Moskvas Østerbro - Presnensky District

Min smukke kone Miriam var den første af os alle, der døbte Presnensky District til Moskvas Østerbro og det er meget rammende om denne dejlige bydel. Mange turister besøger stedet og alligevel er der også rigtig mange, som aldrig har hørt eller set de mange attraktioner som findes der. Her på ”Det finns Inga äckliga Hallon” vil jeg nu råde bod på dette og tage jer med på en tvangfri tur til både kendte og mindre kendte steder her på Moskvas Østerbro.

Alle veje fører til Presnensky District men hvorfor ikke tage metroen ud til en af verdens berømteste metrostationer. Det er selvfølgelig Majakovskij metrostation, jeg tænker på, her dybt under jorden kan man se kunstneren Aleksander Deninkas hyldest til futurismen og den lyse sovjetiske fremtid som digteren Majakovskij skrev om. Omgivet af endeløse lys ses 35 nicher i metroens hvælvinger her har Deninka skabt sine mosaikker med et kunstnerisk udtryk, der savner sin lige. Oppe på jorden befinder I jer nu på Triumphalnaja Pladsen, med statuen af Majakovskij. Da statuen blev afsløret i 1958 samledes en gruppe unge mennesker ved foden af statuen og reciterede Majakovskijs poesi. En tradition som stadig lever og gentages på bestemte dage af året. Her findes også to bygningsværker Tjajkovskij Koncertsalen og Peking Hotel af den sovjetiske arkitekt Dmitry Chechulin. Med ryggen til Majakovskij statuen gå til højre af den søvnløse og larmende Sadovajagade og sæt kursen imod nummer 10.

Statuen af Majakovskij på

 Triumphalnaja Pladsen

Presnensky District

Bydelen fremstår i dag som en sammenblanding af nyt og gammelt. En del af bygningerne blev opført mellem 1900 og 1962 men ca. 15 % af boligmassen er klassificeret som saneringsmodne boliger bygget før 1900. Helt nye stilfulde boligblokke er skudt op her, men de passer pænt ind i helheden.  En del nyrige og folk fra middelklassen bor og kommer her, man ser det på butikkerne og restauranterne som er mere eksklusive i denne del af byen. Under revolutionen 1905 var en del af distriktet erobret af venstreorienterede studenter og området blev en krigsskueplads. Denne bydel rummer en masse spændende gader, facader og steder og jeg kan varmt anbefale af man bortøder en dag her. Bare slentrer omkring og indånder miljøet. For den vakse turist står oplevelserne i kø! 

 Mesteren & Margarita

Miriam & Gitte ved

 indgangen til Bulgakov Huset   

På Sadovajagaden (Bolshaya Sadovaya) nummer 10 ligger en meget berømt ejendom. Inde i gården er der adgang til ikke mindre end 2 museer begge tilegnet forfatteren Mikhail Bulgakov og dennes roman ”Mesteren & Margarita” som han påbegyndte, medens han boede her med sin første kone Tatjana Lappa. I romanen er nummeret på bygningen lavet om til 302 B opgang 6, 5. sal lejlighed 50.

 Man skal huske, at i Rusland angives nummeret på ejendommen og ikke på opgangen ligesom hos os. Sadovajagaden 10 er således et helt ejendomskompleks. Medens bygningens nummer er fiktivt i romanen er lejlighed 50 det virkelige sted, hvor Bulgakov boede og som i romanen døbes "den dårlige lejlighed" (“нехорошей” квартиры №50). Som så mange gange før fik redaktøren til denne blok hjælp fra sprogeksperten Peter Jessen, der med det samme slog fast, at den korrekte oversættelse måtte være "den dårlige lejlighed" og Peter tilføjede på jysk ville vi sige ”en skit stæj”. Det er ikke uvæsentligt fordi lejlighed 50 i den danske udgave af ”Mesteren & Margarita” kaldes fortrinsvis: Den forheksede lejlighed, den fordømte lejlighed eller den hjemsøgte lejlighed. Problemet er, at alle disse betegnelser på russisk har sine egne navne som ikke dækkes af нехорошей, så hvis forfatteren havde ment ”den forheksede lejlighed” havde han vel skrevet det? I romanen foregår der faktisk forheksede ting og sager i denne lejlighed og den kunne sagtens hedde den forheksede osv. Men så mister man et væsentligt aspekt ved romanen, for Mikhail Bulgakov anbragte meget bevidst forhold fra sit eget liv i fortællingen. Lejlighed 50 var en såkaldt korridor lejlighed, det vil sige, at flere lejligheder stødte op til samme korridor og man delte f.eks. køkken og bade faciliteter. Bulgakov kunne ikke fordrage proletarer og bønder, ligesom han havde håbet De Hvide, der kæmpede for at genindføre zardømmet, havde vundet borgerkrigen. Med de rødes sejr befandt Bulgakov sig i arbejderne og bøndernes nye stat og i lejlighed 50 måtte han gnubbe skuldre med arbejderne. Den snobbede forfatter følte en fysisk afsky derved. Samme afsky transformeres i romanen til lejlighed 50. Her bor djævlen og der foregår horrible og grænseoverskridende ting. Bulgakov var stærkt imod revolutionens ideer om lighed som efter hans mening betød, at en hvilken som helst kok kunne styre staten m.a.o. denne geniale forfatter var politisk dum.  

