører til noget) om det politiske spørgsmål. Jeg er ikke fan af hans poetiske talent, men jeg erkender fuldt ud min inkompetence på dette område. Men det var længe siden, jeg følte så megen glæde ud fra et politisk og administrativt synspunkt. I sit digt gør han op med alle møder og gør nar af kommunisterne som bare sammentræder og sammentræder. Hvad angår poesien skal jeg ikke udtale mig, men hvad som gælder det politiske garanterer jeg, at det er helt rigtigt”. Lenins tale til støtte for den politiske satire i digtet "Prozasedavshiesya" førte til et aktivt samarbejde med digteren og avisen Izvestija og med et var Majakovskijs navn på alles læber. 

Lenin forstod sig ikke på Majakivskijs radikale futurisme – men den politiske satire hos digteren var lige ham
Lili Brik
 Kærligheden var Lili (på russisk Lilja) Brik (1891 – 1978). Hun var på en gang hans muse, elskerinde, besættelse og skæbne. Ikke fordi der ikke var andre kvinder, for det var der, men passionen for Lili styrede Majakovskijs liv fra den dag han så hende første gang. Lili og hende mand Osip Brik tilhørte den jødiske overklasse i Rusland og havde derfor ikke samme problemer som fattige jøder i zarens rige. De kunne frit rejse omkring og havde adgang til højere uddannelser.  Alligevel var de begge revolutionære. Typisk for overklassens revolutionære indebar et revolutionært arrangement for Hr. og Fru Brik et stærkt aspekt af selvudvikling og selvrealisation. Herunder ikke mindst eksperimenter med seksualiteten og kønsroller. Ligesom andre unge radikale fra overklassen var ægteparret fascineret af den revolutionære forfatter Nikolaj Tjernysjevskij roman ”Hvad der bør gøres”. I denne bog gør Tjernysjevskij sig til talsmand for åbne ægteskaber som et led i kvindens frigørelses kamp. Osip og Lili levede efter denne bogs forskrifter og så sig selv som et moderne revolutionært par. Lilis drøm var at blive en stor forfatters muse og i Majakovskij fandt hun, hvad hun søgte. Hun forelskede sig i digteren men ikke i personen, som hun fandt frastødende med hans gadedrenge manerer, usoignerede ydre og sorte tænder. Majakovskij på sin side ønskede, at Lili skulle elske ham, som det hele menneske han var og ikke kun digteren i ham. 

Mikhail Larionov  portrætterede Majakovskij præcis sådan som Lili ikke kunne lide ham - som gadedrengen

Imidlertid fik Lili hurtigt lavet om på digteren

Modsat Osip og Lili var Majakovskij sygeligt jaloux, noget han aldrig lagde skjul på. Han gør stormkur til Lilli og hun erklærer ham sin kærlighed men forklarer samtidig, at Osip for altid vil være hendes mand. Majakovskij accepterer situationen og de 3 indleder et varmt og kreativt forhold, som kun blev afbrudt af Majakovskijs død. Lilis kærlighed havde en pris (til tider en meget høj pris, nemlig Majakovskijs integritet). Det første, hun gør, er at lave om på ham. Få ham sendt til tandlæge, få ham til at interessere sig for, hvordan han går klædt og andet i samme skuffe. Majakovskij kvitterer ved at tilegne Lili sine digte fra og med digtet ”Rygradsfløjten” og i ”En sky i bukser”, digtet der på en gang gjorde ham berømt. I digtet ”Om det der” oprulles et kærligheds og jalousi drama uden sidestykke. Lili føler, at Majakovskij klæber lige lovligt meget til hende og hun fortæller ham det. Straks dømmer han sig selv til ”eksil” (fra sin elskede) i 2 måneder. Han trak sig tilbage til sin lille etværelses på Lubjankapassagen (hvor Majakovskij museet ligger i dag). I de to måneder levede han som en eremit. Han besøgte ingen og afstod endda fra sin yndlingsbeskæftigelse – kortspil. I stedet skrev han stilheder, han skrev nætter. Han skrev poemet ”Om det der” til Lili, om poeten der lider for hele menneskeheden. Han er den 13. apostel, kærlighedens og humanitetens repræsentant på jorden. Krisen er ovre og Majakovskij flyttede igen sammen med ægteparret Brik.

Lykkelig trekants alliance: Osip, Lili og Majakovskij

Majakovskij sammen med Lili. Altid poserede han, også her i traditionel maskulin stil. I virkeligheden var det Lili, der havde bukserne på for det meste da!

Lili holdt også af at posere. Egentlig smuk var hun ikke, men hun havde en hypnotisk magt over de fleste mænd
  Forholdet mellem Lili og poeten var imidlertid ikke gnidningsløst, omvendt var det fyldt med konflikter. Lili levede stadig i et åbent ægteskab (med mand og elsker) og hun forstod at tage for sig af retterne. Når Lili frekventerede diverse mænd, led Majakovskij alle kvaler. Lili skulle i den sammenhæng have sagt, at hun udmærket vidste han led, men det kom der stor poesi ud af. En mindre pæn side ved 3 kants forholdet var, at Osip og Lili efterhånden havde vænnet sig til at leve af Majakovskijs indtægter. Revolutionen betød, at ægteparret Brik mistede deres formue. Noget de aldrig beklagede sig over. Efterhånden, som Majakovskijs stjerne steg, tjente han helt godt og han forsynede Lili med en bil, som hun så forfærdelig gerne ville have, og andre forbrugs goder. Samtidig med at Lili levede i skiftende forhold, vogtede hun nidkært over Majakovskijs liv. På en af sine rejser til udlandet forelskede Majakovskij sig lidenskabeligt og skrev begejstret til Lili og Osip, at han ville giftes med den skønne. I dag ved vi (gennem breve) at Lili bevidst gennem sin søster i Paris fik ødelagt forholdet. Ægteparret Brik kunne ikke længere risikere at miste Majakovskij. 

