Zarens Rusland – jøde pogromer

Zar Aleksander den 3. med hans kone den danske Maria Fedorovna (Dagmar) og deres familie.

Jødehadet blev nærmest betragtet som en national pligt i zarens Rusland. Når to officerer mødtes smækkede de hælene sammen gjorde honnør og den ene udbrød: ” Boje Tsaria Khranee” (Gud velsigne zaren) og modparten svarede og ”bey Jidoff!” (og dræb jøderne). Armenier, tatarer og finner blev også forfulgt, men jøderne indtog en særstilling på dette område. Årsagen skal findes i den ortodokse kirkes indgroede antisemitisme, som kirken åbenlyst indoktrinerede sine medlemmer med gennem fantastiske historier om jøderne godt gødet med overtro og almindelig fordummelse. Mange af kirkens såkaldte hellige fædre havde gennem århundreder bidraget med deres specielle fjendebilleder om det jødiske folk og efterhånden voksede denne kvalmende fjendtlighed til et arsenal af had og umenneskelig ondskab. Et uudtømmeligt reservoir som ikke alene kirken betjente sig af, men også kejserdømmet og hermed hæren og embedsmændene.

 ”Den Sorte Zar” Pobjedonostsev (1827-1907)

Overprokurator for den hellige synode, Konstantin Pobjedonostsev, med øgenavnet ”Den Sorte Zar” var på evig krigsfod med enhver form for oplysning. Man sagde om ham, at han var den mest reaktionære person i hele det russiske imperium. Inden han var nået helt til tops som overprokurator for den hellige synode, havde Pobjedonostsev været lærer for den kommende zar Aleksander den 3. Efter Aleksanders tronbestigelse arbejdede de to mænd tæt sammen. Aleksander havde gennem sin ungdom sværmet for den slavofile bevægelse, som hævdede doktrinen om de slaviske folks overlegenhed. Efter han var blevet kejser deklarerede han et nyt slogan ”Rusland for russere” (i vores tid har forfatteren Aleksander Solzjenitsyn gjort sig til talsmand for dette slogan i flere af sine antisemitiske bøger). Kejser Aleksander den 3. og Pobjedonostsev lagde hovederne sammen og udpønsede en strategi, som gjorde Rusland til verdenshistoriens mest bestialske antisemitiske land. Senere kun overgået af Hitlers Nazi-Tyskland som i mangt og meget efterlignede den russiske zars metoder og strategier for jødeforfølgelser. 

V. Serovs potræt af Konstantin Pobjedonostsev

Aleksander den 3. Jødeforfølgelser.

Kejser Aleksander den 3. og Pobjedonostsev strategi var ligeså enkel som den var modbydelig. En tredjedel jøder skulle dræbes, en tredjedel tvinges i landflygtighed og en tredjedel assimileres. Kirken og staten gik sammen om den nødvendige propaganda og diverse hadekampagner, som gik forud for de egentlige korporlige forfølgelser. Pogromer brød frem alle vegne og myrderierne på jøder kunne tælles i tusinder. I forbindelse med jødepogromerne konfiskerede man al jødisk ejendom, så zarens embedsmænd havde rigeligt at bestille. Propagandaen informerede befolkningen om en international jødisk sammensværgelse, som pønsede på at vælte Zar Aleksander af tronen. Om zaren selv troede på dette fupnummer står hen i det uvisse, han tilhørte en samfundsklasse, som var mere styret at overtro end fornuft - så måske ja. En del af jødeforfølgelserne udmøntedes i de såkaldte ”maj love”. For at forstå det fulde omfang af disse love skal vi gå lidt tilbage i historien. Under Katharina den Stores regering (1762- 1796) blev der vedtaget en lov som begrænsede jødisk bosættelse til den vestlige og sydlige del af riget. Dette område blev kaldt ”grænsen for permanent jødisk bosættelse” populært kaldet ”grænsen”. Under Aleksander den 2. blev denne restriktion delvis blødt op, således at et begrænset antal jøder kunne bo i de forskellige dele af riget. Aleksander den 3.’s maj love forbød jøder med få undtagelser at forlade området indenfor ”grænsen”. I det hele taget fandtes der over 300 anti-jødiske love i Zarernes Rusland.  

Undertrykkelsen og forfølgelsen af jøderne blev en ubærlig byrde i Zarens Rusland.