Mikhail Bulgarkov 1891 - 1940

 I kælderen til denne bygning lå på Mikhail Bulgakovs tid et berømt værtshus ”Pegasus Stalde” hvor kunstnere og intelligentsiaen holdt til. Her kom alt, hvad der kunne krybe og gå af kunstnere og forfattere f.eks.: den verdensberømte barfodsdanserinde Isadora Duncan og hendes kæreste digteren Sergey Esenin, skuespillerinden Alice (Alisa) Koonen, forfatteren og kritikeren Andrei Bely, maleren Vasily Surikov og bassangeren Fjodor Sjaljapin. Ligeledes sås ofte medlemmerne af kunstner gruppen ”Ruder Knægt”. 

George Yakulov - Portræt af Alice Koonen

Bulgakov museerne har deres egne ejendommelige historier. Længe før nogen tænkte på at der egentlig burde indrettes et Bulgakov museum i Sadovajagaden 10 havde et besynderligt klientel af satanister og Bulgakov fan fundet vej til lejlighed 50. En del af disse personager var særdeles glade for teater og graffiti. I opgangen såvel som i lejlighed 50 dukkede graffiti op med opfordringer til at lave mindestuer og/eller museum i bygningen. Lejlighed 50 blev brugt af en tegnestue som gladelig inviterede de unge graffitimalere indenfor. En del graffiti bestod ganske enkelt i citater fra ”Mesteren & Margarita” samt en del diabolske guldkorn. Mest citeret var sætningen ”Man kan ikke brænde et manuskript”.  På samme tid i 1971 satte direktøren på Taganka Teatret et stykke op baseret på ”Mesteren & Margarita”. Stykket gik hen og blev en kult og det siges, at besøgene i lejlighed 50 i denne tid forøgedes dramatisk og det samme gjorde graffitien. Det anslås, at der var mellem 800 og 1000 graffiti i lejligheden og opgangen. Vi skal frem til 1985, hvor en artikel i avisen Izvestia slår til lyd for et museum på stedet eller i det mindste en litterær cafe. Emnet bliver taget op i TV og andre medier. Sagen var imidlertid ikke så lige til. Bag kulissen foregik en kamp mellem graffitimalerne, embedsmændene og husets vicevært. Så i foråret 1988 gav de kommunale myndigheder tilladelse til at åbne et officielt museum i lejlighed 50, vel nok verdens eneste museum der er blevet fremprovokeret gennem graffiti malerier. I den ”frie verden” var det aldrig gået så glat. Her ville man have startet med præventive arrestationer af graffitimalerne for til sidst at rive det historiske hus ned jævnfør Ungdomshuset på Jagtvej 69.  I dag er det meste af den originale graffiti væk i opgangen til lejlighed 50 takket være en anti-Bulgakov vandalist, som overmalede det meste af opgangen. Man kunne ikke fjerne denne maling uden også at fjerne graffitien og løsningen blev, at en anerkendt kunstner genskabte en del af graffitien.

En del af den oprindelige graffiti i opgangen

 

Helvedes 3 enighed: Fagot, Woland & katten Behemot fra Mesteren & Margarita

 Et brud mellem de oprindelige museums grundlæggere førte til den nuværende situation med to museer. Inde i gården til Sadovajagaden 10 ligger det første museum ”Museum teatret Bulgakov Huset” på første sal umiddelbart efter indgangen. Museet er privat og entreen er gratis, men hvis man vil støtte økonomisk er det meget velkomment. Stedet drives af en gruppe entusiastiske unge mennesker, som er fantastiske til at iscenesætte og iværksætte f.eks. Bulgakov ekskutioner i den nærliggende bydel, eller man arrangerer teaterforestillinger og kultur-events. I opgangen ved siden af finder man ”Moskvas Stats Institut for Kultur Museum M.A. Bulgakov, beliggende i Bulgakovs gamle lejlighed, også her arrangerer man teaterforestillinger. Jeg har kun set det første museum, som jeg varmt kan anbefale. Stedes oser af mystik og humor og så ligger her en lille cafe med en skræppende papegøje, der konteksten taget i betragtning nær havde taget livet af mig, da jeg hørte den skræppe op første gang. Her er en del effekter, som har tilhørt Bulgakov, samt flere interessante fotografier og breve.  

Berlioz hoved skilles fra kroppen

 af sporvognen

         Museum teatret Bulgakov Huset

 

Miriam & Gitte ved det runde bord på den lille finurlige Cafe på Museum teatret Bulgakov Huset

 

Miriam blandt ting og sager relateret til Bulgakov - Museum teatret Bulgakov Huset

 

Miriam i det hemmelige rum bag pejsen. Der var bælgmørkt men blitzen oplyste rummet - Museum teatret Bulgakov Huset

Der er imidlertid meget mere endnu. Går man fra Bulgakov Museerne til venstre ud på Sadovajagaden og forsætte en husblok ned kommer man til Malaya Bronnaya og Patriarkens dam. Lige inden dammen ses en stor 13 etagers ejendom på venstre side af vejen. Bygningen, som blev opført mellem 2000 og 2002, krones med en iøjefaldende model af Vladimir Tatlins tårn (en hyldest til 3. internationale). Husets officielle navn er ”Patriarkens lejligheder”, men de gode moskovitter har omdøbt det til Alla Pugachevas hjem. En hyldest til Sovjetunionens ukronede pop diva af samme navn som bor her. Patriarkens dam er, som navnet antyder, en dam beliggende i en lille men charmerende park. 