Majakovskij rejste meget, og engang han var i Tyskland, købte han en bil til Lili. Han tegner bilen i et brev til sin elskede, og tegner en lille hundehvalp foran på bilen. Det er ham selv. Lilis kælenavn til Majakovskij var hvalpen.  

Alexander Rodchenkos berømte plakat med Lili Brik

Forrest:Dmitri Sjostakovitj, Vsevolod Mejerhold. Bagerst: Vladimir Majakovskij og Alexander Rodchenko. Shostakovich arbejder med musikken til Majakovskijs skuespil ”Væggelusen”.


Majakovskij bestilte altid 2 øl af gangen. Som han sagde: ”En til mit geni og en til mig selv” (Billedet er fra filmen ”Skolefrøknen og Bissen” en film Majakovskij skrev manus til og instruerede)
Selvmordet
Majakovskij var begyndt at ses med andre kvinder og hvad værre var, han dedikerede sine digte til andre kvinder end Lili. Hun blev rasende skinsyg og ude af sig selv, efterhånden som hun indså, at hun mistede magten over og indflydelsen på Majakovskij. I USA havde Majakovskij en kort affære med en emigrant fra Georgien Elizaveta Petrovna. Med hende fik digteren en datter, som han kun så en gang som lille i Nice. Lili vidste om dette og vogtede et hvert skridt han tog. En af de kvinder som Majakovskij forelskede sig i var skuespillerinden Veronika Polonskaja (også kaldet Nora), som var gift med skuespilleren Michael Janshina. Veronika og Majakovskij havde hemmelige stævnemøder som oftest i hans lejlighed i Lubjankapassagen, som han havde beholdt i alle årene, hvor han boede sammen med Lili og Osip.
Majakovskijs datter Patricia Thompson.
På sine gamle dage antog hun sit russiske fornavn Jelena
Veronika Polonskaja

 Majakovskij var udsat for flere på hinanden følgende uheld f.eks. mødte hans sidste skuespil meget modstand og hans nerver var spændt til bristepunktet. Selvmordstanker havde han altid lidt af, men nu blev tankerne om selvmordet mere og mere en måde for ham at imødegå livets modgang. Den svenske Majakovskij ekspert, Bengt Jangfeldt, har i sin Majakovskij biografi kortlagt digterens færden de sidste uger inden selvmordet. Det er beskrivelsen af en psykisk syg og nedbrudt mand. For hvert minut bliver hans psykiske helbredstilstand forværret. Han planlægger selvmordet, skriver et afskedsbrev. Nu skal der ikke meget til at udløse selvmordet. Aftnen før selvmordet var han sammen med Veronika Polonskaja og dennes mand hos en fælles bekendt. Majakovskij skriver små sedler til hende og forlanger, at hun forlader sin mand. Hun beder ham om 2 dages frist. Dagen efter mødes de og tager til Lubjankapassagen. Veronika skal til prøve på teatret og det opfatter Majakovskij som ligegyldighed overfor ham. Han forlanger, at hun øjeblikkelig forlader sin mand og flytter ind hos ham. Han forlanger ligeledes, at hun dropper teatret, hvilket hun forklarer, at hun ikke kan. Situationen bliver mere og mere absurd. Endelig beder Majakovskij hende om at gå til teatret. Hun går ned af trappen og hører et skud. Hun styrter tilbage og finder Majakovskij død på gulvet – klokken var kvart over 10 den 14. april 1930.

Majakovskij på lit de parade i Forfatternes Hus, hvor han kort forinden havde en storstilet udstilling om sit livsværk. Manden med brillerne er Osip og ved hans side Lili. Ved siden af Lili Majakovskijs mor
 Rusland er et land, hvor rygter meget ofte forveksles med sandheden. Majakovskij var knapt nok død før der opstod det rygte, at han var blevet myrdet. Forskellige skumle personer skulle stå bag: mænd til kvinder Majakovskij havde et forhold med, hævngerrige kvinder i al almindelighed og staten. Myten om staten som morder direkte eller indirekte bliver udnyttet i vestens anti-sovjetiske propaganda den dag i dag. Direktøren for Majakovskij museet, Svetlana Strisjnenaja, har en forklaring på de mange rygter om mord. ” Hans samtidige ønskede ikke at tro, at han begik selvmord. Den stærke mand, og hvordan kunne det være sandt” siger hun og hun tilføjer ”Han var alt for følsom, langt mere end almindelige mennesker” (Komsomolskaya Pravda 12. november 2006). Afskedsbrevet indeholdt bl.a. denne besked til myndighederne:
” anklag ingen for min død og lad være med at løbe med sladder. Mor, mine søstre og kammerater tilgiv – dette er ingen god metode, men jeg har ingen anden udvej. Lili – elsk mig. Kammerat regering, min familie er Lili Brik, min mor, mine søstre og Veronika Polonskaja. Hvis du kan give dem et anstændigt liv så mange tak. Giv de påbegyndte digte til Briks, de forstår sig på dem”.  

Majakovskijs kiste bæres ud fra Forfatternes Hus

Over 150.000 mennesker fulgte kisten til krematoriet. Mange af Majakovskijs personlige venner gik med ind i krematoriet og overværede kremeringen af deres ven. Det var som om, de ikke kunne slippe ham.

