Kanin Katapulten - Et pålideligt folkesagn

P.D. Ouspensky

Kaniner og mennesker har måske ikke så meget tilfælles, og alligevel kan jeg takke en kanin for min formidable opfindelse: ”Kanin Katapulten”. Et instrument som kan sende en kanin over i den berømte fjerde dimension. Når jeg taler om en kanin, er det selvfølgelig Mulle, som er kendt vidt og bredt af alle vores bekendte og flere til. Og når jeg taler om den fjerde dimension, så tænker jeg med samme selvfølge på den russiske teosof P.D. Ouspenskys tanker og filosofiske værker om tilstedeværelsen af en fjerde dimension. Jo vist åd Mulle vores roser, og ja det er sandt, at hun gravede de hollandske tulipanløg op, som vi fik i gave af vores hollandske ven. Alt det er sandt nok. Folk siger ”hvorfor finder I jer i det?”. Det skal jeg svare på med det samme. Fordi det morer os at se Mulles mange narrestreger, som vi tillægger menneskelige karakter egenskaber og på denne måde får vi mere morskab ud af dem. Alt i alt er summen af fornøjelige stunder sammen med Mulle større end de ærgrelser vi havde pga. nogle rosenbuske og et par tulipanløg. Hvad angår P.D. Ouspensky så nøjes han ikke med at påvise den fjerde dimension, han mente også, at menneskets bevidsthed kunne sammensmelte med denne dimension i en kosmisk enhed. Den slags tanker brugte han mange år af sit liv på, indtil han mistede troen på det fantastiske, og fornuftigvis gik over til vodkaflasken i stedet. I mellemtiden havde nogle flippede malere taget ideen om den fjerde dimension op, heriblandt suprematismens fader Kasimir Malevitjs. Malevitjs virkeliggjorde på lærredet, hvad Ouspensky drømte om, når han hang ud med tidens okkulte og snurrige personligheder.

Kasimir Malevitjs - Selvportræt

 Det var kort, hvad jeg på skrømt vidste om disse ting, da Mulle Kanin blev ramt af en mystisk lammelse i det ene bagben. For at forstå ulykkens hele omfang er det nødvendigt, at forstå hvad det betyder for en kanin at hoppe. Ligesom det er vigtigt at vide, hvad kaninens bagben betyder for, at den overhovedet kan hoppe. At hoppe er for en kanin på en gang ånd og sjæl samt overjeg og økonomisk base for at overleve som art. Samtidig skal man ikke undervurdere det kosmetiske moment, idet kaninen får den nødvendige manicure når den hopper. Kaninens bagben er en sindig konstruktion, som er lidt i slægt med Mesozoikums flyveøglers vingekonstruktion. Alt det siger jeg uden at hævde, at Mulle på nogen måde var i slægt med øglerne! Jeg forsøger bare at præcisere, hvor sindrig en konstruktion Mulles bagben var, og at jeg måtte komme op med noget virkeligt eventyrligt for at erstatte den tabte hoppe evne. Jeg sled i måneder og dage med mine beskedne opfindelser. I mellemtiden sad Mulle med et skævt kanin grin, og lod mig gøre og lade som det passede mig. Som tiden gik og sommeren gik på held, havde den fået sin hoppe evne tilbage, og en aften hvor jeg sad og puslede med min opfindelse og lyttede til The Doors, lød der et allerhelvedes spektakel ude i baghaven. Det var Mulle, der var hoppet over den kanin spærring som på sigt skulle sikre vores roser for fremtiden. Mulle sprang lige i det øjeblik Jim Morrison råbte ud af højtaleren ”Break on through to the other side” og ved et tilfælde faldt mit rastløse blik på Ouspensky bog ”Tertium Organum” og i et splitsekund indså jeg muligheden for at sende Mulle Kanin ud gennem den fjerde dimension i en kanin katapult. Hvis nogen kunne gennemføre dette forehavende så måtte det være en kanin. Ingen anden havde så kraftige bagben i forhold til sin kropsvægt. Jeg havde jo i forvejen puslet med en opfindelse, der kunne give Mulle muligheden for at hoppe tilbage, der skulle bare pilles lidt ved fjedre systemet og justeres en smule på tidsdimensionen, og vi ville have den perfekte katapult til århundredes eksperiment. Når katapulten blev udløst af Mulles egne spark, og derved forenede kaninens unikke og naturgivne hoppe evne med videnskabens burleske spidsfindigheder ville der opstå et kosmisk hul, hvor Mulle så let som ingenting ville smutte igennem til den anden side. Jeg behøvede ikke at forberede Mulle psykisk på dens kosmiske rejse, for kaniner er fra barnsben vand til udfordringer, og deres vandrelyst er stor, som også dokumenteredes i romanen ”Kaninbjerget”.