 

”Alla Pugachevas hjem” med Tatlins tårn

Engang i syttenhundrede tallet tilhørte området den russiske kirkes overhoved patriarken, dengang fandtes der flere damme her og herfra fik man fisk til Patriarkens middagsbord. Selvom der i dag kun er en dam har man på russisk beholdt flertalsformen, så egentlig hedder stedet Patriarkens damme.  Dammens og omgivelsernes nuværende udseende går tilbage til 1830 – 31, hvor man genopbyggede Moskva efter branden i 1812 og krigen mod Napoleon. Bådehuset, hvor der nu er restaurant, var oprindelig en træbygning som i 1980 blev udskiftet med den nuværende bygning. 

 

Patriarkens dam

Legeplads ved Patriarkens dam

Det var her ved dammen djævelen viste sig første gang i Mesteren & Margarita med fatal konsekvens for Berlioz, som umiddelbart efter samtalen med djævelen får hovedet skilt fra kroppen af en sporvogn. Denne dystre begivenhed kan dog ikke overskygge for stedets idylliske atmosfære og skønhed. Her er hygge og folkeligt og russerne kommer her både sommer og vinter. Om vinteren løber man på skøjter på dammen. Restauranten i det tidligere bådehus er specialiseret i menuer fra Sovjetunionen. Sovjetnostalgi er højeste mode og derfor beder jeg alle om at besinde sig. Senere vil jeg beskrive en langt billigere og meget spændende restaurant med sovjetiske menuer. Malaya Bronnaya gaden er et spændende sted og i nummer 28 finder man Cafe Margarita. Navnet på caféen skal minde os om den berømte heltinde i Bulgakovs roman. Stedet er meget stemningsfuld med vægdekorationer fra ”Mesteren og Margarita”, men her er også rigtig dyrt, man mærker, at man er på Moskvas ”Østerbro”. Caféen ligger lige ved Moskva musikkonservatorium og om aftnen er her underholdning af nyudklækkede musikere fra Konservatoriet. En aften kan musikken være jazz, en anden klassisk eller populære viser.

Lidt længere fremme skære Yermolayevsky Alléen Malaya Bronnaya. Her kan man se ”Løvernes Hus” en luksuriøs bolig for den Røde Hærs Marshals, udført i 1945 som en tidlig 19. århundrede ejendom af arkitekten Ivan Zholtovsky. I området ved dammen findes en anden bygning ”Aviazhilstroy Lejligheder”, der ligesom ”Løvernes Hus” går under betegnelsen stalinistisk luksus. Imidlertid er ”Aviazhilstroy Lejligheder” et godt eksempel på sovjetisk postkonstruktivistisk arkitektur, som var meget populært i 1930´erne. En periode i sovjetisk byggeri som gjorde op med både avantgarde og stilblandinger fra fortiden. En anden fordel i en tid med total rationering var, at i modsætning til konstruktivismen minimerede den nye stil brug af stål og cement og vender tilbage til primitive murværk med trægulve og skillevægge. 

Aviazhilstroy Lejligheder

Jødiske kvarter

Bronnaya Synagoen er beliggende på Bolshaya Bronnaya gaden nr. 6. Synagogen var oprindelig en privat villa, der i 1883 under ledelse af arkitekten Mikael N Chichagov (1837- 1889)blev omdannet til synagoge. Det er ret så tankevækkende, at der fra bedehallen blev anlagt en hemmelig tunnel som man kunne benytte i tilfælde af jødepogromer. Bygningen har for nylig gennemgået en omfattende

rekonstruktion og fremstår i dag som den mest moderne synagoge i Moskva. Facaden står med røgfarvede glas og over bedehallen hvælver der sig en stjerneformet kuppel. Ser man godt efter kan man gennem glasvæggen se bygningens oprindelige facade. 

 

Miriam ved Bronnaya Synagoen

Bronnaya Synagoen

Bronnaya Synagoen & en vis Miriam

Udover religiøse ceremonier og bønner bruges synagogen også til andre formål. Her sælges kosher madvarer og på 3. og 4. etage findes et museum: ”Heltemodets hal” og ”mindehallen”. Her er udstillinger om heltene fra ”den store fædrelands krig”, som 2. verdens krig kaldes på russisk. Ligesom her er en udstilling om jødernes historie i Moskva. Synagogen tilhører i dag en chasidiske Chabad Lubavitch menighed.

 Kvarteret omkring synagogen er meget fortryllende og her ligger flere spændende restauranter med udendørs servering om sommeren. Vil man have en kop kosher kaffe kan man slå vejen om Shokoladnitsa på Sadovaya-Kudrinskaya 31/1 på den noget befærdede havering. 

 

Hans Christian, Nancy, Børge og Miriam fra Danmark slapper af ikke langt fra

  Bronnaya Synagoen

På Malaya Bronaya 4c. 2 ikke langt fra synagogen fandtes engang Moskvas berømte jiddische (jødiske) teater. Her arbejdede Marc Chagall med teaterdekorationer i begyndelsen af 1920´erne. Moskvas jiddische teater var en del af en nærmest eksplosiv jødisk kultur udvikling som fulgte i slipstrømmen fra den russiske revolution 1917. Herom kan man læse meget mere i: Kenneth B. Moss ” Jewish Renaissance in The Russian Revolution”. Harvard University Press 2009. Direktøren for teatret Granovskij og Chagall var lidt som hund og kat. Chagall var let til at bekymre sig over stort og småt og Granovskij kunne lide at drille. Chagall afskyede den realistiske stil og Granovskij opførte forestillinger i Stanislavskijs realistiske stil. På den tid var der økonomisk krise i Sovjetunionen og der var ikke meget mad på bordet. Alligevel arbejdede alle på teatret med en smittende begejstring og glæde ved samværet med kolleger og venner. Det fortælles, at Chagalls indflydelse på teatret var ganske vidtfavnende ikke blot i kulisserne, kostumer og make-up men selv ud i koreografien af skuespillernes bevægelser.