Jøder måtte ikke indtage administrative poster. De måtte ikke være jurister eller landejere. Der måtte ikke trykkes bøger på hebraisk og alle jødiske skoler skulle lukkes. Ingen jøde kunne gifte sig med en kristen uden først at konvertere til kristendommen og kun en meget lille gruppe jøder kunne komme ind på universiteterne. Efter vedtagelsen af disse love og med de tiltagende pogromer forlod omkring 225.000 jøder Rusland og slog sig ned i Europa og USA. Zar Aleksander var meget velfornøjet med resultatet og som han sagde: ”lad jøde-smovserne tage deres gift med sig”. Som bekendt var Aleksander den 3. gift med den danske prinsesse Dagmar, kong Christian den 9. datter som i Rusland fik navnet Maria Feodorovna. Spørgsmålet melder sig naturligt om hun delte sin mands rabiate holdninger eller om hun som Hitlers livsledsagerinde Eva Braun bare var for dum til rigtig at blive anklaget i meddelagtighed i mord på sagesløse. Svaret må blive både og! Skal man tro samtidige som kendte hende brillerede hun ikke ligefrem på intelligensens top ti. Statssekretæren Polovsov beskrev hende i sin dagbog således: ”Hvilken dum, ubegavet kvinde”. At hun delte sin mand og søns (zar Nikolaj den 2.) antisemitisme må man gå ud fra, idet hun aldrig gav udtryk for det modsatte f.eks. skrev Nikolaj den 2. til hende i 1905, at han delte folkets had til jøderne og forstod pogromerne. I hendes svar til sønnen var der ingen indvendinger imod dette kyniske synspunkt. 

I 1892 forjagede zarens bror Storfyrste Sergej Alexandrovitj mere end 20 tusinde jødiske håndværkere og småhandlende fra Moskva. Harold Frederic som var øjenvidne til disse grusomheder skriver (Harold Frederic: ”The New Exodus”): ”Mange af disse ulykkelige mennesker blev lænket sammen med kriminelle og eskorteret af kosakker. Nogle få lykkedes det at bestikke sig ud i friheden, resten blev sejlet af floderne til ”grænsen” (den jødiske bosættelse)” (Storfyrste Sergej Alexandrovitj var også ansvarlig for Khodynka katastrofen se denne blok: http://kilaasi.blogspot.dk/2013/07/zarens-rusland-khodynka-katastrofen.html).

Da Zar Aleksander den 3. fik rapporten om denne jøde udrensning skrev han ude i margen til rapporten: ”Vi må aldrig glemme, at det var jøderne der korsfæstede vores herre og udgød hans dyrebare blod”. Samme zar Aleksander er i Danmark hædret med et portræt ophængt i Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot.  

Efter en pogrom.

Hitlers antisemitiske forløber Aleksander den 3.

Aleksander den 3. var gennem sit ægteskab knyttet til det danske kongehus. Her ses han ved grev Bernstorffs slot i Charlottenlund.

De retfærdige i Sodoma

Heldigvis fandtes der også ordentlige mennesker i Zarernes Rusland, især blandt arbejder og intelligentsiaen (forfattere, kunstnere, studenter og personer med højere uddannelser kaldes i Rusland under et intelligentsiaen). Med bønderne var det så som så, men der fandtes også blandt dem anstændige mennesker som gik imod rigets officielle jøde politik. Man skal huske, at analfabetismen var stor i Zarernes Rusland og overtroen hærgede blandt menigmand og adelen med. Sådanne mennesker var lette ofre for kirkens og Zarernes hadekampagner mod jøderne. En af dem, som skammede sig over sit lands behandling af jøderne, var forfatteren Maxim Gorki og han var overordentlig virksom, når det gjaldt om at skrive imod jøde-pogromerne. Gorki blev en svoren fjende af antisemitismen, da han som ung var vidne til en jøde pogrom i Nizhny Novgorod. Episoden har han skrevet om i sit essay ”Pogrom”, der imidlertid først blev publiceret i 1901 i bogen ”Hjælp de jødiske ofre for hungersnøden”. Allerede i juli 1896 skrev Gorki sammen med nogle andre prominente intellektuelle en artikel i ”Odessa Nyheder”, som på det skarpeste fordømte jøde forfølgelser og pogromer. Højrepressen dømte dem derefter som forræder imod det russiske folk. Gorki skrev: ”Af alle de folkeslag som findes indenfor kejserdømmet står jøderne os nærmest, fordi de har bidraget til Ruslands udvikling gennem deres arbejde”.