Mulle i sneen

En forvarsel om hvidt som forvandlings farven

Skæbnen ville, at Mulles store exit fandt sted her i Helsingør på en torsdag. Torsdagen er et helvede for dyr og mennesker her i byen, fordi de spiller øl-jazz på torvet. Det kan høres over hele byen og der er ingen steder, hvor man kan undslippe, undtagen hvis man let og elegant kunne smutte over i en anden dimension. Jeg anbragte Mulle i katapulten og stak den et par tørrede bananskiver, dens yndlings slik. Mulle ventede tålmodigt medens jeg satte The Doors på (Break on through to the other side) og åbnede Tertium Organum, medens jeg som en anden troldmand messede af teksten. I det samme satte Mulle af og braget kunne høres helt ovre i Helsingborg. Folk stoppede op på torvet og så forundrede på hinanden. En mor lille rystede på de grå lokker: ”Det er fandeme blevet for meget med det øl-jazz, derovre i Helsingør” brummede hun og rokkede videre med gangstativet. Her i haven var der mærkeligt stille, som der altid er efter store begivenheder. Katapulten lå smadret i millioner af småstykker og det eneste, der var at se, var aftrykket i havegangen efter et par gigantiske kaninpoter. Kosmos havde krævet sin tribut på jorden, og i himmelen herskede fuldstændig fred. Jeg gik andagtsfuldt som i en højtidelig kirke ind og satte Bert Jansch: ” Rabbit Run” på musikdåsen – det næste jeg husker, er Miriam som står i solens stråler og siger ”jeg har købt gulerødder til kaninen, hvor er den”? Hvor var hun dog smuk Miriam i dette øjeblik, hvor det stod lysende klart, at jeg måtte efterlade hende her på dødens dunkle klode. ”Lav noget med gulerødder til aftensmaden”, fremstammede jeg.     

Tertium Organum

Hvor var hun dog smuk Miriam i dette øjeblik

Efterspil i Moskva.

I sommer så jeg for første gang Kasimir Malevitjs maleri ” Suprematistisk Maleri” på det Nye Tretyakov Gallery for moderne russisk kunst. Billedet er også blevet kaldt ”Hvidt i Hvidt” og motivet fremstiller kunstnerens forestilling om det øjeblik, hvor et legeme går over i den fjerde dimension. Medens jeg stod som fortryllet og beundrede de hvide geometriske figurer der gled over i hinanden, syntes jeg, at jeg kunne skimte konturerne af en kanin med hængeører. Det var kun et kort sekund, så sparkede den voldsomt ud med de stærke bagben og synet forsvandt. På vej tilbage til Danmark i flyvemaskinen var jeg mere end nogensinde opsat på at gøre min opfindelse færdig, så den også kunne kaste mennesker gennem den tredje dimension, og ind i den fjerde. Udadtil lignede katapulten en havestol, og det ville være alt, hvad der måtte være tilbage, når jeg sendte mig selv af sted. Vi spændte sikkerhedsselerne og gjorde klar til landing i Kastrup. Jeg kunne knapt vente med at komme hjem til Helsingør og hjem til min opfindelse. Jeg glædede mig til at blive forenet med Mulle Kanin; Kasimir Malevitj, P.O. Ouspensky og hvem der ellers måtte opholde sig i den fjerde dimension.     

Supramatistisk maleri eller Hvidt i Hvidt af Kasimir Malevitjs

 

Break on through to the other side

Vysotskij Sovjetunionens Bob Dylan ?

Vladimir Semjonovitj Vysotskij

(25. januar 1938 – 25. juli 1980)

Vysotskij som dreng

Vysotskij kaldes undertiden Sovjetunionens Bob Dylan måske på grund af ligheden i den rustne stemme og det absolutte lyriske geni hos begge kunstnere. På denne baggrund vil det imidlertid være mere på sin plads at kalde Bob Dylan for USA's Vladimir Vysotskij. For det egentlige karakteristiske ved Vysotskijs person som skabende kunstner var en indre desperation og livskonflikt, som Dylan skal prise sig lykkelig over ikke at have del i. Vysotskij begrænser sig imidlertid ikke alene til at være et guitar ikon, han havde flere andre talenter. Han var sin tids absolut feterede skuespiller på teatret så vel som på film.