 

En af Marc Chagalls teaterdekorationer

 

En af Marc Chagalls teaterdekorationer

”En Aften” af Scholem Aleichem med

 Marc Chagalls teaterdekorationer

En anden kendt person som naturligt havde sin gang på det jiddische teater var forfatteren Scholem Aleichem, som herhjemme nok er mest kendt for skuespillet ” En Spillemand på en Tagryg”. Imidlertid havde Scholem Aleichem en meget omfangsrig produktion af: noveller, romaner og skuespil. Faktisk var det stykket ”En Aften” af Scholem Aleichem som Chagall malede teater dekorationerne til. Ikke så mærkeligt, at der her hvor Malaya Bronnaya Ul. Og Bolshaya Bronaya Ul. Mødes, er en statue af Scholem Aleichem. Statuen er en hyldest fra Moskvas befolkning til forfatteren. 

 

Miriam ved Statuen af Scholem Aleichem

Hvorom alting er, så erindrer jeg noget om en billig restaurant med menuer fra Sovjetunionen og jeg skal nok holde, hvad jeg lovede. I går op af Bolshaya Bronnaya Ul. og drejer af ved Bogoslovskiy og fortsætter ned til Tverskoy Boulevard. Gå så imod Pushkin pladsen indtil I finder Cheburechnaya CCCP (чебуречная CCCP) på venstre side af Boulevarden. Man skal være vaks, for der er ingen prangende facade men bare en dør ned til en kælder. I kælderen findes to restauranter i en og jeg foretrækker den bagerste. Maden er fantastisk, personalet ligeså og vodkaen er iskold, men pas på for jeg bestilte en lille vodka og fik 50 cl. 

Døren ned til Cheburechnaya CCCP

 

Opgangen ned til Cheburechnaya CCCP med suprematiske dekorationer

Sild og vodka sovjet style

 

Danskere fra åndsbollernes lille rejsehold skåler med hinanden -  50 cl vodka

Så mangler jeg bare at fortælle: på Tverskoy Boulevard 2 finder man ITAR- TASS berømte bygning. Engang havde Sovjetunionens telegram bureau (TASS) til huse i denne bygning. Herfra strømmede nyhederne ud til hele verden og jeg lyver ikke, når jeg siger, at alle over 40 år ved hvad TASS er og var. TASS havde reportere og kontorer i 110 lande og producerede daglig nyheder svarende til 750 avissider. Ligesom 4000 sovjetiske aviser modtog nyheder fra TASS. Umiddelbart efter TASS bygningen ligger Nikitsky pladsen med Natalia og Alexander springvandet og det er Ruslands nationaldigter Aleksander Pushkin og dennes kone Natalia Pushkina der tænkes på. De blev gift her i Kristi himmelfarts kirken på Ul.Bolshaya Nikitskaya. Omkring Nikitsky pladsen findes flere små rappe Cafeer og restauranter, hvor en turist kan få en bid brød og et stort krus iskold øl, medens han hviler sine trætte fødder.  

Nikitsky pladsen

ITAR- TASS

Forfatteren Maxim Gorkis hus på Malaya Nikitskaya har jeg med vilje undladt at tage med i denne omgang, fordi dette fantastiske sted vil få sin helt egen beskrivelse her på ”Det finns Inga äckliga Hallon”, når jeg får tid til det!

Mikhail Bulgakov endnu en gang hans satire var en fiks blanding af fantastiske og realistiske elementer, groteske situationer og vigtige etiske spørgsmål

 

Katten Behemot fra Bulgakovs burleske roman ”Mesteren og Margarita"

 få så det sidste ord

En vandring gennem Moskva i romanen Mesteren og Margarita’s ”fodspor” (på russisk):

Løgnen om Sjostakovitj

” Sjostakovitj lægger sit øre imod sit lands hjerte og hører en mægtig og storslået sang”

 ( Alexei Tolstoj – sovjetisk forfatter)

”Hvad angår fænomenet Sjostakovitj får jeg ondt af de mennesker – musikere såvel som ikke musikere – for hvem det vigtigste spørgsmål er om han var ”pro sovjet” eller ”anti sovjet””

(Elena Basner)

Dmitrij Dmitrijevitj Sjostakovitj 1906 - 1975

Hvad skal man stille op med den sidste spildtid i lufthavnen inden flyverens afgang? Der er jo altid baren og den sidste mulighed for at smage på et lands øl endnu engang. Har man glemt at købe gaver til dem derhjemme, kan man skynde sig ned i den ”duty free” og se, om de ikke har noget brugbart krimskrams. Engang jeg havde forvildet mig ind i afdelingen med souvenirs i St. Petersborgs udenrigs lufthavn, fandt jeg mig selv foran reolen med CD´er. Russisk folkemusik, klezmer, kirkemusik, sojvetpop var der en masser af, men Dmitri Sjostakovitj ”Leningrad Symfonien” dominerede. Alene denne symfoni fyldte en hel hylde for sig selv af identiske eksemplarer. En autentisk souvenir, fra dengang byen hed Leningrad, var åbenbart et eftertragtet trofæ.  