Efterspil: 
Marina Tsvetajeva

Digterinden Marina Tsvetajeva, der boede i Paris på det tidspunkt, da Majakovskij gjorde selvmord, skrev en digtcyklus med titlen ”Til Majakovskij” (Majakovskomu) der udover sorgen og lovprisninger af digteren også rettede en kritik af pressen både i Sovjetunionen og emigrant pressen for at politisere en stor poets død. Digt cyklussen er skrevet som en omskrivning af kirkens dødsmesse og hun slutter med ordene: ”Giv den evige fred O herre til din hensovne fjende”i den kirkelige bøn hedder det selvfølgelig ”din hensovende tjener” men Tsvetajeva udskifter ordet ”raba” med ordet ”vraga” (fjende). Den oprindelige bøn lyder: Upokoj, Gospodi; dushu usopshego raba tvojego. 
(Giv, Herre, din hensovne tjener (slave) fred). Tsvetajeva udskifter ordet ”raba” med ordet ”vraga” (fjende). 
Lili Brik & Stalin 
5 år efter Majakovskijs død skriver Lili Brik et brev til Stalin. Hun skriver, at alle Majakovskijs manuskripter, breve og udkast til digte og skuespil er i hendes besiddelse. Hun beklager samtidig, at der ikke er oprettet et officielt Majakovskij arkiv for forskningen og ligeledes, at der ikke findes et Majakovskij museum. Hun undrer sig over, at Majakovskijs bøger ikke er til at få hos boghandleren m.a.o., hvorfor der ikke genoptrykkes værker af digteren. Stalin reagerer prompte og videregiver sagen til sekretæren i kommunistpartiets centralkomite Nikolaj Jezjov. Henover Lilis brev har Stalin skrevet i hånden:
” Kammerat Jezjov, jeg beder dig tage ansvaret for Briks brev. Majakovskij var og forbliver den bedste, mest begavede poet i vor sovjetiske epoke. Ligegyldighed for hans værk er en forbrydelse. Briks klagemål er efter min mening berettiget. Tag kontakt med hende eller kald hende til Moskva… Se til, at alt som vi har forsømt, bliver gjort godt igen. Hvis min hjælp behøves er jeg parat. Hilsen Stalin”. Kort efter blev Lili kaldt til et møde med Jezjov og det blev aftalt, at staten skulle overtage ansvaret og forvaltningen af Majakovskij arkivet og der skulle oprettes et Majakovskij museum. 

Lili Briks brev med Stalins håndskrift henover
 Det første museum blev åbnet i 1938 på Gendrikov Gaden (senere omdøbt til Majakovskij gaden) i den lejlighed, hvor Lily Brik, Osip Brik og Vladimir Majakovskij tidligere havde boet sammen. Her boede Majakovskij og Briks fra 1926 til 1930. 1968 overførtes samlingen og arkivet til huset i Lubjankapassagen, hvor Majakovskijs tidligere et værelses lejlighed lå. Og den nuværende udstilling åbnede i 1974. Samlingen er oppe på over 50.000 genstande samt 200.000 bøger. I dag er hele huset et stort museum indrettet som en gigantisk futuristisk konstellation som dækker 4 etager. Man tager først trappen op til øverste etage, hvor Majakovskij boede. Her kan man se de få ejendele han havde og sengen, hvor man lagde ham op efter selvmordet. Herefter kommer man ind i selve museet og bevæger sin ned gennem etagerne af en bred indvendig rotunde. Her er alverdens ting og sager relateret til Majakovskijs liv og virke. Alt i en ordnet futuristisk uorden. Kære venner det er ganske enkelt mageløst. 

Danske turister (Åndsbollernes lille rejsehold som jeg er medlem af) foran Majakovskij busten ved passagen ind til Majakovskij Museet i Moskva

Foran Majakovskij museet som ligger inde i en lille gård
Til sommer 2013 lukker Majakovskij museet i 2 år, idet bygningen skal renoveres. En demonstration i Moskva viser, at russerne holder øje med, hvordan arven efter Majakovskij forvaltes. Rygterne vil vide, at museet vil blive lavet om til et museum for futurismen.  Demonstranterne bar skilte med forskellige slogans så som: ”Ja til renovation under vejledning af eksperter”, ”Nej til inkompetente vejledere udpeget af museet”. Demonstranterne forlangte, at restaureringen skulle ledes at et ekspertpanel og at Majakovskij museet skulle udråbes til national kulturarv. På facebook kan man støtte gruppen, som vil bevare Majakovskij muset som digterens museum og ikke et museum for futurisme generelt: МАЯКОВСКИЙ: спаси и сохрани!

Demonstration i Moskva for bevarelse af Majakovskij museet 
i nuværende stand
Teater gruppen "Komediant" optræder på Majakovskij museet. Hver en krog på museet er allerede den perfekte teater dekoration.

Jeg kan på det varmeste anbefale Bengt Jangfeldts biografi om digteren ” Med Livet Som Insats – Berättelsen om Vladimir Majakovskij och hans kreds”. Det er til dags dato den omfangsrigeste og bedst underbyggede Majakovskij biografi. Et udvalg af Majakovskijs digte på svensk findes i: Gunnar Harding & Bengt Jangfeldt ”Vladimir Majakovskij JAG! På dansk findes ”V. Majakovski – Digte” oversat af T. Klitgaard.
 Er man varm på at læse om århundredets kærlighedsdrama, så er brevvekslingen mellem Lili Brik og Majakovskij lige sagen: "Kärleken är alltings hjärta" : brevväxling 1915-1930. Bogen er kommenteret af Bengt Jangfeldt og oversat af Lars Erik Blomqvist. Oversat til dansk findes Majakovskijs teaterstykke: 
”Væggelusen: en eventyrkomedie” ved Ivan Malinovski.
 Ellers er det bare om at se i diverse antologier om sovjetisk digtning. På norsk kan jeg anbefale poemet” Vladimir Iljitsj Lenin” af Majakovskij samt ”Av full strupe ” af Majakovskij i gendigtning af Martin Nag.