Kishinev pogrom - en af de mest berygtede jøde pogromer i det russiske imperium, fandt sted i forståelse med myndighederne i april 1903 i hovedstaden i Bessarabien, Kishinev (nu hovedstad i Moldova). Kishinev pogromen anrettede et stort ramaskrig i Rusland, Europa og Amerika. Et udvalg blev nedsat til at hjælpe ofrene og det lykkedes at indsamle omkring en million rubler. Den kendte bassanger F. Sjaljapin gav støtte koncerter for indsamlingen. Forfatteren Vladimir Korolenko fordømte pogromen i bogen ”Hus nummer 13”. Ligesom Leo Tolstoj udstedte en erklæring, hvori han fordømte uromagerne og udtrykte sympati med ofrene. I nyere tid har antisemitten Solzjenitsyn i sin bog " To Hundrede År Sammen " kommenteret Kishinev pogromen, men forstås ikke på samme fordømmende måde som Korolenko og Tolstoj. Myten om jødernes brug af kristent blod til bagning af deres påskebrød er ligeså hårdnakket som den er naiv. Selv i dag er der ortodokse kristne, der i ramme alvor tror på denne historie. I zarens Rusland kostede denne myte mange menneskeliv samt smadrede skæbner. Berømt er historien om Mendel Bejlis, der blev anklaget for rituelt mord og brugen af kristen blod til påske højtiden, men senere frifundet i 1913 efter flere års fængsel og tortur. Frifindelsen skyldtes bl.a. et stort pres fra udlandet på den zaristiske regering. Bernard Malamud’s berømte roman ”Altmuligmanden” bygger på denne virkelige hændelse, men som Malamud gør opmærksom på, så er hovedpersonen i hans bog ikke identisk med virkelighedens Mendel Bejlis. John Michael Frankenheimer lavede en spillefilm over Malamud’s bog som på dansk kom til at hedde ”Jøden fra Kiev”.  

Ofre for Kishinev pogromen.

Ofre for Kishinev pogromen.

 

Ofre for Kishinev pogromen.

 

Mindesmærke for ofrene for Kishinev pogromen.

Dengang og senere hen

Siden Zar Ruslands jøde-pogromer har der været en anden verdenskrig, hvor ligbunkerne var endnu højere og gasovnene arbejde dag og nat. Det minimerer imidlertid ikke grusomhederne under zaren og hans regime. Grusomhederne og de menneskelige lidelser kan man ikke gradbøje. Jeg tror, de fleste der ser billederne af de martrede barnelig fra de russiske pogromer gribes at rædsel og dyb medynk også i dag.  Ligesom tiden ikke fjerner foragten for Zar familien, storfyrsterne og de ansvarlige ledere inden for den russiske kirke, der førte an i denne groteske forfølgelse af deres medmennesker. Hvor var den kristne kærlighed henne hos disse mennesker? Jøderne kunne i det lange løb ikke bare være passive ofre i en omfattende dødsspiral. Mellem 29. august og 1. september 1903 var en pogrom i Gomel, hvor der for første gang var et aktivt jødisk selvforsvar. Det blev almindeligt med jødiske vagtværn, hvor noget sådan var muligt. Som regel var det de politisk aktive som også forstod at danne vagtværn.  

Efter en jødepogrom i Odessa sørger man over de dræbte fra det jødiske vagtværn.

Revolutionen og Borgerkrigen.

Man hører ofte, at de hvide og de røde var lige gode om terroren under borgerkrigen. Hvad angår jøde pogromer passer dette udsagn aldeles ikke. Faktisk tror jeg at sådanne udsagn er bestemt til at nivellere de hvides grusomheder. De hvide var jo under stærk indflydelse af kirken, Zaren og den slavofile tro på dem selv som udvalgte overmennesker. Ligesom de var i pagt med ”De sorte hundrede”, et zaristisk antijødisk forbund.  For at sige det kort, så var der dødsstraf for jødepogromer i den røde hær. Dermed ikke være sagt, at der ikke var brodne kar også der, som Isaac Babel anskueliggør i novellen ”Gedali”. Gedali beklager sig over, at nogen vil skyde ham, fordi de er kontrarevolutionære og andre fordi de er revolutionære.        

De hvides jøde-pogromer var desuagtet omfattende og rædselsvækkende Petljuras, Kolchaks,  Denikins og Wrangels kontrarevolutionære arméer fór hærgende frem under råbet: ”Jøderne er bolsjevikker – bolsjevikkerne er jøder”. Alene i Ukraine blev 100.000 til 150.000 jøder massakreret især af Petljuras og Denikins mænd. Antisemitismen var intens i alle de områder som var besat af anti-bolsjevikker, bl.a. fordi man gav jøderne skylden for revolutionen som sådan. I 1919 i Podolia sluttede en 2000 mand stærk jødisk milits sig til de røde og angreb den ukrainske hær. Som hævn nedslagtede Petljura’s mænd samtlige jøder (børn, gamle, kvinder og mænd) i den by, de mente de jødiske militsfolk kom fra. I roman biografien ”Stålet Blev Hærdet” beskriver Nikolaj Ostrovskij en jøde-pogrom begået af Petljura og hans hær i Ukraine. Jeg har aldrig læst noget mere rædselsfuldt, afstumpet og kynisk. Heldigvis var der også modige ukrainske arbejdere, som gemte deres jødiske landsmænd for bødlerne. Uden denne omstændighed ville man miste respekten for menneskene efter endt læsning af disse chokerende beretninger.  