Bolsjoj Karetnyj 15

Hvordan det hele begyndte

Alt sammen begyndte i Moskvas baggårde og kvarteret omkring Bolsjoj Karetnyj 15, hvor Vysotskij boede som dreng og ung mand. Bolsjoj Karetnyj er beliggende mellem Haveringen og Boulevardringen, hvor ”lyset var tændt hele natten”. Her mødtes og skiltes gadens håbefulde unge. De skændtes, elskede, drak og sloges iblandt. Sprogets mange muligheder fængslede dem og mellem vodkaflasker og tobaksrøg gik diskussionerne højt. Flere af dem blev verdenskendte f.eks. film instruktøren Andrej Tarkovskij og så selvfølgelig Vladimir Vysotskij. Det var de spildte år og på samme tid de vigtigste læreår skal man tro Vysotskijs eget udsagn i sangen om denne ungdommens gade. I 1953 begynde Vysotskij på skuespiller kurser under vejledning af Vladimir Bogomolov. Ingen i familien havde beskæftiget sig med kunst eller teater, men Vysotskijs mor tog ham med i teatret så godt som hver søndag og derfra stammede hans smag for teatret. Samme år fik han en russisk 7 strenget guitar og inden længe begyndte han at komponere egne sange. Han påbegyndte også et studie til civilingeniør men droppede hurtigt ud til fordel for teatret.

Jurij Ljubimov og Taganka Teatret

Jurij Ljubimov, tidligere skuespiller og nu sceneinstruktør i verdensklasse, dannede i 1964 teatergruppen og teateret Taganka. Kort forinden var Vysotskij og Ljubimov ramlet ind i hinanden på en eller anden obskur knejpe et sted i Moskvas alfaderlige nat. Vysotskij havde indtil da haft forskellige roller på flere små teatre, nu fik han chancen for at være med på Taganka lige fra starten og dermed påvirke udviklingen af dette teater som skulle blive Rusland og Sovjetunionens mest eksperimenterende. Gennem årene blev forholdet mellem Vysotskij og Ljubimov tættere og tættere. Vysotskij fandt den far i Ljubimov som hans egen far aldrig havde været for ham. Omvendt elskede Ljubimov Vysotskij, som en søn der er begavet men også skrøbelig og uberegnelig. Sammen skabte disse to genier uforglemmelige roller fra Galilei til Pugatjov, fra Majakovskij til Hamlet og ikke mindst Svidrigajlov (en fremtrædende person i Dostojevskijs ”Forbrydelse og Straf”). Ljubimovs venskab fornægtede sig aldrig og ofte stillede han op for denne sin yndlings skuespiller og bedste ven. Publikum blev jo sure når Vysotskij ikke spillede – alle vidste han havde et alvorligt alkohol problem. Kollegaerne på teatret skulle også finde sig i hans tilbagevendende delirer og det har nok ikke været så nemt. Ljubimovs geni frigjorde en masse skabende energi på teatret, men var desuden en spændetrøje for flere af skuespillerne, der ind i mellem oplevede hans direktiver som tyranniske. Sidst i 70’erne forsøgte Taganka Teatrets ukronede dronning Alla Demidova at bryde dette ”tyranni” i et samarbejde med Vysotskij. De fik ikke meget ud af deres oprør men til gengæld indgik de fra da af i et kunstnerisk tandem uden lige i teater historien. Senere huskede hun at: ” "Det var først efter hans død, at jeg pludselig indså, hvor meget han betød for mig som partner ... Han var en usædvanlig skuespiller, især i sine sidste år. Han beherskede publikum ved bogstavelig talt at magnetisere luften omkring sig”.