Majakovskij læser op for radioen

Majakovskijs sidste kendte tegning. 
En mand følger efter den nedgående sol

Efter Majakovskijs død publicerede hans venner et lille skrift om digteren. Billedet af Majakovskij havde sørgerand 


Lili Brik blev 86, også hun gjorde selvmord som en slags opfyldelse af en drøm, hun havde kort efter Majakovskijs død. Hun ser ham i drømme og bebrejder ham selvmordet. Majakovskij siger så uendeligt blidt ”du vil engang vælge samme metode”.
Lili & Majakovskij

Majakovskij havde en sand skræk for at skulle ende som statue & her er han på Triumphalnaja Pladsen i Moskva (tidligere Majakovskij Pladsen. Metro stationen hedder dog stadig Majakovskij)

Gennem min ven Pjotr har jeg fået lov til at offentliggøre Karen Kjærulfs oversættelse af Vladimir Majakovskijs digt ”Befaling nr. 2 til kunstens armé ”.  Digtet er fra 1919 og har været trykt i tidsskriftet Glasnost 1990, nr. 8, side 52-53. Samme Pjotr kan man takke for denne fabel om Majakovskij på min blok. Som en og anden sikkert har bemærket, så forekommer der en del om sovjetisk kulturliv på denne blok. Engang støtte jeg på en besynderlig bemærkning ude på nettet. En herre proklamerede højlydt, at Sovjetunionen ikke havde produceret noget kulturelt overhovedet. Jeg blev bedrøvet over min landsmands bundløse uvidenhed og besluttede mig for nu og da at placere lidt om sovjetisk kulturliv på min blok. Samtidig besluttede jeg mig for kun at skrive om sådanne kuriositeter, som er liden kendte herhjemme. Majakovskij må siges ikke at være en sådan kuriositet, men da Pjotr trængte ind på mig med flere spændende Majakovskij nyheder og oveni muligheden for at offentliggøre et digt af Majakovskij, ja så var sagen ligesom afgjort. En stor tak til Karen Kjærulf og en ikke mindre tak til Pjotr. 

   
Befaling nr. 2 til kunstens armé
Vladimir Majakovskij

Jer -
velnærede barytoner - som fra Adam til vore dage
har begejstret teatrenes bastioner med Romeos og Julies klagesang.

Jer -
billedsmørere, godmodigtlade som heste,
Ruslands ædende, vrinskende stolthed,
som i atelierernes skjul
maler drabeligt - nu som før –
blomster og menneskekroppe.

Jer -
der dækker jer med mystikkens figenblade,
med panden furet af rynker -
futurister,
imaginister
og symbolister,
fanget i rimenes spindelvæv.

Jer -
som har skiftet fra skilning
til vilter manke,
fra lak til sivsko,
proletarkulturens dyrkere,
der syr lapper
på den langskødede Pusjkinkjole.

Jer -
dansende, fløjteblæsende
som forråder for åbent tæppe
og synder i det skjulte,
hvem fremtiden foresvæver
som en gigantisk, priviligeret madpakke.

Jer siger
jeg -
er jeg nu genial eller ej,
som har opgivet tidsfordrivet
og arbejder i ROSTA, jeg siger jer -
før geværkolberne fortæller jer det:
Stop op!
Stop op!
Glem
og blæs på
rim
arier
rosenbuske
og alt det andet sentimentale kluns
fra kunstens arsenaler.
Hvem gider høre,
at ȁh, den stakkel!
Hvor han elskede
og hvor ulykkelig han var . . .«?
Ikke langhårede profeter,
men mestre, behøver vi nu:
Hør engang:
Lokomotiverne stønner,
det trækker gennem sprækker og gulv:
»Giv os kul fra Don!
Der mangler smede i remisen!«
Ved hver eneste flodmunding,
med skrogets side itu,
klager skibe i dok deres nød:
»Giv os olie fra Baku!«
Mens vi skændes og tøver
og søger den sande mening:
»Giv os nye former!« -
skriger landet på ting.
Der er ingen tåber
som skares måbende om en »maestro«
og venter på hvert ord, han måtte sige.
Kammerater,
giv os en ny kunst -
en,
som kan trække republikken op af skidtet.

(Oversat af Karen Kjærulf Nielsen
Digtet er fra 1919
Trykt i Glasnost 1990, nr. 8, side 52-53)

Majakovskijs grav på på Novodevitjij Kirkegården i Moskva


Bogomslag til Majakovskijs digtsamling "Om Det Der" af Alexander Rodchenko. Kvinden på billedet er Lili 

Hør Majakovskijs stemme. Majakovskij læser op af sine digte!




Se hele Majakovskijs film ”Skolefrøknen og bissen” her: 



Link til Majakovskijs digt ”Højt og uden omsvøb”:

lørdag den 9. februar 2013

Vera Mukhina sovjet billedhuggernes ukronede dronning



Født 19. juli 1889 i Riga og døde 6. oktober 1953 i Moskva. Det sovjetiske folks kunstner (1943) og medlem af Sovjetunionens kunstakademi i 1947. Modtog 4 gange Stalin-prisen. Det Røde Banners orden. Ærens Emblem.  
Vera Mukhina