 

Myrdede efter Zhitomir pogromen

Efter Nederlaget – ondskaben spredes i verden

Efter nederlaget til den røde hær spredtes de Zar tro russiske emigranter ud over verden. Sammen med dem spredtes den særlige udgave af antisemitismen som de stod for. Historierne om Zions vise protokoller fulgte med emigranterne. Disse modbydelige løgnehistorier om en jødisk verdenssammensværgelse vandt genklang i hjertet på mange europæere og amerikanere. Smædeskriftet Zions vises protokoller var en omskrivning af et fransk satirisk skrift, hvori Napoleon 3. beskyldtes for at stræbe efter verdensherredømmet. Hvem som forfattede dette smædeskrift er noget uklart, men der er ingen tvivl om, at man skal lede i kredsen omkring storfyrste Felix Jussupov (Rasputins morder), idet denne i sine erindringer fortæller, at det var nogle af hans bekendte som ”fandt” protokollerne.

Fascismen i Italien og Spanien samt nazismen i Tyskland tiltrak mange Zar tro russiske emigranter. Flere meldte sig til Francos hær og jo nærmere vi kommer 40´ne jo mere opsluges ”de hvide” i diverse nazi og fascist regimer. Endelig ved angrebet på Sovjetunionen er ”hvide russere” og nazismen totalt sammensmeltet. En del borgere i Sovjetunionen hilste invasionen velkommen netop på grund af nazismens stærke element af antisemitisme. Blandt disse landsforrædere var en hel del af kirkens folk især i Ukraine, hvor kirken officielt samarbejdede med nazisterne til alles store tilfredshed. Medens den ukrainske ortodokse kirke gned skulder med besættelsesmagten myrdede samme besættelsesmagt hundrede tusinder jøder og kommunister ved Babi Jar. Nazismen lånte mange træk fra de hviderussiske emigrantkredse. Antisemitismen og troen på sig selv som en udvalgt og andre overlegen nation (slavofile). Nu var rollerne bare ombyttet. I den nazistiske udgave af national overlegenhed var de slaviske folkeslag undermennesker og bestemt til tilintetgørelse.    

Peskov – Riga avisen ”For Moderlandet” 1942 med overskriften: ”Den russisk ortodokse kirke beder dig herre, giv Adolf Hitler magten til den endelige sejr. På billedet metropolit (ærkebiskop) Sergei af Vilnius og Litauen.

Aleksander Solzjenitsyn drømte om det gamle Zar vældes tilbagekomst. Han var en indædt antisemit, som mente at russere og jøder ikke kunne leve sammen. Også i de bøger som ikke direkte handler om jøder smuglede han antisemitiske sentenser ind. I det omfattende værk, Gulag Øhavet, om Stalintidens fangelejre opfandt han jødiske navne til fangevogterne. Fanger, der har siddet i de pågældende lejre, har bevidnet, at det drejer sig om opdigtede personer.

    

PS: Jeg anvender begrebet ”hvide russere” således som det blev brugt under borgerkrigen, nemlig som betegnelse på de russere som kæmpede for at genoprette Zar vældet. Denne kategori har intet med folk som kommer fra Hviderusland at gøre.  

 

Jødiske skolepiger venter på at blive skudt ved Babi Jar.

Lad ”Internationale”

         klinge stærkt,

når endelig, for evigt vi begraver

Den sidste jødehader på vor jord.

Jeg ejer i mit legeme intet jødisk blod,

Men hader antisemitismen bittert

Og uforsonligt

          som en jøde må.

Og netop derfor

          Er jeg ægte russer!

(Fra digtet Babi Jar af Jevgenij Jevtusjenko)

 

Antisemitisk pamflet uddelt i Kiev omkring tiden før Bejlis retssag. Teksten lyder: ”Ortodokse russere, ihukom navnet på drengen Andrei Jushchinskij som jøde-smovserne gjorde til martyr. Evig ihukommelse og kristne pas godt på jeres børn den 17. marts, hvor jøde-smovsernes påske begynder. 

Moskvas Østerbro - Presnensky District

Min smukke kone Miriam var den første af os alle, der døbte Presnensky District til Moskvas Østerbro og det er meget rammende om denne dejlige bydel. Mange turister besøger stedet og alligevel er der også rigtig mange, som aldrig har hørt eller set de mange attraktioner som findes der. Her på ”Det finns Inga äckliga Hallon” vil jeg nu råde bod på dette og tage jer med på en tvangfri tur til både kendte og mindre kendte steder her på Moskvas Østerbro.

Alle veje fører til Presnensky District men hvorfor ikke tage metroen ud til en af verdens berømteste metrostationer. Det er selvfølgelig Majakovskij metrostation, jeg tænker på, her dybt under jorden kan man se kunstneren Aleksander Deninkas hyldest til futurismen og den lyse sovjetiske fremtid som digteren Majakovskij skrev om. Omgivet af endeløse lys ses 35 nicher i metroens hvælvinger her har Deninka skabt sine mosaikker med et kunstnerisk udtryk, der savner sin lige. Oppe på jorden befinder I jer nu på Triumphalnaja Pladsen, med statuen af Majakovskij. Da statuen blev afsløret i 1958 samledes en gruppe unge mennesker ved foden af statuen og reciterede Majakovskijs poesi. En tradition som stadig lever og gentages på bestemte dage af året. Her findes også to bygningsværker Tjajkovskij Koncertsalen og Peking Hotel af den sovjetiske arkitekt Dmitry Chechulin. Med ryggen til Majakovskij statuen gå til højre af den søvnløse og larmende Sadovajagade og sæt kursen imod nummer 10.