Jurij Ljubimov skabte på Taganka Teatret et poetiske teater. I stykket "Pugachev" efter et digt af Jesenin viste denne begavede instruktør, hvordan man oversætter poesi til sceniske handling. Er det Ljubimov der giver stykket sjæl, så er det lige så meget Vysotskij der giver stykket krop. Og han giver alt, hvad et menneske kan præstere i kunstnerisk henseende: ”På scenen en mand med nøgen overkrop. Han slår om sig og skriger. Hans arme og bryst er snøret sammen af kæder. Indtrykket er skræmmende. Scenegulvet skråner og kæderne, der bliver holdt af fire personer, fungerer både som net og lænker” skriver Marina Vlady i sin bog ”Vladimir en kærlighedshistorie” og hun forsætter: ”Som alle andre i salen bliver jeg rystet over kraften og desperationen og over skuespillerens utrolige stemme. Hans udstråling er så stærk, at de andre skuespillere bliver som skygger, det er som om kun han fanger lyset. Publikum hylder ham med stående klapsalver”. Vysotskij transformerede Jesenins ord til tænderskærende smerte, vilde brøl, latter og hvæsende vejrtrækning der lød som trompet dissonanser. 

 

På scenen en mand med nøgen overkrop

Hamlet   

Vysotskij skrev i et brev til Marina Vlady: ”Det er virkeligt for dumt. I et år har jeg gerne ville have denne rolle og jeg har forestillet mig, hvordan jeg ville spille den… Jeg kan godt forstå Ljubimov, jeg har alt for tit svigtet hans tillid, og nu vil han ikke løbe nogen risiko længere, men lige netop nu, hvor jeg er sikker på, at der ikke længere er nogen risiko, kommer det som et meget hårdt slag. ”

Baggrunden var denne, ”Hamlet” skulle sættes op på Taganka og selvom Vysotskij var selvskrevet til hovedrollen turde Ljubimov ikke at løbe risikoen pga. Vysotskijs stadig eskalerende alkoholiske ture. Derfor havde chefen for teateret planer om, at ansætte en anden kunstner som parallelt med Vysotskij skulle indstudere rollen. Selvfølgelig fik Vysotskij rollen egenhændig uden nogen skygge eller dublet. Alle vidste, han var som født til denne rolle som på mange måder var ham selv. Hele livet havde han spillet en smule gal for at skjule den virkelige og dybe ødelæggelse i hans indre som hang sammen med drukken og narkotika misbruget. Han maskerede sin fortvivlelse som humor. Hans digte var fyldte med dobbelt betydninger der kunne efterlade en uforklarlig uro. Forsøgte man at få ham til at sige visse ting, ligesom man forsøgte at få Hamlet til at spille et instrument, hvis tangenter han ikke kender, nægtede han at gøre det. I stedet skreg han sin sandhed ud med så meget større kraft. Voldsomt og overspændt. Vlady skriver i sin bog: ”Det billede, der blev tilbage efter forestillingen, er billedet af en ekstrem voldsom kamp. Hamlet tager efter at være plaget af tvivl og efter at være blevet forkastet af sin elskede mor, efter Ofelias offer og sine kæreste venners forræderi, endelig skæbnen i egen hånd og fremkalder den tragiske løsning. Da han på dødslejet efter at have fuldført sin hævnakt, siger de sidste ord i dette stykke, der er så mesterligt fortolket af Pasternak: ”Nu er der kun stilheden tilbage” sidder tilskuerne i Tagankateatret som stivnede i flere minutter, overvældede. Den første aften løb jeg ud i kulisserne for at omfavne dig. Dit udtærede ansigt glinser af sved, du smiler, du er lykkelig, så fik du rollen, nu har du spillet den, du har givet alt”. Hamlet blev spillet 217 gange på Taganka lige til den skæbnesvangre dag i juli 1980, hvor Vysotskij ikke viste sig og blev fundet halvdød op ad muren for enden af scenen med sin guitar i hænderne. Det var ikke længere komedie og han kom aldrig mere til at spille komedie. Det var ikke nødvendigt at give folk penge tilbage for billetterne. Alle beholdt deres som et helligt relikvie. 

                                          Hamlet monolog med det berømte scenetæppe, der fulgte ham overalt på scenen

 Også som filmskuespiller fejrede Vysotskij store triumfer. I TV serien ”Mødestedet må ikke ombyttes” (Место встречи изменить нельзя) spillede Vysotskij en detektiv, der jager en flok forbrydere i Moskva. Han døde kort efter premieren og nåede ikke at opleve, at denne TV serie lagde gaderne øde overalt i Rusland. 