Vera Mukhina skulle angivelig være en af feminist gruppen Pussy Riots forbilleder. Jeg har derfor søgt at finde ud af noget omkring Vera Mukhinas liv og tanker, som kan forklare sammenhængen med Pussy Riot – men det lykkedes ikke helt. At hun var en stærk personlighed og beslutsom kunstnerinde, hersker der imidlertid ingen tvivl om, og måske er det denne side af hende som tiltaler Pussyerne.
Vera Mukhina var uden sammenligning den berømteste billedhugger i Sovjetunionen. Hendes skulpturgruppe ”Arbejderen og Kolkhoz kvinden” (Kolkhoz – Landbrugs kollektiv), som kronede den russisk pavillon på den internationale udstilling i Paris i 1937, er stadig en af de betydeligste skulpturer i Moskvas by landskab. Skulpturgruppen kan opleves på Prospekt Mira 123b i Moskvas nordlige bydel.
Netop denne skulptur gruppe er en anden grund til, at jeg måtte vide noget om denne kunstnerinde. Ofte har jeg beundret hendes skulptur ”Arbejderen og Kolkhoz kvinden”, når jeg var i Moskva. Jeg har beundret denne fandenivoldske skulptur i gadehøjde, og fra vores hotelvindue på hotel Kosmos, når vi boede der. Jeg har set denne skulptur i al slags vejr og i alle døgnets forskellige timer. Om natten omgivet af lysene fra Moskvas skyskrabere og med Det Russiske Udstillings Center i baggrunden, opdager man, hvor unik i kunsthistorien dette værk er! (til venstre for Mukhinas mesterværk findes en anden og nyere skulptur af titan - en slags rumfartens obelisk. Jo tak, Moskva er en fantastisk by).Hvis nogen syntes, de kender denne skulptur, er det måske ikke så mærkeligt, idet Mosfilms brugte den som logo. 
Den sovjetiske kunst, arkitektur og musik scene bevægede sig i disse år hen imod klassicisme og romantisme. En anden og mere dybtgående romantisme indbefattende: subjektivisme, lyrik, det ophøjede, eventyret samt dyrkelsen af organisk helhed og sammenhæng. Sovjetborgerne genfandt disse egenskaber i Mukhinas grandiose skulptur ”Arbejderen og Kolkhoz kvinden”. Aviserne skrev, at skulpturen var udtrykt inderlighed og intimitet. At skulpturens indre liv var så vigtig for kunstneren, at hun for enhver pris måtte bevare den andens dyrebare liv, indfanget i statuen gennem gensidigheden mellem kvinde og mand i en fælles stræben. De to skikkelser i skulpturen beriger hinanden, og bekræfter den andens eksistens gennem en nærmest organisk samhørighed. Jovist, det var åbenbart, at ”Arbejderen og Kolkhoz kvinden” var deltagere i et ophøjet drama, med andre ord romantik for fuld udblæsning.
Skulpturens fremad stormende bevægelse foranstaltes i særdeleshed gennem et 20 meter langt sjal som draperes omkring kroppene og strømmer bagud. Man får derved indtrykket, at kvinden og manden skrider hurtigt fremad imod en kraftig blæst, som de overrumpler og besejre.
Arbejderen og Kolkhoz kvinden
Arbejderen og Kolkhoz kvinden
Arbejderen og Kolkhoz kvinden
Arbejderen og Kolkhoz kvinden

under opsætningsarbejdet i Paris 1937

Festfyrværkeri ved genopstillingen af Arbejderen og Kolkhoz kvinden efter istandsættelse 2009. På en ny og højere sokkel.

Mukhina studerede kunst i Moskva i årene 1909 til 1912 bl.a. hos Ilja Ivanovich Mashkov (kendt fra kunstner gruppen ”Ruder knægt”). Studerede i Paris fra 1912 til 1914 hos E. A. Bourdelle. Hun slog sig ned i Moskva og underviste på Moskva Højere Skole for Industriel Kunst fra 1926 til 1927 og på Teknisk institut for kunst. Hendes tidlige arbejder er tydeligvis inspireret af kubismen, men udviklede sig hurtigt i retning af monumentalitet og formfuld enkelthed. I begyndelsen af 1920´ skabe hun romantiske og ekspressive skulpturer, inspireret af Lenins opfordring til kunstnerne om at arbejde med monumental propaganda for det nye samfund. Mukhina udviklede hele tiden sin kunst og i begyndelsen af 30´modelerede hun flere detaljer og kombinerede skulpturens proportioner med en livagtig gengivelse af hendes emne. 
I denne periode skabte hun bl.a. ”Arbejderen og Kolkhoz kvinden”. Under anden verdenskrig arbejdede hun fortrinsvis med portræt buster. I portrætterne udtrykte hun personernes nationale særegenheder. Med skarp realisme afbildede hun sovjetiske soldater, ligesom hun også lavede portrætter af videnskabsmænd og kultur personligheder. Mukhina fremstillede i ”Partisanen” et generaliseret symbolsk billede af en sovjetisk pige, der udtrykker had til fjenden og en ubetvingelig tro på sejren.

Partisanen 1942  Tretjakov -galleriet (det nye)
 Efter krigen genoptog Mukhina interessen for at arbejde med monumentale skulpturer. Hun arbejdede også med sproget for at fremhjælpe det kunstneriske ordforråd indenfor sovjetisk kunst. Mukhina udviklede teorier om kunst og skulptur.
(Et 2 binds værk med hendes kunstkritiske artikler udkom i Moskva 1960), eksperimenterede med nye materialer og udviklede en teknik til polykromatiske skulpturer, dvs. mangefarvede skulpturer (f.eks. ”Revolutionens Flammer). Ingen tvivl om, at hun var en yderst alsidig kunstner, hun dekorerede udstillinger, gjorde industrielle tegninger og designede tøj, tekstiler, porcelæn og teaterkostumer. Mukhina var blandt initiativtagerne til bevægelsen for at forbedre sovjetiske kunstneriske glasvarer og arbejdede på dette område fra 1938 til 1953. 
Teaterkostumer


Glas Vase

Mukhinas berømte drikke glas som er blevet kopieret verden over
 Blæsten 1926-1927: Er denne firskåren figur smuk? Bør en kvindes krop være mere harmonisk? Således som kvinden udtrykkes gennem kunsten hos grækerne og i renæssancen? Men hvad nu hvis statuen kan berige beskueren? Blæsten truer med at vælte kvinden omkuld, og hun giver den modstand, hævede arme og står med benene spredt og solidt plantet. Skønheden findes i skulpturens styrke til at stå imod, sådan afbildede man mænd, og så kommer denne Mukhina og forvirrer alle begreber. Jeg tror, det er denne evne hos kunstneren, som har fascineret Pussy Riots tøserne. 

Blæsten


For skulpturen ”Bonden” fik Mukhina meget kritik. Mange så skulpturen som et nutidigt fænomen, men i realiteten viser den bonden under det zaristiske regime, som er parat til at kæmpe for et bedre og retfærdigere samfund. Skulpturen udstråler ikke så lidt værdighed og menneskelighed. Man anklagede også i denne skulptur Mukhina for at løbe storm imod de gængse æstetiske normer. Bondepigen er ikke nogen Venus eller Diana, ej heller en Demeter frugtbarhedens gudinde. I stedet udødeliggjorde Mukhina i bronze den russiske kvinde og besang hendes skønhed, storhed, hjælpsomhed og stolthed. 