Statuen af Majakovskij på

 Triumphalnaja Pladsen

Presnensky District

Bydelen fremstår i dag som en sammenblanding af nyt og gammelt. En del af bygningerne blev opført mellem 1900 og 1962 men ca. 15 % af boligmassen er klassificeret som saneringsmodne boliger bygget før 1900. Helt nye stilfulde boligblokke er skudt op her, men de passer pænt ind i helheden.  En del nyrige og folk fra middelklassen bor og kommer her, man ser det på butikkerne og restauranterne som er mere eksklusive i denne del af byen. Under revolutionen 1905 var en del af distriktet erobret af venstreorienterede studenter og området blev en krigsskueplads. Denne bydel rummer en masse spændende gader, facader og steder og jeg kan varmt anbefale af man bortøder en dag her. Bare slentrer omkring og indånder miljøet. For den vakse turist står oplevelserne i kø! 

 Mesteren & Margarita

Miriam & Gitte ved

 indgangen til Bulgakov Huset   

På Sadovajagaden (Bolshaya Sadovaya) nummer 10 ligger en meget berømt ejendom. Inde i gården er der adgang til ikke mindre end 2 museer begge tilegnet forfatteren Mikhail Bulgakov og dennes roman ”Mesteren & Margarita” som han påbegyndte, medens han boede her med sin første kone Tatjana Lappa. I romanen er nummeret på bygningen lavet om til 302 B opgang 6, 5. sal lejlighed 50.

 Man skal huske, at i Rusland angives nummeret på ejendommen og ikke på opgangen ligesom hos os. Sadovajagaden 10 er således et helt ejendomskompleks. Medens bygningens nummer er fiktivt i romanen er lejlighed 50 det virkelige sted, hvor Bulgakov boede og som i romanen døbes "den dårlige lejlighed" (“нехорошей” квартиры №50). Som så mange gange før fik redaktøren til denne blok hjælp fra sprogeksperten Peter Jessen, der med det samme slog fast, at den korrekte oversættelse måtte være "den dårlige lejlighed" og Peter tilføjede på jysk ville vi sige ”en skit stæj”. Det er ikke uvæsentligt fordi lejlighed 50 i den danske udgave af ”Mesteren & Margarita” kaldes fortrinsvis: Den forheksede lejlighed, den fordømte lejlighed eller den hjemsøgte lejlighed. Problemet er, at alle disse betegnelser på russisk har sine egne navne som ikke dækkes af нехорошей, så hvis forfatteren havde ment ”den forheksede lejlighed” havde han vel skrevet det? I romanen foregår der faktisk forheksede ting og sager i denne lejlighed og den kunne sagtens hedde den forheksede osv. Men så mister man et væsentligt aspekt ved romanen, for Mikhail Bulgakov anbragte meget bevidst forhold fra sit eget liv i fortællingen. Lejlighed 50 var en såkaldt korridor lejlighed, det vil sige, at flere lejligheder stødte op til samme korridor og man delte f.eks. køkken og bade faciliteter. Bulgakov kunne ikke fordrage proletarer og bønder, ligesom han havde håbet De Hvide, der kæmpede for at genindføre zardømmet, havde vundet borgerkrigen. Med de rødes sejr befandt Bulgakov sig i arbejderne og bøndernes nye stat og i lejlighed 50 måtte han gnubbe skuldre med arbejderne. Den snobbede forfatter følte en fysisk afsky derved. Samme afsky transformeres i romanen til lejlighed 50. Her bor djævlen og der foregår horrible og grænseoverskridende ting. Bulgakov var stærkt imod revolutionens ideer om lighed som efter hans mening betød, at en hvilken som helst kok kunne styre staten m.a.o. denne geniale forfatter var politisk dum.  

Mikhail Bulgarkov 1891 - 1940

 I kælderen til denne bygning lå på Mikhail Bulgakovs tid et berømt værtshus ”Pegasus Stalde” hvor kunstnere og intelligentsiaen holdt til. Her kom alt, hvad der kunne krybe og gå af kunstnere og forfattere f.eks.: den verdensberømte barfodsdanserinde Isadora Duncan og hendes kæreste digteren Sergey Esenin, skuespillerinden Alice (Alisa) Koonen, forfatteren og kritikeren Andrei Bely, maleren Vasily Surikov og bassangeren Fjodor Sjaljapin. Ligeledes sås ofte medlemmerne af kunstner gruppen ”Ruder Knægt”. 