Vysotskij - alle vidste at der var et alkoholproblem

Guitarhelt og fanden i voldsk poet

Fritidskulturen i Sovjetunionen var aldrig ensrettet men både uforudsigelig, mangesidig og ujævn (Se f.eks.: Richard Stites ” Russian Popular Culture – Entertainment and Society since 1900”). Storbyungdommen elskede at gruppere sig i fællesskaber omkring særlige subkulturer. Ofte var disse grupper alarmerende nonkonforme og blev derfor opfattet som både farlige og som modkulturer. Nogle voksede ud af den politiske sociale situation, som f.eks. fællesskaber af Afghanistan veteraner som på mange måder følte sig sat uden for det almindelige liv. Bøller havde der altid været og ligeledes druk fællesskaber. Ligesom intelligentsiaen altid havde opfattet sig selv som en særlig (udvalgt) klasse. Man mødtes på populære restauranter og caféer. Hvis ikke man holdt til på Moskvas gågade Arbat. Hvor lignende subgrupper holder til den dag i dag. Ud af denne tradition for kultur fællesskaber voksede den russiske guitarpoesi frem i midten af halvtredserne og tog fart i tresserne og halvfjerdserne. Lyriske tekster blev ledsaget af guitar musik. Vægten lå i teksten mere end i melodien, som ind imellem også var vigtig. Repertoiret spændte vidt fra uskyldige sange om naturoplevelser og fællesskaber til sange om sømænd, fængselsfanger, kriminelle, alkoholikere samt politisk satire.

Vysotskij sammen med sin kone Marina Vlady

 Offentligheden reagerede vidt forskelligt på guitarpoesien, f.eks. var den officielle holdning i halvtredserne og tresserne, at enten måtte man assimilere denne bevægelse ind i det konforme eller rykke den op med rode. I halvfjerdserne blev guitarpoesi benyttet meget på TV, teatret og på film, men sjældent omtalt i pressen. I vesten forholdt man sig også varieret til fænomenet selvom den antisovjetiske fortolkningsramme dominerede. Efter Sovjetunionens opløsning døde interessen i vesten hurtigt for den russiske guitarpoesi. Herhjemme fortolkede Niels Vigild og Per Warming Vysotskij og det samme gjorde Jørn Simen Øverli i Norge. Imidlertid gjorde Gerald Stanton Smith (Songs to Seven Strings: Russian Guitar Poetry and Soviet Mass Song) vesten opmærksom på, at guitarpoesien kun i exceptionelle tilfælde udtrykte direkte decident holdninger, men for det meste holdt sig indenfor hvad autoriteterne kaldte ”direkte fremmede og hvad de direkte modarbejdede”.

Imidlertid skal man forstå guitarpoesien som selv – frembringelse, kommunikation og fællesskabs befordrende må man aflægge den binære tilgang, som er så udbredt i vesten (modsætninger mellem: officiel kontra uofficiel; konform kontra dissident; Sovjet kontra antisovjet; finkultur kontra vulgærkultur) og se på de rodede og tvetydige muligheder, som udspiller sig mellem disse modsætninger. Det er også vigtigt at fokusere mindre på teksterne og mere på konteksten dvs. performans, akkompagnement, tiden og stedet samt hvem som skabte, formidlede, bekæmpede og glædes over guitarpoesien. 

Vysotskij - et verdensnavn i Sovjetunionen

Vladimir Vysotskij havde altid været glad for at spille guitar til egne tekster men efter mødet med Bulat Okudzjava, en af guitarpoesiens pionerer, tog det virkeligt fart. Med sin skurende vodka stemme og fanden i voldske tekster steg Vysotskijs stjerne hurtigt til vejrs og han blev Sovjetunionens ubestridte og absolutte guitar helt. På varme dage i Moskva, hvor folk havde åbnet vinduerne, kunne man fra så godt som samtlige lejligheder høre Vysotskijs musik strømme ud på gaderne og blande sig med det rå og usødede liv som han sang om! Vysotskij trak tonen ud på konsonanterne som er meget usædvanligt, idet det plejer at være vokalerne sangeren trækker ud. Men Vysotskij elskede den skurrende lyd fra konsonanterne - især det russiske r. Han sang om, hvad han fandt interessant og det var faktisk det meste: straffefangernes hårde skæbner, adskillelserne og længslen, dagligdagens poesi og om kvinder og sprut. Teksterne var både allegoriske, dobbelttydige og lige ud af posen. Han skrev, når inspirationen var der og det blev nogle gange til hele nætter. Af og til rettede han flere gange i en tekst men det meste står rent fra start. Således som man kan se af flere eksempler på Vyosotskij museet i Moskva. En tekst jeg særlig vil berøre er ”Mine Heste” som er en allegori over hans misbrug. Ambivalensen er til at tage og føle på. I sangen pisker han hestene frem imod afgrunden og samtidig trygler han hestene om at trave langsomt. Dødsdrift og livsdrift i en og samme håndfuld poesi. 