Billetter til Sjostakovitjs 7. symfoni der opføres i det belejrede Leningrad under 2. verdenskrig  

Løgnen om Sjostakovitj

Sovjetkomponisten Sjostakovitj opnåede stor popularitet i vesten under 2. verdenskrig, hvor Sovjetunionen var vores allierede. Det gjaldt i særdeleshed ”Leningrad Symfonien”, hvor mange i vesten kunne identificere sig med musikkens evne til at vække en stemning af trods, modstand og vilje til sejr. Alligevel opfattede flertallet i vesten Sjostakovitj som alt for pro sovjetisk. Ingen anden russisk komponist havde hyllet sovjetiske og revolutionære værdier så kompromisløst som han. Før man i vesten virkelig kunne tage Sjostakovitj musik til sig, manglede man noget som kunne distancere hans musik fra Sovjetunionen og dette noget viste sig i form af en forfalsket biografi af Sjostakovitj. En tidligere sovjetisk musikjournalist, Solomon Volkov, som var emigreret til USA sprang ud som dissident og kritiker af Sovjetunionen. Under den kolde krig kunne det være en ret så indbringende business. En del dissidenter og ekskommunister skabte millionformuer på bøger, film og foredragsvirksomhed, der dæmoniserede Sovjetunionen. For at nævne nogle af de kendte: Arthur Koestler, Jan Valtin (pseudonym for Richard Krebs) og Victor Kravchenko. Modsat de 3 herrer, som alle udelukkende skrev skønlitteratur (som imidlertid blev opfattet som virkeligt), udgav Solomon Volkov en bog, som han påstod var Sjostakovitjs selvbiografi.    ” Testimony: The Memoirs of Dmitri Shostakovich”. I parentes kan det meddeles, at bogen udkom efter Sjostakovitjs død. I forordet til bogen fortæller Volkov om bogens tilblivelse. Han og Sjostakovitj diskuterede forskellige emner, hvorefter Volkov spurgte komponisten ud og renskrev det hele. Sjostakovitj gennemlæste derefter alt, kapitel for kapitel og på første side af hvert kapitel skrev han: gennemlæst D. Sjostakovitj. Her viser bogens første svaghed sig temmelig tydeligt. Bogen er skrevet af Solomon Volkov i førsteperson ental, som om det er Sjostakovitj selv der skriver. Bogen var ikke alene en lang tilsvining af Sovjetunionen, kommunismen og de sovjetiske politikere, men også en ligeså ondskabsfuld tilsvining af andre sovjetiske og russiske komponister, musiker og dirigenter samt et par udenlandske ditto. Året var 1979 kort inden Sovjetunionen intervenerede militært i Afghanistan og den kolde krig antog nye skingre højder. Her var, hvad man stod og manglede, en unik mulighed for at adskille Sjostakovitj fra sovjetisk musik og politik samt en øjenvidne beretning om livet i ondskabens imperium. Det var svært at få armene ned og mange roste bogen til skyerne uden at have læst den. Det gjaldt i første omgang de pro fascistiske russiske emigrant miljøer i vesten, antisovjetiske konservative miljøer, men også mange almindelige mennesker sprang begejstret på vognen. I 1979 havde en antisovjetisk diskurs for længst afløst enhver kritisk sans i vesten, så på mange måder bekræftede Solomon Volkov bare det, vi mente at vide i forvejen.   

Volkovs bog tegner billedet af en tragisk personlighed

 

Virkelighedens Sjostakovitj var også en munter og drenget fyr  

 Bogen blev og bliver stadig flittigt citeret i artikler og koncertprogrammer overalt i vesten, ikke mindst i Danmark, hvor sovjet forskrækkelsen har nået nye højder her 20 år efter Sovjetunionens opløsning. Al dette til trods begyndte der at lyde advarende røster om Volkovs bog. Folk der havde kendt Sjostakovitj kunne ikke genkende ham i Volkovs ondskabsfulde karikatur. Sjostakovitj enke og børn tog afstand fra store dele af bogen og det samme gjorde flere kendte sovjetiske komponister, som havde været Sjostakovitj elever. I et brev til tidsskriftet Literaturnaia gazeta tog 6 af Sjostakovitj tidligere elever stærkt afstand for Volkovs bog. Alle 6 var på dette tidspunkt højt estimerede komponister, dirigenter og musikere nemlig: V.Basner, M. Weinberg, K.Karaev, Ju. Levitin, B. Tishchenko og K. Khachaturian. I vesten blev dette brev straks affejet med den begrundelse, at de 6 personer var blevet tvunget til at skrive brevet af KGB. Denne holdning passede ind i vestens antisovjetiske diskurs så den blev uden videre taget for gode varer. Efter Sovjetunionens opløsning har de, af de 6 som stadig lever heriblandt B. Tishchenko, afvist denne uhistoriske bortforklaring. Børn af de som er døde har bekræftet, at deres fædre skrev brevet af egen vilje, indignerede som de var over Volkovs tilsvining af  Sjostakovitj minde. En anden mangeårig ven af Sjostakovitj Galina Pavlovna Visjnevskaja udtalte, at hun ikke genkendte Sjostakovitj fra Volkovs bog.