George Yakulov - Portræt af Alice Koonen

Bulgakov museerne har deres egne ejendommelige historier. Længe før nogen tænkte på at der egentlig burde indrettes et Bulgakov museum i Sadovajagaden 10 havde et besynderligt klientel af satanister og Bulgakov fan fundet vej til lejlighed 50. En del af disse personager var særdeles glade for teater og graffiti. I opgangen såvel som i lejlighed 50 dukkede graffiti op med opfordringer til at lave mindestuer og/eller museum i bygningen. Lejlighed 50 blev brugt af en tegnestue som gladelig inviterede de unge graffitimalere indenfor. En del graffiti bestod ganske enkelt i citater fra ”Mesteren & Margarita” samt en del diabolske guldkorn. Mest citeret var sætningen ”Man kan ikke brænde et manuskript”.  På samme tid i 1971 satte direktøren på Taganka Teatret et stykke op baseret på ”Mesteren & Margarita”. Stykket gik hen og blev en kult og det siges, at besøgene i lejlighed 50 i denne tid forøgedes dramatisk og det samme gjorde graffitien. Det anslås, at der var mellem 800 og 1000 graffiti i lejligheden og opgangen. Vi skal frem til 1985, hvor en artikel i avisen Izvestia slår til lyd for et museum på stedet eller i det mindste en litterær cafe. Emnet bliver taget op i TV og andre medier. Sagen var imidlertid ikke så lige til. Bag kulissen foregik en kamp mellem graffitimalerne, embedsmændene og husets vicevært. Så i foråret 1988 gav de kommunale myndigheder tilladelse til at åbne et officielt museum i lejlighed 50, vel nok verdens eneste museum der er blevet fremprovokeret gennem graffiti malerier. I den ”frie verden” var det aldrig gået så glat. Her ville man have startet med præventive arrestationer af graffitimalerne for til sidst at rive det historiske hus ned jævnfør Ungdomshuset på Jagtvej 69.  I dag er det meste af den originale graffiti væk i opgangen til lejlighed 50 takket være en anti-Bulgakov vandalist, som overmalede det meste af opgangen. Man kunne ikke fjerne denne maling uden også at fjerne graffitien og løsningen blev, at en anerkendt kunstner genskabte en del af graffitien.

En del af den oprindelige graffiti i opgangen

 

Helvedes 3 enighed: Fagot, Woland & katten Behemot fra Mesteren & Margarita

 Et brud mellem de oprindelige museums grundlæggere førte til den nuværende situation med to museer. Inde i gården til Sadovajagaden 10 ligger det første museum ”Museum teatret Bulgakov Huset” på første sal umiddelbart efter indgangen. Museet er privat og entreen er gratis, men hvis man vil støtte økonomisk er det meget velkomment. Stedet drives af en gruppe entusiastiske unge mennesker, som er fantastiske til at iscenesætte og iværksætte f.eks. Bulgakov ekskutioner i den nærliggende bydel, eller man arrangerer teaterforestillinger og kultur-events. I opgangen ved siden af finder man ”Moskvas Stats Institut for Kultur Museum M.A. Bulgakov, beliggende i Bulgakovs gamle lejlighed, også her arrangerer man teaterforestillinger. Jeg har kun set det første museum, som jeg varmt kan anbefale. Stedes oser af mystik og humor og så ligger her en lille cafe med en skræppende papegøje, der konteksten taget i betragtning nær havde taget livet af mig, da jeg hørte den skræppe op første gang. Her er en del effekter, som har tilhørt Bulgakov, samt flere interessante fotografier og breve.  

Berlioz hoved skilles fra kroppen

 af sporvognen

         Museum teatret Bulgakov Huset

 

Miriam & Gitte ved det runde bord på den lille finurlige Cafe på Museum teatret Bulgakov Huset

 

Miriam blandt ting og sager relateret til Bulgakov - Museum teatret Bulgakov Huset

 

Miriam i det hemmelige rum bag pejsen. Der var bælgmørkt men blitzen oplyste rummet - Museum teatret Bulgakov Huset

Der er imidlertid meget mere endnu. Går man fra Bulgakov Museerne til venstre ud på Sadovajagaden og forsætte en husblok ned kommer man til Malaya Bronnaya og Patriarkens dam. Lige inden dammen ses en stor 13 etagers ejendom på venstre side af vejen. Bygningen, som blev opført mellem 2000 og 2002, krones med en iøjefaldende model af Vladimir Tatlins tårn (en hyldest til 3. internationale). Husets officielle navn er ”Patriarkens lejligheder”, men de gode moskovitter har omdøbt det til Alla Pugachevas hjem. En hyldest til Sovjetunionens ukronede pop diva af samme navn som bor her. Patriarkens dam er, som navnet antyder, en dam beliggende i en lille men charmerende park. 