Bonden 1927 Tretjakovgalleriet Moskva

 Portræt busten af krigshelten Jusupov er lavet med en hensynsløs ærlighed, selv forbindingen om hans øje udtrykker en uadskillelig del af hans personlighed. 
Krigshelten Jusupov med Lenin ordnen på soklen
 En mindre kendt side af Vera Mukhinas kunstneriske udfoldelse er hendes arbejde for teater, som omfatter: grafiske værker, skulpturer, kostumer og design.
Hun hjalp Alexandra Exter med at tegne kostumer til Jakov Protozanovs film, Aelita, en temmelig grum futurist science fiction fortælling taget fra en novelle af Alexej Tolstoj. En stumfilm, der fik enorm anerkendelse, og som stadig vises fra tid til anden.
”Revolutionens Flammer” fra 1923. Værket blev udført til minde om Sovjetunionens første præsident Jakob Sverdlov. Mukhina er tydeligvis inspireret af myten om Prometeus og ilden. Selv om Mukhina har haft denne myte som udgangspunkt, er hendes skulptur principiel og næsten udfordrende anti-klassicistisk. Kompositionen er bygget op af modstridende disharmoniske former og hidsige springende rytmer. Skulpturen er et stormende lidenskabeligt udbrud. Helten løfter en brændende fakkel i venstre hånd, medens den højre peger fremad og kalder til kamp. Skulpturen kan ses på ”Statens Centrale Museum for russisk samtids historie” Tverskaya Gaden Moskva (Metro: “Chekhovskaya” , “Pushkinskaya” , “Tverskaya”)
Revolutionens Flammer
Revolutionens Flammer

Verden

Mukhinas sidste værk ”Verden” til Planetariet i Volgograd. Skulpturen er nærmest en modsætning til ”Blæsten”. Rummet omkring skulpturen synes tomt, modsat er det som om ”Blæsten” skaber rum omkring skulpturen.   

Brød 1939


Forfatteren Maksim Gorki 1938-39
 Maleren Mikhail Nesterovs billede af Vera Mukhina. Nesterov skildrer hende i atelieret. I hendes hænder ses den bevægede Boreas figur, Nordenvinden, der giver indtryk af at undslippe hendes hænder som legemliggørelsen af uhæmmet bevægelse.  

Vera Mukhina af Mikhal Nesterov


Eftertiden opsummere, Vera Mukhinas mangesidet og markante russiske kunst symboliserede ved saltagurken.  

 

mandag den 13. august 2012

Novij Arbat – en ikke helt tilfældig gade i Moskva.

Novij Arbat
i sine velmagts dage dengang det hed Kalinin Prospekt

Novij Arbat gaden starter ved Arbat pladsen og er en fortsættelse af Vozdvizhenka gaden. Den løber over Have Ringen og forsætter over Moskva floden ved Novijarbatskij broen. Langs denne linje skabte nogle af Sovjetunionens dristigste arkitekter (M. Posokhin , A. Mdoyants , VG Makarevich , B. Thor , S. Airapetov , I. Pokrovsky , Ju.Popova, A. Zaitsev) et holistisk moderne bymiljø, med højhuse, shopping center, underjordiske gange, biografcenter, moderne lejligheder  og administrative afdelinger.  I alt 6 underjordiske gange forbinder lige og ulige sidegader med hinanden under Novij Arbat.
Engang boede kunstnere og intellektuelle her, så rykkede teknokraterne, administratorer samt politikere ind, og i dag befolkes kvarteret omkring Novij Arbat af business verdens smarte piger og drenge. Eller er det kun tilsyneladende sådan, for den store unavngivne og komplekse masse, de der hver dag passer deres dont og familieliv, udgør immervæk majoriteten. Sådan er det overalt i verden og derfor også her på Moskvas hektiske hovedstrøg. Imidlertid er det de andre der springer i øjnene. De der ikke tilhører den anonyme masse. Mellem de to kategorier er der en verden til forskel, som desuagtet giver mening og bekræfter forståelsen gennem modsætningen. Baggrunden for ”de særlige” er jo netop ”de anonyme masser” og omvendt. 
En bydel rives ned
En bydel vokser frem

Besøger man Moskva er Arbat gaden og Arbat kvarteret et must. Alene de mange gode restauranter og caféer skulle være trækplaster nok, og dertil kommer det rige folkeliv og de mange historiske steder samt en mangfoldighed af antik og souvenir butikker. Mange har sikkert læst Anatolij Rybakovs fascinerende roman ”Børn af Arbat”, eller de kender Bulat Okudzjavas sang: Arbat Romance.  Pushkin boede her og det samme gjorde Rybakov og komponisten Aleksander Davidenko samt arkitekten Leonid Poljakov(Se denne blok: http://kilaasi.blogspot.dk/2011/10/arkitekten-som-kunstner-eller-historien.html) med mange flere. Arbat kvarteret var Moskvas Montmartre i mange år. Besunget af digtere og foreviget af kunstmalere. Klods op af Arbat kvarteret ligger så Novij Arbat, det nye Arbat, også dette område omtales af digtere og forfattere men det er ikke med de pæneste ord. Forfatteren Yuri Nagibin kaldte Novij Arbat for Moskvas gebis på grund af de to rækker højhuse langs med hovedvejen som oppe fra godt kan ligne et gigantisk gebis. Dette øgenavn tog de gode moskovitter straks til sig. Smag og behag er heldigvis forskellig og mange moskovitter deler ikke dette negative syn på Novij Arbat.
Novij Arbat med udsigt imod Hotel Ukraine

I Politikkens bog ”Turen Går til Moskva og Skt. Petersborg” fra 1996 kalder Frede Godsk Novij Arbat for: ”et hæsligt eksempel på kommunistisk byplanlægning”. I det hele taget er Politikkens håndbøger om Moskva og Skt. Petersborg, også den sidste nye af Per Dalgård, mere sindelagskontrol og idelogi end det er en guide. Bøgerne har desuden store mangler idet seværdigheder fra Sovjetunionen udelades eller nedtones som eksempelvis i omtalen af Novij Arbat. Men lad os se på historien om byggeriet af Novij Arbat og lad os også undersøge hvor ”kommunistisk” inspireret det nye kvarter og vejbane egentlig er. 
Novij Arbat by night