 

Boris Kustodiyevs portræt af Dmitrij Sjostakovitj som dreng

Mystisk episode som mellemspil

Lige inden udgivelsen af ”Testimony: The Memoirs of Dmitri Shostakovich” henvendte forlaget Harper & Row sig gennem en at sine agenter til Sjostakovitj kenderen Genrikh "Henry" Orlov og bad ham om at læse manuskriptet og kommentere på det. I første omgang afslog Orlov at medvirke, bl.a. fordi betingelserne var for mystiske. Han skulle læse manuskriptet under overvågning, han måtte ikke tage noter og aldrig udtale sig om det han læste med mindre Harper & Row udbad sig en udtalelse. Imidlertid lempede Harper & Row betingelserne og Orlov indvilligede i at gennemlæse manuskriptet samt at skrive en anmeldelse – som kun var til forlagets eget brug. På det tidspunkt vidste Orlov, at hans vurderinger ikke kunne påvirke udgivelsen af bogen, da den allerede var i trykken. Det mystiske ved hele denne historie var imidlertid den gavmildhed, hvormed Harper & Row betalte Orlov ikke for hans arbejde men for hans tavshed! Hvad var så motivet til at inddrage Orlov i processen? Ifølge Orlov selv måtte det være for at neutralisere, hvad der kunne blive en opponent eller en farlig anmeldelse. Orlov forsikrer imidlertid, at hverken forlaget eller Volkov på det tidspunkt havde noget at frygte. Han havde ingen planer om at publicere noget om Volkovs bog. Tværtimod så snart han var blevet bekendt med manuskriptets indhold lagde han hele denne sag bag sig så hurtigt som muligt. På det tidspunkt var jeg akademisk forsker med speciale i Sjostakovitj værker og Volkov var forfatter til sensationelle pseudobiografier skriver han. I den anmeldelse af manuskriptet til ”Testimony: The Memoirs of Dmitri Shostakovich”, som Orlov skrev til Harper & Row, står der bl.a.:           ” Begribeligvis handler bogen ikke om musik. Interesserer man sig for Sjostakovitj kompositioner eller sovjetisk musik kultur, så er her ikke meget at komme efter: der er ingen referencer fra eller citater fra kompetente kilder, kun få eksakte data, de fleste navne udeladt, men til gengæld et væld af hæmningsløse rygter. Orlov gør ligeledes opmærksom på de mange selvmodsigelser der var i manuskriptet, f.eks. omkring den 7. symfoni (Leningrad symfonien). Et sted lader Volkov Sjostakovitj røbe, at temaet til symfonien blev til langt før krigen. Et andet sted siger Sjostakovitj så (gennem Volkov), at hele symfonien blev til under indtrykket af krigen. Volkov har sin egen dagsorden og han viger ikke tilbage for at fordreje komponistens udsagn omkring denne milepæl i hans kompositoriske virksomhed. Baggrunden for disse selvmodsigelser skal findes i Volkovs slet skjulte dagsorden. 

Dmitrij Sjostakovitj ved en fodboldkamp med hans ynglings hold Zenit Leningrad

Oprigtigt had og / eller kynisk manipulation for simpel vinding

Volkovs dagsorden var en så grundig tilsvining af Sovjetunionen som overhovedet muligt. Imidlertid må han have været ganske klar over hvilke indtjenestemuligheder en sådan bog også rummede. Om han var i forbindelse med efterretningsvæsnet, medens han udarbejdede og forbedrede manuskriptet, ved vi desværre intet om. Den kritiske journalist William Blum, som har specialiseret sig i ”den kolde krig”, har dokumenteret, at CIA stod bag over 1000 bøger spækket med anti sovjetisk propaganda udgivet på allehånde dækforlag. På den baggrund kan man godt forestille sig, at efterretningstjenesterne i USA har haft en finger med i spillet omkring Volkovs bog. På denne tid havde efterretningstjenesten i USA udviklet en strategi for påvirkning af den offentlige mening. Strategien var enkel: sammenblanding af løgn og sandhed! Og netop på dette punkt matcher Volkovs bog om Sjostakovitj efterretningstjenestens strategier. Bogen forsikrer, at Sjostakovitj altid konsekvent mente det diametralt modsatte af, hvad han i sit virkelige liv udtrykte og gjorde. Ingen anden komponist har bragt så meget hyldest til Sovjetunionen som Sjostakovitj, men det var netop det snedige forsikrede Volkov os. For hver gang Sjostakovitj udtalte sig positivt om Sovjetunionen, mente han lige det modsatte som f.eks. med Leningrad symfonien. Leningrad symfonien handler ikke om modstanden imod den tyske invasion men om noget meget værre, siger Volkov. Og dette værre er Stalin bliver vi forsikret om, at Volkov ved samme lejlighed relativerer nazismens ideologi og forbrydelser bryder han sig stort om, det gælder for ham om at få skovlen under Sovjetunionen og al dets væsen. At Sjostakovitj venner reagerede med rædsel på sådanne påstande er nemt at forstå i dag, men dengang lyttede man overhovedet ikke til stemmerne fra ondskabens imperium.