Vysotskij med sin søn fra første ægteskab - 1974

Berømmelsen og døden

Vysotskij blev berømt ikke kun i Sovjetunionen men også i Vesten, hvor han gav koncerter, indspillede plader og optrådte på TV. I Vesten var det som guitarhelt, han blev kendt og ikke som den gudsbenådede skuespiller han var. Mange af hans sange havde et anstrøg af samfundskritik, men det betød ikke, at han ikke var patriot. Han elskede sit land med alle dets fejl og med alle dets fortrin. I Vesten blev han imidlertid fremstillet som en dissident og det irriterede og sårede ham. Det populære amerikanske TV program ”60 Minutes”, hvori han deltog, fremstillede ham som tidligere Gulag fange – hvilket jo intet havde på sig. Endvidere forsøgte intervieweren at presse ham til at kritisere Sovjetunionen udover al rimelighed. Man ser tydeligt, at Vysotskij bliver mere og mere irriteret og på et tidspunkt siger han: ”jeg arbejder med ord” det var det hele, men dette en poets privilegium kunne man ikke respektere – der måtte være mere. 

Vysotskij museet i  Moskva

Det er sandt, at Vysotskij ikke fik den officielle annerkendelse som han burde have fået. Men så var den folkelige yndest så meget større. Kassette båndoptageren blev det redskab, hvormed han blev kendt helt ud i Sibiriens mest øde afkroge. Afspilninger af afspilninger af afspilninger af hans sange cirkulerede til stadighed omkring i Sovjetunionen.                 

Sengen, hvor Vysotskij døde, er udstillet på Vysotskij museet. Der havde været flere advarsler i form af nær døden anfald. Intet tydede på, at han kunne begrænse sit misbrug og da døden kom var det ventet af de fleste men alligevel et chok. Begravelsen foregik fra Tagankateatret og på en måde bliver det sidste gang Ljubimov instruerer et stykke med Vysotskij. Da begravelsesselskabet kommer ud på gaden med kisten, er der fyldt med mennesker alle vegne. Ligesom der langs ruten ud til kirkegården er proppet med mennesker. Man regner med at omkring 100.000 mennesker på denne dag var i gaderne og tog afsked med Vysotskij. Mange havde medbragt kassette båndoptagere og overalt kunne man høre Vysotskijs sange. Folk løber efter bussen med kisten hele vejen ud til Vagankovskoye kirkegården.  

For sidste gang instruerede Ljubimov Vysotskij - til højre for kisten Marina Vlady

   

 

Gaden var fuld af mennesker da kisten blev båret ud af teatret

Efterspil

Familien, vennerne og Vysotskijs kone kunne ikke blive enige om et værdigt monument på graven. Marina Vlady ønskede meget, at det blev en meteor fra Sibirien som man havde fået lovning på. Den skulle symbolisere hans korte men lysende liv. Vysotskijs forældre fik deres vilje med et kæmpe monument, som heldigvis blev udskiftet i 1995, hvor graven fik det nuværende monument som er lavet efter en mindre model af den da afdøde skulptør Gennadiy Rospopov. Initiativet kom fra Vladimir Vysotskij Selskabet som også bekostede monumentet. I 1985 fandt astronomer ved observatoriet på Krim en ny planet mellem Mars og Jupiters omløbsbaner og denne planet døbte de Vladvysotskij – kan læses som Vladimir Vysotskij men mere sandsynligt som Vlady og Vysotskij. 

Min kone Miriam ved Vysotskijs grav 2013. Folk lægger cigaretter, blomster og vodka på graven

   

Gravmonumentet - Vysotskij har slænget guitaren over ryggen så den danner en glorie

Bøger til natbordet:

I denne klumme har jeg berørt nogle relevante bøger. Herudover vil jeg lige anbefale et par til:

Rachel S. Platonov:” Singing the Self: Guitar Poetry, Community, and Identity in the Post-Stalin Period (SRLT)”

Alexander Gershkovich: “The Theater of Yuri Lyubimov: Art and Politics at the Taganka Theater in Moscow”. 

Vladimir Vysotskij på højdepunktet