Hele balladen tog sin begyndelse engang i trediverne, hvor Stalin barslede med en masterplan for byfornyelse for dele af det gamle Arbat kvarter. Ideen var samtidig at forbinde den indre by med nye beboelses områder vest for byen.  Projektet fik arbejdstitlen Novij Arbat (Nye Arbat), fordi vejbanen i udgangspunktet skulle løbe parallel med Arbat gaden.  Arbejdet kom dog først i gang efter krigen og første etape var anlæggelsen af Novij arbatskij broen i 1957, resten af byggeriet blev fuldført mellem 1964 og 1969. I 1963, hvor vejen blev ført videre ind på Kutuzovskij Prospekt, blev den omdøbt til Kalinin Prospekt, efter politikeren Mikhail Ivanovich Kalinin (1875-1946). Fra og med 1994 fik hele vejen fra og med Vozdvizhenka gaden navnet Novij Arbat.
Området, der blev ryddet for at give plads til det nye byggeri, var hjertet i det gamle Arbat kvarter. Hundenes legeplads opkaldt efter en lille park med et springvand, dekoreret med skulpturer af hunde.  Træhuse og 2. etages murstens huse blev ryddet af vejen herunder også det hus, hvor Lenin engang havde boet med sin mor. Den nye tid krævede sine ofre og mange af kvarterets beboere så til med bedrøvelse og mishag. Den omstændighed at området var beboet af intelligentsiaen gjorde sit til, at byfornyelsen skabte et stort røre og diskussionen bredte sig til en generel debat om byfornyelse i et gammelt kulturområde. En debat som kom til at påvirke lovgivningen på området. Omfanget af byggeriet var stort. Vejen skærer igennem det finmaskede net af Arbat gader. Byggeriet blev til efter Nikita Khrusjtjov besøg på Cuba. Her så han de amerikansk-byggede skyskrabere og han ønskede, at man skulle bygge noget lignende i Moskva. Man kan derfor spørge sig selv, hvorfor Frede Godsk kalder bygeriet hæslig kommunistisk byfornyelse, når den arkitektoniske fornyelse er inspireret af amerikansk byggeri? 
Andrey Vasnetsov (1924-2009) skabte mur mosaikken på Oktoberbiografen.

På venstre side er opført 4 store boligblokke som skal symbolisere åbne bøger. Her findes cafeer, forretninger, indkøbscentre  på højre side finder man bl.a. Dom Knigi, Ruslands største boghandel og Oktober biografen, med Andrey Vasnetsovs fantastiske mosaikker. I sovjettiden lå her flere ministerier, i dag er det meste lejet ud. Boligblokkene fik forskellige øgenavne: Gebisset, Sovjet Nye Arbat, Trompeten (på grund af blæsten), En Mil af Broadway. Hoved arkitekten bag projektet var Mikhail Posokhin(1910 - 1989), som var stadsarkitekt for Moskva 1960-1982. Hvor sørgeligt det end var, at de gamle bygninger blev revet ned, var der ingen som ikke forstod, at det nye byggeri løste en masse by funktionelle problemer i hovedstaden. Ikke mindst trafikale problemer blev løst med Novij Arbat projektet, ligesom man fik en masse boliger, der hvor folk gerne ville bo og arbejde.  I dag lejes en del lokaler og lejligheder på Novij Arbat ud til udenlandske firmaer og forretningsfolk.
Arbat Kasino på Novij Arbat
Krona Kasino på Novij Arbat

 Bydelen har stor prestige både på grund af infrastrukturen og de mange eksklusive lejligheder samt shopping muligheder. Her findes celebre spillekasinoer, Burgerbarer samt vanvittigt dyre butikker. Her er fart over feltet døgnet rundt og man kan roligt sige, at dette sted ikke er noget for kontemplative naturer og navlepillere. Så kære medborgere, når du alligevel skal ind og nyde gamle Arbat gaden så smut også over og se Novij Arbat, her fornemmer man virkelig at man er i en storby! 
Novij Arbat på tegnebrættet

Fakta:
Arbat er beliggende i det centrale administrative distrikt vest for Kreml. Området dækker 211 ha. Befolkningen er på 26,9 tusinde. (Den 1. januar 2010) og her findes 754 tusind m ² boligområder. De vigtigste ministerier som findes her er: Forsvarsministeriet, Udenrigsministeriet og Ministeriet for Økonomisk Udvikling.  
Mindesmærke over arkitekten M. Posokhin og hans mesterværk Novij Arbat

 

Bulat Okudzjava synger Arbat- Romance 




ARBAT – ROMANCE
Af Bulat Okudzjava

Romancen om Arbat er et gammelt broderi –
en ensomhed jeg ville sku befri mig –
de lykkelige slurke af et gyldent dugget glas –
en kvindes hilsen, hastende forbi mig.

Hun var så god og kærlig, vi levede livet ud
på godt og ondt – jeg selv var kvindens skaber –
en længsel griber mig i mine sene år:
en drøm om elskov uden taber.

I kærlighedens gader, der går vi gerne vild
fortabes, flakker om – til vi bliver borte.
Vi ved det alle sammen, det er den gamle ild
det lys som gør de lange gader korte.

Det var de unge dage, da himlen var så blå
og jorden endnu ikke fuld af jammer
min allerførste løn lå endnu i min hånd
og stolte roser stod i flammer.

De skridt jeg gik var dengang helt uden ironi
Og skoene havde stadig hele såler.
Fra gadens vinduer strømmed uendelig musik
Og muligheder ingen endnu måler.


Frygt ikke dine minder – for alting har sin tid
Det lyse forårs løv bliver brune blade.
I, som begyndte livet i gården i Arbat
I vender hjem til samme gade.