Intermezzo  

Læser man Nikolai Malkos erindringer om Sjostakovitj får man indtryk af en drenget og livlig person. På en eller anden måde lykkedes det Volkov at fremstille samme person som en tragisk personlighed. Hvorom alting er, så sætter Volkovs bog sine spor. I begyndelsen var der kun få stemmer i vesten som satte spørgsmål ved bogens ægthed, men efterhånden indså flere og flere bogens svagheder. Sjostakovitj kenderen Laurel Fay kom med en sønderlemmende kritik af Testimony, men denne kritik var stor set kun kendt indenfor akademiske kredse. Volkovs bog blev stadig flittigt citeret og oplag fulgte på oplag. Så kom en bog i 1998 af Allan B. Ho og Demitri Feofanov ”Shostakovich Reconsidered” (på Harper & Row samme forlag som udgav Volkovs bog). Denne bogs forfattere tilbageviste på en egen brutal måde Laurel Fay kritik og segmenterede sandheden i Volkovs bog ”Testimony: The Memoirs of Dmitri Shostakovich”. Mange godtede sig, andre trak på skulderen og nogle tog en ekstra indånding heriblandt Laurel Fay.

Partituret til 10. symfoni af Dmitrij Sjostakovitj

Laurel Fay knytter næven

Laurel Fay havde flere gange forsøgt gennem Harper & Row at få adgang til at se original manuskriptet på russisk til Testimony. Dette var imidlertid udelukket – ingen uden forlaget, Volkov selv og så Genrikh "Henry" Orlov havde set manuskriptet. Imidlertid havde Volkov lavet et eller flere kopier, dengang han som dissident kom til USA. Disse kopier cirkulerede blandt russiske dissidenter og immigranter, som han håbede kunne hjælpe med udgivelsen af bogen. Af forskellige veje kom en sådan kopi i hænderne på Sjostakovitj familie, der inviterede Laurel Fay til at føle manuskriptet på tænderne. Dette førte til den endelige afsløring af Volkovs forfalskede biografi. Laurel Fay afslørede følgende: Alle bogens kapitler havde nummer øverst på midten af siden, skrevet med samme skrivemaskine som teksten. Undtagen første side af hvert kapitel, hvor der var en bred margen for oven. Hele manuskriptet var nummereret fra side 001 til 404. Denne nummerering var tilføjet med stempel og man må regne med, at det drejer sig om en senere nummerering end kapitlernes nummerering. Side 1 i samtlige kapitler var afskrifter af korte artikler som Sjostakovitj på et eller andet tidspunkt havde publiceret. Ikke så mærkeligt at Sjostakovitj skrev ”læst” på disse sider. Artiklerne var ordrette efter Sjostakovitj egne artikler, selv tegnsætningen svarede til originalerne. Da siderne som Sjostakovitj skrev under på ikke havde noget nummer, kunne han ikke vide at de senere ville blive brugt i en hel bog. Imidlertid var der andre hårrejsende overraskelser i manuskriptet. I de sider Sjostakovitj har godkendt kan man se, at nogle linier her og der er bort reducerede. I første kapitel er den ren gal. Første side af dette kapitel, der åbner op med en svada af anklager imod Sovjetunionen, er nemlig ikke godkendt af Sjostakovitj. Siden er nummeret som side et skrevet med hånden og først på side 3 står Sjostakovitj kommentar ”læst”. Side 3. er da også afskrift af en harmløst artikel Sjostakovitj publicerede på sin 60 års fødselsdag. Ydermere har denne side også en bred margen foroven ligesom de andre begyndelsessider til hvert kapitel. Volkov havde altid fastholdt, at alt i bogen var nyt, at intet i teksten tidligere var publiceret. Pludselig kunne han huske, at noget af teksten havde været publiceret i russiske musik blade. Komponisten Tishchenko, Sjostakovitjs elev og fortrolige musikalske medarbejder, sammenfatter Volkovs bog i nogle få men manende ord: ” Spørgsmålene om denne bog forfølger mig stadig. Jeg har imidlertid et kort og fyldestgørende svar. Dette er ikke Sjostakovitjs erindringer, det er heller ikke en bog af Volkov om Sjostakovitj, men en bog af Volkov om Volkov”.   

 Laurel Fays afsløringer blev publiceret i en samling af artikler i bogen ”A Shostakovich Casebook” redigeret af Malcolm Hamrick Brown. Artikel forfatterne til denne bog går kritisk i dybden med Volkovs påstande. En del af artiklerne peger dog også fremad.  

For nylig genudsendte DR K en ”dokumentar” om Sjostakovitj, i denne film spiller Volkov og hans sympatisører en stor og afgørende rolle. Filmen har samme ejendommelighed som Volkovs bog – den handler overhovedet ikke om musik.    

Komponisten Boris Tishchenko gav ikke 5. potter pis for Volkovs bog

Scherzo

Laurel Fay har endelig fået skovlen under Volkov og hans bog samt løgnen om Sjostakovitj. Vi kan ånde lettet op, for det var ikke sandt at Sjostakovitj: hele sit liv levede som en fremmed i det sovjetiske samfund. At han ikke kunne udholde dette samfund og derfor levede et dobbeltliv gennem alle årene. At han tilegnede sin musik til personer som han foragtede. At han hundredvis af gange lagde hovedet på blokken på, at han beundrede et folk og et socialt system som han hadede. At han ikke engang anså sin berømte syvende symfoni for en anklage imod fascismen. At finalen i den femte symfoni ikke var en hymne til triumfen over ondskaben men faktisk det modsatte. At scherzoen i tiende symfoni var et musikalsk portræt af Stalin. Al dette ondsindede nonsens kan vi nu smide på møddingen, hvor det hører hjemme. I stedet må vi lære at leve med den kendsgerning, at Sjostakovitj på godt og ondt var en del af sovjetsamfundet. At han faktisk var begejstret på første maj og derfor skrev musik der udtrykte denne begejstring. At han faktisk var begejstret over genopbygningen af Sovjetunionen efter 2. verdens krig og derfor skrev begejstret musik om genplantningen af skovene. Han ønskede at være midt i det pulserende liv med sin musik. Intet undgik hans kunstneriske opmærksomhed som Henry Orlov skriver:

” Han parodierede rytmer og melodier fra Offenbachs operetter, danse hals melodier, cirkus shows, vulgære sange og platte viser som han brugte sammen med burleske brudstykker fra Beethoven, Bach, Haydn og Weber. Og han brugte disse forskelligartede inspirationer med deres hurtige skiftende stilarter og valører på en måde, der kan minde om filmiske montager – en mulig forlængelse af hans arbejde som pianist (i hans unge dage) ved diverse stumfilm forevisninger”. Senere i livet udtrykte han gerne gennem sin musik personlige sider ved hans eget liv, men i sin ungdom fæstnede han sit blik på de flygtige billeder af det turbulente moderne liv og ligesom en gadekunstner, skyndte han sig at komme op med hastigt skitserede portrætter.      

 

Dmitrij Sjostakovitj slapper af sammen med familien

I bagklogskabens spejl

Diskussionen om Sjostakovitj og Volkovs bog om samme ser, for mig, ud som et gigantisk forsøg på at omskrive et menneskeliv så det bliver acceptabelt for et vestligt publikum med alle vores etnocentriske fordomme og vores absolutistiske tro på egen omnipotens. At medgive bare det mindste plus til livet i Sovjetunionen opleves som en fornægtelse af os selv. Derfor er der kun en måde, hvorpå vi kan omfavne Sjostakovitj og hans musik ved at afsnøre ham fra hans historiske sammenhæng. Vende ham på hovedet og når tæppet falder efter denne metamorfose, klapper vi som gale. Vi klapper af den forvandlede person deroppe på senen, det er nemlig os selv. Og glem så ikke musikken, der sammen med personen også gennemgik en tiltænkt transformation – musikken er ikke længere den skræmmende lyd af det fremmede. Nej musikken er lyden af vores egne idiosynkrasier vores eget ethnos.

But you don't really care for music, do you?

(Leonard Cohen)

Til trods for at løgnen om Sjostakovitjs i dag er åbenbar sparer koncerthusene ingen midler på at promovere denne løgn. Det bestyrker mig i denne klummes antagelse, at borgerskabet ikke er i stand til at nyde musikken uden denne løgn. Man kan sige de hører musikken gennem fordomme og stereotyper om Sovjetunionen og producerer en forestilling om musikken som modbillede til alt det de er bange for og hader.   

DR koncerthuset er særlig gode til at promovere synspunkterne fra løgnens skattekammer ”Testimony”. Fra koncertprogrammet for 2016 hedder det bl.a. ”Sjostakovitjs store 10. Symfoni er et af hans mesterværker, og beskriver menneskets kamp for at overleve i et tyranni”. Denne opfattelse af 10. Symfoni stammer fra Solomon Volkovs bog ”Testimony”, hvor Volkov påstår at andensatsen er et portræt af Stalin. Hertil svarer Maxim Sjostakovitjs (komponistens søn): "Jeg tror ​​nogle musikforskere satte denne idé i verden. Andre gentog den. Jeg tror ikke på det på den måde. Far sagde aldrig det var et portræt af Stalin." (Los Angeles Times: Was He or Wasn't He? November 29, 1998. Chris Pasles). Hertil kommer så, at hele bogen Testimony er løgn fra side et til slut.

De sidste par år

Er der kommet flere bøger om Sjostakovitjs som er læseværdige og mere eller mindre befriet for ideologisk krigsførelse m.a.o. det handler om musikken:

Andrew Kirkman: “Contemplating Shostakovich: Life, Music and Film”. Routledge; Revised ed. edition (December 13, 2012).

Michael Rofe: “Dimensions of Energy in Shostakovich's Symphonies”. Routledge; New edition (November 22, 2012). 

Sjostakovitj modtog mange priser gennem sit liv:
 

Den socialistiske arbejders helt

1966: Den socialistiske arbejders helt

1946, 1956 & 1966: Lenin ordenen

1971: Oktober Revolutionens orden

1940: Det Røde flags orden

1972: Folkeslagenes venskabs orden

1948: Folkets kunstner af RSFSR

1954: Folkets kunstner af USSR

1954: International Freds pris

1958: Leninprisen for 11. symfoni

1941: Stalinmedaljen af 1. klasse for Piano kvintetten

1942: Stalinmedaljen 1. klasse for 7. (Leningrad) symfoni

1946: Stalinmedaljen 2. klasse for trio

1950: Stalinmedaljen af 1. klasse for musik til filmen (Встреча на Эльбе) Mødet på Elben.

1952: Stalinmedaljen for kor for 10 digte

1968: USSRs statspris for musikken til digtet Stephan Razins henrettelse

1974: Glinka statsprisen af RSFSR for den 14. stryger kvartet

Claus Oreskov ved Dmitrij Sjostakovitjs grav på Novodevitjij kirkegården i Moskva. Kære medborgere det var et stort øjeblik for mig 

 

Leningrads Statsorkesters bygning hvor de fleste af Dmitrij Sjostakovitjs symfonier blev uropført  

 Sjostakovitj fortæller om kampen imod fascismen og  fremfører  et brudstykke af den 7. symfoni