 

”Alla Pugachevas hjem” med Tatlins tårn

Engang i syttenhundrede tallet tilhørte området den russiske kirkes overhoved patriarken, dengang fandtes der flere damme her og herfra fik man fisk til Patriarkens middagsbord. Selvom der i dag kun er en dam har man på russisk beholdt flertalsformen, så egentlig hedder stedet Patriarkens damme.  Dammens og omgivelsernes nuværende udseende går tilbage til 1830 – 31, hvor man genopbyggede Moskva efter branden i 1812 og krigen mod Napoleon. Bådehuset, hvor der nu er restaurant, var oprindelig en træbygning som i 1980 blev udskiftet med den nuværende bygning. 

 

Patriarkens dam

Legeplads ved Patriarkens dam

Det var her ved dammen djævelen viste sig første gang i Mesteren & Margarita med fatal konsekvens for Berlioz, som umiddelbart efter samtalen med djævelen får hovedet skilt fra kroppen af en sporvogn. Denne dystre begivenhed kan dog ikke overskygge for stedets idylliske atmosfære og skønhed. Her er hygge og folkeligt og russerne kommer her både sommer og vinter. Om vinteren løber man på skøjter på dammen. Restauranten i det tidligere bådehus er specialiseret i menuer fra Sovjetunionen. Sovjetnostalgi er højeste mode og derfor beder jeg alle om at besinde sig. Senere vil jeg beskrive en langt billigere og meget spændende restaurant med sovjetiske menuer. Malaya Bronnaya gaden er et spændende sted og i nummer 28 finder man Cafe Margarita. Navnet på caféen skal minde os om den berømte heltinde i Bulgakovs roman. Stedet er meget stemningsfuld med vægdekorationer fra ”Mesteren og Margarita”, men her er også rigtig dyrt, man mærker, at man er på Moskvas ”Østerbro”. Caféen ligger lige ved Moskva musikkonservatorium og om aftnen er her underholdning af nyudklækkede musikere fra Konservatoriet. En aften kan musikken være jazz, en anden klassisk eller populære viser.

Lidt længere fremme skære Yermolayevsky Alléen Malaya Bronnaya. Her kan man se ”Løvernes Hus” en luksuriøs bolig for den Røde Hærs Marshals, udført i 1945 som en tidlig 19. århundrede ejendom af arkitekten Ivan Zholtovsky. I området ved dammen findes en anden bygning ”Aviazhilstroy Lejligheder”, der ligesom ”Løvernes Hus” går under betegnelsen stalinistisk luksus. Imidlertid er ”Aviazhilstroy Lejligheder” et godt eksempel på sovjetisk postkonstruktivistisk arkitektur, som var meget populært i 1930´erne. En periode i sovjetisk byggeri som gjorde op med både avantgarde og stilblandinger fra fortiden. En anden fordel i en tid med total rationering var, at i modsætning til konstruktivismen minimerede den nye stil brug af stål og cement og vender tilbage til primitive murværk med trægulve og skillevægge. 

Aviazhilstroy Lejligheder

Jødiske kvarter

Bronnaya Synagoen er beliggende på Bolshaya Bronnaya gaden nr. 6. Synagogen var oprindelig en privat villa, der i 1883 under ledelse af arkitekten Mikael N Chichagov (1837- 1889)blev omdannet til synagoge. Det er ret så tankevækkende, at der fra bedehallen blev anlagt en hemmelig tunnel som man kunne benytte i tilfælde af jødepogromer. Bygningen har for nylig gennemgået en omfattende

rekonstruktion og fremstår i dag som den mest moderne synagoge i Moskva. Facaden står med røgfarvede glas og over bedehallen hvælver der sig en stjerneformet kuppel. Ser man godt efter kan man gennem glasvæggen se bygningens oprindelige facade. 

 

Miriam ved Bronnaya Synagoen

Bronnaya Synagoen

Bronnaya Synagoen & en vis Miriam

Udover religiøse ceremonier og bønner bruges synagogen også til andre formål. Her sælges kosher madvarer og på 3. og 4. etage findes et museum: ”Heltemodets hal” og ”mindehallen”. Her er udstillinger om heltene fra ”den store fædrelands krig”, som 2. verdens krig kaldes på russisk. Ligesom her er en udstilling om jødernes historie i Moskva. Synagogen tilhører i dag en chasidiske Chabad Lubavitch menighed.

 Kvarteret omkring synagogen er meget fortryllende og her ligger flere spændende restauranter med udendørs servering om sommeren. Vil man have en kop kosher kaffe kan man slå vejen om Shokoladnitsa på Sadovaya-Kudrinskaya 31/1 på den noget befærdede havering. 