(Oversat fra russisk af Dana Schmidt og Jesper Jensen)

Digtet findes i digtsamlingen ”Men Tænk også Lidt på Mig” udgivet på Husets Forlag 1988. Her er også en malende beskrivelse af Dana Schmidt møde med Bulat Okudzjava.
Interessere man sig for russiske digtere som: Bella Achmadulina; Oleg Chlebnikov; Marina Kudimova;Ilja Kutik; Vladimir Vysotskij; Andrej Voznesenskij; Ivan Zjdanov og Aleksej Parsjtikov, så gør man klogt i at se efter i netop Husets Forlag. Her er de alle udgivet. 
Novij Arbat er en hektisk gade men her er også mange små hyggekroge. To danske turister Miriam & Birgitte har fundet en lille cafe på Novij Arbat.

lørdag den 23. juni 2012

Shukhovs Fantastiske Radiotårn



Et kik op i Shukovs fantastiske radiotårn

Det er blevet sagt, at den russiske revolution udløste en massiv byge af kreativ energi hos avantgarde kunstnere og arkitekter, der stræbte efter at bygge en æstetisk anderledes ny verden ved hjælp af et radikalt og billedstormende billedsprog. Om nogen passer dette på arkitekten Vladimir Shukhov som bl.a. skabte Moskvas radiotårn i Shabolovka gaden. Dette tårn er anerkendt som en af ​​de smukkeste og mest fremtrædende resultater af den tekniske begrebsverden, et mesterværk af ingeniørkunst. Radiotårnet, som stod færdigt i 1922, var et led i Lenins geniale plan for det nye sovjet samfund som byggede på ideen om en tosidet social og teknisk udvikling under devisen: ”Socialisme plus elektricitet”.
Vladimir Shukhovs Radiotårn 1925

Shukhovs radiotårn er konstrueret af et fint fletværk af tremmer og består af fem såkaldte ‘hyperboloider’, på hver 25 meter der i aftagende størrelse griber ind i hinanden. Den nedre sektion er monteret på et betonfundament med en diameter på 40 meter og dybde på 3 meter. Hyperboloide med ét net er eksempler på retlinjede, krumme flader; de består af to systemer af rette linjer, hver linje i det ene system skærer hver linje i det andet og hver linje i et system er vindskæv med hensyn til enhver anden i samme system. Takket være gitterkonstruktion udsættes stålskallen for minimum vindbelastning og på afstand ligner dette ståltårn et fint filegran arbejde. Selve konstruktionsarbejdet tog to år og det med en stor forsinkelse. Da man nåede til den fjerde sektion faldt den ned og skadede i faldet de tre andre sektioner. Det var altså nødvendigt at begynde næsten fra grunden igen og alligevel kan man sige, at konstruktionsarbejdet skred hurtigt frem også efter vor tids standarter.
Radiotårnet i dag
Radiotårnet ved nat

 Shukhov, der er født i 1853, anvendte førstegang konstruktioner med ‘hyperboloider’ i 1896 og fik patent på metoden i 1899.  I de efterfølgende år udviklede Vladimir Shukhov mange forskellige strukturer af gittermaster og stålkapper. De blev anvendt i hundredvis af bygninger, vandtårne, fyrtårne, master på krigsskibe og holdere til højspændingsledninger.

Statue af Vladimir Shukhov med hans opfindelse ‘hyperboloider’
Radiotårnet er imidlertid Shukhovs mesterværk på en gang arkitektur og konstruktivistisk kunst og hermed føjer Shukhov sig ind i tidens kreds af sovjetiske avantgarde kunstnere. Samtidens begejstring for Radiotårnet var stor både i Sovjetunionen og udlandet. Den sovjetiske forfatter Alexei Tolstoj blev inspireret af tårnet til en roman ”Ingeniør Garins hyperboloid”(findes på engelsk Alexei Tolstoy: ” Engineer Garin and his death ray”).  Også eftertiden har forstået at værdsætte Shukhovs mesterværk. På messen: "De bedste konstruktioner og bygninger fra det tyvende århundredes arkitektur" i München i 2003, blev der på udstillingen placeret en 6-meter høj forgyldt model af Shukhovs tårn. Den internationale videnskabelige konference "Kulturarv i fare. Bevarelse af det tyvende århundredes arkitektur og verdens arv", som blev afholdt i Moskva i april 2006 med deltagelse af 170 specialister fra 30 lande i verden, anerkendte Shukhovs radiotårn som en del af den fælles verdensarv. Ligesom andre berømte arkitekter så som Antonio Gaudi, Le Corbusier og Oscar Niemeyer arbejdede videre på Shukhovs opfindelse, idet de brugte hyperboloid strukturer i deres kreative arbejde.

Vladimir Shukhov  stå også bag varehuset Gums taghvælving

 I udlandet er man blevet bange for at Shukhovs radiotårn skal forfalde, nu hvor staten ikke længere er garant for vedligeholdelse af bygningsværket. Herom var der en artikel i Information den 10. april 2010 (http://www.information.dk/230427 ), ligesom der et oprettet en fond til bevarelse af radiotårnet og til oplysning omkring Shukhov og hans betydning for arkitektur og kunsthistorien:

Vladimir Lenin: " kommunisme er socialisme, plus elektrificering"




                                                                   
Tag en tur op i Shukhovs radiotårn 

 
Vladimir Shukhov (1853-1939) var en blæksprutte af et geni og udover sine ‘hyperboloider’ opfindelser var han en kreativ: ingeniør, arkitekt, opfinder, videnskabsmand, medlem (1928) og æresmedlem (1929) af Sovjetunionens Videnskabelige Akademi. Indehaver af ordnen ”Arbejdets Helt”. Han var ophavsmanden og den tekniske leder af opførelsen af ​​den første russiske olieledning (1878), og et olieraffinaderi, hvor han revolutionerede raffineringsmetoden. Hans patent på denne metode blev tyvstjålet af Rockefellers Standard Oil. Han bidrog også med mange innovationer indenfor teknologien i olieindustrien og problematikken med olieførende rørledninger.