 

Hans Christian, Nancy, Børge og Miriam fra Danmark slapper af ikke langt fra

  Bronnaya Synagoen

På Malaya Bronaya 4c. 2 ikke langt fra synagogen fandtes engang Moskvas berømte jiddische (jødiske) teater. Her arbejdede Marc Chagall med teaterdekorationer i begyndelsen af 1920´erne. Moskvas jiddische teater var en del af en nærmest eksplosiv jødisk kultur udvikling som fulgte i slipstrømmen fra den russiske revolution 1917. Herom kan man læse meget mere i: Kenneth B. Moss ” Jewish Renaissance in The Russian Revolution”. Harvard University Press 2009. Direktøren for teatret Granovskij og Chagall var lidt som hund og kat. Chagall var let til at bekymre sig over stort og småt og Granovskij kunne lide at drille. Chagall afskyede den realistiske stil og Granovskij opførte forestillinger i Stanislavskijs realistiske stil. På den tid var der økonomisk krise i Sovjetunionen og der var ikke meget mad på bordet. Alligevel arbejdede alle på teatret med en smittende begejstring og glæde ved samværet med kolleger og venner. Det fortælles, at Chagalls indflydelse på teatret var ganske vidtfavnende ikke blot i kulisserne, kostumer og make-up men selv ud i koreografien af skuespillernes bevægelser.

 

En af Marc Chagalls teaterdekorationer

 

En af Marc Chagalls teaterdekorationer

”En Aften” af Scholem Aleichem med

 Marc Chagalls teaterdekorationer

En anden kendt person som naturligt havde sin gang på det jiddische teater var forfatteren Scholem Aleichem, som herhjemme nok er mest kendt for skuespillet ” En Spillemand på en Tagryg”. Imidlertid havde Scholem Aleichem en meget omfangsrig produktion af: noveller, romaner og skuespil. Faktisk var det stykket ”En Aften” af Scholem Aleichem som Chagall malede teater dekorationerne til. Ikke så mærkeligt, at der her hvor Malaya Bronnaya Ul. Og Bolshaya Bronaya Ul. Mødes, er en statue af Scholem Aleichem. Statuen er en hyldest fra Moskvas befolkning til forfatteren. 

 

Miriam ved Statuen af Scholem Aleichem

Hvorom alting er, så erindrer jeg noget om en billig restaurant med menuer fra Sovjetunionen og jeg skal nok holde, hvad jeg lovede. I går op af Bolshaya Bronnaya Ul. og drejer af ved Bogoslovskiy og fortsætter ned til Tverskoy Boulevard. Gå så imod Pushkin pladsen indtil I finder Cheburechnaya CCCP (чебуречная CCCP) på venstre side af Boulevarden. Man skal være vaks, for der er ingen prangende facade men bare en dør ned til en kælder. I kælderen findes to restauranter i en og jeg foretrækker den bagerste. Maden er fantastisk, personalet ligeså og vodkaen er iskold, men pas på for jeg bestilte en lille vodka og fik 50 cl. 

Døren ned til Cheburechnaya CCCP

 

Opgangen ned til Cheburechnaya CCCP med suprematiske dekorationer

Sild og vodka sovjet style

 

Danskere fra åndsbollernes lille rejsehold skåler med hinanden -  50 cl vodka

Så mangler jeg bare at fortælle: på Tverskoy Boulevard 2 finder man ITAR- TASS berømte bygning. Engang havde Sovjetunionens telegram bureau (TASS) til huse i denne bygning. Herfra strømmede nyhederne ud til hele verden og jeg lyver ikke, når jeg siger, at alle over 40 år ved hvad TASS er og var. TASS havde reportere og kontorer i 110 lande og producerede daglig nyheder svarende til 750 avissider. Ligesom 4000 sovjetiske aviser modtog nyheder fra TASS. Umiddelbart efter TASS bygningen ligger Nikitsky pladsen med Natalia og Alexander springvandet og det er Ruslands nationaldigter Aleksander Pushkin og dennes kone Natalia Pushkina der tænkes på. De blev gift her i Kristi himmelfarts kirken på Ul.Bolshaya Nikitskaya. Omkring Nikitsky pladsen findes flere små rappe Cafeer og restauranter, hvor en turist kan få en bid brød og et stort krus iskold øl, medens han hviler sine trætte fødder.  

Nikitsky pladsen

ITAR- TASS

Forfatteren Maxim Gorkis hus på Malaya Nikitskaya har jeg med vilje undladt at tage med i denne omgang, fordi dette fantastiske sted vil få sin helt egen beskrivelse her på ”Det finns Inga äckliga Hallon”, når jeg får tid til det!

Mikhail Bulgakov endnu en gang hans satire var en fiks blanding af fantastiske og realistiske elementer, groteske situationer og vigtige etiske spørgsmål

 

Katten Behemot fra Bulgakovs burleske roman ”Mesteren og Margarita"

 få så det sidste ord

En vandring gennem Moskva i romanen Mesteren og Margarita’s ”fodspor” (på russisk):